En ny faglig professionsautonomi skal vindes  

Nicolaj Ejler på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Kunsten at vejlede i en verden af kaos
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Konference i Nyborg, den 27.-28. oktober 2016 
Person:
Billede:
MMC portraet-001
Navn:
Mette Marie Callesen
Titel:
Chefredaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

Man fornemmede det straks. Forventning, fællesskab og faglighed. 250 vejledere var på pladserne til tiden med fyldte kaffekopper og udsigt til det smukkeste efterårsvejr med blade i ligeså mange farver som alle de forskellige unge, vejlederne gør deres bedste for at vejlede i en verden af kaos.
 

For ”Kunsten at vejlede i en verden af kaos” var overskriften på Ungdomsuddannelsernes Vejlederforenings (UUVF) årlige 2-dages Samba-konference på Hotel Nyborg Strand. Em ambitiøs overskrift, som selvfølgelig avlede forventninger om stærke indlæg fra førende meningsdannere, forskere og fagpersoner.

Lotte Klein_UUVF
 

Det skulle vi da også få. Efter intro fra makkerparret formand Lotte Klein og næstformand Benny Wielandt og ”Vennesangen” af en anden Benny (Andersen), blev der netop budt velkommen til en af vejledningens venner.

Dagens første keynote-taler var uddannelsesredaktør og journalist på Politiken Jacob Fuglsang, der er aktuel med bogen ”Den store løgn om uddannelse”, og som i flere sammenhænge har talt vejledningens sag.
 

Jacob Fuglsang_UUVF
 

Ikke så meget snak
Men vejledningens ven ville ikke bare fedte for os. For ”vejledningen er gået fra at være tidens løsning til at være tidens lappeløsning, når der skal laves politiske kompromisser, ” indledte Jacob Fuglsang. Vi ser det i forbindelse med reformen af erhvervsuddannelserne og senest i gymnasieforliget. Og det er der jo en grund til, fortsatte dagbladsjournalisten ubarmhjertigt, og det er, at der har været en grundlæggende overvurdering af at snakke sammen. Der er grænser for, hvad man kan snakke sig til – vi skal gøre noget.
 

Allerede her fik vi konferencens første pointe, der faktisk viste sig at være gennemgående under hele konferencen. Måske en banal en af slagsen, men ikke desto mindre er det ret vanskeligt for mange af os at gå fra snak til handling.
 

Men hvad er det så, vi skal gøre ifølge Jacob Fuglsang? Jo, vi skal starte med os selv, dvs. vejledningen i det regionale samarbejde. Fuglsang nærede nemlig ikke stor tillid til det nationale niveau, hvor de brede kompromiser bliver for mudrede. Vi skal ikke være så fokuserede på Christiansborg, hævdede han. Hvad kan vi selv gøre på vores niveau?
 

Keynote-talerens næste pointe var, at vi skal finde ud af, hvad vi vil med uddannelse. I disse år er fokus nemlig på ud og ikke på dannelse. Hvor hurtigt kommer man ud af uddannelsen, det handler om at gennemføre, man skal videre i sit liv. Ifølge Fuglsang og formodentlig også dagens deltagere er der alt for lidt fokus på, hvad der sker undervejs. Med uddannelsespålægget er uddannelse desuden blevet midlet til at få en ydelse. En skæv udvikling med konsekvenser for hele vores syn på uddannelse, mente en vred Jacob Fuglsang, der sågar citerede samfundsdebattør Henrik Dahl, som han ellers ikke er særligt enig med: ”Der er kun én form for pålæg, der er mere ulækker end uddannelsespålæg, og det er figenpålæg.”
 

Grundforvirring
Men hvad er det så, der går galt i vores uddannelsessystem? Der går bl.a. det galt, at børnene forvandler sig fra hoppende energibundter i 0. klasse til nedbøjede børn i 4. klasse og frem. Hvad sker der i den proces? Jacob Fuglsang mener, det er den kultur, vi omgiver dem med, der er problemet. For kulturen skaber, hvad han kalder en grundforvirring hos børnene. Og den kultur kan ikke ændres ved strukturændringer, den kan kun ændres i selve kontakten med børn og unge.
 

Grundforvirringen starter allerede i børnehaven, når vi fortæller vores børn, at de skal i børnehave, fordi vi skal på arbejde. Arbejdet er altså vigtigere, det, der foregår i børnehaven, er sekundært. Selvom vi ved fra forskning, at livet i børnehaven har stor betydning for børns læring, prioriterer vi det ikke. Læreres uddannelse er længere end pædagogernes, og mange medarbejdere i børnehaverne er ikke uddannede. Pointen er, at vi skal stille krav til læringsmiljøet, og det handler om normering og uddannelsesniveau.
 

Og hvorfor kalder vi det 0. klasse? spurgte Jacob Fuglsang. Vi holder fast i en underlig mellemstation, selv om børnene i øvrigt er topmotiverede på dette tidspunkt. Selv om man i dagens 0. klasser laver det samme, som man tidligere gjorde i 1. klasse. Og hvorfor kalder vi det lektiecafe? Sprogligt kombinerer vi ansvar med noget, der ikke er ansvar. Så lad os være ærlige og sige, hvad vi gør, opfordrede han. Alt andet medvirker til den allerede omtalte grundforvirring.

De tre uhyrer
Når det så er sagt, går det faktisk ret godt i hele indskolingen, viser diverse tests. Det gør det, fordi der bliver lavet miljøer, hvor klassefællesskaberne virker. Men på mellemtrinnet overtager det, som dagbladsjournalisten kalder de tre uhyrer: vaner, vikarer og hverdag.
 

I 10 % af hele folkeskoletiden er der vikar på, afslørede han. Vi siger, at skolen er vigtig, men 10 % svarer jo til et helt skoleår med vikar på. Så én ting er det faglige tab, der rammer socialt skævt, men hvad sker der med den mentale tilstand i hovedet? Alle siger, det er vigtigt med uddannelse, men så er det heller ikke mere vigtigt. Det er jo løgn. Vi er tilbage ved den grundforvirring, vi skaber.
 

Vanerne skal ændres i hverdagen. Fx skal lærerne altid være der før eleven og ikke omvendt. På mellemtrinnet sker det langt oftere, at en lærer lige skal passe to klasser, og stille og roligt forandrer skolen sig fra lærested til værested. Samtidig er uddannelsesparathedsvurderingen rykket til 8. klasse. Så efter i årevis at have oplevet, at ”min” tid ikke er ligeså vigtig som andres, bliver det nu bøjet i neon, at uddannelse er vigtig med fokus på UD – du skal komme godt ud af folkeskolen og videre. Og på det tidspunkt skal de igennem en uddannelsesparathedsvurdering. Lige pludselig stiller vi dem spørgsmål, vi ikke engang selv kan besvare, mener Jacob Fuglsang, der illustrerer det med, at han fx selv smider sine pensionsopgørelser i skraldespanden.
 

Når skolen går fra lærested til værested bliver udskillelsesforløbet tydeligt. Groft sagt flytter Sofie Amalie på privatskole, og Ahmed går i storcenter. Begge har villet folkeskolen, men den giver ikke længere mening. Ifølge Fuglsang fordi begge søger mere forpligtende fællesskaber. Sofie Amalie og hendes forældre finder det på privatskolerne, og Ahmed finder det i kammeratskabet i storcenteret, hvor man rent faktisk tager hinanden alvorligt. Man mener, hvad man siger. Påstanden om, at de unge er lukkede pga. ombygning, køber Jacob Fuglsang slet ikke. De unge søger bare at blive taget alvorligt.

Jacob Fuglsang 2_UUVF
 

Der skal en kulturændring til
”De voksne mente sgu, hvad de sagde,” havde en overrasket fyr sagt efter praktik i militæret. De er vant til det modsatte. Så vores uddannelseskultur er en umodenhedskultur, som vi selv skaber, erklærer Fuglsang. En tredjedel af de unge bliver erklæret ikke-uddannelsesparate. Så vi skal gøre skolen skarp. Når så stor en gruppe af unge ikke er uddannelsesparate, skal vi ikke gøre mere af det samme. For det handler ikke bare om at tage sig sammen. Er de dårlige til matematik, stiller vi selvfølgelig med skolens dygtigste matematiklærer i et kreativt forløb med fx en tømrer, hvis det er det, der virker. Pointen er, at vi skal stille med stærkeste hold, når vi skal løfte  de unge – at vi tager det alvorligt og viser det. Ellers får vi flere og flere uddannelsesresistente.
 

Vi kan ikke lave strukturændringer uden kulturændringer. Strukturændringer uden en ændring af kulturen gør det faktisk værre. Et godt eksempel er EUD-reformen, hvis strukturændringer, han ikke tror på, skaber flere ind på EUD af samme årsag. For kulturændringen er ikke fulgt med. Håndværket er fuldstændig fraværende i folkeskolen, der kun forbereder til gymnasiet, og som tilmed bliver brugt som socialkontorer, hvor halvdelen falder fra. Det er ikke at tage erhvervsuddannelserne alvorligt. Vi undervurderer, hvor stor betydning det har at falde fra. Det svarer til at blive fyret, mener Fuglsang. Og karakterbomme hjælper ingenting. Så i bedste fald medfører reformen stagnation i ansøgerantallet, i værste fald tilbagegang. For EUD kræver svære, modige og afgørende valg. Og de valg kan de fleste unge ikke træffe. Så hvor er det bedst at gå hen, hvis man er et umodent ungt menneske? Vi kender godt svaret.
 

Så tilbage til, hvad vi som vejledere kan gøre. Hvad kan vi gøre regionalt og lokalt? Vi kan skabe et bedre samarbejde mellem folkeskolen, erhvervsuddannelserne og gymnasiet. Vi kan arbejde for brobygning for alle, ikke kun de svageste elever. Vi kan være med til at afklare fokus, når vi ser på uddannelse. Handler det om ud eller dannelse? Vi kan være med til at arbejde for Campus-områder, hvor de sociale miljøer befrugter hinanden.
 

For det allerfarligste er resignation. Tit siger vi, at ændringer må vente, fordi der fx er en ny reform på vej. Men vi må ikke vente på, at der kommer fornuftige ting fra oven. Vi må tage udgangspunkt i, hvad vi selv kan gøre for at fremme en kulturændring. Som vejledere kan vi være med til at reducere forvirringen hos de sårbare unge. Der bliver aldrig fred på området, så vi skal gøre noget nu.
 

Fra tanker til handling
Således opfordret til handling kunne timingen ikke være bedre for næste keynote-taler. For Anne Kirketerp er ikke bare ph. d., psykolog og fri forsker, men har også det sorte bælte i at ”sparke andre og sig selv i røven.” Vi måtte hellere være klar.
 

Anne Kirketerp skulle fortælle os, hvordan vi kommer fra tanker til handling via SKUB-metoden, der beskriver, hvordan man kan vejlede, så den enkeltes muligheder og ressourcer bliver til succesoplevelser og til handlinger.

Anne Kirketerp_UUVF
 

Fra hjælpeløshed til foretagsomhed
Ifølge Anne Kirketerp lider mange unge i vores uddannelsessystem af det, hun kalder for lært hjælpeløshed. Lært hjælpeløshed optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Når et erkendt problem, som opleves som vigtigt, ikke opleves at blive håndteret. Den oplevelse er i øvrigt tæt knyttet til udbrændthed, stress og depression.
 

Oplever vi det for mange gange i vores uddannelsessystem, kommer vi ikke fra tanke til handling. Og når vi først har lært den hjælpeløshed, går vi ikke engang efter det, der ligger lige foran os.
 

Ofte tror vi, at hvis vi bare ved nok, gør vi det nok også. Men nej, hævder Anne Kirketerp, det gør vi ikke. Igen kan vi altså ikke snakke os til det hele. Der skal handles.
 

Det bedste næste skridt
En af strategierne er succesoplevelser. At lykkes med noget nyt er selvforstærkende og styrker handlekraften.
 

Men hvor skal vi starte? For vi undgår aktiviteter og situationer, som vi mener, overskrider vores evner og kompetencer. Så det kræver netop et kærligt skub at ændre opfattelsen af det, som er svært, og det er her, at vejledere kommer ind i billedet. Vi skal have en opmærksomhed på det ”næste bedste skridt”, og det skal for guds skyld være overkommeligt. Vi skal starte med at tage fat på den ene lille ting, som den unge har lyst til og har kontrol over. Vi skal starte med et lille skridt, for langsigtede planer er uoverskuelige. Og vi skal kunne blive klogere undervejs.
 

Et næste bedste skridt kan fx være at øve sig i at hilse på en voksen personligt, kigge dem i øjnene og præsentere sig. Og det skal den unge gøre utallige gange. For vi ændrer først vores gamle vaner til nye vaner, når vi har øvet os mange gange. På den måde får vi den erfarede personlige kompetence, vi ikke kan snakke os til.
 

Fejl er læring
Vi kan kun blive motiverede, hvis vi virkelig forstår, hvorfor vi skal gøre noget. Derfor skal vi give de unge gode begrundelser. Hvis vi forstår, hvorfor vi skal gøre noget, kan vi også godt udholde noget kortvarigt uudholdeligt.
 

Den unge skal have oplevelsen af ikke at blive ydmyget, når vi øver os. Derfor skal vi skabe et rum, hvor det er trygt at fejle, og hvor vi bliver anerkendt for at fejle igen og igen. For læring er forsøg og fejl, og det skal vi forklare. Vi skal definere foretagsomhed, fx som mod og initiativ. Som vejledere skal vi være ekstremt opmærksomme på, hvilke rollemodeller vi henter ind. Rollemodellerne skal ikke fortælle, at det er nemt, men om de allerførste skridt, de selv tog, og om hvor svære de var.
 

Vi skal skabe et rum, hvor vi ikke bare fortæller om, hvad man ville gøre, hvis man skulle gøre – men hvor vi rent faktisk gør det.
 

Livslang læring i konkurrencestaten
Også næste formiddag sprudlede af fornøjelse og faglighed i en række relevante workshopper.

Workshop_UUVF

Der var dog stadig både kræfter og motivation tilbage, da konferencens sidste keynote-taler gik på podiet. Det fik vi da også brug for, for selv om professor fra CBS Ove Kaj Pedersen er en spændende herre, der er kendt for sin forskning i Den Danske Model, har han også gang i mange og lange begreber, der i hvert fald for undertegnede til tider skabte en vis grundforvirring. Mobication og flexicurity – det gjaldt om at hænge på. Jeg vil skåne læserne for detaljen og springe til udvalgte budskaber.


Hvorfor er velfærdsstaten så presset? Det er den pga. globaliseringen. Tidligere konkurrerede vi med lande med sammenlignelige økonomiske betingelser. Det gør vi ikke længere. Kina er fx kommet på banen med højt disciplinerede og kompetente medarbejdere til en lavere løn. Rusland, Indien, Brasilien og Argentina er andre centrale spillere, der i den grad har meldt sig på banen.
 

Samtidig bliver vores viden lynhurtigt forældet. Nyuddannede kandidater er allerede bagud, inden de kommer i gang, og vi skal hele tiden være i stand til at lære nyt. Derfor har uddannelsessystemet så stort fokus på livslang læring. Der skal være en større fleksibilitet mellem uddannelserne, så man kan flytte sig mellem fx erhvervsuddannelserne, professionsuddannelserne og lange videregående uddannelser. Der er for store barrierer mellem uddannelserne. Vi trænger til, at uddannelserne samstemmes, at der sker en gensidig anerkendelse og accept uddannelserne imellem.
 

Her er realkompetencevurderingen et af midlerne, men går også direkte ind og udfordrer meritsystemet. Meritsystemet er et formelt redskab, som går ud fra forudsætningen om, at der er barrierer og betydelige forskelle mellem uddannelserne. Med realkompetencevurderingen er tankegangen, at man har kompetencer ud over dem, man har papir på – man kan få kompetencer steder, hvor der ikke er en formel uddannelsesinstitution til stede.
 

Professoren indrømmer blankt, at realkompetence-tankegangen udfordrer de teoretiske og akademiske institutioner, fordi man anerkender, at praksis er en lærende situation, og de formelle institutioner bliver forpligtet på at inddrage de praktiske erfaringer. Realkompetencer kombineret med fleksibilitet udfordrer det traditionelle læringsbegreb. Spørg alle, om det er en udfordring at samarbejde med andre faggrupper – det giver konflikt og kaos.

Ove Kaj Pedersen_UUVF
 

Hvis vi gerne vil beholde vores velfærdsstat, kræver det reformer. Men hvordan får man min generation, babyboom-generationen (f. 1948-1953), der sidder på stemmemajoriteten til at stemme for reformer, som de ikke selv får glæde af? spørger professoren. Lykkes det ikke, tror Ove Kaj Petersen, at skibet kollapser, og konkurrencestaten og dermed faktisk også velfærdsstaten er væk om fem år.
 

I dagens sidste indlæg fik vi både viden og indsigt. Ved tanken om velfærdsstatens kollaps kunne man et kort øjeblik få en følelse af grundforvirring og lært hjælpeløshed. Men vi må da gøre noget. Vi må fra tanker og viden til handling – vi må tage det næste bedste skridt. Under alle omstændigheder bliver der nok endnu mere brug for at kunne vejlede i kaos i fremtiden – tak for kaffe og tak for nu! 

Farvel_UUVF

 
Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Man fornemmede det straks. Forventning, fællesskab og faglighed. 250 vejledere var på pladserne til tiden med fyldte kaffekopper og udsigt til det smukkeste efterårsvejr med blade i ligeså mange farver som alle de forskellige unge, vejlederne gør deres bedste for at vejlede i en verden af kaos.
 

For ”Kunsten at vejlede i en verden af kaos” var overskriften på Ungdomsuddannelsernes Vejlederforenings (UUVF) årlige 2-dages Samba-konference på Hotel Nyborg Strand. Em ambitiøs overskrift, som selvfølgelig avlede forventninger om stærke indlæg fra førende meningsdannere, forskere og fagpersoner.

Lotte Klein_UUVF
 

Det skulle vi da også få. Efter intro fra makkerparret formand Lotte Klein og næstformand Benny Wielandt og ”Vennesangen” af en anden Benny (Andersen), blev der netop budt velkommen til en af vejledningens venner.

Dagens første keynote-taler var uddannelsesredaktør og journalist på Politiken Jacob Fuglsang, der er aktuel med bogen ”Den store løgn om uddannelse”, og som i flere sammenhænge har talt vejledningens sag.
 

Jacob Fuglsang_UUVF
 

Ikke så meget snak
Men vejledningens ven ville ikke bare fedte for os. For ”vejledningen er gået fra at være tidens løsning til at være tidens lappeløsning, når der skal laves politiske kompromisser, ” indledte Jacob Fuglsang. Vi ser det i forbindelse med reformen af erhvervsuddannelserne og senest i gymnasieforliget. Og det er der jo en grund til, fortsatte dagbladsjournalisten ubarmhjertigt, og det er, at der har været en grundlæggende overvurdering af at snakke sammen. Der er grænser for, hvad man kan snakke sig til – vi skal gøre noget.
 

Allerede her fik vi konferencens første pointe, der faktisk viste sig at være gennemgående under hele konferencen. Måske en banal en af slagsen, men ikke desto mindre er det ret vanskeligt for mange af os at gå fra snak til handling.
 

Men hvad er det så, vi skal gøre ifølge Jacob Fuglsang? Jo, vi skal starte med os selv, dvs. vejledningen i det regionale samarbejde. Fuglsang nærede nemlig ikke stor tillid til det nationale niveau, hvor de brede kompromiser bliver for mudrede. Vi skal ikke være så fokuserede på Christiansborg, hævdede han. Hvad kan vi selv gøre på vores niveau?
 

Keynote-talerens næste pointe var, at vi skal finde ud af, hvad vi vil med uddannelse. I disse år er fokus nemlig på ud og ikke på dannelse. Hvor hurtigt kommer man ud af uddannelsen, det handler om at gennemføre, man skal videre i sit liv. Ifølge Fuglsang og formodentlig også dagens deltagere er der alt for lidt fokus på, hvad der sker undervejs. Med uddannelsespålægget er uddannelse desuden blevet midlet til at få en ydelse. En skæv udvikling med konsekvenser for hele vores syn på uddannelse, mente en vred Jacob Fuglsang, der sågar citerede samfundsdebattør Henrik Dahl, som han ellers ikke er særligt enig med: ”Der er kun én form for pålæg, der er mere ulækker end uddannelsespålæg, og det er figenpålæg.”
 

Grundforvirring
Men hvad er det så, der går galt i vores uddannelsessystem? Der går bl.a. det galt, at børnene forvandler sig fra hoppende energibundter i 0. klasse til nedbøjede børn i 4. klasse og frem. Hvad sker der i den proces? Jacob Fuglsang mener, det er den kultur, vi omgiver dem med, der er problemet. For kulturen skaber, hvad han kalder en grundforvirring hos børnene. Og den kultur kan ikke ændres ved strukturændringer, den kan kun ændres i selve kontakten med børn og unge.
 

Grundforvirringen starter allerede i børnehaven, når vi fortæller vores børn, at de skal i børnehave, fordi vi skal på arbejde. Arbejdet er altså vigtigere, det, der foregår i børnehaven, er sekundært. Selvom vi ved fra forskning, at livet i børnehaven har stor betydning for børns læring, prioriterer vi det ikke. Læreres uddannelse er længere end pædagogernes, og mange medarbejdere i børnehaverne er ikke uddannede. Pointen er, at vi skal stille krav til læringsmiljøet, og det handler om normering og uddannelsesniveau.
 

Og hvorfor kalder vi det 0. klasse? spurgte Jacob Fuglsang. Vi holder fast i en underlig mellemstation, selv om børnene i øvrigt er topmotiverede på dette tidspunkt. Selv om man i dagens 0. klasser laver det samme, som man tidligere gjorde i 1. klasse. Og hvorfor kalder vi det lektiecafe? Sprogligt kombinerer vi ansvar med noget, der ikke er ansvar. Så lad os være ærlige og sige, hvad vi gør, opfordrede han. Alt andet medvirker til den allerede omtalte grundforvirring.

De tre uhyrer
Når det så er sagt, går det faktisk ret godt i hele indskolingen, viser diverse tests. Det gør det, fordi der bliver lavet miljøer, hvor klassefællesskaberne virker. Men på mellemtrinnet overtager det, som dagbladsjournalisten kalder de tre uhyrer: vaner, vikarer og hverdag.
 

I 10 % af hele folkeskoletiden er der vikar på, afslørede han. Vi siger, at skolen er vigtig, men 10 % svarer jo til et helt skoleår med vikar på. Så én ting er det faglige tab, der rammer socialt skævt, men hvad sker der med den mentale tilstand i hovedet? Alle siger, det er vigtigt med uddannelse, men så er det heller ikke mere vigtigt. Det er jo løgn. Vi er tilbage ved den grundforvirring, vi skaber.
 

Vanerne skal ændres i hverdagen. Fx skal lærerne altid være der før eleven og ikke omvendt. På mellemtrinnet sker det langt oftere, at en lærer lige skal passe to klasser, og stille og roligt forandrer skolen sig fra lærested til værested. Samtidig er uddannelsesparathedsvurderingen rykket til 8. klasse. Så efter i årevis at have oplevet, at ”min” tid ikke er ligeså vigtig som andres, bliver det nu bøjet i neon, at uddannelse er vigtig med fokus på UD – du skal komme godt ud af folkeskolen og videre. Og på det tidspunkt skal de igennem en uddannelsesparathedsvurdering. Lige pludselig stiller vi dem spørgsmål, vi ikke engang selv kan besvare, mener Jacob Fuglsang, der illustrerer det med, at han fx selv smider sine pensionsopgørelser i skraldespanden.
 

Når skolen går fra lærested til værested bliver udskillelsesforløbet tydeligt. Groft sagt flytter Sofie Amalie på privatskole, og Ahmed går i storcenter. Begge har villet folkeskolen, men den giver ikke længere mening. Ifølge Fuglsang fordi begge søger mere forpligtende fællesskaber. Sofie Amalie og hendes forældre finder det på privatskolerne, og Ahmed finder det i kammeratskabet i storcenteret, hvor man rent faktisk tager hinanden alvorligt. Man mener, hvad man siger. Påstanden om, at de unge er lukkede pga. ombygning, køber Jacob Fuglsang slet ikke. De unge søger bare at blive taget alvorligt.

Jacob Fuglsang 2_UUVF
 

Der skal en kulturændring til
”De voksne mente sgu, hvad de sagde,” havde en overrasket fyr sagt efter praktik i militæret. De er vant til det modsatte. Så vores uddannelseskultur er en umodenhedskultur, som vi selv skaber, erklærer Fuglsang. En tredjedel af de unge bliver erklæret ikke-uddannelsesparate. Så vi skal gøre skolen skarp. Når så stor en gruppe af unge ikke er uddannelsesparate, skal vi ikke gøre mere af det samme. For det handler ikke bare om at tage sig sammen. Er de dårlige til matematik, stiller vi selvfølgelig med skolens dygtigste matematiklærer i et kreativt forløb med fx en tømrer, hvis det er det, der virker. Pointen er, at vi skal stille med stærkeste hold, når vi skal løfte  de unge – at vi tager det alvorligt og viser det. Ellers får vi flere og flere uddannelsesresistente.
 

Vi kan ikke lave strukturændringer uden kulturændringer. Strukturændringer uden en ændring af kulturen gør det faktisk værre. Et godt eksempel er EUD-reformen, hvis strukturændringer, han ikke tror på, skaber flere ind på EUD af samme årsag. For kulturændringen er ikke fulgt med. Håndværket er fuldstændig fraværende i folkeskolen, der kun forbereder til gymnasiet, og som tilmed bliver brugt som socialkontorer, hvor halvdelen falder fra. Det er ikke at tage erhvervsuddannelserne alvorligt. Vi undervurderer, hvor stor betydning det har at falde fra. Det svarer til at blive fyret, mener Fuglsang. Og karakterbomme hjælper ingenting. Så i bedste fald medfører reformen stagnation i ansøgerantallet, i værste fald tilbagegang. For EUD kræver svære, modige og afgørende valg. Og de valg kan de fleste unge ikke træffe. Så hvor er det bedst at gå hen, hvis man er et umodent ungt menneske? Vi kender godt svaret.
 

Så tilbage til, hvad vi som vejledere kan gøre. Hvad kan vi gøre regionalt og lokalt? Vi kan skabe et bedre samarbejde mellem folkeskolen, erhvervsuddannelserne og gymnasiet. Vi kan arbejde for brobygning for alle, ikke kun de svageste elever. Vi kan være med til at afklare fokus, når vi ser på uddannelse. Handler det om ud eller dannelse? Vi kan være med til at arbejde for Campus-områder, hvor de sociale miljøer befrugter hinanden.
 

For det allerfarligste er resignation. Tit siger vi, at ændringer må vente, fordi der fx er en ny reform på vej. Men vi må ikke vente på, at der kommer fornuftige ting fra oven. Vi må tage udgangspunkt i, hvad vi selv kan gøre for at fremme en kulturændring. Som vejledere kan vi være med til at reducere forvirringen hos de sårbare unge. Der bliver aldrig fred på området, så vi skal gøre noget nu.
 

Fra tanker til handling
Således opfordret til handling kunne timingen ikke være bedre for næste keynote-taler. For Anne Kirketerp er ikke bare ph. d., psykolog og fri forsker, men har også det sorte bælte i at ”sparke andre og sig selv i røven.” Vi måtte hellere være klar.
 

Anne Kirketerp skulle fortælle os, hvordan vi kommer fra tanker til handling via SKUB-metoden, der beskriver, hvordan man kan vejlede, så den enkeltes muligheder og ressourcer bliver til succesoplevelser og til handlinger.

Anne Kirketerp_UUVF
 

Fra hjælpeløshed til foretagsomhed
Ifølge Anne Kirketerp lider mange unge i vores uddannelsessystem af det, hun kalder for lært hjælpeløshed. Lært hjælpeløshed optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Når et erkendt problem, som opleves som vigtigt, ikke opleves at blive håndteret. Den oplevelse er i øvrigt tæt knyttet til udbrændthed, stress og depression.
 

Oplever vi det for mange gange i vores uddannelsessystem, kommer vi ikke fra tanke til handling. Og når vi først har lært den hjælpeløshed, går vi ikke engang efter det, der ligger lige foran os.
 

Ofte tror vi, at hvis vi bare ved nok, gør vi det nok også. Men nej, hævder Anne Kirketerp, det gør vi ikke. Igen kan vi altså ikke snakke os til det hele. Der skal handles.
 

Det bedste næste skridt
En af strategierne er succesoplevelser. At lykkes med noget nyt er selvforstærkende og styrker handlekraften.
 

Men hvor skal vi starte? For vi undgår aktiviteter og situationer, som vi mener, overskrider vores evner og kompetencer. Så det kræver netop et kærligt skub at ændre opfattelsen af det, som er svært, og det er her, at vejledere kommer ind i billedet. Vi skal have en opmærksomhed på det ”næste bedste skridt”, og det skal for guds skyld være overkommeligt. Vi skal starte med at tage fat på den ene lille ting, som den unge har lyst til og har kontrol over. Vi skal starte med et lille skridt, for langsigtede planer er uoverskuelige. Og vi skal kunne blive klogere undervejs.
 

Et næste bedste skridt kan fx være at øve sig i at hilse på en voksen personligt, kigge dem i øjnene og præsentere sig. Og det skal den unge gøre utallige gange. For vi ændrer først vores gamle vaner til nye vaner, når vi har øvet os mange gange. På den måde får vi den erfarede personlige kompetence, vi ikke kan snakke os til.
 

Fejl er læring
Vi kan kun blive motiverede, hvis vi virkelig forstår, hvorfor vi skal gøre noget. Derfor skal vi give de unge gode begrundelser. Hvis vi forstår, hvorfor vi skal gøre noget, kan vi også godt udholde noget kortvarigt uudholdeligt.
 

Den unge skal have oplevelsen af ikke at blive ydmyget, når vi øver os. Derfor skal vi skabe et rum, hvor det er trygt at fejle, og hvor vi bliver anerkendt for at fejle igen og igen. For læring er forsøg og fejl, og det skal vi forklare. Vi skal definere foretagsomhed, fx som mod og initiativ. Som vejledere skal vi være ekstremt opmærksomme på, hvilke rollemodeller vi henter ind. Rollemodellerne skal ikke fortælle, at det er nemt, men om de allerførste skridt, de selv tog, og om hvor svære de var.
 

Vi skal skabe et rum, hvor vi ikke bare fortæller om, hvad man ville gøre, hvis man skulle gøre – men hvor vi rent faktisk gør det.
 

Livslang læring i konkurrencestaten
Også næste formiddag sprudlede af fornøjelse og faglighed i en række relevante workshopper.

Workshop_UUVF

Der var dog stadig både kræfter og motivation tilbage, da konferencens sidste keynote-taler gik på podiet. Det fik vi da også brug for, for selv om professor fra CBS Ove Kaj Pedersen er en spændende herre, der er kendt for sin forskning i Den Danske Model, har han også gang i mange og lange begreber, der i hvert fald for undertegnede til tider skabte en vis grundforvirring. Mobication og flexicurity – det gjaldt om at hænge på. Jeg vil skåne læserne for detaljen og springe til udvalgte budskaber.


Hvorfor er velfærdsstaten så presset? Det er den pga. globaliseringen. Tidligere konkurrerede vi med lande med sammenlignelige økonomiske betingelser. Det gør vi ikke længere. Kina er fx kommet på banen med højt disciplinerede og kompetente medarbejdere til en lavere løn. Rusland, Indien, Brasilien og Argentina er andre centrale spillere, der i den grad har meldt sig på banen.
 

Samtidig bliver vores viden lynhurtigt forældet. Nyuddannede kandidater er allerede bagud, inden de kommer i gang, og vi skal hele tiden være i stand til at lære nyt. Derfor har uddannelsessystemet så stort fokus på livslang læring. Der skal være en større fleksibilitet mellem uddannelserne, så man kan flytte sig mellem fx erhvervsuddannelserne, professionsuddannelserne og lange videregående uddannelser. Der er for store barrierer mellem uddannelserne. Vi trænger til, at uddannelserne samstemmes, at der sker en gensidig anerkendelse og accept uddannelserne imellem.
 

Her er realkompetencevurderingen et af midlerne, men går også direkte ind og udfordrer meritsystemet. Meritsystemet er et formelt redskab, som går ud fra forudsætningen om, at der er barrierer og betydelige forskelle mellem uddannelserne. Med realkompetencevurderingen er tankegangen, at man har kompetencer ud over dem, man har papir på – man kan få kompetencer steder, hvor der ikke er en formel uddannelsesinstitution til stede.
 

Professoren indrømmer blankt, at realkompetence-tankegangen udfordrer de teoretiske og akademiske institutioner, fordi man anerkender, at praksis er en lærende situation, og de formelle institutioner bliver forpligtet på at inddrage de praktiske erfaringer. Realkompetencer kombineret med fleksibilitet udfordrer det traditionelle læringsbegreb. Spørg alle, om det er en udfordring at samarbejde med andre faggrupper – det giver konflikt og kaos.

Ove Kaj Pedersen_UUVF
 

Hvis vi gerne vil beholde vores velfærdsstat, kræver det reformer. Men hvordan får man min generation, babyboom-generationen (f. 1948-1953), der sidder på stemmemajoriteten til at stemme for reformer, som de ikke selv får glæde af? spørger professoren. Lykkes det ikke, tror Ove Kaj Petersen, at skibet kollapser, og konkurrencestaten og dermed faktisk også velfærdsstaten er væk om fem år.
 

I dagens sidste indlæg fik vi både viden og indsigt. Ved tanken om velfærdsstatens kollaps kunne man et kort øjeblik få en følelse af grundforvirring og lært hjælpeløshed. Men vi må da gøre noget. Vi må fra tanker og viden til handling – vi må tage det næste bedste skridt. Under alle omstændigheder bliver der nok endnu mere brug for at kunne vejlede i kaos i fremtiden – tak for kaffe og tak for nu! 

Farvel_UUVF

 
Tidsskriftsnr.:
Publiceringsdato:
04-11-2016

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.