En blæsende, men strålende solrig forårsdag mødes 100 UU-vejledere, folkeskolelærere, skoleledere m.fl. i lette lyse lokaler på Københavns Tekniske Skole, Sukkertoppen. Anledningen er CeFUs netop udkomne midtvejsrapport om Fremtidens valg og vejledning; et treårigt Region Hovedstaden finansieret udviklingsprojekt, der løber fra 2013-2016. Målet er at styrke unges valgkompentencer, så elever i grundskolen får et bedre grundlag for at træffe et kvalificeret uddannelsesvalg. Samtidig laves følgeforskning på Center for Ungdomsforskning (CeFU).

Konferencen er udsolgt. Gratis godt nok. Men med venteliste. I dag får vi de første smagsprøver på erfaringer fra vejledningsprojekterne og følgeforskningen. Hvilken indflydelse har vejledning egentlig på de unges forudsætninger for at træffe uddannelsesvalg? Og hvad ligger der egentlig til grund for de unges uddannelsesvalg?
 

Unge får deres viden om uddannelser fra vejlederen
Folk summer allerede rundt, mange kender hinanden, der er kaffe og brød og god stemning. Jeg taler med en folkeskolelærer fra Østerbro. Hun har overtaget et stort ansvar, synes hun, nu hvor hun skal til at tale mere uddannelse og arbejde med sine elever efter reformen på UU’s område. Hun glæder sig til at høre mere i dag.
 

Projektleder Henrik Bov Pedersen, UU København, byder velkommen og forklarer, at UU-Tårnby, Øresund og København i samarbejde med folkeskoler afprøver forskellige vejledningstiltag, og CeFU følger med på forskersidelinjen. Oprindeligt var 33 unge – dem, det hele handler om – med til at definere, hvad der var vigtigt for projektet.

Dagen byder på stærke stemmer i debatten om unge, vejledning og valg af ungdomsuddannelse. Fyndige Mattias Tesfaye, murersvend og aktuel folketingskandidat for Socialdemokratiet, holder et brag af en tale. Danmark har brug for gode håndværkere, siger han. Herefter følger ligeledes engagerede Noemi Katznelson og senere Mette Pless, begge lektorer ved CeFU. Mor og far har størst indflydelse på selve valget, siger de, men de unge får primært deres viden om uddannelserne fra skolen, lærerne og vejlederen. Det gælder om at udfordre de unge (og deres forældre) på deres forestillinger – især hvis EUD skal være et reelt alternativ.

Violiner, mursten og tavs viden
Første oplægsholder, veloplagte Mattias Tesfaye, har kant og argumenterer flot for sin sag: Danmark skal huske det gode håndværk, et godt udgangspunkt for velstand!

Mattias Tesfaye har mange historier i ærmet. Fx den om violinbyggeren Stradivarius, som i 1700-tallets Italien byggede de mest klangfulde violiner, verden nogensinde har hørt. De originale 600 tilbageværende violiner sælges i dag fortsat til skyhøje priser. Det er, ifølge Mattias, stadig ikke lykkedes at genskabe en violin magen til. Håndværket gik tabt, fortæller Mattias på mest dramatisk vis. Det samme skal ikke ske i Danmark. Tilskuerne gyser ved tanken.

Eller historien om Mattias’ arbejdskollega: Den 53-årige murersvend, der kunne mærke, når han ”murede nedad”, altså når stenene lå skævt med 1 mm pr. meter. Det kunne han, fordi han – Mattias stiller regnestykket op for os – igennem sit liv havde lagt i omegnen af tre millioner sten. Og dermed havde han erhvervet sig det, Mattias kalder tavs viden. Og det er Mattias’ pointe i dag: Forskellen på at vide, hvordan man bygger en violin eller et hus, og så det at kunne bygge.

Salen er helt med, der grines højt og hjerteligt. Mattias er en underholdende oplægsholder.

Han fortsætter: At forestille sig uddannelse som en trappe, man går op ad, eller at tale om ”højere uddannelser” er misvisende. For i virkeligheden er der tale om noget helt andet, nemlig forskellig slags viden. Og at være faglært handler om den viden, man udfører med sin krop. Denne ’tavse viden’ er ikke dårligere, eller bedre for den sags skyld, end den viden, man får fra bøger – men den er anderledes og skal anderkendes.

Spændende pointer, som måske er meget gode at få med på vejen for forsamlingen. Kun ganske få rækker nemlig hånden op, da Mattias spørger, hvem der har en erhvervsuddannelse. Vi skal ikke alle være håndværkere for at kunne vejlede i, hvordan man bliver det, ligesom vi ikke skal være læger for at fortælle om medicinstudiet. Men alligevel. Det er godt nok lige at høre budskabet.

”Der flyver diskurser ud af munden på dem”
Ungdomsforsker Noemi Katznelson fortsætter nu i en mere akademisk disciplin. Hvad ved vi egentlig om unges valg af uddannelse? På hvilket grundlag træffer de unge valg? Vigtigt, tænker jeg, at kunne argumentere for, hvad vejledning skal og kan – måske særligt i disse omskiftelige tider. Forskningen er dog stadig ikke afsluttet, dagen byder kun på smagsprøver.
Noemi fortæller om den forudgående forskning og tendenser i tiden.  Hun taler om et fokusskifte, ja, måske ligefrem et paradigmeskifte på vejledningsområdet. ”Det hedder sig, at vi skal udfordre de unges valg, men går vi dermed i virkeligheden fra at vejlede i frie valg til at vejlede til noget bestemt? ,” spørger Noemi retorisk.

Regeringens mål er flere faglærte unge. 95 %-målsætningen afløses på sin vis af en 30 %-målsætning om andelen af unge i EUD-uddannelse. Men de unge og deres forældre hørte godt, da der i årenes løb blev sagt (høj) uddannelse. Lysten og interessen for EUD er der, siger Noemi, men det endelige valg ønskes udskudt og gymnasiet trækker derfor. ”Hvordan udfordrer vi det?,” spørger Noemi.

De unge selv udtrykker ønsker som ”at få den røde hue, så min mor bliver stolt” eller at ”blive gift med en pige med langt hår og god uddannelse”. CeFUs eksempler på interviews med unge viser, at de unge i den grad har taget den politiske dagsorden til sig. Der ligefrem ”flyver diskurser ud af munden på de unge”, siger Noemi. Men, fortsætter hun, slutningerne de unge når frem til, er ikke altid helt korrekte. Hele denne uddannelsesdagsorden tager også pusten fra nogle af de unge. Bliver de forpustede på den uddannelsestrappe, Mattias netop talte om? Kunne vi skabe alternativer til forestillingen om en uddannelsestrappe, tænker jeg med Mattias’ ord stadig klingende i ørerne. 

En forventningseksplosion
Hos mange unge sker det, Noemi kalder en forventningseksplosion. Det perfekte bliver normen. Det bliver mindre og mindre acceptabelt at få karakteren 7 eller – Gud nåde det – 4. Det fører til strategier om ”at tage sig mere sammen”, men det fører også til en oplevelse af udsathed for børn og unge langt ned i folkeskolen, måske særligt for de unge uden forældrenes støtte. Tidens tendens er at få paratgjort børn, helt ned i vuggestuen helst. En arbejdsmarkedstænkning a la Kaj Ove Pedersen, kalder Noemi det.

Mette Pless fortsætter nu med temaet motivation, som ikke bare er én ting. Det handler om mange faktorer, fx relationen til en afholdt lærer eller en god kammerat på uddannelsen. Det bliver også relevant i en fastholdelsesdiskurs. Endelig konkluderer Mette, at mange elever er i tvivl – også dem, der ikke er omfattet af individuel vejledning. CeFU udgiver i øvrigt en bog om netop motivation i begyndelsen af juni, fortæller Mette.

Et spørgsmål fra salen lyder, om ”ikke der er for meget fokus på de unges selvrealisering?” Unge i andre, fattigere lande kæmper for at komme frem. Metroen, Mærsks nye Panum bygges af udenlandsk arbejdskraft, fortsætter den kritiske deltager. Den danske ungdom (og deres vejledere?) skal tage sig sammen, hører jeg underforstået. Noemi svarer, at vi ikke skal glemme de mange ambitioner, de unge har UDEN for uddannelsessystemet, fritids- og sportsaktiviteter m.v., og at billedet nok ikke er helt så enkelt. ”I øvrigt,” tilføjer hun, ”er det jo noget, der sker på alle områder – vidensarbejde bliver også udført i Indien.”

Har spørgsmålsstilleren mon ret på nogle punkter? Men hvad hvis virkeligheden er, at unge forvirres i alt det her uddannelsespres? Så er vi vel nødt til at svare på det? Og for at vende tilbage til et af dagens temaer, motivation, hvad motiverer så unge til at foretage uddannelsesvalg? Er det katastrofetanker og skrækken for, at inderne og polakkerne kommer? Eller er det en positiv forventning om, at det liv, du lever, grundlæggende udvikler sig i en positiv retning, og at du derfor engagerer dig og udvikler dig? Måske har forårssolen skinnet mig varm, men lige denne dag er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg tror på.

Lærerne på vejlederbanen
”Kan I løfte opgaven?,” spørger Noemi lærerne i forsamlingen. En udskolingslærer svarer, at ”det var så dejligt, dengang UU startede – så var der nogen der tog sig af det.” ”Men hvad så nu,” fortsætter han, ”hvor lærerne mangler viden og færdigheder i, hvordan man vejleder unge om uddannelse og arbejdsmarked?” 
 

En anden deltager, ligeledes lærer, forklarer, at de oplever, at forældrenes krav nogle gange står i vejen for en fri vejledning. Aner vi udfordringer for lærerne, som UU-vejledere har kendt til i mange år, og som de har en faglighed inden for? En faglighed, man måske ikke bare sådan lige kan flytte med et reform-trylleslag? Spørgsmålene vidner om vigtigheden af samarbejdet mellem UU og folkeskolen, hvilket projektet overordnet set selvfølgelig også fokuserer på. Og det skulle blive mere konkret i workshopperne. 

Vejlederen som facilitator – ”her er der fest”

Saltstænger, levende lys og farvestrålende billeder spredt på gruppebordene mødte os i workshoppen om gruppevejledning. Vi prøver lidt af det, en folkeskoleklasse har afprøvet, nemlig gruppevejledning med udgangspunkt i metoder fra bogen ”WATCH – En brugsbog i gruppevejledning”. En vejleder fra UU Øresund og to folkeskolelærere fra Espergærde Skole har vejledt en skoleklasse fordelt i grupper af ni elever, ca. 1,5 timer om ugen i otte uger. Erfaringen er, at de unge spejler sig i hinanden, selv kommer til orde og giver hinanden gode råd. Lærer/ UU-vejleder deltager som facilitator i gruppen. Uvant for matematiklæreren, men en god oplevelse!

Projektet handler ikke nødvendigvis om uddannelsesvalg i en snæver forståelse, men snarere om livskundskaber. Ganske spændende, også i tidens diskurs om frafald og fastholdelse, ensomme unge og selvfølgelig dette projekts overordnede tema: at give unge et bedre grundlag for at træffe kvalificerede uddannelsesvalg. Og det fungerer godt, det der med at lade os deltagere prøve nogle af øvelserne. 
 

At afprøve på egen krop er netop noget af det, unge oplever som mest afklarende, fortæller Mette Pless og Tilde Mette Juul fra CeFU i næste workshop, hvor forudgående forskning frem mod den egentlige følgeforskning af vejledningsprojekterne præsenteres. CeFUs grundlag er bl.a. empiriske spørgeskemaundersøgelser på 15 skoler, fokusgruppeinterviews med 56 elever i 8. klasse samt individuelle interviews med 14 elever. Paradoksalt nok er netop svage elever dem, der angiver at få mindst ud af praktikophold, mens elever med høje karakterer angiver at få mindst ud af individuelle samtaler.

Sidstnævnte pointe er jo egentlig beroligende, når vi tænker på reformerne inden for UU-vejledningen, der betyder, at kun de svagere, forstået som ikke-uddannelsesparate unge, skal tilbydes individuel vejledning. Unge med middelkarakterer er dog oftest i tvivl, ligesom der er en sammenhæng mellem det at være i tvivl og det at føle sig presset. Disse unge er i udgangspunktet ikke omfattet af individuel vejledning – så meget desto mere grund til at kigge på fx gruppevejledning. For unge får primært deres viden om uddannelse fra skolen, lærere og vejledere. Mens det er forældrene, der har størst indflydelse på deres valg, fortsætter CeFUs Mette og Tilde.

Samarbejde med uddannelsesinstitutioner
Den sidste workshop, jeg besøger, handler om et projekt, der sigter mod et konkret møde mellem unge og ungdomsuddannelsesinstitutionerne, nemlig samarbejdet mellem folkeskolen Pilegårdsskolen og ungdomsuddannelsesinstitutionen Niels Brock. Samarbejdet bygger på integreret undervisning, hvor begge skoler lærer på tværs og sætter sig ind i nye områder – ikke bare introkurser, som oplægsholderne bemærker. Gode råd fra projektlederne er at sørge for selv at være opsøgende og proaktiv og ikke forvente, at den anden part har løsningen.

Pilegårdsskolen har efterfølgende integreret elementer fra Niels Brocks undervisning i 8. klasse. Dejligt, at de oplever at få noget konkret ud af projektet. Men hov, tænker jeg, sagde Noemi ikke noget med, at vi også skal passe lidt på denne klargøring af unge, der foregår tidligere og tidligere, måske med den konsekvens, at det bliver sværere for nogen? Blot et opmærksomhedspunkt, ikke ment som kritik af dette specifikke projekt. Måske er dette netop et eksempel på, at vejledningen hele tiden befinder sig i et krydsfelt mellem det at forberede og klargøre unge mod det, der kommer, og det at dvæle ved nuet.

Dagens fjerde workshop handler om mødet mellem virksomheder og skoleelever, noget Højdevangens Skole og entreprenørfirmaet CG Jensen har afprøvet. I dag er det andre end mig, der hører oplægget, men ideen om samarbejde med virksomheder er hermed bragt videre.

Hvad så nu?
Og hvor er vi så på vej hen, spørger jeg mig selv efter dagen. Hvilke tendenser ser vi? Mattias Tesfaye talte om, at unge skal blive så gode som muligt til det, de laver. De skal vælge det område, hvor de er lidt bedre end de andre, og så skal de blive rigtig gode til det. Han talte også om at kvalificere fravalg. De skal altså også vide noget om det, de takker nej til – fx vide hvad EUD er, også selvom de til sidst beslutter sig for gymnasiet.

CeFU undersøger, hvad de unge selv opfatter som vejledning. Ikke nødvendigvis nogen nem opgave. Det bliver spændende at se, hvilke resultater følgeforskningen når frem til og hvilke nye vejledningsforsøg der sættes i gang. For hvilken indflydelse har vejledning, og hvad bygger de unges uddannelsesvalg egentlig på?



Tekst og billeder: Ida Andrén Hagmayer