Tid til tænketank  

Anders Ladegaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Ungdommen vandrer ad snørklede stier
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Den korteste vej mellem A og B kan meget vel være at søge ud i udkantsområdet af et menneskes livshorisont og runde punkt C. Der er ingen grund til kritikløst at underlægge sig konkurrencestatens pres om at forvandle hverdagen til en slutspurt.
Person:
Billede:
Jørgen Carlsen - portrat
Navn:
Jørgen Carlsen
Titel:
Forstander
Arbejdssted:
Testrup Højskole
Fotoreportage:
Lang tekst:

Et motto for vejledere

I folkeskolen havde jeg det privilegium at have alle tiders dansklærer. Det var Christian Skov, som senere blev en anerkendt dansk forfatter. Han har aldrig solgt i de helt store oplag, men blandt kendere regnes han for ”forfatternes forfatter” – en af dem, der aftvinger stor respekt blandt kolleger for sin fintslebne og indlevende prosa. ”Jamen, Christian Skov er den største blandt os,” hørte jeg engang kollegaen Peter Seeberg udbryde. Hvad der er mindre kendt er, at Christian Skov som ung seminariestuderende i Tønder skrev et par romaner, som han efter sin finkulturelle anerkendelse ikke ville kendes ved og ønskede at få strøget af sit forfatterskab. Den ene af disse hed ”Ungdommen vandrer ad snørklede stier”. Det var et iltert forsøg af en litterær hedspore, som endnu ikke havde fundet sin form. Hvert kapitel begyndte med en solopgang, så er alt vist sagt.

 

Måske er det bedste ved romanen selve titlen – men den er til gengæld også god. ”Ungdommen vandrer ad snørklede stier” er et memento om, at livet – og ikke mindst ungdomslivet – rummer et stærkt element af eventyr, nysgerrighed og uforudsigelighed. Sådan har det været i det mindste siden romantikken for et par århundreder siden. Den romantiske helt hørte ikke til den målrettede type. Den interessante person var ikke bedsteborgeren, men døgenigten, vagabonden, bohemen eller Aladdin, naturens muntre søn – kort sagt alt det, som ville have drevet en professionel vejleder til vanvid. Netop derfor burde Christian Skovs romantitel hænge på væggen på ethvert vejlederkontor. Det er sundt at blive strøget mod hårene og opleve modsigelse. Det provokerer til eftertænksomhed og refleksion. Først da begynder man at tænke. For som bekendt kan man ikke tænke, så længe man selv er overbevist om at have ret og at repræsentere et magtfuldt videnregime. Der findes ikke noget mere blokerende for tanken end en stålsat mangel på anfægtelse.

 

Eksistentielt fumlegængeri

Den tjekkiske forfatter Milan Kundera, som er mest kendt for romanen ”Tilværelsens ulidelige lethed”, har fremhævet romankunsten som kilde til større menneskelig visdom end fx filosofien. Filosofien har en tendens til at anskue virkeligheden i fornuftens centralperspektiv. Det kan være storartet og afstedkomme sublime erkendelser. Men set i forhold til den menneskelige virkelighed kommer filosofien til kort. For mennesker er i almindelighed ikke særlig fornuftige. Vi er eksistentielle fumlegængere, som er fulde af modsætninger, og som gang på gang render os staver i livet og skaber problemer for os selv  og andre. Den store tyske filosof Hegel var i det 19. århundrede på sporet af den universelle ånd. Men århundredets største bedrift var opdagelsen af den menneskelige dumhed, som den kom til udtryk i Gustave Flauberts berømte roman ”Madame Bovary” fra 1857 (Milan Kundera: ”Romankunsten”, Gyldendal 1987, s. 168).

 

Dette eksistentielle fumlegængeri skal vi ikke beklage, siger Kundera. Det er nemlig forudsætningen for, at der kan fortælles interessante og medrivende historier om os i litteraturen, på teatret, på film og så mange andre steder. Bevares. Det er da godt og fornuftigt at kunne tænke logisk. Problemet er bare, at man kommer til kort over for virkeligheden, hvis man bilder sig ind, at den opfører sig i overensstemmelse med vores logiske tankemønstre. Den menneskelige virkelighed er ikke logisk. Den er psykologisk og sociologisk gestaltet. Og sikkert en hel masse andet.

 

Livet er ikke et regnestykke

Det hele ville selvfølgelig være mere overskueligt og forudsigeligt, hvis virkeligheden var til at regne med. Tænk sig, hvis det hele lod sig bringe på matematiske formler. Matematikken er som bekendt en eksakt videnskab. Der er ikke så meget at rafle om. Den korteste afstand mellem to punkter er den rette linje. Basta. Intet kunne være mere fristende end at anvende den samme formel i en studievejledningspraksis. Og sandheden er vel, at det er det, der sker i de fleste tilfælde. Vi har en person, der befinder sig i situation A og skal ledes mod studie/erhvervsmål B. Så er det bare at afstikke kursen, kridte skoene og komme i gang. Hvor svært kan det være?

 

I en del tilfælde giver den metode et udmærket resultat. Den er hurtig og effektiv. Der er ingen svinkeærinder – og politikerne i Folketingets uddannelsesudvalg klapper i hænderne, så det kan høres helt ind i Finansministeriet. Men succesraten er som bekendt temmelig langt fra de 100 procent. I mange tilfælde går man helt galt i byen med den metode. Det skal landets professionelle vejledere prise sig lykkelige for. Ellers kunne de nemlig stille sig op i køen af arbejdsløse.
 

Strømninger 


Hvis man uden videre kunne anvende logikkens og matematikkens principper på den menneskelige virkelighed, så ville al vejledning kunne erstattes af et computerprogram. Programmet kunne rumme en række test og spørgsmål, som derefter ville blive behandlet digitalt. Til sidst ville personen stå med en printet manual i hænderne – en slags uddannelseshoroskop, der i modsætning til astrologiens horoskoper ville være funderet i evidensbaseret viden. Keine Hexerei. Nur Behändigkeit.

 

Men menneskeskæbner lader sig ikke reducere til digitale bits – og det skal vi ikke være kede af. Det er nemlig lige præcis det, der gør livet spændende. ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans,” som John Lennon udtalte med profetisk røst. Det kunne passende hænge som endnu et motto på væggen i vejlederkontoret ved siden af ”de snørklede stier.”

 

Fluer i hovedet

Lad mig traktere med en historie fra det virkelige liv. For år tilbage havde vi på Testrup Højskole en elev, som var godt nede i kælderen på grund af sit studium i faget biologi. Hans problem var ikke manglende interesse eller for den sags skyld evner. Snarere tværtimod. Hans genvordigheder udsprang af en overdreven detaljebevidsthed og trang til bundløs fordybelse. Det betød, at han mistede overblikket og var ved at omkomme i det akademiske kviksand. Helt fatalt var det, da han skulle skrive speciale. Han havde kastet sin interesse på en forholdsvis sjælden flueart. Men ak – det endte med, at fluerne steg ham til hovedet og summede rundt for hans indre blik. Han var i dyb krise og var faktisk på nippet til at droppe studiet. I et sidste desperat forsøg på at undgå at forlise valgte han at forlade fluerne og tage på højskole. Idéen var helt hans egen. Han havde ikke talt med nogen studievejleder. Det var før, der var noget, der hed ”pit-stop-ordning” og den slags. Han fremlejede sit værelse, og med sin bedstefars gamle, bulede saxofon under armen troppede han sidst i januar op på Testrup Højskole. Her tilbragte han de næste fem måneder som elev på musiklinjen. Han fulgte undervisningen og gled ind i højskolens rituelle sammenhæng af morgensamlinger, foredrag, sang og samvær.

 

Saxofonen lærte han efterhånden at traktere, selv om det retfærdigvis må siges, at det var så som så med hans talent på det punkt. Nogen Charlie Parker blev han så afgjort ikke. Men det var heller ikke så afgørende. Det afgørende var, at der var sket noget betydningsfuldt med ham – uden at han selv havde opdaget det. I fem måneder havde han beskæftiget sig med alt andet end biologi, for slet ikke at tale om de famøse fluer. Men da han ved midsommertid forlod højskolen, vidste han, hvad han skulle. Han var i overskud og tændt. Der var strøm på batterierne. Han satte sig ved sit skrivebord og arbejdede på højtryk med sit speciale. Han fik ikke meget kulør på kroppen den sommer. Til gengæld færdiggjorde han sit speciale på få måneder. Senere blev det til en ph.d., og siden har han nydt anerkendelse som en videnskabelig kapacitet.

 

Et tankeeksperiment

Og nu kommer så et prekært tankeeksperiment. Hvad ville der mon være sket, hvis han som havareret studerende havde opsøgt en professionel vejleder for at få hjælp? Det er naturligvis umuligt at svare på. Og det er også letkøbt at være bagklog – men alligevel. Forhåbentlig ville han være blevet hjulpet tilbage på sporet igen for så at kunne fortsætte sine studier. Evnerne var jo til stede i rigt omfang. Men hjulpet på hvilken måde? Her er plads til lidt forlegenhed og anfægtelse. En ting er i hvert fald temmelig sikker. Han ville næppe hos en studievejleder have fået det råd at tage på højskole med en bulet saxofon og midlertidigt lægge fluerne på hylden. At tænke sådan ville ligge hinsides den kognitive horisont, der gennemsyrer det meste af den professionelle vejledning her til lands.

 

Og det er netop problemet. Det er ærgerligt, for det var jo åbenbart det, der skulle til. På en forunderlig måde viste det sig, at en snurrig og halvabsurd Storm P.-agtig omvej faktisk var den hurtigste genvej til at genvinde studiekapaciteten og komme videre med tilværelsen. Summa summarum: Den korteste vej mellem A og B kan meget vel være at søge ud i udkantsområdet af et menneskes livshorisont og runde punkt C. Der er ingen grund til kritikløst at underlægge sig konkurrencestatens pres om at forvandle hverdagen til en slutspurt. Tillad mig i al ubeskedenhed at bemærke, at ingen anden institution i det danske samfund inkarnerer denne protest mod instrumentaliseringen af mennesket så markant som netop den danske folkehøjskole (Tobias Beck m.fl. (red.): ”Hvorfor skal hverdagen ligne en slutspurt? – Højskolen til debat 2012”, Klim 2012).

 

Sociologisk fantasi

I 1970’erne var megen samfundsteori, socialpsykologisk og pædagogisk teori herhjemme inspireret af tyske teoretikere fra den såkaldte ”Hannoverskole”: Thomas Ziehe, Peter Brückner, Alfred Krovoza, Oskar Negt m.fl. Sidstnævnte genoplivede et begreb fra den legendariske amerikanske sociolog Wright Mills om ”sociologisk fantasi”, dvs. evnen til at forestille sig, at tingene kunne være anderledes, og fokuseringen på nysgerrigheden efter at opdage nye veje, genveje, udveje eller omveje. Dette begreb har i de sidste 30 år siddet på reservebænken i den teoretiske debat. Måske skulle man overveje at bringe det på banen igen – også i vejlederkredse.

Tidsskriftsnr.:
2012 nr. 3
Publiceringsdato:
11-09-2012

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.