Afveje

Jeg kom med min familie til Danmark i 1984. Vi var flygtet fra krigen i Libanon og boede først på asylcenter i Holte, senere i en lille lejebolig i Greve Strand. Min mor knoklede på sprogskolen inde i København, hvortil hun medbragte min lillebror og mig, mens min far passede et vikarjob. Det var ikke skidt, men det var heller ikke rigtig godt. Jeg tror, det kunne være gået begge veje.
 

Men så fik min far job som fjerkrækonsulent i Middelfart. Og med lån fra mine forældres søskende i udlandet – og fordi min far kunne fremvise en ansættelseskontrakt i banken – lykkedes det at få råd til et lille hus på Merianvej i et ganske almindeligt lavere-middelklasse-kvarter med ligusterhække og naboer. Danske naboer. Der var ikke en araber i miles omkreds. Ikke en moske. Ikke en shawarma. Vi kendte ingen, og vi var et særsyn. Men min mor insisterede på, at vi ikke skulle være mystiske, så de to sønner blev sendt rundt til naboerne med pitabrød – det var jo firserne, så min mor øjnede snedigt en mulighed for at være first mover trods vores økonomiske lavstatus.
 

Med tiden blev pitabrød vekslet til relationer. Ikke fra den ene dag til den anden, og ikke uden afvisninger og misforståelser undervejs. Men fordi der var vilje og tålmodighed på begge sider af ligusterhækken. Fordi vi ikke bare var hinandens projekter, men blev rigtige venner. Der var en oprigtig nysgerrighed og tro på hinandens gode viljer – det kan lyde naivt, men sådan var det.
 

Jeg genkender meget fra min barndom, når jeg med de nye flygtningestrømme ser bølgen af helt almindelige danskere, som nu tager over i hverdagsintegrationen. Det er som om, at vi kollektivt siger: ”Tak for indsatsen, politikere – men jeres 20 integrationspakker de sidste 30 år har ikke bragt os i mål. Vi tager den her fra.”
 

Det er selvfølgelig lidt karikeret, men grundlæggende tror jeg på den bølge – og den tilgang. Det er hverdagens helte, der bringer integrationen i mål. Og det vil nok nogle gange udfordre ”systemet” lidt. Jeg er egentlig ikke så vild med det ord, for det har fået en negativ klang. Systemet er jo sikkerhedsnettet af dygtige fagfolk, der hjælper civilsamfundet med at være netop civilsamfund. Det er også jer, vejlederne og rådgiverne.
 

Og min opfordring er faktisk ret enkel: I skal blive ved med at være vores – civilsamfundets - stærke sikkerhedsnet. Men også gribe hverdagsheltenes måske lidt utraditionelle forslag og vidtløftige idéer, når de opstår. Når naboen pludselig tropper op og vil være med til et møde. Når den entreprenante arbejdsgiver beslutter sig for at hjælpe sin flygtningepraktikant med et opkald til kommunen eller uddannelsesinstitutionen. Eller når en kvinde med flygtningebaggrund får en skør idé om at lave et frokostkursus for nytilkomne flygtninge, så de lærer om danskernes madpakke- og kantinevaner.
 

Sidstnævnte er i øvrigt ikke bare noget, jeg finder på. Kvinden er min mor, som i dag frivilligt hjælper syriske flygtninge til rette i deres nye lokalsamfund. Hun er helt sikkert nogle gange besværlig på kommunen. Men jeg ved også, at de ikke ville undvære hende. Den vejleder og sagsbehandler, som viser det ekstra overskud til hendes og andres vilde idéer, kommer til at gøre en endnu større forskel i en tid, hvor vi alle sammen har så meget brug for den ekstra vilje i hverdagen.

/Abdel Aziz Mahmoud, journalist, foredragsholder og tidligere tv-vært på DR.  

"Hvor taler du flot dansk!"

Abdel Aziz Mahmoud er netop nu aktuel med den selvbiografiske debatbog ’Hvor taler du flot dansk!’