Ved mine vejledningssamtaler stiller jeg ofte det måske lidt direkte spørgsmål: ”Hvad tror du er årsagen til, at du aktuelt er ledig?” hvortil en stor del af borgerne svarer mig: ”Det skyldes, at der ikke er nogen job at få. Der findes simpelthen ikke arbejde. Derudover er der tusindvis af ansøgere til de omtrent 500 job, der måtte findes.”

Herefter følger ofte en snak om finanskrisen, og hvordan den aktuelt påvirker arbejdsmarkedet. Det er min oplevelse, at krisen på den måde kommer til at fungere som forklaring på, hvorfor borgeren ikke er i arbejde. Selv om det muligvis kan virke lettere provokerende for nogen, er det min påstand, at finanskrisen kan komme til at fungere som sovepude for borgerne såvel som for os vejledere.

I denne artikel vil jeg beskrive, hvordan jeg i det daglige støder på fortællingen om finanskrisen som årsag til ledighed. Jeg vil diskutere, hvordan det påvirker borgerne, og hvordan vi som vejledere som følge heraf må redefinere vores tilgang til vores arbejdsopgave – at støtte borgeren tilbage til arbejdsmarkedet.

Finanskrisen som bremseklods
Via mit arbejde som vejleder for ledige dagpengemodtagere er jeg på mange måder berørt af krisen. Det samme er de mange borgere, som jeg hver dag møder. I vejledningssamtalerne fortæller borgerne som nævnt, at der ikke er job at søge på grund af krisen. De få job, der er at finde, er ikke, ifølge borgerne, værd at søge, fordi der er ”flere tusinde” ansøgere til jobbet. En del af borgerne er måske ligefrem blevet afskediget som følge af krisen. Det betyder, at projektet ”at få et job” for mange opleves som værende temmelig håbløst.

Når jeg taler med mine kollegaer om de udfordringer og problemstillinger, som borgerne dagligt løber ind i, er det sværere end nogensinde at pege på arbejdsområder med mangel på arbejdskraft. Selv inden for de fag, hvor det tidligere var forholdsvis let at komme i beskæftigelse, såsom socialrådgiver eller pædagogfaget, er det i dag stort set umuligt. Den viden bringes med ind i vejledningssamtalerne. Målet – at komme tilbage til eller tættere på arbejdsmarkedet – er blevet meget sværere at nå.

Det relevante spørgsmål bliver så, hvordan krisen påvirker borgerne og vejledningen mere konkret? Bliver borgerne modløse, fandenivoldske eller mere kreative? spørger VejlederForum i sin introduktion. Og hvordan påvirker det os som vejledere? I mit arbejde oplever jeg en gennemgående, tankevækkende tendens, som går igen hos borgerne både i deres fortælling, indstilling og handlemåde: Krisen bruges som den primære begrundelse for ledigheden.

Konkret får det den konsekvens, at borgerne bliver mere passive i deres jobsøgning end tidligere. De mister troen på egne evner og på håbet om, at der rent faktisk findes et job, som de kan varetage. Når stigende ledighedstal, varsling om yderligere nedskæringer på arbejdspladserne og fortsat økonomisk krise præger medierne m.v., bliver det svært for dem at tro på, at der overhovedet er arbejde at få. Finanskrisen og ikke mindst den store mediebevågenhed på krisen mindsker håbet og øger modløsheden hos mange af borgerne. Selvværdet påvirkes, og det bliver så endnu sværere at argumentere for, hvorfor man skal vælges frem for de 500 andre ansøgere. At bruge krisen som begrundelse for, hvorfor man ikke er i arbejde, kan også ses som en måde at beskytte sig selv på. Hvis krisen er årsag til ledigheden, handler det jo ikke om, at man ikke selv slår til. På den måde legitimeres passiviteten. Der er jo ikke noget at gøre.

Men udelukkende at forklare ledigheden med udgangspunkt i krisen kan som nævnt blive en sovepude både for den ledige og for os som vejledere. Selv om jeg forstår forklaringen og til dels deler den, mener jeg, at det er vigtigt at være opmærksom på, at en sådan forklaring sætter væsentlige begrænsninger for, hvilke handlemuligheder både borgeren og vi som vejledere rent faktisk har i forhold til borgerens aktuelle problem – ledigheden. Hvis forklaringen udelukkende er krisen, kan hverken borgeren eller jeg ændre på noget. Men skal vi så blot forholde os passivt, mens vi venter på, at krisen er ovre?

Svaret er klart nej. Vi kan naturligvis ikke vente. I stedet må vi tage udfordringen op og forsøge at styre udenom de begrænsninger, som krisen sætter, og udfordre antagelsen om, at der ikke er noget at gøre og ikke er noget job at få. Men hvordan gør vi så det?

Vejledning i en krisetid
Mine kollegaer og jeg har været meget optagede af dette spørgsmål. Vi har diskuteret, hvordan udfordringen skal gribes an, og diskussionerne har i høj grad handlet om vores tilgang til borgerne.

Med udgangspunkt i vores personlige erfaringer fra samtaler og undervisning med borgerne oplever vi alle, at en stor del af vores arbejde handler om at motivere og inspirere. Men vi skal ændre måden at gøre det på. I stedet for at give borgeren ret i, at krisen er årsag til ledigheden, skal vi turde udfordre denne forklaring ved at stille de undersøgende og/eller vanskelige spørgsmål. Dem, som mange af os har svært ved at stille.

En af mine kollegaer stillede en dag borgerne spørgsmålet: ”Hvis jeg i morgen kommer med ti helt konkrete stillinger til jer, altså ordinært arbejde, som sikrer selvforsørgelse, vil I så tage imod dem?” Borgerne kiggede rundt på hinanden, smilede lidt forlegent og svarede: ”Nej, det tror vi ikke.” Dette spørgsmål og svar medførte en konstruktiv snak om, hvorfor dette var tilfældet. For handlede det ikke om, at der ikke var job at få? Nej, det handler altså ikke blot om at få et hvilket som helst job, men derimod om at få det rigtige job. Det må siges at være en vigtig information for vores daglige arbejde som formidlere af job. En anden forklaring på ledigheden var blevet fundet. En forklaring, som ikke var kommet frem, hvis min kollega ikke havde turdet stille det udfordrende spørgsmål.

I stedet for at tale om og bekræfte hinanden i, at der slet ingen job er at få, kom undervisningen i stedet til at handle om, at der ganske vist er job at få. Det er bare ikke de rigtige, og pludselig blev problemstillingen en anden. En problemstilling, der er lettere for både borger og vejleder at løse eller ændre på frem for at afvente, at krisen er drevet over.

Når det handler om, at det ikke er de rigtige job, der findes, skal vejledningen måske i højere grad handle om, hvilke job der kan betragtes som de rigtige job, og hvorfor de er rigtige job. Hvis dette er tilfældet, vil det formentlig være nødvendigt at stille flere af de vanskelige spørgsmål. Som eksempel kan nævnes, hvorvidt det overhovedet er realistisk, i en krisetid, at søge efter drømmejobbet og på den måde udfordre borgerens forestillingsverden. Eller spørge mere ind til, hvad der er vigtigt for borgeren ved at have et job. Er ønsket om det rigtige job et udtryk for, at jobbet i høj grad er bundet på sociale netværk, prestige eller penge?

Krisen betyder, uanset hvordan det vendes og drejes, at der stilles højere krav til vejledernes og til borgernes kreativitet. Vi skal sammen tænke ud af boksen for at bryde de begrænsninger, som krisen har sat. Det må således være vores job som vejledere at opmuntre, inspirere og motivere borgerne til at tænke mere kreativt. Kunne man eksempelvis forestille sig, at projektlederen, der elsker at passe sin have i fritiden, kan anvende denne interesse i forhold til at søge arbejde inden for grønne områder?

Hensigten er på ingen måde at tegne et billede af de ledige som ”ugidelige medborgere”, der ikke ønsker at arbejde. Derimod er det mit ønske at pointere, at vi ved at stille de udfordrende og vanskelige spørgsmål kan skabe en øget refleksion hos borgerne, samt at vi som vejledere skaffer os ny indsigt og information, som kan anvendes til at skabe et fælles udgangspunkt og åbne op for alternative fortællinger og øgede handlemuligheder i den fortsatte vejledning.

Ved at udfordre antagelsen om, at der ikke er job at finde, viser vi, at der er muligheder, at vi tror på, at det kan lykkes trods dårlige tider. En ting er sikker – vi har intet at tabe ved at gøre det, så længe vi gør det med respekt i forhold til den enkelte borger.