Afveje

Date:
01-12-2016
Heading:
Lidt mindre af det samme
author:
Iben Thagaard
Image:
Iben T_200x200
Short text:
Hvor ville det være befriende, hvis vores nye beskæftigelsesminister vil give os lidt mindre af det samme. Og lidt mere af det bedre. 
Text:

Danmark har fået ny regering. Og i det nye regeringsgrundlag ”For et friere, rigere og mere trygt Danmark” lader vores folkevalgte os forstå, at nu bliver alting bedre og styrket. Der er hverken sparet på det gode humør eller hurra-ordene. 
 

Det ser dog ikke ud, som om det er de ledige i kontanthjælpssystemet, som bliver friere, rigere og mere trygge, ligesom der heller ikke er nævnt noget om, at beskæftigelsesindsatsen skal styrkes eller gøres bedre. 
 

Mere af det samme – og lidt til

På beskæftigelsesområdet får vi, med det nye regeringsgrundlag, mere rådighed og mere effektivisering – med andre ord, mere af det samme og lidt til. Hvordan regeringen ønsker at etablere et beskæftigelsessystem, der understøtter rådighed, må vi afvente at se, når mellemregningerne i regeringsgrundlaget bliver foldet ud.
 

Rådighed er ikke et nyt politisk tema. I mere end 10 år har de respektive beskæftigelsesministre haft en forkærlighed for rådighedsreglerne, og hvert år er reglerne blevet udvidet med alle tænkelige og utænkelige krav og konsekvenser. Intet er for småt eller for stort til at blive omsat til en regel. Dertil har Ankestyrelsen udstedt et hav af principafgørelser, der fastlægger praksis. Seneste større regelændring er det skærpede rådighedskrav 225-timers-reglen, hvor ledige skal vise, at de ”reelt” står til rådighed. Som kronen på værket har Beskæftigelsesministeriet i oktober måned udsendt en vejledning på 45 sider, hvor det præciseres, hvordan alle rådighedsreglerne skal forstås. Det eneste, der sådan set er overladt til fantasien, er, hvordan den ledige – helt konkret – får et job.
 

Vi har hørt mange gode og mindre gode politiske forklaringer på, hvorfor det er nødvendigt at der – konstant og hele tiden – skal adfærdsreguleres om, hvordan ledige skal stå til rådighed. Nødvendighedens politik lyder det politiske svar, og vi bliver fortalt, at der er for mange om velfærden, og at den modtages for længe. Dertil efterlader den politiske retorik unægteligt indtryk af, at for mange ledige er kontanthjælp et tilvalg og dermed et fravalg af ordinært, ustøttet arbejde.
 

Reglerne er ligegyldige
Hvis man køber præmissen om, at ledighed skyldes manglende vilje til at ville arbejde, og at ledige ikke står ”reelt” til rådighed, så bliver man, efter min bedste vurdering, også nødt til at købe præmissen om, at en meget stor del af regelgrundlaget for at modtage kontanthjælp er ligegyldigt og uden virkning. Overflødigt, om man vil.
 

Fordi siden 1998 – i næsten 20 år – har det været en betingelse for at modtage kontanthjælp, at modtageren står til rådighed og udnytter sine arbejdsmuligheder. Det betyder i praksis, at får en jobparat kontanthjælpsmodtager et åbent og rimeligt tilbud om arbejde, kan den pågældende ikke sige nej tak, uden at kontanthjælpen ophører.
 

Så hvorfor ikke bare tilbyde alle jobparate et af de mange job, som ifølge den tidligere beskæftigelsesminister er derude? [1] Drop popularitetspolitikken og stram de bestemmelser, der er mindst indgribende, men som har et reelt arbejdsmarkedsfokus. Start fx med at skærpe den eksisterende bestemmelse om, at jobcenteret skal hjælpe alle arbejdssøgende med at finde et job. [2]   
 

Hvor ville det være befriende, hvis vores nye beskæftigelsesminister vil styrke beskæftigelsesindsatsen ved at give os lidt mindre af det samme. Og lidt mere af det bedre.   


 

/Iben Thagaard, fagspecialist og medlem af Vejlederforums redaktion

 

Noter

  •  [1] Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, § 5, stk. 1, Jobcenteret har til opgave at bistå alle arbejdssøgende med at finde arbejde samt bistå arbejdsgivere med rekruttering og jobformidling
     
  • [2] Debatindlæg ”Kontanthjælpsloft: Vi skal da stille krav” af Jørn Neergaard Larsen, bm.dk, 20. september 2016

 

Følg med i Vejlederforum
Du kan prøve Vejlederforum gratis i en måned. Se, hvad du får - og tilmeld dig

 


 


 

 
Tags:

Skriv en kommentar

  1. Navn
  2. E-mail
  3. Kommentar
Vrå Højskole
AFS
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke