Artikel søgning

Coaching har været i eksplosiv vækst i Danmark i de senere år. I denne artikel tematiserer jeg coaching som en slags religion for selvet i den senmoderne tid. Dels peger jeg på, at coaching kan ses som del af en mere omfattende verdensanskuelse, der har sat selvet og dets udvikling i centrum, og dels analyserer jeg bagsiden af coachingbølgen. Coaching risikerer at forstærke de vanskeligheder, den ellers forsøger at hjælpe til at løse, og individer risikerer at få ansvar for problemer, der rimeligvis kan anses for at være af social oprindelse.

Efterspørgslen på coaching er tilsyneladende umættelig, og vi coaches både på jobbet og i privatlivet.Der findes ledercoaching, medarbejdercoaching, coaching for teenagere, familiecoaching, sexcoaching, studiecoaching, spirituel coaching, babycoaching, life coaching, ammecoaching og mange flere slags.Relaterede praksisser som vejledning, psykoterapi og sjælesorg bliver i disse år til coaching, for alle vil være med på coachingvognen.

Coaching er blevet en standardformel for iscenesættelse af interpersonelle relationer, især når nogen skal udvikles. Og udvikles skal vi. I det senmoderne forbrugersamfund - af nogen kaldet konkurrencesamfundet - skal vi konstant udvikle os til at blive produktive, innovative og succesrige, og coaching opfattes som et centralt middel til at nå vores mål. Vi må ikke stå stille og gro fast, for som moderne nomader skal vi have fødder og ikke rødder. Hvis man gror fast, bliver man overhalet af alle de andre, der udvikler sig så stærkt. Og coachen kan drive os frem på vores fødder - og paradoksalt nok på vores egne præmisser og ud fra vores egne præferencer.

Coachen er ikke en ydre autoritet, der dikterer, hvad der er godt og skidt i vores liv. Nej, i forbrugersamfundet har kunden altid ret, så kun jeg kan vide, hvad der er godt og skidt for mig. Coachen skal hjælpe mig til at lære mig selv og mine præferencer bedre at kende, men hun skal ikke diktere mine præferencer. Hun skal spejle mine ønsker og hjælpe mig med at realisere mine mål. Hun kan stille spørgsmål, men svarene skal komme inde fra mig selv.

Selvets Religion
Coaching er blevet et centralt psykologisk værktøj i en senmoderne kultur, der sætter selvet i centrum. Coaching er som sådan del af en mere omfattende verdensanskuelse, som kan kaldes Selvets Religion. Selvets religion har i Danmark overtaget mange af kristendommens funktioner: Præsten er blevet til psykoterapeut eller coach; religiøse bekendelsesformer er blevet til terapi, coaching og andre teknikker til personlig udvikling; nåden og frelsen som tilværelsens mål er erstattet af selvrealisering, kompetenceudvikling og livslang læring. Og endelig, som det vigtigste, er Guds plads som universets centrum nu indtaget af selvet. Vi har aldrig tidligere i historien talt så meget om selvet og dets egenskaber (selvværd, selvtillid, selvudvikling osv.), og vi har aldrig tidligere haft så mange måder at måle, evaluere og udvikle selvet på. Og her er coachingen central.

Den indre autoritet
I modsætning til den kristne religion er der i Selvets Religion ikke nogen ydre autoritet (Gud), som tidligere satte rammerne for tilværelsen og menneskets udvikling. I stedet har vi den indre autoritet (Selvet), som vi i dag mener kan være ledestjerne i vores liv. Derfor bliver det så vigtigt at "lære sig selv at kende" for, at man kan "arbejde med sig selv" i retninger, der er ønskværdige for en selv.

På et alment plan er samfundet blevet afhængigt af psykologisk viden: opdragelse, undervisning, ledelse, socialt arbejde og mange andre sociale praksisser er blevet terapeutiseret. Den moderne lærer er ikke en modbydelig lektor Blomme, der formidler det almene stof, men en kvasi-terapeut eller coach, der faciliterer elevernes "alsidige personlige udvikling". Den moderne leder er ingen fjern autoritet, der begrænser sig til at hyre, fyre og administrere, men en lyttende og indlevende terapeut, der fx i medarbejderudviklingssamtaler eller coachingsessioner arbejder med udvikling af medarbejdernes efterspurgte kompetencer, hvoraf nogle af de vigtigste er personlige, sociale og emotionelle.

Vi har personligheden eller selvet med på arbejdet, og skal udvikle det i markedsegnede retninger. Frem for alt skal vi, som Kirsten Marie Bovbjerg (2005) har formuleret det, udvikle en kompetence til at anskue os selv som kompetenceudviklingsmateriale. Og coaching er her et centralt redskab, hvormed vi kan opdage, rangordne og optimere vores kompetencer.

Det tomme, udmattede selv
Som nævnt er et mantra i Selvets Religion, at svarene skal komme inde fra mig selv, men hvad gør man, hvis selvet er tomt, hvis det ikke giver svar? Hvad gør man, hvis man mangler energi til introspektion, kompetenceudvikling og selvrealisering? Den amerikanske psykolog Philip Cushman (1990) har beskrevet "det tomme selv". Han mener, at det tomme selv bliver et sandsynligt resultat af kravet om at lære sig selv at kende med henblik på konstant udvikling. Når selvet er tomt, får vi trang til at fylde det op, metaforisk set, med forbrug, psykoterapi og coaching.

En anden metafor for selvet i det senmoderne er "det udmattede selv", som er fremført af den franske sociolog Alain Ehrenberg (2008). Ehrenberg er interesseret i at forstå nutidens epidemiske eksplosion af depression i de rige, vestlige lande, og hans diagnose går på, at udviklingsimperativet fører til udmattede selver. Tidligere tiders industrisamfund fordrede en stabil arbejdskraft, som man kunne regne med. Der var ingen ønsker om innovation og selvudvikling hos de medarbejdere, der, forenklet sagt, skulle gøre som de fik besked på. Et stort livsproblem kunne opstå, hvis man havde overdrevne mængder energi, drift og begær, der ikke kunne rummes inden for de samfundsmæssige rammer. Freuds psykoanalyse kan ses som en psykologi for det driftsplagede menneske, dvs. det menneske, der har for megen drift og som risikerer at udvikle neuroser (se Brinkmann, 2008).

I dag er det ikke den overdrevne drift eller skaber- og udviklingstrangen, der gør os syge, men tværtimod manglen på drift og energi. Problemet er ikke det hæmningsløse selv, men det udmattede selv, der ikke kan følge med kravet om udvikling, omstilling og fleksibilitet. Dagens videns- eller forbrugersamfund har behov for fleksible, snarere end stabile, individer. Coachingen er blevet redskab for udviklingen af denne fleksibilitet.

Coachingens farer
Coach-guruen Anthony Robbins, som både har coachet George Bush, Bill Clinton og Mikhail Gorbatjov og uddannet den danske coach Sofia Manning, siger: "For at være lykkelig, tror jeg, at der er en ting, man behøver mere end noget andet, og det er fremskridt. Jeg har en nøglesætning i min coaching, jeg kalder 'Constant Never Ending Improvement'. Den lever jeg selv efter" (Berlingske Søndag MS, juli 2007). "Konstant Aldrig Afsluttet Forbedring" lyder som et brugbart slogan for succesrige sportsfolk, men som lykkeformel for almindelige mennesker er den nok mere tvivlsom.

Coaching kan være godt for nogen, men skidt for andre. Én farlig tendens inden for coachingbølgen er den, der siger, at hvis du er groet fast, er udmattet, deprimeret, eller føler dig tom, da er coaching nødvendigvis vejen frem for dig. Det kunne jo være, at udmattelsen og tomheden netop var et resultat af kravet om selvudvikling og forbedring. I så fald vil coaching blot være mere af den medicin, som gør os syge!

Vi slipper ikke af med hverken coaching eller Selvets Religion lige foreløbig. Og det er nok heller ikke at ønske, for denne verdensanskuelse rummer unægteligt et frigørende potentiale for nogen. Men måske burde vi lære også at orientere os efter andre værdier end de, der kommer inde fra os selv. I coachingen er der fokus på, hvad individer kan og bør gøre for at forbedre deres egen situation. Men mange problemer kan kun løses gennem kollektive, samfundsmæssige og politiske tiltag.

En anden fare i coachingbevægelsen - og i Selvets Religion mere alment - opstår med tendensen til at psykologisere sociale problemer, dvs. gøre sociale problemer til individers problemer, der kalder på individfokuserede løsninger via coaching og selvudvikling. Hvad nu hvis de arbejdsløses problem ikke er manglende selvtillid, der (muligvis) kan induceres via coaching, men udtryk for nogle problemer, der kun kan løses ved at ændre på de sociale betingelser, hvorunder de lever? Hvad nu hvis problemer med stress og mobning på arbejdspladser ikke skyldes individforhold, der (muligvis) kan afhjælpes med coaching, men strukturelle forhold vedrørende arbejdets organisering?

I sådanne og utallige andre tilfælde, vil brugen af coaching som universal-interventionsform kunne forstærke de problemer, den skulle forestille at løse. Måske bliver vi alle sammen lidt for selvoptagede, tomme og udmattede af det konstante fokus på os selv, vores individuelle behov, ønsker, præferencer og udvikling, som prædikes i Selvets Religion, og som forvaltes af denne religions coachende præsteskab?

Referencer

• Bovbjerg, K. M. (2005). Selvrealisering i arbejdslivet. I: S. Brinkmann & C. Eriksen (red.) Selvrealisering - kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Århus Klim.
• Brinkmann, S. (2008). Identitet: Udfordringer i forbrugersamfundet. Århus: Klim.
• Cushman, P. (1990). Why the self is empty. American Psychologist, 45(5): 599-611.
• Ehrenberg, A. (2008). Det udmattede selv: Depression og samfund. København: Informations forlag (under udgivelse).
• Risbjerg, M. & Triantafillou, P. (2008). Ånd, udvikling og videnskab - spiritisme og coaching i Danmark. I: S. Brinkmann & P. Triantafillou (red.) Psykens historier i Danmark: Om forståelsen og styringen af sjælelivet. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur.

Coaching har været i eksplosiv vækst i Danmark i de senere år. I denne artikel tematiserer jeg coaching som en slags religion for selvet i den senmoderne tid. Dels peger jeg på, at coaching kan ses som del af en mere omfattende verdensanskuelse, der har sat selvet og dets udvikling i centrum, og dels analyserer jeg bagsiden af coachingbølgen. Coaching risikerer at forstærke de vanskeligheder, den ellers forsøger at hjælpe til at løse, og individer risikerer at få ansvar for problemer, der rimeligvis kan anses for at være af social oprindelse.

Efterspørgslen på coaching er tilsyneladende umættelig, og vi coaches både på jobbet og i privatlivet.Der findes ledercoaching, medarbejdercoaching, coaching for teenagere, familiecoaching, sexcoaching, studiecoaching, spirituel coaching, babycoaching, life coaching, ammecoaching og mange flere slags.Relaterede praksisser som vejledning, psykoterapi og sjælesorg bliver i disse år til coaching, for alle vil være med på coachingvognen.

Coaching er blevet en standardformel for iscenesættelse af interpersonelle relationer, især når nogen skal udvikles. Og udvikles skal vi. I det senmoderne forbrugersamfund - af nogen kaldet konkurrencesamfundet - skal vi konstant udvikle os til at blive produktive, innovative og succesrige, og coaching opfattes som et centralt middel til at nå vores mål. Vi må ikke stå stille og gro fast, for som moderne nomader skal vi have fødder og ikke rødder. Hvis man gror fast, bliver man overhalet af alle de andre, der udvikler sig så stærkt. Og coachen kan drive os frem på vores fødder - og paradoksalt nok på vores egne præmisser og ud fra vores egne præferencer.

Coachen er ikke en ydre autoritet, der dikterer, hvad der er godt og skidt i vores liv. Nej, i forbrugersamfundet har kunden altid ret, så kun jeg kan vide, hvad der er godt og skidt for mig. Coachen skal hjælpe mig til at lære mig selv og mine præferencer bedre at kende, men hun skal ikke diktere mine præferencer. Hun skal spejle mine ønsker og hjælpe mig med at realisere mine mål. Hun kan stille spørgsmål, men svarene skal komme inde fra mig selv.

Selvets Religion
Coaching er blevet et centralt psykologisk værktøj i en senmoderne kultur, der sætter selvet i centrum. Coaching er som sådan del af en mere omfattende verdensanskuelse, som kan kaldes Selvets Religion. Selvets religion har i Danmark overtaget mange af kristendommens funktioner: Præsten er blevet til psykoterapeut eller coach; religiøse bekendelsesformer er blevet til terapi, coaching og andre teknikker til personlig udvikling; nåden og frelsen som tilværelsens mål er erstattet af selvrealisering, kompetenceudvikling og livslang læring. Og endelig, som det vigtigste, er Guds plads som universets centrum nu indtaget af selvet. Vi har aldrig tidligere i historien talt så meget om selvet og dets egenskaber (selvværd, selvtillid, selvudvikling osv.), og vi har aldrig tidligere haft så mange måder at måle, evaluere og udvikle selvet på. Og her er coachingen central.

Den indre autoritet
I modsætning til den kristne religion er der i Selvets Religion ikke nogen ydre autoritet (Gud), som tidligere satte rammerne for tilværelsen og menneskets udvikling. I stedet har vi den indre autoritet (Selvet), som vi i dag mener kan være ledestjerne i vores liv. Derfor bliver det så vigtigt at "lære sig selv at kende" for, at man kan "arbejde med sig selv" i retninger, der er ønskværdige for en selv.

På et alment plan er samfundet blevet afhængigt af psykologisk viden: opdragelse, undervisning, ledelse, socialt arbejde og mange andre sociale praksisser er blevet terapeutiseret. Den moderne lærer er ikke en modbydelig lektor Blomme, der formidler det almene stof, men en kvasi-terapeut eller coach, der faciliterer elevernes "alsidige personlige udvikling". Den moderne leder er ingen fjern autoritet, der begrænser sig til at hyre, fyre og administrere, men en lyttende og indlevende terapeut, der fx i medarbejderudviklingssamtaler eller coachingsessioner arbejder med udvikling af medarbejdernes efterspurgte kompetencer, hvoraf nogle af de vigtigste er personlige, sociale og emotionelle.

Vi har personligheden eller selvet med på arbejdet, og skal udvikle det i markedsegnede retninger. Frem for alt skal vi, som Kirsten Marie Bovbjerg (2005) har formuleret det, udvikle en kompetence til at anskue os selv som kompetenceudviklingsmateriale. Og coaching er her et centralt redskab, hvormed vi kan opdage, rangordne og optimere vores kompetencer.

Det tomme, udmattede selv
Som nævnt er et mantra i Selvets Religion, at svarene skal komme inde fra mig selv, men hvad gør man, hvis selvet er tomt, hvis det ikke giver svar? Hvad gør man, hvis man mangler energi til introspektion, kompetenceudvikling og selvrealisering? Den amerikanske psykolog Philip Cushman (1990) har beskrevet "det tomme selv". Han mener, at det tomme selv bliver et sandsynligt resultat af kravet om at lære sig selv at kende med henblik på konstant udvikling. Når selvet er tomt, får vi trang til at fylde det op, metaforisk set, med forbrug, psykoterapi og coaching.

En anden metafor for selvet i det senmoderne er "det udmattede selv", som er fremført af den franske sociolog Alain Ehrenberg (2008). Ehrenberg er interesseret i at forstå nutidens epidemiske eksplosion af depression i de rige, vestlige lande, og hans diagnose går på, at udviklingsimperativet fører til udmattede selver. Tidligere tiders industrisamfund fordrede en stabil arbejdskraft, som man kunne regne med. Der var ingen ønsker om innovation og selvudvikling hos de medarbejdere, der, forenklet sagt, skulle gøre som de fik besked på. Et stort livsproblem kunne opstå, hvis man havde overdrevne mængder energi, drift og begær, der ikke kunne rummes inden for de samfundsmæssige rammer. Freuds psykoanalyse kan ses som en psykologi for det driftsplagede menneske, dvs. det menneske, der har for megen drift og som risikerer at udvikle neuroser (se Brinkmann, 2008).

I dag er det ikke den overdrevne drift eller skaber- og udviklingstrangen, der gør os syge, men tværtimod manglen på drift og energi. Problemet er ikke det hæmningsløse selv, men det udmattede selv, der ikke kan følge med kravet om udvikling, omstilling og fleksibilitet. Dagens videns- eller forbrugersamfund har behov for fleksible, snarere end stabile, individer. Coachingen er blevet redskab for udviklingen af denne fleksibilitet.

Coachingens farer
Coach-guruen Anthony Robbins, som både har coachet George Bush, Bill Clinton og Mikhail Gorbatjov og uddannet den danske coach Sofia Manning, siger: "For at være lykkelig, tror jeg, at der er en ting, man behøver mere end noget andet, og det er fremskridt. Jeg har en nøglesætning i min coaching, jeg kalder 'Constant Never Ending Improvement'. Den lever jeg selv efter" (Berlingske Søndag MS, juli 2007). "Konstant Aldrig Afsluttet Forbedring" lyder som et brugbart slogan for succesrige sportsfolk, men som lykkeformel for almindelige mennesker er den nok mere tvivlsom.

Coaching kan være godt for nogen, men skidt for andre. Én farlig tendens inden for coachingbølgen er den, der siger, at hvis du er groet fast, er udmattet, deprimeret, eller føler dig tom, da er coaching nødvendigvis vejen frem for dig. Det kunne jo være, at udmattelsen og tomheden netop var et resultat af kravet om selvudvikling og forbedring. I så fald vil coaching blot være mere af den medicin, som gør os syge!

Vi slipper ikke af med hverken coaching eller Selvets Religion lige foreløbig. Og det er nok heller ikke at ønske, for denne verdensanskuelse rummer unægteligt et frigørende potentiale for nogen. Men måske burde vi lære også at orientere os efter andre værdier end de, der kommer inde fra os selv. I coachingen er der fokus på, hvad individer kan og bør gøre for at forbedre deres egen situation. Men mange problemer kan kun løses gennem kollektive, samfundsmæssige og politiske tiltag.

En anden fare i coachingbevægelsen - og i Selvets Religion mere alment - opstår med tendensen til at psykologisere sociale problemer, dvs. gøre sociale problemer til individers problemer, der kalder på individfokuserede løsninger via coaching og selvudvikling. Hvad nu hvis de arbejdsløses problem ikke er manglende selvtillid, der (muligvis) kan induceres via coaching, men udtryk for nogle problemer, der kun kan løses ved at ændre på de sociale betingelser, hvorunder de lever? Hvad nu hvis problemer med stress og mobning på arbejdspladser ikke skyldes individforhold, der (muligvis) kan afhjælpes med coaching, men strukturelle forhold vedrørende arbejdets organisering?

I sådanne og utallige andre tilfælde, vil brugen af coaching som universal-interventionsform kunne forstærke de problemer, den skulle forestille at løse. Måske bliver vi alle sammen lidt for selvoptagede, tomme og udmattede af det konstante fokus på os selv, vores individuelle behov, ønsker, præferencer og udvikling, som prædikes i Selvets Religion, og som forvaltes af denne religions coachende præsteskab?

Referencer

• Bovbjerg, K. M. (2005). Selvrealisering i arbejdslivet. I: S. Brinkmann & C. Eriksen (red.) Selvrealisering - kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Århus Klim.
• Brinkmann, S. (2008). Identitet: Udfordringer i forbrugersamfundet. Århus: Klim.
• Cushman, P. (1990). Why the self is empty. American Psychologist, 45(5): 599-611.
• Ehrenberg, A. (2008). Det udmattede selv: Depression og samfund. København: Informations forlag (under udgivelse).
• Risbjerg, M. & Triantafillou, P. (2008). Ånd, udvikling og videnskab - spiritisme og coaching i Danmark. I: S. Brinkmann & P. Triantafillou (red.) Psykens historier i Danmark: Om forståelsen og styringen af sjælelivet. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur.