En ny faglig professionsautonomi skal vindes  

Nicolaj Ejler på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Hvor skal vejledningen hen?
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
 Konference i Svendborg, 19.-20. maj 2016 
Person:
Billede:
MMC portraet-001
Navn:
Mette Marie Callesen
Titel:
Chefredaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

Det hele begyndte allerede ved bussen på vej mod Svendborg. For der var de jo: vennerne, kollegerne, kendte som bekendte. Knus, håndtryk og hilsner blev udvekslet i en stemning præget af forventning og fortrolighed – mens solen skinnede ned på os. Snakken gik både livligt, fagligt og personligt, da bussen bumlede afsted over Fyns land. Filmtitlen ”Gensyn med vennerne” dukkede op i mit hoved, mens jeg selv ”catchede up” med alle omkring mig. Vejledningsverdenen er på en eller anden måde lille, genkendelig og tryg - selv om vi også gerne vil gøre den større og stærkere.

Og det var vel også, hvad UCC’s årlige vejlederkonference den 19.-20. maj på Hotel Svendborg handlede om med titlen ”Hvor går vejledningen hen? ” Man kunne næsten tænke: Hvad skal der blive af os? Kan den finde på at gå uden os?

Spørgsmålene, der dannede udgangspunkt for konferencen, skar truslen yderligere ud i pap:

Hvordan overlever den etisk forsvarlige vejledning i en tid med konkurrencestat og moralsk stress? Er det stadig relevant at kæmpe for en vejledning, der lever op til de grundlæggende etiske principper? Har vi brug for at træde nye veje – og hvilke? Hvordan overlever vi som professionelle?

Barske spørgsmål, der blev stillet af den erfarne og engagerede konferenceleder og lektor Lene Poulsen. "Vejlederne er udfordrede, ” fastslog hun.



Danser vi med eller imod?
“Is Career Guidance for the Individual or for the Market?” Det var overskriften på oplægget fra Ingela Bergmo Prvulovic med titlen Filosofie Doktor i pedagikk, fra Stockholms Universitet, der på trods af at være fra Sverige holdt sit oplæg på engelsk. Vi måtte spidse ører, men i hvert fald var spørgsmålet genkendeligt. Et klassisk spørgsmål om de modstridende logikker, der definerer vejledning, og som alle vejledere har stillet og konstant må stille sig selv.

Så hvad var det nye? Måske i virkeligheden ikke så meget, men Ingela mindede os om de store forandringer, der sker i vores arbejdsliv, og hvordan de har indflydelse på dem, vi vejleder – og lægger et pres på både dem og os.



Vi møder konstant kravet om forandringsparathed. Vores karriere er underlagt markedskræfter, hvor livslang tilpasning i stedet for læring gør sig gældende for mange. Hvad får det os til at føle?, spurgte Ingela. Ingelas forskning viser, at fælles for mange er en frustration over et arbejdsliv, hvor vi ikke føler os hverken anerkendt eller genkendt for vores kompetencer. Vi mister selvtilliden, vi bliver usikre, vi føler os taget for givet hver eneste dag. En konstant følelse af usikkerhed kombineret med et konstant behov for at føle sig sikker.

Og derfor er vejledningen så vigtig, understregede Ingela. For det er den usikkerhed og frustration, mange bringer med ind i vejledningen. Men hvad skal vejlederne så stille op med den? Ingelas svar var bl.a.:

"When the music changes, so does the dancing.” (Mark Savickas)

Problemet er ifølge Ingela, at vi som vejledere stadig prøver at spille videre efter gamle regler. At vi stadig danser den samme dans. Vores profession skal være stærkere, den er ikke stærk nok.

Men det er vel ikke meningen, at vi skal danse med – eller lære at spille spillet – sagde en deltager til mig i pausen. For er det ikke netop det, vi gør alt for meget? Ordene forstærkede min oplevelse af, at vejledningen lever et alt for stille liv og måske tilpasser sig for meget. Vi er tilbage ved konferencens indledende barske spørgsmål: Hvor skal vejledningen hen?

Handler det ikke snarere om at danse i utakt? Eller skal vi lave vores helt egen dans? Straks dukker Stings "They dance alone" op – det er jo heller ikke lykken, når vi skal blive større og stærkere, markere os og holde fast. Hvis vores profession ikke er stærk nok, skal vi også finde samarbejdspartnere, der vil danse med os – og tage os alvorligt. Men tager vi os selv alvorligt nok?



Ambitiøs vejledningspolitik?
Desværre blev jeg ikke beroliget af Jørgen Brock, pædagogisk konsulent fra Undervisningsministeriet. Til trods for sine tillidsvækkende pædagogiske evner og vanlige loyalitet blandet med en lun, humoristisk distance til de politiske målsætninger kunne han ikke overbevise os om, at vejledningen bliver taget alvorligt nok. Bare det faktum, at ”vejledningskontoret” i Undervisningsministeriet har skiftet navn fem gange siden 2012 og nu ikke engang hedder noget med vejledning, men ”Kontor for voksenuddannelse og overgange”, er et dårligt tegn.

Den pædagogiske konsulent gennemgik de aktuelle uddannelsespolitiske initiativer fra A-Z. På trods af ufatteligt mange initiativer var meget også ved det gamle. Ingenting må koste penge, alt skal være udgiftsneutralt. Fokus på udskolingen er stort, frafald og dobbeltuddannelse skal minimeres, de unge skal udfordres i deres valg og vælge rigtigt første gang, flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse, og det timeløse fag/emne Uddannelse og job skal integreres mere i undervisningen. ”Ja, faktisk skal det sparkes i gang,” tilføjede Jørgen Brock, for ”der er meget stille omkring Uddannelse og job,” erkendte han – og bekræftede uden at vide det min oplevelse af vejledningens stille liv.


 

Der er brug for en ambitiøs vejledningspolitik, sagde Jørgen Brock, som om han kunne læse mine tanker. Det Nationale Dialogforum, der ikke desto mindre pt. er uden formand, (fordi Nanna Vesterby er blevet personlig rådgiver for Frank Jensen) peger på, at ændringer i vilkår, indhold og organisering har skabt et behov for at tage stilling til, hvor området skal bevæge sig hen – både i en uddannelsespolitisk og praktisk sammenhæng.
 

Alt for mange tvivler desværre på vejledningens betydning, sagde han og tilføjede også, at der er urealistiske forventninger til, hvad vejledningen rent faktisk kan. En af de opgaver, vejlederne ikke desto mindre kan tage fat på, er den store midtergruppe, der er i tvivl om deres uddannelsesvalg. Strukturen på området overvejes også. Skal der være flere små centre, eller skal UU, jobcentre og Studievalg værre større nationale enheder? Svaret blev hængende i luften. Ja, hvor skal vejledningen hen? Opløftende var det naturligvis, at Jørgen Brock og andre mener, at vejledningen skal spille en rolle. Hvilken rolle skal vi dog stadig arbejde på, tænkte jeg.

Lad hjertet tale
Vi kom langt væk fra ministeriets fokus på styring af uddannelsesflow, da vi deltog i aftenens sangtime med forstander Jesper Vognsgaard og organist Povl Christian Balslev fra Ollerup Efterskole. For nu skulle vi faktisk koncentrere os om, hvad der ifølge de to herrer er den vigtigste bog, der er udgivet i det største oplag nogensinde, nemlig Højskolesangbogen. De to levende og livsglade mænd berigede os med et uddrag af denne sang- og kulturskat, og budskabet var klart: ”Så syng da Danmark, og lad hjertet tale.” Man kan jo ikke være sur og synge samtidig, som de sagde. Så vi sang: ”Se, hvilken morgenstund” af Benny Andersen, ”Jens Vejmand” af Jeppe Aakjær, ”Er lyset for de lærde blot” af Grundtvig, ”Vårvisen” af Sebastian, Idas sommervise fra Astrid Lindgrens ”Emil fra Lønneberg” og mange flere.



Glemt var for en stund mine tanker om vejledningens stille liv og overlevelse, og ind kom nærmere betydningen af Idas sidste smukke sætninger i sommervisen: 

”Då bliver barna fulla med sommar
Och bena bliver fulla med spring”

Forventning, bevægelse, sommer. Den stemning fortsatte hele aftenen i Svendborg – af hjertet tak for det!

Tag etikken tilbage
Havde vi troet, at vi skulle starte blidt ud næste morgen efter en sommeraften, hvor det for manges vedkommende blev til sene snakke, tog vi fejl. For godt nok gjorde Nadja Prætorius, psykolog og forfatter, umiddelbart ikke meget væsen af sig. Lille og neutral i sin fremtoning indtog hun roligt scenen. Så stille, at man næsten holdt vejret.

Svaret på konferencens spørgsmål om at kæmpe for de etiske vejledningsprincipper var til gengæld ikke spor neutralt men et rungende ja. For det er vigtigt for os at have noget at ”stå på”, når vi som vejledere skal være med til at sige ”Den her uetiske rovdrift må stoppe.”
 

For uetisk rovdrift på mennesker er, hvad Nadja mener, der sker i øjeblikket, når konkurrencestaten og hele New Public Management (NPM) tankegangen hersker. Vi har et kæmpestort demokratisk problem, sagde Nadja. For med NPM bliver vi nemlig i stigende grad fremmedgjort, umyndiggjort og ekskluderet fra indflydelse. Vi bliver berøvet muligheden for at påvirke og udvikle vores arbejdsbetingelser.
 

Det er i hvert fald, hvad Nadja Prætorius oplever i mødet med klienter i sin praksis. Her kommer et stigende antal mennesker med de samme symptomer som mennesker i en livstruende situation, nemlig symptomer på PTSD (Posttraumatic Stress Disorder). Der foregår lige nu en nærmest epidemisk udbredelse hos ellers helt almindelige og sunde mennesker i forbindelse med deres arbejde.
 

Ifølge Nadja Prætorius handler det om, at vi bliver tvunget til at identificere os med normer, holdninger, værdier og adfærd, der er uforenelige med grundlæggende aspekter af at være menneske. Tabet af værdi og mening relateret til indlevelse, kreativitet, glæde, vilje, kærlighed og udvikling af menneskelige fællesskaber er tilintetgørende og angstfuldt.
 

Med NPM bliver vi konstant vurderet på en kvantitativt udregnet nytteværdi. ”Vi reduceres til borgere, der skal være selvovervågende instrumenter i produktionen af kvantificerbar resultatopnåelse.” Som medarbejdere mister vi oplevelsen af vores egen og arbejdets værdifuldhed. NPM skaber, hvad Nadja kaldte neurobiologisk højstress. Vi bliver fremmedgjort og reduceret som mennesker. Vi bliver udsat for et regulært overgreb, og vi udvikler en traumereaktion.


 

Nadja fortsatte med at uddybe NPM og markedets primitive menneskesyn, hvor vi ses som dyr, og hvor det er alles kamp mod alle. Det menneskesyn lader hånt om, at vi som mennesker faktisk har unikke evner til at samarbejde i fællesskaber, at vi tilsidesætter egne snævre interesser til gavn for andre – og at det giver dyb mening for os.
 

Psykologen gik så langt som at kalde det, der foregår, for en forbrydelse mod menneskeheden. Derfor var hendes budskab også klart: Vi har brug for en radikal omstilling på alle niveauer i samfundet. Vi må og skal generobre myndigheden, og det kræver mod.
 

Hvordan i alverden har vi i et demokratisk samfund tilladt, at det sker? Vi er demokratiske borgere, og vi er meget mere værd, insisterede Nadja. Men det er ikke for sent, og vi skal ikke give op. For vi har friheden til at vælge. Vi skal huske, at vi har ufattelige ressourcer til at leve med omsorg for hinanden. Vi kan ændre det selv. Og så skal vi indrømme, at vi alle er delagtige og ansvarlige – og at vi alle er ramt. Det gælder alles eller ingens overlevelse.
 

Der var helt stille i salen. Jeg holdt stadig vejret. Og Nadja fortsatte: ”Så behovet for, at I følger jeres etik er endnu større. I skal tage etikken tilbage,” sagde hun stille, men fast.

Hvad mener politikerne?
Hvordan skal vi dog kunne lytte til pragmatiske politikere nu, tænkte jeg og sikkert mange andre. Politikere, der sikkert netop fokuserer på mål og resultater. Vi skulle lytte til og diskutere med Pernille Schnoor, MF fra Alternativet, Mette Kristensen fra Venstre og Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten.
 

Faktisk gik det hæderligt. Politikerne vidste rent faktisk noget om vejledning, og troede – i hvert fald i denne   forsamling – på vejledningens betydning. Måske havde Nadja Prætorius endda sørget for, at vi gik lidt mere til dem, end vi plejede. Vejlederne blev ikke stille, da Lene Poulsen opfordrede til at stille spørgsmål, som vi nogle gange gør. Politikerne blev stillet kloge og mange spørgsmål i en glimrende debat. Om adgangskrav på erhvervsuddannelserne, om arbejdsmarkedets behov, og selvfølgelig om hvad politikerne vil gøre for vejledningen. Kun tiden gjorde, at vi måtte holde inde.


 

Vejledningen spiller en rolle
Aldeles upåvirket af at være rosinen i pølseenden, hvor selv de mest engagerede deltagere (inkl. reportage-forfatteren selv) ellers kan være ved at miste koncentrationen, tog lektor fra SDU Rie Thomsen fat. Med sit engagement og sin stærke vejledningsfaglighed tvang hun os til at koncentrere os til sidste sekund. Om hvad fremtidens vejleder skal og kan bidrage med i de fællesskaber, som optager Rie så meget.


 

Og vejlederne spiller en rolle både nu og i fremtiden. For det første spiller vejlederne en rolle i karriereuddannelse. Vi skal lære mennesker at blive opmærksomme på deres styrker (interesser, værdier, evner, kompetencer og færdigheder). Vejlederne skal støtte mennesker i at udvikle deres kompetencer for livslang læring.
 

Vejlederne spiller en rolle i vejledningssamtalerne. Vi støtter de vejledte i håndteringen af problemer relateret til liv, arbejde og uddannelse, og vi optimerer de vejledtes muligheder for selvstændigt at forfølge deres livsprojekt.
 

Vejlederne giver oplysninger, som støtter vejledtes egen vurdering af, om en uddannelse eller et arbejde er noget for dem. Vejlederne formidler og forklarer politiske krav, uddannelsesmæssige, samfundsmæssige og politiske krav og muligheder.
 

Vejlederne griber ind i eksisterende fællesskaber og opbygger nye. De rådfører sig med samarbejdspartnere, organisationer og interessenter. Vi koordinerer aktiviteter mellem faggrupper. Vi forsvarer og handler på vegne af de vejledte. Vi mægler mellem vejledte og deres sociale miljøer.
 

I fremtiden træffer vejlederne i højere grad beslutninger om, hvordan man bedst anvender ressourcer til vejledning med et organisatorisk blik. Vi er opmærksomme på, at vejledning ikke bare handler om valg og fravalg, men også om læringsaktiviteter. Endelig overvejer og drøfter vejlederne rollefordelingen mellem forskellige faggrupper og funktioner, fx vejleder/underviser/lærer.
 

Oplægget hjalp på mit grubleri over vejledningens stille liv og den nagende tvivl om vejledningens rolle. For vi spiller en rolle, hvis det står til Rie. Det skal vi, hvis det står til Nadja. Og det gør, skal og vil vi selvfølgelig også, hvis det står til os selv. For det er jo ikke ”bare” etikken, vi skal tage tilbage. Det er også vores faglige stolthed.


For nok blev den ramt og såret med de massive nedskæringer i 2014, men der er brug for, at vi med Nadjas ord generobrer myndigheden og viser mod. /

Se også præsentationer og materiale fra konferencen.


 

Tjek Vejlederforum ud
Du kan prøve Vejlederforum gratis i en måned. Læs mere om, hvad du får - og tilmeld dig. 

 


 


 


 

Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Det hele begyndte allerede ved bussen på vej mod Svendborg. For der var de jo: vennerne, kollegerne, kendte som bekendte. Knus, håndtryk og hilsner blev udvekslet i en stemning præget af forventning og fortrolighed – mens solen skinnede ned på os. Snakken gik både livligt, fagligt og personligt, da bussen bumlede afsted over Fyns land. Filmtitlen ”Gensyn med vennerne” dukkede op i mit hoved, mens jeg selv ”catchede up” med alle omkring mig. Vejledningsverdenen er på en eller anden måde lille, genkendelig og tryg - selv om vi også gerne vil gøre den større og stærkere.

Og det var vel også, hvad UCC’s årlige vejlederkonference den 19.-20. maj på Hotel Svendborg handlede om med titlen ”Hvor går vejledningen hen? ” Man kunne næsten tænke: Hvad skal der blive af os? Kan den finde på at gå uden os?

Spørgsmålene, der dannede udgangspunkt for konferencen, skar truslen yderligere ud i pap:

Hvordan overlever den etisk forsvarlige vejledning i en tid med konkurrencestat og moralsk stress? Er det stadig relevant at kæmpe for en vejledning, der lever op til de grundlæggende etiske principper? Har vi brug for at træde nye veje – og hvilke? Hvordan overlever vi som professionelle?

Barske spørgsmål, der blev stillet af den erfarne og engagerede konferenceleder og lektor Lene Poulsen. "Vejlederne er udfordrede, ” fastslog hun.



Danser vi med eller imod?
“Is Career Guidance for the Individual or for the Market?” Det var overskriften på oplægget fra Ingela Bergmo Prvulovic med titlen Filosofie Doktor i pedagikk, fra Stockholms Universitet, der på trods af at være fra Sverige holdt sit oplæg på engelsk. Vi måtte spidse ører, men i hvert fald var spørgsmålet genkendeligt. Et klassisk spørgsmål om de modstridende logikker, der definerer vejledning, og som alle vejledere har stillet og konstant må stille sig selv.

Så hvad var det nye? Måske i virkeligheden ikke så meget, men Ingela mindede os om de store forandringer, der sker i vores arbejdsliv, og hvordan de har indflydelse på dem, vi vejleder – og lægger et pres på både dem og os.



Vi møder konstant kravet om forandringsparathed. Vores karriere er underlagt markedskræfter, hvor livslang tilpasning i stedet for læring gør sig gældende for mange. Hvad får det os til at føle?, spurgte Ingela. Ingelas forskning viser, at fælles for mange er en frustration over et arbejdsliv, hvor vi ikke føler os hverken anerkendt eller genkendt for vores kompetencer. Vi mister selvtilliden, vi bliver usikre, vi føler os taget for givet hver eneste dag. En konstant følelse af usikkerhed kombineret med et konstant behov for at føle sig sikker.

Og derfor er vejledningen så vigtig, understregede Ingela. For det er den usikkerhed og frustration, mange bringer med ind i vejledningen. Men hvad skal vejlederne så stille op med den? Ingelas svar var bl.a.:

"When the music changes, so does the dancing.” (Mark Savickas)

Problemet er ifølge Ingela, at vi som vejledere stadig prøver at spille videre efter gamle regler. At vi stadig danser den samme dans. Vores profession skal være stærkere, den er ikke stærk nok.

Men det er vel ikke meningen, at vi skal danse med – eller lære at spille spillet – sagde en deltager til mig i pausen. For er det ikke netop det, vi gør alt for meget? Ordene forstærkede min oplevelse af, at vejledningen lever et alt for stille liv og måske tilpasser sig for meget. Vi er tilbage ved konferencens indledende barske spørgsmål: Hvor skal vejledningen hen?

Handler det ikke snarere om at danse i utakt? Eller skal vi lave vores helt egen dans? Straks dukker Stings "They dance alone" op – det er jo heller ikke lykken, når vi skal blive større og stærkere, markere os og holde fast. Hvis vores profession ikke er stærk nok, skal vi også finde samarbejdspartnere, der vil danse med os – og tage os alvorligt. Men tager vi os selv alvorligt nok?



Ambitiøs vejledningspolitik?
Desværre blev jeg ikke beroliget af Jørgen Brock, pædagogisk konsulent fra Undervisningsministeriet. Til trods for sine tillidsvækkende pædagogiske evner og vanlige loyalitet blandet med en lun, humoristisk distance til de politiske målsætninger kunne han ikke overbevise os om, at vejledningen bliver taget alvorligt nok. Bare det faktum, at ”vejledningskontoret” i Undervisningsministeriet har skiftet navn fem gange siden 2012 og nu ikke engang hedder noget med vejledning, men ”Kontor for voksenuddannelse og overgange”, er et dårligt tegn.

Den pædagogiske konsulent gennemgik de aktuelle uddannelsespolitiske initiativer fra A-Z. På trods af ufatteligt mange initiativer var meget også ved det gamle. Ingenting må koste penge, alt skal være udgiftsneutralt. Fokus på udskolingen er stort, frafald og dobbeltuddannelse skal minimeres, de unge skal udfordres i deres valg og vælge rigtigt første gang, flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse, og det timeløse fag/emne Uddannelse og job skal integreres mere i undervisningen. ”Ja, faktisk skal det sparkes i gang,” tilføjede Jørgen Brock, for ”der er meget stille omkring Uddannelse og job,” erkendte han – og bekræftede uden at vide det min oplevelse af vejledningens stille liv.


 

Der er brug for en ambitiøs vejledningspolitik, sagde Jørgen Brock, som om han kunne læse mine tanker. Det Nationale Dialogforum, der ikke desto mindre pt. er uden formand, (fordi Nanna Vesterby er blevet personlig rådgiver for Frank Jensen) peger på, at ændringer i vilkår, indhold og organisering har skabt et behov for at tage stilling til, hvor området skal bevæge sig hen – både i en uddannelsespolitisk og praktisk sammenhæng.
 

Alt for mange tvivler desværre på vejledningens betydning, sagde han og tilføjede også, at der er urealistiske forventninger til, hvad vejledningen rent faktisk kan. En af de opgaver, vejlederne ikke desto mindre kan tage fat på, er den store midtergruppe, der er i tvivl om deres uddannelsesvalg. Strukturen på området overvejes også. Skal der være flere små centre, eller skal UU, jobcentre og Studievalg værre større nationale enheder? Svaret blev hængende i luften. Ja, hvor skal vejledningen hen? Opløftende var det naturligvis, at Jørgen Brock og andre mener, at vejledningen skal spille en rolle. Hvilken rolle skal vi dog stadig arbejde på, tænkte jeg.

Lad hjertet tale
Vi kom langt væk fra ministeriets fokus på styring af uddannelsesflow, da vi deltog i aftenens sangtime med forstander Jesper Vognsgaard og organist Povl Christian Balslev fra Ollerup Efterskole. For nu skulle vi faktisk koncentrere os om, hvad der ifølge de to herrer er den vigtigste bog, der er udgivet i det største oplag nogensinde, nemlig Højskolesangbogen. De to levende og livsglade mænd berigede os med et uddrag af denne sang- og kulturskat, og budskabet var klart: ”Så syng da Danmark, og lad hjertet tale.” Man kan jo ikke være sur og synge samtidig, som de sagde. Så vi sang: ”Se, hvilken morgenstund” af Benny Andersen, ”Jens Vejmand” af Jeppe Aakjær, ”Er lyset for de lærde blot” af Grundtvig, ”Vårvisen” af Sebastian, Idas sommervise fra Astrid Lindgrens ”Emil fra Lønneberg” og mange flere.



Glemt var for en stund mine tanker om vejledningens stille liv og overlevelse, og ind kom nærmere betydningen af Idas sidste smukke sætninger i sommervisen: 

”Då bliver barna fulla med sommar
Och bena bliver fulla med spring”

Forventning, bevægelse, sommer. Den stemning fortsatte hele aftenen i Svendborg – af hjertet tak for det!

Tag etikken tilbage
Havde vi troet, at vi skulle starte blidt ud næste morgen efter en sommeraften, hvor det for manges vedkommende blev til sene snakke, tog vi fejl. For godt nok gjorde Nadja Prætorius, psykolog og forfatter, umiddelbart ikke meget væsen af sig. Lille og neutral i sin fremtoning indtog hun roligt scenen. Så stille, at man næsten holdt vejret.

Svaret på konferencens spørgsmål om at kæmpe for de etiske vejledningsprincipper var til gengæld ikke spor neutralt men et rungende ja. For det er vigtigt for os at have noget at ”stå på”, når vi som vejledere skal være med til at sige ”Den her uetiske rovdrift må stoppe.”
 

For uetisk rovdrift på mennesker er, hvad Nadja mener, der sker i øjeblikket, når konkurrencestaten og hele New Public Management (NPM) tankegangen hersker. Vi har et kæmpestort demokratisk problem, sagde Nadja. For med NPM bliver vi nemlig i stigende grad fremmedgjort, umyndiggjort og ekskluderet fra indflydelse. Vi bliver berøvet muligheden for at påvirke og udvikle vores arbejdsbetingelser.
 

Det er i hvert fald, hvad Nadja Prætorius oplever i mødet med klienter i sin praksis. Her kommer et stigende antal mennesker med de samme symptomer som mennesker i en livstruende situation, nemlig symptomer på PTSD (Posttraumatic Stress Disorder). Der foregår lige nu en nærmest epidemisk udbredelse hos ellers helt almindelige og sunde mennesker i forbindelse med deres arbejde.
 

Ifølge Nadja Prætorius handler det om, at vi bliver tvunget til at identificere os med normer, holdninger, værdier og adfærd, der er uforenelige med grundlæggende aspekter af at være menneske. Tabet af værdi og mening relateret til indlevelse, kreativitet, glæde, vilje, kærlighed og udvikling af menneskelige fællesskaber er tilintetgørende og angstfuldt.
 

Med NPM bliver vi konstant vurderet på en kvantitativt udregnet nytteværdi. ”Vi reduceres til borgere, der skal være selvovervågende instrumenter i produktionen af kvantificerbar resultatopnåelse.” Som medarbejdere mister vi oplevelsen af vores egen og arbejdets værdifuldhed. NPM skaber, hvad Nadja kaldte neurobiologisk højstress. Vi bliver fremmedgjort og reduceret som mennesker. Vi bliver udsat for et regulært overgreb, og vi udvikler en traumereaktion.


 

Nadja fortsatte med at uddybe NPM og markedets primitive menneskesyn, hvor vi ses som dyr, og hvor det er alles kamp mod alle. Det menneskesyn lader hånt om, at vi som mennesker faktisk har unikke evner til at samarbejde i fællesskaber, at vi tilsidesætter egne snævre interesser til gavn for andre – og at det giver dyb mening for os.
 

Psykologen gik så langt som at kalde det, der foregår, for en forbrydelse mod menneskeheden. Derfor var hendes budskab også klart: Vi har brug for en radikal omstilling på alle niveauer i samfundet. Vi må og skal generobre myndigheden, og det kræver mod.
 

Hvordan i alverden har vi i et demokratisk samfund tilladt, at det sker? Vi er demokratiske borgere, og vi er meget mere værd, insisterede Nadja. Men det er ikke for sent, og vi skal ikke give op. For vi har friheden til at vælge. Vi skal huske, at vi har ufattelige ressourcer til at leve med omsorg for hinanden. Vi kan ændre det selv. Og så skal vi indrømme, at vi alle er delagtige og ansvarlige – og at vi alle er ramt. Det gælder alles eller ingens overlevelse.
 

Der var helt stille i salen. Jeg holdt stadig vejret. Og Nadja fortsatte: ”Så behovet for, at I følger jeres etik er endnu større. I skal tage etikken tilbage,” sagde hun stille, men fast.

Hvad mener politikerne?
Hvordan skal vi dog kunne lytte til pragmatiske politikere nu, tænkte jeg og sikkert mange andre. Politikere, der sikkert netop fokuserer på mål og resultater. Vi skulle lytte til og diskutere med Pernille Schnoor, MF fra Alternativet, Mette Kristensen fra Venstre og Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten.
 

Faktisk gik det hæderligt. Politikerne vidste rent faktisk noget om vejledning, og troede – i hvert fald i denne   forsamling – på vejledningens betydning. Måske havde Nadja Prætorius endda sørget for, at vi gik lidt mere til dem, end vi plejede. Vejlederne blev ikke stille, da Lene Poulsen opfordrede til at stille spørgsmål, som vi nogle gange gør. Politikerne blev stillet kloge og mange spørgsmål i en glimrende debat. Om adgangskrav på erhvervsuddannelserne, om arbejdsmarkedets behov, og selvfølgelig om hvad politikerne vil gøre for vejledningen. Kun tiden gjorde, at vi måtte holde inde.


 

Vejledningen spiller en rolle
Aldeles upåvirket af at være rosinen i pølseenden, hvor selv de mest engagerede deltagere (inkl. reportage-forfatteren selv) ellers kan være ved at miste koncentrationen, tog lektor fra SDU Rie Thomsen fat. Med sit engagement og sin stærke vejledningsfaglighed tvang hun os til at koncentrere os til sidste sekund. Om hvad fremtidens vejleder skal og kan bidrage med i de fællesskaber, som optager Rie så meget.


 

Og vejlederne spiller en rolle både nu og i fremtiden. For det første spiller vejlederne en rolle i karriereuddannelse. Vi skal lære mennesker at blive opmærksomme på deres styrker (interesser, værdier, evner, kompetencer og færdigheder). Vejlederne skal støtte mennesker i at udvikle deres kompetencer for livslang læring.
 

Vejlederne spiller en rolle i vejledningssamtalerne. Vi støtter de vejledte i håndteringen af problemer relateret til liv, arbejde og uddannelse, og vi optimerer de vejledtes muligheder for selvstændigt at forfølge deres livsprojekt.
 

Vejlederne giver oplysninger, som støtter vejledtes egen vurdering af, om en uddannelse eller et arbejde er noget for dem. Vejlederne formidler og forklarer politiske krav, uddannelsesmæssige, samfundsmæssige og politiske krav og muligheder.
 

Vejlederne griber ind i eksisterende fællesskaber og opbygger nye. De rådfører sig med samarbejdspartnere, organisationer og interessenter. Vi koordinerer aktiviteter mellem faggrupper. Vi forsvarer og handler på vegne af de vejledte. Vi mægler mellem vejledte og deres sociale miljøer.
 

I fremtiden træffer vejlederne i højere grad beslutninger om, hvordan man bedst anvender ressourcer til vejledning med et organisatorisk blik. Vi er opmærksomme på, at vejledning ikke bare handler om valg og fravalg, men også om læringsaktiviteter. Endelig overvejer og drøfter vejlederne rollefordelingen mellem forskellige faggrupper og funktioner, fx vejleder/underviser/lærer.
 

Oplægget hjalp på mit grubleri over vejledningens stille liv og den nagende tvivl om vejledningens rolle. For vi spiller en rolle, hvis det står til Rie. Det skal vi, hvis det står til Nadja. Og det gør, skal og vil vi selvfølgelig også, hvis det står til os selv. For det er jo ikke ”bare” etikken, vi skal tage tilbage. Det er også vores faglige stolthed.


For nok blev den ramt og såret med de massive nedskæringer i 2014, men der er brug for, at vi med Nadjas ord generobrer myndigheden og viser mod. /

Se også præsentationer og materiale fra konferencen.


 

Tjek Vejlederforum ud
Du kan prøve Vejlederforum gratis i en måned. Læs mere om, hvad du får - og tilmeld dig. 

 


 


 


 

Tidsskriftsnr.:
Publiceringsdato:
30-05-2016

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.