Inspiration til vanebrud!  

Lene Tanggaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Refleksion som drivkraft
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
At lære sig selv bedre at kende er ofte en forudsætning for at kunne vælge uddannelse, begynde på et nyt job, gøre sig klar til at skifte job, og i det hele taget at tage hånd om sin karriere. Refleksionen er uomgængelig, og ofte gøres den bedst sammen med andre. Forfatteren introducerer kollektiv narrativ praksis som en metode til at udnytte fællesskabets muligheder på i vejledningen. Udgangspunktet er, at mennesker kan og gerne vil bidrage positivt til hinandens liv.
Person:
Billede:
Helene Valgreen2011.jpg
Navn:
Helene Valgreen
E-mail:
Titel:
Uddannelseskonsulent Ph.d.-stipendiat
Arbejdssted:
DPU, Aarhus Universitet
Fotoreportage:
Lang tekst:

Personen er ikke problemet
”Det er ikke personen, der er problemet, det er problemet, der er problemet” (White & Epston, 1990). På samme måde skal løsningen heller ikke findes hos individet alene. Problemet skal ses i sin kontekst i forhold til individet, til individets personlige relationer, til lokalmiljøet, til samfundsnormerne, og til den samtid, individet lever i. Løsninger og muligheder kan skabes med hjælp fra andre mennesker til glæde både for individet og kollektivet. Det kan blive starten på en kollektiv bevægelse, hvor mennesker med relaterede problemstillinger bidrager konstruktivt til hinandens udvikling – og til samfundets.

Kollektiv narrativ praksis
Med sin bog fra 2008 introducerer David Denborough begrebet kollektiv narrativ praksis til en større offentlighed. Denborough er ikke terapeut. Hans arbejde fokuserer i stedet på fællesskabets betydning i forhold til mennesker, der har oplevet traumer og i videre perspektiv på samfund, som historisk er traumatiserede i kollektiv forstand.

Under den kollektive narrative praksis ligger den overbevisning, og den samfundsmæssige tilgang, at mennesker har brug for at kunne bidrage til noget større, der rækker ud over dem selv.

Denboroughs udgangspunkt er en interesse for menneskers evne til at gøre modstand mod undertrykkelse gennem folkelige, sociale bevægelser, fx fredsbevægelsen, kvindebevægelsen og miljøbevægelsen i 1960’erne og 1970’erne. Store sociale bevægelser, der er kendetegnet ved at begynde nede fra.

Teoretisk ramme
Ifølge Michael White er den teoretiske ramme omkring al narrativ praksis poststrukturalisme (Epston and White 1990). Michael White var meget optaget af filosoffen Michel Foucault, ikke mindst hans undersøgelse og forståelse af magt og governmentality (se fx Foucault 1975, White & Epston 1990). Min igangværende ph.d.-afhandling har en anden indgang til narrativ praksis. Jeg fokuserer på de humanistiske ideer, som set fra mit perspektiv gennemstrømmer narrativ praksis generelt, og kollektiv narrativ praksis i særdeleshed. Det undertrykkende perspektiv er vigtigt at se, men først og fremmest rummer narrativ praksis en unik mulighed for at arbejde med menneskers ressourcer, også når de kan være vanskelige at få øje på.

Kollektiv narrativ tidslinje
En af metoderne inden for kollektiv narrativ praksis er ´kollektiv narrativ tidslinje´, som er udviklet af David Denborough. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i den, fordi den er enkel at gå til for deltagerne, samtidig med at de får mulighed for at udforske sig selv. Metoden tager afsæt i et centralt omdrejningspunkt for narrativ terapi: opdagelsen af unikke hændelser (undtagelser). Michael White låner begrebet fra den canadiske mikrosociolog og fænomenolog Erving Goffman (1961). For White handler det om at fokusere på et særligt tidspunkt, hvor et givent problem ikke viste sig, hvor det ellers normalt ville have gjort det. Hvad skete der lige præcis der? Hvad gjorde personen anderledes? Samtaler, der sætter fokus på unikke hændelser, gør det bl.a. muligt for folk at sætte ord på deres intentioner med deres liv og blive mere fortrolige med det, de tillægger værdi i deres tilværelse. Som oftest er det også et springbræt for mere righoldige fortællinger, som kan give mulighed for handling. Vi kender en lignende teknik fra en psykodynamisk tilgang til vejledning (se fx Stern 2004). Et særligt kendetegn ved narrativ terapi er her udsagnet om det fraværende, men implicitte (Carey, Walther & Russell 2009). Det drejer sig om, at der bag de unikke hændelser gemmer sig et ønske om et andet liv, en anden tilstand og/eller praksis. Det problemfyldte liv dækker altså over ønsket om et andet liv.

Den kollektive narrative tidslinje – i praksis
Jeg har videreudviklet Denboroughs metode, så den er anvendelig i dansk karrierevejledning. For at bruge den skal man som vejleder være indstillet på, at der er en del arbejde med det, hvis metoden for alvor skal bære frugt for de involverede. Til gengæld kan både arbejdet og tiden være rigtig godt givet ud, da man har alle muligheder som vejleder for faktisk at bringe deltagerne videre i deres liv, både i forhold til karriere og selvværd.

Udgangspunktet er en gruppe på seks-otte personer med en sammenlignelig udfordring, fx valg af uddannelse, skoletræthed eller karriereskift. Som vejleder er man i første omgang leder af en heldagsworkshop for gruppen. Deltagerne i workshoppen får hver udleveret et stykke papir, hvorpå de skriver en titel for en unik begivenhed, et tidspunkt (så konkret som muligt) og et sted. I forhold til skoletræthed kan en unik begivenhed fx være en helt afgørende positiv situation i deltagernes skoleliv.Til sidst tegner de en metafor for begivenheden. Der bliver etableret en konkret fælles tidslinje på væggen, hvor deltagerne sætter papiret med deres egen fortælling op , så den kronologisk passer med de andres fortællinger. Dermed indgår den enkeltes fortælling i en større fælles fortælling. Derefter fremlægger deltagerne på skift deres fortælling i den rækkefølge, de fremkommer på tidslinjen. Næste led er at finde frem til fælles temaer i fortællingerne og sammen skabe et fælles dokument, som fx en tegning, en sang, et debatindlæg, en avisartikel eller noget helt andet. Sidste led er en refleksion over, hvordan deltagerne kan bidrage positivt til andre menneskers liv med deres personlige fortælling og det fælles dokument. Som afslutning får eleverne uddelt et personligt certifikat, som dels er et bevis på deres deltagelse i workshoppen, men i lige så høj grad en anerkendelse af deres særlige bidrag til dagen.

Under workshoppen kan vejlederen have glæde og gavn af en assistent, så man dels kan dele opgaverne fornuftigt mellem sig, og dels så man har en at reflektere over processen sammen med undervejs. På den måde er det nemmere evt. at justere forløbet, mens det er i gang.

Vejlederens faglige netværk
Karakteristisk for kollektiv narrativ praksis er, at det fælles dokument ikke ender i gruppen, men skal videre til nye grupper uden for workshoppen. Formålet er at bidrage positivt til andre menneskers liv og dermed også styrke ens egen oplevelse af meningsfuldhed. Her er vejlederens rolle helt afgørende, for det kan være vanskeligt for deltagerne selv at vide, hvor den fælles fortælling kan sættes i spil og være til glæde for andre, som de ikke kender i forvejen. Kan gruppens fælles dokument fx udveksles med en anden gruppes fælles dokument på en anden institution, en anden uddannelse eller i et andet land? Vejlederens eget faglige netværk er her uomgængeligt.

Kollektiv narrativ praksis på danske folkehøjskoler
Jeg arbejder med kollektiv narrativ praksis i forbindelse med min igangværende ph.d.-afhandling, hvor jeg har afholdt workshopper på danske folkehøjskoler for eleverne, mens deres vejledere var aktivt til stede. En foreløbig analyse af de opfølgende gruppeinterview med vejlederne viser, at de oplevede, at kollektiv narrativ praksis gav mange lag af mening for deres elever. Først og fremmest giver det plads til alles fortælling, som sættes ind i en fælles kontekst og dermed anerkendes bredt. Vejlederne var også enige om, at kollektiv narrativ praksis giver plads til refleksion, og at eleverne både lærer ved at fortælle deres egen historie og ved at lytte til de andres. Ifølge vejlederne var eleverne interesserede, nysgerrige og koncentrerede, og fortællingerne gav anledning til nye ideer og nye muligheder. Samtidig påpeger vejlederne, at kollektiv narrativ praksis ikke er en velegnet vejledningstilgang for alle. Metoden kræver, at deltagerne føler sig trygge, så de tør vise åbenhed og mod. Det giver en sårbarhed at få sin egen historie ud i det åbne til fælles observation og undersøgelse. Helt afgørende er det også, at deltagerne tager fat på en ægte unik hændelse, så der er noget at bygge videre på. Fx viser min empiri, at nogle unge fejlagtigt troede, at en unik begivenhed var den dag, de droppede ud af gymnasiet. Men en nærmere undersøgelse af begivenheden viste det modsatte: Det var en dag fuld af ubearbejdet nederlagsfølelse. Det blev hårdt og ukonstruktivt at arbejde en hel dag med et nederlag og er slet ikke metodens hensigt. Tværtimod skulle deltagerne gerne blive opmærksomme på deres ressourcer, styrker og støttende netværk.

Kollektiv narrativ praksis som læringsproces
Overordnet betragtet kan kollektiv narrativ praksis karakteriseres som en læringsproces, der foregår som en spiralbevægelse (se figur 1). Bevægelsen begynder som refleksion over en fortælling, som dernæst giver anledning til skabelse af en fortælling, som man deler med andre. Undervejs lytter man til de andres fortællinger. Det giver anledning til ny, fælles refleksion og skabelse af en fælles fortælling. Den deler man igen med andre, som gennem det at lytte til fortællingen reflekterer over egen fortælling og på den baggrund skaber en fortælling. Således kan fortællingerne og refleksionerne blive ved og ved at forgrene sig ud i nye netværk i en stadig spiralbevægelse. Vejlederens rolle bliver helt central, da succesen i høj grad afhænger af vejlederens eget netværk, vejlederens kreativitet og vedholdenhed.

Vejledningsspiralen

Figur 1: Vejledningsspiralen (Helene Valgreen).

Vejledningsspiralen som læringsmodel
Vejledningsspiralen (Figur 1) kan både ses som en læringsmodel og som en vejledningsmodel, hvor refleksion og læring er en indlejret del af processen.

Den læring, der sker via vejledningsspiralen, sker ikke af sig selv. Vejlederen er den afgørende faktor, der sikrer, at fortællingerne ikke lander i fælles selvrefererende gruppesnak, men reelt er med til at åbne deltagernes øjne for nye muligheder og samtidig give deltagerne et konkret og solidt netværk, hvis ydre struktur i første omgang holdes sammen af vejlederens eget faglige netværk.

Vejlederen som facilitator
Vejlederens rolle er i forandring i disse år og kalder måske i højere grad på kompetencer som facilitering, motivering, etik og skabelse af netværk, frem for svar og information. På trods af alle dårligdomme i verden, i samfundet, i strukturerne og i den enkelte familie, er jeg overbevist om, at vejlederen kan være den, der får vejledte til at fatte nyt håb, få øget tro på sig selv, større selvværd og selvtillid og dermed få mod på og motivation til fx at gennemføre en uddannelse. Kollektiv narrativ praksis kan være en måde at understøtte denne proces på.

Sammen kan vi gøre verden bedre
Med kollektiv narrativ praksis kan vejledning tænkes som en del af en større sammenhæng; som et bidrag til at gøre verden bedre. Vejlederen kan hjælpe med at styrke den enkeltes fortælling, styrke fællesskabet gennem genkendelsen og læringen og sammen med de vejledte udvikle nye netværker. Det sidste både for at give de vejledte mulighed for at bruge disse fremover, men i første omgang simpelthen at åbne deres øjne for, at rundt om i verden er der mennesker, der genkender samme følelse, situation eller erfaring.

Mennesker, som anerkender vejledtes historie, og som værdsætter personens bidrag til deres liv. Det skaber kontakt, mening og håb hos alle involverede.

I 2012 udkommer Helene Valgreens ph.d.-afhandling. Arbejdstitel: Håbet i vejledningen. Om Kollektiv narrativ praksis.

Referencer

  • Carey, Maggie; Walther, Sarah & Russell, Shona (2009): The Absent but Implicit: A Map to Support Therapeutic Enquiry. Blackwell Publishing Ltd. Sep. 2009.
  • Denborough, David (2008): Collective Narrative Practice. Adelaide, South Australia: Dulwich Centre Publications.
  • Foucault, Michel (1977 [1975]): Discipline and Punish: The Birth of the Prison. New York: Vintage Books.
  • Goffman, Erving (1961): Asylums: Essays on the Social Situation of Mental Patients and Other Inmates, New York, Doubleday.
  • Stern, Daniel (2004): The Present Moment in Psychotherapy and Everyday Life. New York and London: W.W. Norton & Company.
  • White, Michael & Epston, David (1990): Narrative Means to Therapeutic Ends. New York: W.W. Norton & Company.
Tidsskriftsnr.:
2011 nr. 4
Publiceringsdato:
22-11-2011

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.