Tager reformerne valget fra de studerende? 

Line Kreibke på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Reportage: Kulturelle øjebliksbilleder - kreativitet og modet til forandring
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Metalogs konference i Sorø, 30. august 2017
Person:
Billede:
stine fb ny
Navn:
Stine Blaavand
Titel:
Redaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

Hvad kan en chefredaktør for et magasin om vejledning, uddannelse og beskæftigelse bidrage til på en konference for psykologer? En hel del, hvis du spørger de to initiativtagere, som takkede Mette Marie Callesen for hendes ”kulturelle øjebliksbilleder”. 
 

Når den anerkendte børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz og hans kompagnon Jørn Nielsen spørger, om man vil holde oplæg på deres konference, så siger man ja. Ganske enkelt. Og sådan gik det til, at Vejlederforums chefredaktør Mette Marie Callesen holdt oplæg for psykologer og andre faggrupper på Metalogs konference ”Kreativitet – og modet til forandring” en regnfuld onsdag i slutningen af august.

IMG_4628_MMC og Søren_Metalog
 

Kreativitet skaber nye fortællinger

Søren Hertz og Jørn Nielsen erkendte allerede fra start, at de havde slået stort brød op med titlen ”Kreativitet – og modet til forandring”. For det er store begreber.
 

”Kreativitet og mod udvikles i fællesskab – ikke individuelt,” lød det fra den ene vært. ”For er man alene, tilstræber man det sikre, og så udfordrer man ikke de grundlæggende forståelser for livssammenhænge.”
 

Og netop det er der behov for, mener Søren Hertz og Jørn Nielsen, der er kendt for at gøre op med tidens trang til at stille diagnoser. De er nemlig ikke andet end øjebliksbilleder, mener de.
 

”Kreativitet er en modpol til reproduktion og konsensus. Kreativitet handler om at skabe nye fortællinger,” lød det fra talerstolen, hvorfra der resten af dagen skulle flyde fortællinger fra både modige og kreative talere.
 

At udvide normaliteten

De første kvinder på podiet levede op til den ellers ambitiøse overskift. Maria Dressler og Camilla Obel er kvinderne bag Diamantforløbene for ”vrede og vilde børn og unge”. Den ene stillede sig op med en skoleleders autoritet, som røbede hendes faglige baggrund, og den anden i rød kjole og bare tæer, der viste hendes evne til at blotlægge de vrede og vilde børn og unge og de fagfolk, der møder dem.

Maria og Camilla_Metalog
 

”I 1980’erne kunne man sagtens høre P1 og være fuld af weltschmerz,” proklamerede psykolog Maria Dressler i sin røde kjole. ”Vi blev ikke målt på det. I dag bliver vi målt på det hele.”
 

Når man er genstand for vurdering, spejler man sig i andre kategorier, fx sygdomskategorier, fortalte hun og illustrerede det med en historie om en dreng, der diagnosticerede sig selv med OCD, fordi han ikke ville træde på stregerne på fortovet. Drengens far kunne lige som så mange andre erindre at have haft det på præcis samme måde, da han var barn – han havde bare ikke en diagnose at forklare det med.
 

”Vi er jo alle sammen fucked up nogle gange,” proklamerede hun befriende og italesatte dermed deres agenda uden at skele til psykologiske fagtermer: At udvide normaliteten. For aldrig har der været bedre muligheder for at føle sig forkert.
 

”De vrede, de vilde, de voldsomme. Uanset hvad vi kalder dem, er de defineret ved alt det, de ikke formår,” lød det fra podiet, hvor en lang liste tonede frem på skærmen og mindede os om selvsamme: ”De har ingen impulskontrol og kan ikke reflektere, mentalisere, være empatiske, udøve selvkontrol, behovsudsætte osv.”
 

Hvad gør det ved børnene? At vokse op i lyset af alt det, de ikke formår? I hvert fald giver det god mening, at nogle af dem bliver bandemedlemmer, kommenterede Maria Dressler, for så kommer deres kompetencer i spil. Evnen til at være impulsiv og slå hårdt.
 

”I virkeligheden er vi alle traumatiserede,” konkluderede skolelederen og psykologen. ”Vi har alle erfaringer, som har gjort særligt indtryk og sat aftryk. Oplevelserne lagrer sig i kroppen som vigtige erfaringer.”
 

Det er de erfaringer, man som professionel skal være nysgerrig på.
 

”Vores nysgerrighed bliver bremset af diagnoserne, for når man kan forklare adfærd med en diagnose, er der ingen grund til at kigge på, hvad der ligger bag. Men hvad er hændelsen et udtryk for? Hvad er det en invitation til?” spurgte Camilla Obel retorisk og sluttede af med en kærlig opfordring:


”Vi kunne godt tænke os mere professionel kærlighed.”

deltagere_Metalog
 

Vil vi den unge? Eller vil vi noget med den unge?

Næste kvinde på talerstolen var Vejlederforums chefredaktør Mette Marie Callesen. Med Vejlederforum som bagtæppe karakteriserede hun det, hun kaldte øjebliksbilleder af de unge. De unge på speed, hvor præstationsorienterede værdier får fuld skrue. De lydige unge, der gør alt, hvad konkurrencestaten dikterer. Og de usikre unge, hvor ry og rygte fylder alt:
 

”Med sociale medier er straffen for ikke at passe ind alt for høj. Så at bryde med normer som ung i dag er meget, meget modigt.”
 

Titlen på Mette Marie Callesens oplæg ”Vil vi den unge? Eller vil vi noget med den unge?” var mere end blot ordkløveri og flueknepperi, bedyrede hun. For vejledning er blevet et politisk styringsredskab. Man prøver at styre og planlægge uddannelsesvalg strategisk, senest med fremdriftsreformen og uddannelsesloftet. Man vil noget med de unge.
 

”Der spekuleres meget på, hvad man skal finde på for at få de unge til at vælge anderledes. Praktik, en mere attraktiv EUD, lærerne skal være bedre, vejlederne skal kende EUD bedre, morgenmadsordninger, DM i Skills. For præmissen synes at ligge fast: De unge kan ikke træffe kvalificerede valg.”

”Men tænk nu, hvis den præmis er helt forkert. Hvad nu hvis de unge godt kan vælge. Min påstand er, at når man hele tiden får at vide, at man ikke kan træffe kvalificerede valg, er det ikke overraskende, at man udsætter valget tre år ved at gå i gymnasiet. Så hvad ville der ske, hvis vi mødte de unge i, at de godt kan vælge?”
 

”Hvis der er noget, de unge er vokset op med, er det da at kunne mærke efter og sige til og fra. De har fået ansvar for egen læring fra de var ganske små i en grad, som tidligere generationer aldrig har fået. Det ansvar kan man være enig eller uenig i, men jeg tror på, at de unge kan vælge,” erklærede hun. Der er bare nogen, der synes, at deres valg er forkerte.
 

Lyngen er lilla

Den skarpe iagttager havde måske nok spottet et klaver på scenen, men alligevel følte undertegnede sig ganske uforberedt på det, der skulle til at ske. Der var dømt fællessang.

fællessang_Metalog 


Vi startede i det små med blot at gentage en sætning ad gangen, når Thea Thyrre Sørensen, musiker og konsulent, sang for. Og før vi vidste af det, stod vi 100 mand og sang af vores lungers fulde kraft til tonerne af Lis Sørensens ”Lyngen er lilla”. Tilmed i kanon.
 

Lyngen er lilla

Lyngen er lilla

Lyngen er lilla

Vi lægger os ned

På sommerens sidste duft
 

Det var overraskende effektfuldt. Fællesskab er ikke. Det skabes lige nu, var hendes pointe.
 

Varme data

Vores lungers kraftpræstation blev belønnet med en god frokost, og herefter var det tid til programmets sande stjerne: Forsker, forfatter og filminstruktør Nora Bateson, der introducerede os for varme data som en modsætning til de kolde, kvantitative data, der kendetegner forskning i dag. Varme data handler om det, der foregår mellem mennesker. Om relationer.
 

”Too much information is lacking dimension,” erklærede Nora Bateson med henvisning til, at vi tager ting ud af deres kontekst, når vi studerer dem, og glemmer at sætte dem tilbage igen. Men alle systemer, hvad enten de er familiære eller økonomiske, er indlejret i kontekster.
 

Hun illustrerede sin pointe med en metafor om det skæve træ i skoven, som vi så gerne vil gøre lige:
 

”We’re gonna fix that tree,” proklamerede hun ironisk. Men skævheden gemmer på en historie. Træet er blevet skævt, fordi det har tilpasset sig den kontekst, det befinder sig i, for jord, vejr, fugt osv. sætter sit præg på træet.
 

“Organisms respond to their environment. You’re gonna miss it if you just study the organism.”

Nora Bates_Metalog
 

Nora Bateson var både varm og veltalende. Selv hendes voluminøse amerikanske patosappel virkede helt afstemt i øjeblikket. Som da et billede af Nora Bateson som barn og hendes kendte far, den sociale naturvidenskabsmand Gregory Bateson, der kigger hinanden dybt og kærligt i øjnene, tonede frem på skærmen:
 

”This is what mutual learning across generations look like,” kommenterede Nora Bateson som springbræt for sin pointe. At det er i relationerne, vi lærer. Fremtiden ligger ikke de unges hænder, som en floskel lyder, men i relationen mellem generationerne.
 

Nora Bateson har ligefrem opfundet et nyt begreb for at sætte ord på lige netop det, nemlig symmathesy, der betyder learning together eller learning trough interaction. En matematisk formel ville lyde:

relation + tid = læring.
 

Selvom Nora Batesons indlæg virkede almenmenneskeligt og universelt – som om man ville kunne lægge hendes formel ned over alting – var der også konkrete råd at hente til de professionelles praksis. For måske er problemet ikke i den unge, men omkring den unge. Og måske er kompleksitet det nødvendige modsvar på den reduktionisme, som diagnoser er udtryk for, når man proklamerer, at han er x, og hun er y.
 

“Life is messy. Things are tangled up,” lød det fra Nora Bateson. “It takes complexity to deal with complexity.”
 

Stil anderledes spørgsmål

Konferencen sluttede med en både drillende og reflekteret dialog mellem de to værter.

IMG_4682_Søren Hertz_Metalog

Med baggrund i sin nye bog udfoldede Søren Hertz, hvorfor diagnoser er at opfatte som øjebliksbilleder:
 

”Når diagnoser bliver til forklaringer, mister vi øje for det vigtige, nemlig at se alle former for adfærd som invitationer. Børn er ikke problemet – de viser os problemet,” lød det fra børne- og ungdomspsykiateren.
 

Til slut samlede Jørn Nielsen alle tråde med en anekdote. For han har altid har været den i familien, der ikke kan synge, fortalte han. Men lige i dag, i dette fælleskab, i denne kontekst, havde han en følelse af at kunne synge.

Jørn Nielsen_Metalog
 

”Vær med til at stille nye spørgsmål,” opfordrede han. ”Stiller vi anderledes spørgsmål, får vi anderledes svar.”


 

 
Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Hvad kan en chefredaktør for et magasin om vejledning, uddannelse og beskæftigelse bidrage til på en konference for psykologer? En hel del, hvis du spørger de to initiativtagere, som takkede Mette Marie Callesen for hendes ”kulturelle øjebliksbilleder”. 
 

Når den anerkendte børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz og hans kompagnon Jørn Nielsen spørger, om man vil holde oplæg på deres konference, så siger man ja. Ganske enkelt. Og sådan gik det til, at Vejlederforums chefredaktør Mette Marie Callesen holdt oplæg for psykologer og andre faggrupper på Metalogs konference ”Kreativitet – og modet til forandring” en regnfuld onsdag i slutningen af august.

IMG_4628_MMC og Søren_Metalog
 

Kreativitet skaber nye fortællinger

Søren Hertz og Jørn Nielsen erkendte allerede fra start, at de havde slået stort brød op med titlen ”Kreativitet – og modet til forandring”. For det er store begreber.
 

”Kreativitet og mod udvikles i fællesskab – ikke individuelt,” lød det fra den ene vært. ”For er man alene, tilstræber man det sikre, og så udfordrer man ikke de grundlæggende forståelser for livssammenhænge.”
 

Og netop det er der behov for, mener Søren Hertz og Jørn Nielsen, der er kendt for at gøre op med tidens trang til at stille diagnoser. De er nemlig ikke andet end øjebliksbilleder, mener de.
 

”Kreativitet er en modpol til reproduktion og konsensus. Kreativitet handler om at skabe nye fortællinger,” lød det fra talerstolen, hvorfra der resten af dagen skulle flyde fortællinger fra både modige og kreative talere.
 

At udvide normaliteten

De første kvinder på podiet levede op til den ellers ambitiøse overskift. Maria Dressler og Camilla Obel er kvinderne bag Diamantforløbene for ”vrede og vilde børn og unge”. Den ene stillede sig op med en skoleleders autoritet, som røbede hendes faglige baggrund, og den anden i rød kjole og bare tæer, der viste hendes evne til at blotlægge de vrede og vilde børn og unge og de fagfolk, der møder dem.

Maria og Camilla_Metalog
 

”I 1980’erne kunne man sagtens høre P1 og være fuld af weltschmerz,” proklamerede psykolog Maria Dressler i sin røde kjole. ”Vi blev ikke målt på det. I dag bliver vi målt på det hele.”
 

Når man er genstand for vurdering, spejler man sig i andre kategorier, fx sygdomskategorier, fortalte hun og illustrerede det med en historie om en dreng, der diagnosticerede sig selv med OCD, fordi han ikke ville træde på stregerne på fortovet. Drengens far kunne lige som så mange andre erindre at have haft det på præcis samme måde, da han var barn – han havde bare ikke en diagnose at forklare det med.
 

”Vi er jo alle sammen fucked up nogle gange,” proklamerede hun befriende og italesatte dermed deres agenda uden at skele til psykologiske fagtermer: At udvide normaliteten. For aldrig har der været bedre muligheder for at føle sig forkert.
 

”De vrede, de vilde, de voldsomme. Uanset hvad vi kalder dem, er de defineret ved alt det, de ikke formår,” lød det fra podiet, hvor en lang liste tonede frem på skærmen og mindede os om selvsamme: ”De har ingen impulskontrol og kan ikke reflektere, mentalisere, være empatiske, udøve selvkontrol, behovsudsætte osv.”
 

Hvad gør det ved børnene? At vokse op i lyset af alt det, de ikke formår? I hvert fald giver det god mening, at nogle af dem bliver bandemedlemmer, kommenterede Maria Dressler, for så kommer deres kompetencer i spil. Evnen til at være impulsiv og slå hårdt.
 

”I virkeligheden er vi alle traumatiserede,” konkluderede skolelederen og psykologen. ”Vi har alle erfaringer, som har gjort særligt indtryk og sat aftryk. Oplevelserne lagrer sig i kroppen som vigtige erfaringer.”
 

Det er de erfaringer, man som professionel skal være nysgerrig på.
 

”Vores nysgerrighed bliver bremset af diagnoserne, for når man kan forklare adfærd med en diagnose, er der ingen grund til at kigge på, hvad der ligger bag. Men hvad er hændelsen et udtryk for? Hvad er det en invitation til?” spurgte Camilla Obel retorisk og sluttede af med en kærlig opfordring:


”Vi kunne godt tænke os mere professionel kærlighed.”

deltagere_Metalog
 

Vil vi den unge? Eller vil vi noget med den unge?

Næste kvinde på talerstolen var Vejlederforums chefredaktør Mette Marie Callesen. Med Vejlederforum som bagtæppe karakteriserede hun det, hun kaldte øjebliksbilleder af de unge. De unge på speed, hvor præstationsorienterede værdier får fuld skrue. De lydige unge, der gør alt, hvad konkurrencestaten dikterer. Og de usikre unge, hvor ry og rygte fylder alt:
 

”Med sociale medier er straffen for ikke at passe ind alt for høj. Så at bryde med normer som ung i dag er meget, meget modigt.”
 

Titlen på Mette Marie Callesens oplæg ”Vil vi den unge? Eller vil vi noget med den unge?” var mere end blot ordkløveri og flueknepperi, bedyrede hun. For vejledning er blevet et politisk styringsredskab. Man prøver at styre og planlægge uddannelsesvalg strategisk, senest med fremdriftsreformen og uddannelsesloftet. Man vil noget med de unge.
 

”Der spekuleres meget på, hvad man skal finde på for at få de unge til at vælge anderledes. Praktik, en mere attraktiv EUD, lærerne skal være bedre, vejlederne skal kende EUD bedre, morgenmadsordninger, DM i Skills. For præmissen synes at ligge fast: De unge kan ikke træffe kvalificerede valg.”

”Men tænk nu, hvis den præmis er helt forkert. Hvad nu hvis de unge godt kan vælge. Min påstand er, at når man hele tiden får at vide, at man ikke kan træffe kvalificerede valg, er det ikke overraskende, at man udsætter valget tre år ved at gå i gymnasiet. Så hvad ville der ske, hvis vi mødte de unge i, at de godt kan vælge?”
 

”Hvis der er noget, de unge er vokset op med, er det da at kunne mærke efter og sige til og fra. De har fået ansvar for egen læring fra de var ganske små i en grad, som tidligere generationer aldrig har fået. Det ansvar kan man være enig eller uenig i, men jeg tror på, at de unge kan vælge,” erklærede hun. Der er bare nogen, der synes, at deres valg er forkerte.
 

Lyngen er lilla

Den skarpe iagttager havde måske nok spottet et klaver på scenen, men alligevel følte undertegnede sig ganske uforberedt på det, der skulle til at ske. Der var dømt fællessang.

fællessang_Metalog 


Vi startede i det små med blot at gentage en sætning ad gangen, når Thea Thyrre Sørensen, musiker og konsulent, sang for. Og før vi vidste af det, stod vi 100 mand og sang af vores lungers fulde kraft til tonerne af Lis Sørensens ”Lyngen er lilla”. Tilmed i kanon.
 

Lyngen er lilla

Lyngen er lilla

Lyngen er lilla

Vi lægger os ned

På sommerens sidste duft
 

Det var overraskende effektfuldt. Fællesskab er ikke. Det skabes lige nu, var hendes pointe.
 

Varme data

Vores lungers kraftpræstation blev belønnet med en god frokost, og herefter var det tid til programmets sande stjerne: Forsker, forfatter og filminstruktør Nora Bateson, der introducerede os for varme data som en modsætning til de kolde, kvantitative data, der kendetegner forskning i dag. Varme data handler om det, der foregår mellem mennesker. Om relationer.
 

”Too much information is lacking dimension,” erklærede Nora Bateson med henvisning til, at vi tager ting ud af deres kontekst, når vi studerer dem, og glemmer at sætte dem tilbage igen. Men alle systemer, hvad enten de er familiære eller økonomiske, er indlejret i kontekster.
 

Hun illustrerede sin pointe med en metafor om det skæve træ i skoven, som vi så gerne vil gøre lige:
 

”We’re gonna fix that tree,” proklamerede hun ironisk. Men skævheden gemmer på en historie. Træet er blevet skævt, fordi det har tilpasset sig den kontekst, det befinder sig i, for jord, vejr, fugt osv. sætter sit præg på træet.
 

“Organisms respond to their environment. You’re gonna miss it if you just study the organism.”

Nora Bates_Metalog
 

Nora Bateson var både varm og veltalende. Selv hendes voluminøse amerikanske patosappel virkede helt afstemt i øjeblikket. Som da et billede af Nora Bateson som barn og hendes kendte far, den sociale naturvidenskabsmand Gregory Bateson, der kigger hinanden dybt og kærligt i øjnene, tonede frem på skærmen:
 

”This is what mutual learning across generations look like,” kommenterede Nora Bateson som springbræt for sin pointe. At det er i relationerne, vi lærer. Fremtiden ligger ikke de unges hænder, som en floskel lyder, men i relationen mellem generationerne.
 

Nora Bateson har ligefrem opfundet et nyt begreb for at sætte ord på lige netop det, nemlig symmathesy, der betyder learning together eller learning trough interaction. En matematisk formel ville lyde:

relation + tid = læring.
 

Selvom Nora Batesons indlæg virkede almenmenneskeligt og universelt – som om man ville kunne lægge hendes formel ned over alting – var der også konkrete råd at hente til de professionelles praksis. For måske er problemet ikke i den unge, men omkring den unge. Og måske er kompleksitet det nødvendige modsvar på den reduktionisme, som diagnoser er udtryk for, når man proklamerer, at han er x, og hun er y.
 

“Life is messy. Things are tangled up,” lød det fra Nora Bateson. “It takes complexity to deal with complexity.”
 

Stil anderledes spørgsmål

Konferencen sluttede med en både drillende og reflekteret dialog mellem de to værter.

IMG_4682_Søren Hertz_Metalog

Med baggrund i sin nye bog udfoldede Søren Hertz, hvorfor diagnoser er at opfatte som øjebliksbilleder:
 

”Når diagnoser bliver til forklaringer, mister vi øje for det vigtige, nemlig at se alle former for adfærd som invitationer. Børn er ikke problemet – de viser os problemet,” lød det fra børne- og ungdomspsykiateren.
 

Til slut samlede Jørn Nielsen alle tråde med en anekdote. For han har altid har været den i familien, der ikke kan synge, fortalte han. Men lige i dag, i dette fælleskab, i denne kontekst, havde han en følelse af at kunne synge.

Jørn Nielsen_Metalog
 

”Vær med til at stille nye spørgsmål,” opfordrede han. ”Stiller vi anderledes spørgsmål, får vi anderledes svar.”


 

 
Tidsskriftsnr.:
Publiceringsdato:
08-09-2017

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.