En ny faglig professionsautonomi skal vindes  

Nicolaj Ejler på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Vejledning som kollektivt arrangement
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Konference i Svendborg, den 7. maj 2015
Person:
Fotoreportage:
Lang tekst:

Den kollektive samtale er intet nyt fænomen i vejledningens verden, men den kom for alvor på alles læber, da EUD-reformen hev den frem i  lyset. Nu skulle 80 % af udskolingens unge klare sig med kollektiv vejledning. Er der mon tale om en ministeriel spareøvelse, eller rummer den kollektive samtale reelt nye muligheder? UCC dedikerede sin årlige vejlederkonference til emnet: Vejledning som kollektivt arrangement. Vejlederforum var med den første dag.

Som hele Danmarks smørhul var Svendborg den oplagte ramme for UCC’s årlige vejlederkonference, som samlede vejledere fra hele landet. Og det var tydeligt, at mange af dem ikke var fremmede over for hinanden, for der blev krammet og hyggesnakket over kaffen, inden dagens program for alvor blev skudt i gang.
 

Den skudsalve stod UCC’s lektor Lene Poulsen for. Bebudelsen om gruppevejledning for de 80 % vakte undren, skuffelse og ligefrem modstand i vejlederland. Det politiske initiativ og dertilhørende nedskæringer og omorganiseringer blev nemlig af mange opfattet som en mistillidserklæring til vejlederens arbejde og dømmekraft. ”Og det kan jeg godt forstå,” sympatiserede Lene Poulsen, men fortsatte: ”Når det er sagt, er det klogt at kigge indad. Hvordan kan vi bruge situationen til at skabe noget nyt og afprøve potentialet? Kunne man fx bruge den kollektive vejledning til at tage livtag med den stigende individualisering i samfundet?”
 


Det sidste spørgsmål var retorisk, men næste oplægsholder, lektor ved Roskilde Universitet Rasmus Willig, stod klar med svar. Lige så varm og vittig hans facon var, lige så koldt og dystert et billede, malede han af Danmark anno 2015.

 

Selvet som fossilt brændstof

Unge i dag repræsenterer en noget nær perfekt generation. De ryger og drikker mindre, lever længere og klarer sig godt i skolen. Og alligevel har vrangsiderne aldrig været større. Anoreksi, udbrændthed og andre psykosomatiske lidelser karakteriserer nemlig også den ellers så perfekte generation. De lever i en konkurrencestat, hvor barren er høj. Alt for høj.
 

”De unge præsterer meget bedre end alle os, der sidder herinde,” proklamerede Willig: ”Men de er hundeangste.” Generation lydig og flink får nemlig tudet ørene fulde af arbejdsmarkedskrise, miljøkrise, finanskrise og ”jeg skal komme efter dig”. Deres overpræstation er et forsøg på at få kontrol i en verden, som ifølge dem er ude af kontrol.
 

Og det hjælper ikke, at man i konkurrencestaten løser problemerne ved hele tiden at sætte nye mål – nye succeskriterier: ”Vi har glemt, at jo flere mål, vi opstiller, des større risiko er der for, at de unge fejler. Formlen for succes er også formlen for fiasko,” bedyrede han. Og det hjælper da slet ikke, at den positive psykologi og dens ryttere vender blikket mod den enkelte frem for de strukturelle rammer: ”Ikke én af de bøger, der handler om positiv psykologi, resiliens eller robusthed, peger på, at det er ydre faktorer, som skaber behovet for robusthed. Det er forgøglet, at strukturelle betingelser ikke længere betyder noget.”
 


Det eksemplificerede Rasmus Willig med en lang række udsagn fra leder til medarbejder plukket fra en undersøgelse:

"Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?"
"Er du ikke forandringsparat?"
"Parkér nu lige dine hjemlige problemer ved døren, før du går ind!"

Alle sætninger indeholder et du, og budskabet er både individualiseret, returneret og ikke mindst parkeret. Kritikken preller altså ikke bare af, men returneres, og det er med til at skabe en følelse af utilstrækkelighed. Det er den enkelte pædagogs skyld, at hun ikke kan nå at skifte bleen. På den måde er sproget med til at patruljere og sætte grænser for adfærd.
 

”Skydeskiven flytter sig hurtigere, end man kan nå at tage ladegreb,” lød det fra Willig som en kommentar til de stigende krav til den enkelte, som midt i alle præstationerne både skal være fleksibel og omstillingsparat for at passe ind i de strukturelle rammer. En af Willigs respondenter karakteriserer endda kravet om omstillingsparathed som prostitution, fordi det betyder, at hun hele tiden giver mere og mere slip på sig selv.
 

”Konkurrencestaten gør vores individuelle selv til vores fossile brændstof,” konkluderede han.
 

Lene Poulsen var hurtig til at gribe bolden: ”Det er et dystert billede, men man kunne jo lege lidt med tanken. Hvordan kan vi bruge gruppevejledningen til at vende blikket mod de strukturelle forhold og dermed bevæge os væk fra den stigende individualisering?”

 

Nyt fra UVM?

Det var ikke nogen taknemmelig opgave at komme efter Rasmus Willig – og da slet ikke, når man repræsenterer den konkurrencestat, der netop blev tegnet et så dystert billede af. Det erkendte Undervisningsministeriets Jørgen Brock, da han trådte på talerstolen: ”Jeg repræsenterer konkurrencestaten og al form for styring af både den bløde og hårde slags.” Salen grinede med.
 

Samme selvironiske distance prægede resten af oplægget, for Jørgen Brock vidste godt, at punktet ”Nyt fra UVM” måtte stå mål for kritik. Men hvad var der så af nyt fra UVM? Der planlægges bl.a. sommerkurser for de elever, som ikke opfylder kravene til en ungdomsuddannelse, ligesom den nye kombinerede ungdomsuddannelse blev præsenteret. Jørgen Brock tillod sig også at sætte spørgsmålstegn ved, om man nødvendigvis har et større behov for vejledning, når ens snit er under 4, end hvis det er over, ligesom han ytrede ønske om, at Uddannelse og job skulle have heddet Karrierelæring, fordi det netop er karrierelæring, der er formålet. ”Men man kan ikke sige karriere i det her land uden at folk tænker på noget opadstigende, A.P. Møller og den slags.”
 

Hvorvidt det var et strategisk valg eller ej, kan man blot gisne om, men Jørgen Brocks 50 siders PowerPoint-præsentation levnede ikke megen tid til spørgsmål.

De frafaldne

De tal og statistikker, som trods alt prægede de mange dias fra Undervisningsministeriet, måtte dog implicit stå mål for kritik af programmets næste oplægsholder: ”Statistikker er blottet for nerve, kød og blod,” ytrede iværksætteren Olav Hesseldahl fra Ungdomsbureauet, som netop har udgivet bogen ”De frafaldne” for at bidrage med et mere menneskeligt aspekt til den eksisterende evidens.
 

”De frafaldne” fortæller historier om 20 unge, som af hver deres årsag er droppet ud af et studie. Hver ung er blevet parret med en mentor, som selv er ung, og som har hjulpet dem med at skrive deres historie.
 

”Jeg bygger en skammel til de unge, så de føler sig sikre, og derefter giver jeg dem en megafon, så de kan råbe fra et sted, de føler sig sikre,” lød det fra Olav Hesseldahl om Ungdomsbureauets raison d’être.
 


De unge har typisk en standardfortælling om, hvorfor de er droppet ud, men det er ikke altid i den, man finder det rigtige svar. Derfor blev de 20 nøje udvalgte mentorer udstyret med en værktøjskasse fuld af redskaber til at spørge ind til de unge. Samtalen udfoldede sig over otte møder ­– ”der var budgetteret med 16 kopper kaffe,” som Olav indskød – og for hver gang skulle de et dyk længere ned i den unges historie.
 

Olav rådede bl.a. mentorerne til at give noget af sig selv, men kun tilpas meget. Kun lige nok til, at den unge kunne spejle sig i mentoren. Og det er netop 1:1-relationen, som har været afgørende for projektet, afslører evalueringen. De unge har været glade for at møde en ligesindet, som har forstået deres situation, fordi mentoren selv mærker konkurrencestatens rammer og konsekvenser på egen krop.
 

Som Olavs medoplægsholder, mentoren Julie, kommenterede, er det til gengæld påfaldende, at ordet vejleder ikke ét sted er nævnt i bogen. Det kan muligvis hænge sammen med, at så snart en vejledningssamtale bliver betydningsfuld, bliver man til ”Morten” frem for blot ”vejlederen”, konstaterede Olav: ”Hvis man kan blive et navn i stedet for en titel, er det måske en god ting.”
 

Det blev fulgt op af en relevant og ærlig kommentar fra en af deltagerne: ”Som vejleder kan man kun glimtvis opnå at blive et navn. Jeg ville ikke kunne bruge jeres værktøjskasse, for jeg er ikke ung. Jeg vil altid være den voksne i forhold til den unge, og jeg sidder i en institution – selvom vi gør os umage med lave stole og potteplanter.”
 

Det fik Olav til at vende tilbage til det, vi alle var samlet for: den kollektive samtale. For hvad nu, hvis de unge bruger hinanden, som mentoren og den unge har brugt hinanden i projektet?
 

”Lad de unge bruge værktøjerne over for hinanden, og vær selv facilitator i samtalen,” opfordrede han. Tvivl kunne meget vel være et relevant emne i en kollektiv vejledningssamtale, for netop tvivl er et omdrejningspunkt for de unge, og den skal anerkendes. Hvis man tvivler for sig selv, bliver det nemt til en usund tvivl, men deler man tvivlen med andre, kan det blive til kvalificeret tvivl.
  

Et slag for den positive psykologi

Dagen fortsatte med seks forskellige workshops, hvoraf den ene led under Rasmus Willigs hårde dom over den positive psykologi. Inger-Lise Petersen, der er adjunkt og master i positiv psykologi ved UCC, havde nemlig dedikeret en workshop til resiliens og mental robusthed, fordi så mange unge viser tegn på psykisk mistrivsel.  Inger-Lise var da heller ikke sen til at imødekomme eventuel skepsis: ”Man kan tænke og sige meget om positiv psykologi – det kan virke både amerikansk og overfladisk – men det virker.”
 

I en øvelse fik deltagerne en række nedskrevne udsagn og en pakke tændstikker, hvorefter de med antallet af tændstikker skulle erklære deres grad af enighed.  Herefter skulle de to med henholdsvis færrest og flest tændstikker diskutere deres holdning til udsagnet. En øvelse, der nemt kan overføres til kollektiv vejledning.
 


Om det var den positive psykologi eller et udslag af fællesskabsfølelse, som vi sad der og arbejdede i grupper, skal ikke kunne siges, men det fik en af deltagerne til at længes efter de gode gamle 1970’ere: ”Kan gruppevejledningen være en måde at indføre 1970’er-rundkredsen? I gruppen regner nogen med, at du er der. Vi er selv vokset op med en forventning om, at man byder ind til fællesskabet, men unge i dag er hele tiden aktører på egen banehalvdel. De unge mangler fællesskab – og det vil jeg gerne være repræsentant for.”
 

Ingen sodavandbesøg

Fra 1970’er-nostalgi til fællesskabsorienteret vejlederpraksis anno 2015. UU-Lillebælt har nemlig de sidste par år arbejdet med tre succesfulde initiativer inden for kollektiv vejledning med centerleder Anders Ladegaard i spidsen. Det ene er Mobication – et mobilt læringsforløb, som strækker sig over en uge, hvor 8. klasse-elever besøger både erhvervsuddannelser og virksomheder med det mål at synliggøre erhvervsskolerne som en attraktiv karrierevej og se, hvordan skolefagene kan bruges i virkeligheden. ”Vi vil ikke have nogen sodavandsbesøg,” understregede Anders Ladegaard: ”Vi vil have, at eleverne skal lære noget.” Derfor sættes der konkrete læringsmål for ugen, som der naturligvis følges op på.
 

UU-Lillebælt har desuden stor succes med ung-til-ung-vejledning, hvor elever i 8. klasse og deres forældre får mulighed for at møde en ung fra hver af de forskellige ungdomsuddannelser, som fortæller om uddannelsen – flankeret af en vejleder, der sidder klar til at svare på praktiske spørgsmål. Vejledningen foregår som en tour de uddannelse, hvor eleven har 15 minutter med hvert uddannelsessted, og arrangementet, som foregår om aftenen, er obligatorisk.
 

UU-Lillebælt kunne også berette om deres intensive vejledningsforløb med unge på kontanthjælp.  Disse unge mødes en gang om ugen i en gruppe med to vejledere. Den ene er Laila, som ikke tøver med at hente de unge i sin Toyato Corolla, hvis de ikke dukker op. Mødet starter ud i en kollektiv ramme, og når der er skabt tryghed, arbejdes der videre i mindre grupper, indtil de unge er klar til individuel vejledning. ”Laila er hammergod til at tale med de unge – om NemKonto og alt det, der kan vælte deres verden,” forklarede Anders. 
 


Vejledningsforløbet hos UU-Lillebælt fører ikke alene til uddannelse og job – det betyder også, at unge, der før var ensomme, får nye venner. De møder nogen, som de kan dele deres usikkerheder med og spejle sig i. ”De bliver hinandens fastholdelsesvejledere,” forklarede Anders Ladegaard, som heller ikke lagde skjul på rygepausernes vigtighed: ”Det er her, de får vendt nogle ting med hinanden, og det er her, de små aftaler bliver lavet.”
 

UU-Lillebælts projekter inden for kollektiv vejledning kræver selvsagt et stærkt hold. Og det er der fokus på med 12-14 arbejdsdage om året, som er dedikeret til at klæde vejlederne på. Det tager typisk otte måneder at indfase en ny metode, og alle metoder afprøves af vejlederne, inden de unge får æren. ”Udviklingsrum er nøglen for os,” afsluttede Anders Ladegaard. Da dagen var omme, sad der næppe en vejleder i lokalet, som ikke havde lyst til at stikke den engagerede centerleder sit visitkort.



Tekst: Stine Blaavand, VejlederForums redaktion

Billeder: Lars Koefoed 
 

 
Tidsskriftsnr.:
Publiceringsdato:
18-05-2015

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.