”Jeg kan ikke sidde stille på en skolebænk”

Pelle er til samtale med mig. Han er 26 år. En lille splejs med Tintin-tot. Af hans CV fremgår det, at han har været ansat i tre forskellige virksomheder som sælger af meget forskellige produkter. Han har 9. klasse fra folkeskolen og 10. klasse fra en efterskole. ”Jeg kan sælge sand i Sahara og is på Grønland,” står der i den personlige beskrivelse på CV’et. Han har været tilmeldt jobcentret i tre uger som dagpengemodtager.

Pelle fortæller, at han selv har sagt op i det job, han har haft de sidste tre år. ”Jeg var deres bedste sælger, men de ville ikke give mig mere i grundløn eller ændre satsen for min provision. Så sagde jeg op.” Pelle fortæller, at han allerede har kontakt med flere forskellige virksomheder, så han regner slet ikke med, at han skal have dagpenge. ”Jeg har jo karantæne lige nu, fordi jeg selv sagde op.”

Her kunne jeg godt have stoppet samtalen. Det ser ikke ud til, at Pelle får problemer med at få arbejde igen ret hurtigt. Men regeringen har en vision for uddannelsesniveauet i Danmark. Ifølge Ministeriet for Børn og Undervisnings profilmodel skal 95 procent af en årgang være faglært senest 25 år efter 9. klasse gældende fra 2015. Pelle er ufaglært, uanset hvor dygtig, han siger, han er. Han vil ikke tælle som faglært i statistikken, hvis han fortsætter med ”bare” at være i job.

Jeg spørger derfor Pelle, om han har overvejet uddannelse. Han ser forskrækket på mig: ”Kan du tvinge mig til det?” ”Absolut ikke,” forsikrer jeg ham. ”Det er kun dem under 25, jeg kan pålægge at gå i gang med uddannelse.” Pelle slapper af igen, og jeg fortsætter: ”Jeg spørger af interesse og for at informere dig om mulighederne, hvis du overvejer at få papir på det, du kan, og blive faglært.”

”Hvis jeg bliver faglært, kan jeg så få mere i løn?”, er hans næste spørgsmål.

Jeg giver ham et undvigende svar, for det er ikke entydigt inden for hans branche. Han har dog alligevel fået mod på at overveje sagen. Han spørger til voksenlærlingeordningen, men ordet ”lærling” er ikke just appetitligt. Og tanken om 10 til 26 uger på grundforløbet afskrækker ham. ”Jeg kan ikke sidde stille på en skolebænk – og jeg kan slet ikke klare mig så længe på SU.”

Da jeg spørger, om han slet ikke har været på kursus, siden han var på efterskole, trækker han en mappe med et væld af AMU-beviser op af tasken. Jeg griner overrasket: ”Jamen, du har da masser af uddannelse.” Men nej, AMU-kurser er kurser – ikke uddannelse. Derfor har han heller ikke skrevet dem på sit CV.

Jeg kan se, at kurserne i høj grad kommer fra specialet ”salg” i handelsassistentuddannelsen, og nogle vurderer jeg til at høre til i handelsassistentuddannelsens grundforløb. ”Det vil ikke undre mig, hvis det viser sig, at du er faglært,” siger jeg.

Jeg orienterer ham om Grundlæggende voksenuddannelse (GVU), og han lytter interesseret. Vi bliver enige om, at han skal kontakte en GVU-vejleder på handelsskolen og få en GVU-plan over de teoretiske og praktiske fag, som han evt. mangler for at være faglært. På baggrund af den kan vi udarbejde en jobplan. Alternativt kan Pelle præsentere GVU-planen for en fremtidig arbejdsgiver, der vil medvirke til at gøre ham faglært.

Allerede ugen efter samtalen ringer Pelle og fortæller, at han lige har skrevet kontrakt på et nyt job. Han bliver koordinator for et sælgerteam og får mere i løn. ”Det der med voksenlærling og GVU-plan, det grinede vi en del af,” slutter han. ”Men tak for oplysningerne.”

Er faglært lykken?
Faglært er man, når man har et svendebrev eller et eksamensbevis fra en kompetencegivende uddannelse. Det betyder, at Pelle optræder som ufaglært i statistikken, og mange af hans slags vil slå bunden ud af regeringens profilmodel. Men Pelle klarer sig godt. Han skaber gode resultater som sælger, og sammen med arbejdsgiveren griner han af det med uddannelse. Da jeg spørger til, hvorfor de ligefrem grinede af mulighederne for uddannelse, lød svaret, at uddannelse jo er lige meget, når man skaber resultater.

Og det er vel ikke forkert?

At have en uddannelse, måske endda en høj uddannelse, er ikke nødvendigvis en forudsætning for at skabe gode resultater. Hvis det var det, kunne det offentlige spare mange penge på alle de konsulenter, der bliver købt for at kvalificere og legitimere indsatsen i bl.a. jobcentrene, hvor ledelserne og medarbejderne tæller mange akademikere. Nå, det var et sidespring.

Er gode resultater da lykken? Absolut. Gode resultater i opgaveløsningen er det ultimative krav på alle arbejdspladser. Og veluddannede – vel at mærke ”korrekt” uddannede – medarbejdere hjælper bestemt på at skabe gode resultater. Men behøver det at være fra en uddannelsesinstitution, man har sin viden og sine færdigheder? Hvis svaret er nej, er det et problem for regeringens politik, for så er forudsætningen for profilmodellen forkert. Man kan være faglært uden at have eksamensbevis.

Sammenhæng mellem uddannelse, beskæftigelse og ledighed
Jeg kender ikke nogen, der vil påstå, at man klarer sig bedre som ufaglært end som faglært. Det er indforstået i dagens Danmark, at uddannelse betaler sig – både for den enkelte og for samfundet. Den indforståethed vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved. At være vidende og have færdigheder giver en personlig tilfredsstillelse og tryghed i forhold til det arbejde, man udfører. Viden og færdigheder giver identitet og skaber professionalisme. Men hvad fortæller statistikker om sammenhængen mellem uddannelse, beskæftigelse og ledighed? Jeg har kastet et blik på Statistikbanken.

Statistikken opererer med to variationer af ”beskæftigede”: selvstændige og lønmodtagere. Af statistikken fremgår det, at andelen af ufaglærte lønmodtagere var tre gange så stor i 2007 som i 2011. Fx er gruppen af lønmodtagere mellem 25 og 29 år, der kun har grundskole, faldet fra 13.819 til 4.162. Bemærk, at de personer, der figurerer som 20-årige i 2007, tæller som 24-årige i 2011-statistikken. Mange er sikkert gået i uddannelse i perioden på trods af manglen på praktikpladser. Særligt unge fra det almene gymnasium må have søgt kompetencegivende uddannelse. Gruppen af unge lønmodtagere med gymnasial baggrund var nemlig seks gange større i 2007 end i 2011. Finanskrisen har tilsyneladende bidraget til, at de unge har søgt uddannelse, og ungepakkerne har givetvis haft en finger med i spillet.

Tager man et kig på de selvstændige, bliver det tydeligt, at antallet af helt unge selvstændige er steget i perioden. Nogle unge vil altså hellere blive selvstændige end tage en uddannelse. En del ser dog ud til at stoppe, når de bliver ældre, for der var færre selvstændige 25-39-årige i 2011 end i 2007. Måske er det at blive selvstændig for de helt unge mere et fravalg af skolegang end tilvalg af livsform som selvstændig – som de senere alligevel ikke magter.

Hvad med 35+?
Statistikkerne fortæller altså, at de helt unge tager en uddannelse eller bliver selvstændige. Men hvordan ser det ud for de lidt ældre? Arbejdsløsheden blandt de 35-39-årige, der kun har grundskole, er næsten ikke faldet. Den gruppe går altså ikke i uddannelse og bliver ikke selvstændige. Det er ellers bl.a. for dem, at GVU og voksenlærlingeordningen skulle have virket.

Men det er simpelthen ikke tilfældet. Der er 50 procent færre på voksenlærlingeordningen i andet kvartal af 2012 end i første kvartal af 2010. Og der er ikke tale om et pludseligt fald. Det har været jævnt faldende gennem perioden (søgning på statistikbanken. AUK02).

På baggrund af disse tal og mine egne erfaringer som erhvervsvejleder vurderer jeg, at der er brug for andre læringsprocesser end den traditionelle skolegang samt en anden måde at definere faglært/ufaglært på. Særligt hvis profilmodellens mål skal nås for dem, der er over 25 år.

Færre voksenlærlinge – hvorfor?
Jeg hører tit fra de unge, særligt dem over 25, at det ikke kan betale sig at gå i uddannelse. Man kan alligevel ikke få job, når man er færdiguddannet, så hvorfor det besvær? Og det er næsten umuligt at få en læreplads.

Er det så derfor, færre og færre uddanner sig under voksenlærlingeordningen?

Jeg formoder, at det er en kombination af to årsager. Hvis de, der er over 25, kunne se, at det var til at få job efter endt uddannelse, og praktikpladserne var der, fik piben sikkert en anden lyd for mange. Mange afskrækkes også af tanken om et grundforløb, altså skolegang på fuld tid, og ikke mindst af økonomien på en SU.

Brugen af GVU-planer
Selv om Pelle og hans kommende arbejdsgiver grinede af GVU og voksenlærlingeordningen, var Pelle faktisk interesseret i en GVU-plan, og måske gør han brug af muligheden på et andet tidspunkt. Hvis han da får muligheden. Jeg har nemlig foretaget en stikprøveundersøgelse blandt 10 tilfældigt udvalgte jobcentre spredt over hele landet, og mønsteret er det samme: Muligheden for GVU bruges ikke på en strategisk måde. Snarere ganske tilfældigt, alt efter om konsulenterne har viden om muligheden. I to jobcentre blev der ligefrem spurgt til, hvad en GVU-plan egentlig er.

Jeg synes, at det er sørgeligt. Et job med løntilskud kombineret med en GVU-plan er jobnær aktivering med den bedste form for opkvalificering. En oplagt mulighed for sikkert mange af de 10.116 ufaglærte personer mellem 25 og 39 år i 2011. Det burde være en pligt for jobcentrene, at denne målgruppe bliver tilbudt individuel kompetenceafklaring og vurdering inden for det jobområde, hvor de gerne vil have arbejde, og at der bliver lagt en GVU-plan. Det bør allerede ske efter tre måneders ledighed, så der er god tid til at skaffe arbejdspladser, der vil ansætte personen og gennemføre planen.

Den største gruppe er de 35- til 39-årige. De udgør over 33 procent af gruppen 25 til 39 år. Højst sandsynligt er det denne gruppe, der har den største risiko for langtidsledighed sammen med gruppen af ældre langtidsledige.

Når det drejer sig om denne gruppe, ville det klæde jobcentrene at indgå forhandlinger med arbejdsgiverne om ansættelse med en GVU-plan betalt af jobcentret. Faktisk kan man læse det mellem linjerne i retningslinjerne for akutpakken. En GVU-plan vil dog ofte række ud over de måneder, en ”udfaldstruet” har tilbage, så den målrettede jobsøgning på baggrund af GVU-planen er vital.

Læring og skoling uden for uddannelsessektoren
Der vil selvfølgelig stadig være personer som Pelle – og de mange andre unge dagpengemodtagere mellem 25 og 30, som jeg har til samtaler og skal lave jobplaner med – der statistisk set er ufaglærte, selv om de er vidende og dygtige. Personer, der med et mere fleksibelt system ville kunne blive faglærte på papiret.

Der er den unge kvinde, der ser sig selv som en kompetent leder. Hun har været ansat i Shell i flere år, har fået intern lederuddannelse og haft ansvarsfulde job. Hun har selv sagt op, fordi hun ville prøve noget andet. Hun får hurtigt job igen, fordi hun er den, hun er – med eller uden papir på det, hun kan – og fordi hun kan sælge sig selv og har et stort netværk, som hun forstår at bruge.

Så er der den unge mand, der rigtig nok har gået ni år i skole, men ikke var der ret meget. Han startede med småjob for de handlende, når han pjækkede. Han kørte ud med varer, sørgede for at fylde hylderne op, begyndte at holde styr på varelageret, fik ansvar for indkøb og blev rigtig god til at få ”skøre” ideer. Han blev ansat i en specialbutik og udviklede den og dens brand, så en større samarbejdspartner fik øje på ham og tilbød ham et udviklingsjob i en nyoprettet afdeling.

Disse historier, som er særlige hver især, men ikke sjældne, underbygger ønsket om et mere fleksibelt uddannelsessystem, hvor kendskabet og brugen af individuel kompetenceafklaring og vurdering og etablering af GVU-planer og meritplaner for de videregående uddannelser bliver langt større – lige som det er tilfældet for de eksisterende merit-lærere og pædagoger. It-området er fx et område, der råber på muligheden.

Er fremtiden faglært?
Ja, fremtiden er ikke for de uvidende og dem uden færdigheder. Men i uddannelsessystemet skal det respekteres, at viden og færdigheder kan opnås på mange måder. Undervisningens tilrettelæggelse skal være med til at fastholde de unge, og der skal være gode muligheder for at få papir på ens viden og færdigheder senere i livet. Det vil også hjælpe regeringens 95-procent-målsætning i mål.

Danmark skal jo være løsningernes land (Finansloven 2012).