En ny faglig professionsautonomi skal vindes  

Nicolaj Ejler på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Længslen efter normalitet - reportage om unge på kanten
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Center for Ungdomsforsknings konference i København, den 9. november 2017 
Person:
Billede:
MMC portraet-001
Navn:
Mette Marie Callesen
Titel:
Chefredaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

Center for Ungdomsforsknings konference skulle handle om unge på kanten. Og 300 deltagere mødtes da også helt ude på kanten, nemlig på kulturkajen Docken, der ligger i Nordhavnen på Østerbro i København – direkte ud til Øresund og på en god dag med udsigt til Skovshoved og Hven.
 

Dagen var godt nok kold, grå og blæsende, men stemningen i de rå, men elegante lokaler, var varm og med en vilje til at finde ud af mere om de udsatte unge, hvor den sociale arv stadig har så stor indflydelse.

Cefu_udsigt
Foto: Anders Moldt, erhvervspraktikant på Vejlederforum, 9. klasse 

Center for Ungdomsforskning (CeFU), indledningsvist i skikkelse af dets leder Noemi Katznelson, er optaget af, hvordan vi på trods af de stærke strukturer, som er så svære at flytte på, alligevel bliver klogere på, hvor vi rent faktisk kan flytte noget og gøre en positiv forskel. Udsathed er nemlig ikke nødvendigvis en fast og definitiv størrelse, men en bevægelig størrelse, som bliver til i de sammenhænge og kontekster, vi skaber for de unge.
 

Tunge tal
Noemi lagde hårdt ud med tørre tal:

  • Der skønnes at være ca. 60.000 -70.000 unge, der lever på kanten af det danske samfund
  • Siden finanskrisen er gruppen af unge på kontanthjælp fordoblet
  • Antallet af hjemløse er steget i periode 2015 -17 med 9 % blandt de 18 -24 -årige, med 27 % blandt de 25 -29 -årige
  • Antallet af unge 18 -29 årige i stofmisbrugsbehandling er steget med 25 % siden 2008
  • Antallet af unge på antidepressiv medicin er steget med 148 % siden 2001
  • Antallet af unge 20 -29 årige i medicinsk behandling med ADHD er steget med 5000 % fra år 2000 til 2009.

Det var de tunge tal. Og der er rigtige mennesker bag dem. Mennesker, som vi skulle møde nogle af, for CeFU havde talt med dem i dybdegående kvalitative interviews. Vi blev præsenteret for de unges fortællinger og strategier i livet. Fortællinger om sindslidelser, depressioner, hashpsykoser, ensomhed, misbrug, vold, omsorgssvigt, tab, sorg, mobning, hjemløshed, kriminalitet og diagnoser. Om arbejdsløshed, fattigdom, social armod, mangel på psykiatriske tilbud, psykologhjælp etc. Og fortællinger om brud, mangel på kontinuitet og pendlen rundt i uddannelses- og beskæftigelsessystem.

Isolation, økologi eller jeg klarer mig selv
De unge gør, som vi alle sammen gør. De prøver at finde mening og strategier i livet. Vi blev præsenteret for tre slags strategier, nemlig den handlingsorienterede ”jeg klarer mig selv-strategien”, den kortsigtede dag-til dag ”isolations-strategi” og den mere langsigtede ”værdi-strategi”. Strategier, som ikke er fastlåste eller definitive, men som de unge ofte glider ind og ud af i deres liv på kanten.
 

Vi mødte Denise, der bruger jeg klarer mig selv-strategien. Denise er 23 og hjemløs. Hun har boet utallige steder særligt hos forskellige mænd, som hun har hustlet sig til at kunne bo lidt hos. Nu bor hun på et herberg. Værelset er ikke indrettet, tøjet bliver i tasken frem for det skab, der er på værelset. Hun har ingen personlige ejendele ud over noget moderigtigt tøj, en Macbook Air og en smartphone. Der er bart på alle vægge.
 

Hvis I så hende, ville I ikke ane, at hun var en af de unge på kanten, pointerede Noemi. Fordi Denise har lige præcis de gadgets, der skal til, for at det ser ud som om, at hun har styr på sit liv. Hun har massive problemer, men er alligevel vant til at klare sig selv. Denises strategi er at gemme sig bag en form for normalitet, så hun er svær at opdage for systemet.
 

Vi mødte Anne på 27 år, der er i dagtilbud, men som inden var sygemeldt og tilbragte dagen foran computeren 24-7 – og først gik i seng, når hun slog hovedet mod sit keyboard. De eneste tidspunkter, hun ikke spillede, var, når hun skulle på toilettet eller i bad, fik besøg af sin hjemmevejleder eller måtte afsted efter mad, fordi hun ikke havde mere. Annes strategi var at isolere sig.

Cefu_isolation
Foto: Anders Moldt, erhvervspraktikant på Vejlederforum, 9. klasse 
 

Vi mødte 27-årige Laura, der benytter sig af værdi-strategien. Hun har en stærk interesse for økologi, dyrevelfærd, bæredygtighed og det naturlige. Hun føler på mange måder, at hun har et mere modent syn på tilværelsen sammenlignet med mange af hendes jævnaldrende. De lader sig rive med af midlertidige og flygtige værdier i ungdomslivet, hvorimod hun orienterer sig mod mere varige og modne værdier.
 

Om at tælle til ti og bruge et køleskab
Det påtrængende spørgsmål er så, hvad der gør en positiv forskel for disse tre unge, der repræsenterer tre forskellige strategier?
 

For Denise, der er vant til at klare sig selv, gør de professionelle relationer, psykologiske redskaber og ikke mindst støtte i hverdagen en stor forskel. Støtte til helt basale ting som at finde ud af, hvordan et køleskab fungerer, så man rent faktisk kan gemme mad i stedet for at købe mad fra dag til dag. Eller støtte til at prøve at tælle til 10, inden man pander nogen en, som Noemi formulerede det.
 

Den isolerede Anne har brug for tid til at komme sig, og for professionelle relationer, der kan hjælpe hende med at bryde med isolationen.
 

Den værdiladede Laura har brug for, at forandringer i form af uddannelses- eller jobforslag tager afsæt i hendes værdier. Hun har behøver at blive mødt med respekt og ligeværdighed, selv om man som professionel måske kan undre sig over, at en pige på kanten går op i, om maden er fra Irma og er bæredygtig. Men Lauras værdier er hendes holdepunkt.
 

Fælles for de unge i alle tre kategorier er en stor længsel efter normalitet. Jo mere udsatte, jo mere har de paradoksalt nok ønsket og håbet om en næsten karikeret normalitet. Og hvis de ikke kan leve op til det meget fasttømrede normalitetskodeks, er de en fiasko.
 

NEET og normalitet
Næste på podiet var en rigtig engelsk gentleman med ternet jakkesæt, slips, pomade i håret og blanke sko. Derudover var han professor ved University of Huddersfield og hed Robin Simmons. Han fortalte os om ti års forskning i unge på kanten, i NEET (Not in Education, Employment or Training), som han selvfølgelig gjorde på formfuldendt engelsk.
 

Termen NEET dukkede op i 90’erne, hvor en stor gruppe engelske unge stadig ikke var i hverken uddannelse eller job efter det store industrielle kollaps i 80’ernes England. ”Margaret Thatcher and her friends” havde reduceret adgangen til sociale ydelser væsentligt op gennem 80’erne, hvor ledigheden var tårnhøj. Med termen NEET blev ledigheden dog ikke længere set som statens ansvar, men de unges ansvar, ledigheden var ikke længere arbejdsmarkedets problem, de unge uden arbejde var selv problemet.
 

Hvad der indtil 80’erne var forudsigeligt og stabilt i voksenlivet, nemlig at få sig en uddannelse, et arbejde, et hus og nogle børn var blevet svært. Men det betyder ikke, at de unge ikke længere har disse mainstream ambitions. Ligesom de danske unge på kanten gik længslen efter normalitet igen i Jasmines, Caydens og Seans historier, som Robin Simmons præsenterede os for. Også misbrug, ensomhed, turbolens og sindslidelser kendetegnede dem, ligesom et stort ønske om at komme væk fra kanten, slå en streg i sandet og komme til at tilhøre et positivt fællesskab.
 

Det skal være rimeligt
Frivilligt arbejde var et af de fællesskaber, der kunne gøre en forskel for Simmons unge. ”Doing something is always better than doing nothing.” Men dog ikke altid, tilføjede Simmons straks, for det kan være bedre at vente kortvarigt på det rigtige, end at lande i noget forkert. Fordi hvis de unge kommer i det forkerte forløb med deraf dårlige erfaringer og nederlag, kan det forringe de unges chance for at komme godt videre. Problemet med frivilligt arbejde er desuden, at selv om den unge trives, tilhører han stadig den stigmatiserende term NEET, for man er ikke i uddannelse eller i rigtigt arbejde.
 

Hvis vi skal gøre en positiv forskel for de unge på kanten, er det vigtigt, at vi behandler og belønner dem rimeligt i form af fx en rimelig løn, understregede professoren. Det overser politikere ofte, mente han og henviste til den unge Caiden, der i årevis arbejdede 16 timer om dagen plus transporttid for en elendig løn og til sidst gav op – og røg tilbage som NEET.
 

Både lønnen og arbejdstiderne er helt anderledes i Danmark, men ikke desto mindre kan pointerne overføres. Forløb skal give mening, og de unge skal opleve, at de bliver behandlet rimeligt og med respekt.
 

Sara og Ibrahim
Efter frokost fik vi lov at møde to rigtige unge mennesker af kød og blod, Sara og Ibrahim, der lod os høre deres helt personlige fortællinger om livet på kanten og ikke mindst, hvordan de brød ud af de dårlige mønstre. Ingen ville have gættet, at Sara og Ibrahim nogensinde havde taget stoffer eller begået røveri. Som to skuespillere indtog de scenen med en ro og en ærlighed, som de færreste i salen kunne have gjort dem efter. Hvis nogen skulle have mistet modet undervejs, var der atter håb.

Cefu_sara 
Foto: Anders Moldt, erhvervspraktikant på Vejlederforum, 9. klasse 
 

Når kunst gør en forskel
Der er flere muligheder for at gøre en forskel for unge på kanten. Lektor Niels Ulrik Sørensen og adjunkt Anne Mette W. Nielsen fortalte os om deres forskning i kunst- og kulturprojekter som alternative arenaer for en social indsats.
 

Vi fik historien om unge, der har deltaget i fem forskellige kunst- og kulturprojekter, hvor de arbejder med teater, musik, fotografi og billedkunst. Altid sammen med faglige kapaciteter i et professionelt kunstnerisk miljø. Ligesom de unge, vi allerede havde mødt, gav deres historier os et indblik i ungdomslivet, når det er allersværest, men viste os også de vendepunkter og forskydninger, de kan opleve via kunst- og kulturprojekterne.
 

Men hvad er det så kunsten kan? Måske ikke det, der først falder os ind. Ofte omtales kunst og kultur nemlig som et frirum, hvor alt er til forhandling, indledte Niels Ulrik. Det interessante er imidlertid, at de unge i projekterne netop fremhæver den stramme rammesætning i det kunstneriske miljø som noget, der virkelig gør en forskel for dem. Miljøet er kendetegnet ved ritualer, rutiner og regler, der er hele tiden en genkendelig struktur. Billeder skal fx tages på en bestemt måde, de skal fremlægges på en bestemt måde, de skal forankres i praksisser, dvs. man ved, hvor billederne skal hænge efterfølgende etc. De unge bliver taget alvorligt, det kunstneriske miljø er ambitiøst.
 

Unge, der har været uden for fællesskabet i en årrække, oplever, at de på trods af stor forskellighed er sammen om fx musikken. Pludselig kan de stå på en scene, fordi de ikke står der alene.

Cefu_Niels Ulrik
Foto: Anders Moldt, erhvervspraktikant på Vejlederforum, 9. klasse  
 

Fejl er små gaver
De unge erfarer, at fejl er små gaver, der gør værket bedre. Så fra at have været fanget i – og presset af – en nulfejlskultur til at kunne være i processer, der ofte indebærer uforudsigelighed og tabet af kontrol. De skal så at sige blive ved materialet, selv om det opfører sig anderledes end forventet.
 

Alt i alt bevæger de unge sig fra udflydende og uforudsigelige hverdagssammenhænge til sammenhænge, der er karakteriseret ved en stærk, men bøjelig og fleksibel kvalitet, som kan rumme udsving og udfald og alligevel skabe en følelse af nødvendighed.
 

Så det er faktisk ikke nødvendigvis selve kunsten, der gør forskellen, men de betingelser, der er i kunsten, der gør forskellen. Og de betingelser kan overføres til andre pædagogiske sammenhænge.
 

Længslen efter normalitet
Med et poetisk oplæg om udsatte unge i uddannelse cementerede adjunkt Anne Gørlich de unges ønske og vilje til normalitet, deres behov for mere tid og pusterum i et samfund, der bliver stadig mere konkurrencepræget, men også en erkendelse af, at mange af disse unge ikke nødvendigvis kommer tilbage på skolebænken. 
 

Noemi tog tråden op, da hun rundede dagen af. For lederen af CeFU efterlyste et kursskifte fra uddannelse til alle til kvalitet for alle. Med udblik til dansk politik og en ny forberedende uddannelse (FGU) understregede hun de unges behov for at opleve en sammenhæng. Derfor var hun da også tilfreds med, at der fra politisk hold er blevet lyttet til det ekspertråd, hun selv har siddet i, og som ønskede en gennemgående kontaktperson for de unge. En, der går på tværs og kan følge de unge i deres vej fra livet på kanten og forhåbentlig i retning af normalitet, eller i hvert fald til at blive en del af det positive fællesskab, som de ønsker sig så meget.
 

For godt nok er der en stærk diskurs om, at de unge har så mange muligheder, men mange unge oplever det slet ikke sådan. I Danmark har uddannelse været svaret for alle, men hvad kan vi meningsfuldt tilbyde de unge, når det ikke er uddannelse? Det mangler vi stadig at finde ud af.
 

Vil du vide mere?


 


 


 

 
Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Center for Ungdomsforsknings konference skulle handle om unge på kanten. Og 300 deltagere mødtes da også helt ude på kanten, nemlig på kulturkajen Docken, der ligger i Nordhavnen på Østerbro i København – direkte ud til Øresund og på en god dag med udsigt til Skovshoved og Hven.
 

Dagen var godt nok kold, grå og blæsende, men stemningen i de rå, men elegante lokaler, var varm og med en vilje til at finde ud af mere om de udsatte unge, hvor den sociale arv stadig har så stor indflydelse.

Cefu_udsigt
Foto: Anders Moldt, erhvervspraktikant på Vejlederforum, 9. klasse 

Center for Ungdomsforskning (CeFU), indledningsvist i skikkelse af dets leder Noemi Katznelson, er optaget af, hvordan vi på trods af de stærke strukturer, som er så svære at flytte på, alligevel bliver klogere på, hvor vi rent faktisk kan flytte noget og gøre en positiv forskel. Udsathed er nemlig ikke nødvendigvis en fast og definitiv størrelse, men en bevægelig størrelse, som bliver til i de sammenhænge og kontekster, vi skaber for de unge.
 

Tunge tal
Noemi lagde hårdt ud med tørre tal:

  • Der skønnes at være ca. 60.000 -70.000 unge, der lever på kanten af det danske samfund
  • Siden finanskrisen er gruppen af unge på kontanthjælp fordoblet
  • Antallet af hjemløse er steget i periode 2015 -17 med 9 % blandt de 18 -24 -årige, med 27 % blandt de 25 -29 -årige
  • Antallet af unge 18 -29 årige i stofmisbrugsbehandling er steget med 25 % siden 2008
  • Antallet af unge på antidepressiv medicin er steget med 148 % siden 2001
  • Antallet af unge 20 -29 årige i medicinsk behandling med ADHD er steget med 5000 % fra år 2000 til 2009.

Det var de tunge tal. Og der er rigtige mennesker bag dem. Mennesker, som vi skulle møde nogle af, for CeFU havde talt med dem i dybdegående kvalitative interviews. Vi blev præsenteret for de unges fortællinger og strategier i livet. Fortællinger om sindslidelser, depressioner, hashpsykoser, ensomhed, misbrug, vold, omsorgssvigt, tab, sorg, mobning, hjemløshed, kriminalitet og diagnoser. Om arbejdsløshed, fattigdom, social armod, mangel på psykiatriske tilbud, psykologhjælp etc. Og fortællinger om brud, mangel på kontinuitet og pendlen rundt i uddannelses- og beskæftigelsessystem.

Isolation, økologi eller jeg klarer mig selv
De unge gør, som vi alle sammen gør. De prøver at finde mening og strategier i livet. Vi blev præsenteret for tre slags strategier, nemlig den handlingsorienterede ”jeg klarer mig selv-strategien”, den kortsigtede dag-til dag ”isolations-strategi” og den mere langsigtede ”værdi-strategi”. Strategier, som ikke er fastlåste eller definitive, men som de unge ofte glider ind og ud af i deres liv på kanten.
 

Vi mødte Denise, der bruger jeg klarer mig selv-strategien. Denise er 23 og hjemløs. Hun har boet utallige steder særligt hos forskellige mænd, som hun har hustlet sig til at kunne bo lidt hos. Nu bor hun på et herberg. Værelset er ikke indrettet, tøjet bliver i tasken frem for det skab, der er på værelset. Hun har ingen personlige ejendele ud over noget moderigtigt tøj, en Macbook Air og en smartphone. Der er bart på alle vægge.
 

Hvis I så hende, ville I ikke ane, at hun var en af de unge på kanten, pointerede Noemi. Fordi Denise har lige præcis de gadgets, der skal til, for at det ser ud som om, at hun har styr på sit liv. Hun har massive problemer, men er alligevel vant til at klare sig selv. Denises strategi er at gemme sig bag en form for normalitet, så hun er svær at opdage for systemet.
 

Vi mødte Anne på 27 år, der er i dagtilbud, men som inden var sygemeldt og tilbragte dagen foran computeren 24-7 – og først gik i seng, når hun slog hovedet mod sit keyboard. De eneste tidspunkter, hun ikke spillede, var, når hun skulle på toilettet eller i bad, fik besøg af sin hjemmevejleder eller måtte afsted efter mad, fordi hun ikke havde mere. Annes strategi var at isolere sig.

Cefu_isolation
Foto: Anders Moldt, erhvervspraktikant på Vejlederforum, 9. klasse 
 

Vi mødte 27-årige Laura, der benytter sig af værdi-strategien. Hun har en stærk interesse for økologi, dyrevelfærd, bæredygtighed og det naturlige. Hun føler på mange måder, at hun har et mere modent syn på tilværelsen sammenlignet med mange af hendes jævnaldrende. De lader sig rive med af midlertidige og flygtige værdier i ungdomslivet, hvorimod hun orienterer sig mod mere varige og modne værdier.
 

Om at tælle til ti og bruge et køleskab
Det påtrængende spørgsmål er så, hvad der gør en positiv forskel for disse tre unge, der repræsenterer tre forskellige strategier?
 

For Denise, der er vant til at klare sig selv, gør de professionelle relationer, psykologiske redskaber og ikke mindst støtte i hverdagen en stor forskel. Støtte til helt basale ting som at finde ud af, hvordan et køleskab fungerer, så man rent faktisk kan gemme mad i stedet for at købe mad fra dag til dag. Eller støtte til at prøve at tælle til 10, inden man pander nogen en, som Noemi formulerede det.
 

Den isolerede Anne har brug for tid til at komme sig, og for professionelle relationer, der kan hjælpe hende med at bryde med isolationen.
 

Den værdiladede Laura har brug for, at forandringer i form af uddannelses- eller jobforslag tager afsæt i hendes værdier. Hun har behøver at blive mødt med respekt og ligeværdighed, selv om man som professionel måske kan undre sig over, at en pige på kanten går op i, om maden er fra Irma og er bæredygtig. Men Lauras værdier er hendes holdepunkt.
 

Fælles for de unge i alle tre kategorier er en stor længsel efter normalitet. Jo mere udsatte, jo mere har de paradoksalt nok ønsket og håbet om en næsten karikeret normalitet. Og hvis de ikke kan leve op til det meget fasttømrede normalitetskodeks, er de en fiasko.
 

NEET og normalitet
Næste på podiet var en rigtig engelsk gentleman med ternet jakkesæt, slips, pomade i håret og blanke sko. Derudover var han professor ved University of Huddersfield og hed Robin Simmons. Han fortalte os om ti års forskning i unge på kanten, i NEET (Not in Education, Employment or Training), som han selvfølgelig gjorde på formfuldendt engelsk.
 

Termen NEET dukkede op i 90’erne, hvor en stor gruppe engelske unge stadig ikke var i hverken uddannelse eller job efter det store industrielle kollaps i 80’ernes England. ”Margaret Thatcher and her friends” havde reduceret adgangen til sociale ydelser væsentligt op gennem 80’erne, hvor ledigheden var tårnhøj. Med termen NEET blev ledigheden dog ikke længere set som statens ansvar, men de unges ansvar, ledigheden var ikke længere arbejdsmarkedets problem, de unge uden arbejde var selv problemet.
 

Hvad der indtil 80’erne var forudsigeligt og stabilt i voksenlivet, nemlig at få sig en uddannelse, et arbejde, et hus og nogle børn var blevet svært. Men det betyder ikke, at de unge ikke længere har disse mainstream ambitions. Ligesom de danske unge på kanten gik længslen efter normalitet igen i Jasmines, Caydens og Seans historier, som Robin Simmons præsenterede os for. Også misbrug, ensomhed, turbolens og sindslidelser kendetegnede dem, ligesom et stort ønske om at komme væk fra kanten, slå en streg i sandet og komme til at tilhøre et positivt fællesskab.
 

Det skal være rimeligt
Frivilligt arbejde var et af de fællesskaber, der kunne gøre en forskel for Simmons unge. ”Doing something is always better than doing nothing.” Men dog ikke altid, tilføjede Simmons straks, for det kan være bedre at vente kortvarigt på det rigtige, end at lande i noget forkert. Fordi hvis de unge kommer i det forkerte forløb med deraf dårlige erfaringer og nederlag, kan det forringe de unges chance for at komme godt videre. Problemet med frivilligt arbejde er desuden, at selv om den unge trives, tilhører han stadig den stigmatiserende term NEET, for man er ikke i uddannelse eller i rigtigt arbejde.
 

Hvis vi skal gøre en positiv forskel for de unge på kanten, er det vigtigt, at vi behandler og belønner dem rimeligt i form af fx en rimelig løn, understregede professoren. Det overser politikere ofte, mente han og henviste til den unge Caiden, der i årevis arbejdede 16 timer om dagen plus transporttid for en elendig løn og til sidst gav op – og røg tilbage som NEET.
 

Både lønnen og arbejdstiderne er helt anderledes i Danmark, men ikke desto mindre kan pointerne overføres. Forløb skal give mening, og de unge skal opleve, at de bliver behandlet rimeligt og med respekt.
 

Sara og Ibrahim
Efter frokost fik vi lov at møde to rigtige unge mennesker af kød og blod, Sara og Ibrahim, der lod os høre deres helt personlige fortællinger om livet på kanten og ikke mindst, hvordan de brød ud af de dårlige mønstre. Ingen ville have gættet, at Sara og Ibrahim nogensinde havde taget stoffer eller begået røveri. Som to skuespillere indtog de scenen med en ro og en ærlighed, som de færreste i salen kunne have gjort dem efter. Hvis nogen skulle have mistet modet undervejs, var der atter håb.

Cefu_sara 
Foto: Anders Moldt, erhvervspraktikant på Vejlederforum, 9. klasse 
 

Når kunst gør en forskel
Der er flere muligheder for at gøre en forskel for unge på kanten. Lektor Niels Ulrik Sørensen og adjunkt Anne Mette W. Nielsen fortalte os om deres forskning i kunst- og kulturprojekter som alternative arenaer for en social indsats.
 

Vi fik historien om unge, der har deltaget i fem forskellige kunst- og kulturprojekter, hvor de arbejder med teater, musik, fotografi og billedkunst. Altid sammen med faglige kapaciteter i et professionelt kunstnerisk miljø. Ligesom de unge, vi allerede havde mødt, gav deres historier os et indblik i ungdomslivet, når det er allersværest, men viste os også de vendepunkter og forskydninger, de kan opleve via kunst- og kulturprojekterne.
 

Men hvad er det så kunsten kan? Måske ikke det, der først falder os ind. Ofte omtales kunst og kultur nemlig som et frirum, hvor alt er til forhandling, indledte Niels Ulrik. Det interessante er imidlertid, at de unge i projekterne netop fremhæver den stramme rammesætning i det kunstneriske miljø som noget, der virkelig gør en forskel for dem. Miljøet er kendetegnet ved ritualer, rutiner og regler, der er hele tiden en genkendelig struktur. Billeder skal fx tages på en bestemt måde, de skal fremlægges på en bestemt måde, de skal forankres i praksisser, dvs. man ved, hvor billederne skal hænge efterfølgende etc. De unge bliver taget alvorligt, det kunstneriske miljø er ambitiøst.
 

Unge, der har været uden for fællesskabet i en årrække, oplever, at de på trods af stor forskellighed er sammen om fx musikken. Pludselig kan de stå på en scene, fordi de ikke står der alene.

Cefu_Niels Ulrik
Foto: Anders Moldt, erhvervspraktikant på Vejlederforum, 9. klasse  
 

Fejl er små gaver
De unge erfarer, at fejl er små gaver, der gør værket bedre. Så fra at have været fanget i – og presset af – en nulfejlskultur til at kunne være i processer, der ofte indebærer uforudsigelighed og tabet af kontrol. De skal så at sige blive ved materialet, selv om det opfører sig anderledes end forventet.
 

Alt i alt bevæger de unge sig fra udflydende og uforudsigelige hverdagssammenhænge til sammenhænge, der er karakteriseret ved en stærk, men bøjelig og fleksibel kvalitet, som kan rumme udsving og udfald og alligevel skabe en følelse af nødvendighed.
 

Så det er faktisk ikke nødvendigvis selve kunsten, der gør forskellen, men de betingelser, der er i kunsten, der gør forskellen. Og de betingelser kan overføres til andre pædagogiske sammenhænge.
 

Længslen efter normalitet
Med et poetisk oplæg om udsatte unge i uddannelse cementerede adjunkt Anne Gørlich de unges ønske og vilje til normalitet, deres behov for mere tid og pusterum i et samfund, der bliver stadig mere konkurrencepræget, men også en erkendelse af, at mange af disse unge ikke nødvendigvis kommer tilbage på skolebænken. 
 

Noemi tog tråden op, da hun rundede dagen af. For lederen af CeFU efterlyste et kursskifte fra uddannelse til alle til kvalitet for alle. Med udblik til dansk politik og en ny forberedende uddannelse (FGU) understregede hun de unges behov for at opleve en sammenhæng. Derfor var hun da også tilfreds med, at der fra politisk hold er blevet lyttet til det ekspertråd, hun selv har siddet i, og som ønskede en gennemgående kontaktperson for de unge. En, der går på tværs og kan følge de unge i deres vej fra livet på kanten og forhåbentlig i retning af normalitet, eller i hvert fald til at blive en del af det positive fællesskab, som de ønsker sig så meget.
 

For godt nok er der en stærk diskurs om, at de unge har så mange muligheder, men mange unge oplever det slet ikke sådan. I Danmark har uddannelse været svaret for alle, men hvad kan vi meningsfuldt tilbyde de unge, når det ikke er uddannelse? Det mangler vi stadig at finde ud af.
 

Vil du vide mere?


 


 


 

 
Tidsskriftsnr.:
Publiceringsdato:
17-11-2017

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.