Inspiration til vanebrud!  

Lene Tanggaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Os alle – eller os og dem?
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Du, som hører til flertallet, se lige på din nabo. Han eller hun ligner højst sandsynligt dig selv og taler som dig. Se rundt i dit hjem. Se ud af vinduet. Sådan ser der nogenlunde ud hos de fleste af os. I det store og hele går vi klædt og opfører os som dem, vi bor og arbejder sammen med. For størsteparten af os er det, vi er fælles om, ret pænt og ordentligt. Vi bor i velholdte ejendomme, som ligger i velfungerende bydele. Sikre låse på hoveddørene og gode forsikringsordninger. Vi arbejder i effektive virksomheder, private såvel som offentlige. Vi kan da næsten ikke trues af noget som helst alvorligt. Vi har sikret os – og hinanden, ikke?
Person:
Billede:
Preben Brandt l3
Navn:
Preben Brandt
Titel:
Dr. med
Arbejdssted:
Projekt Udenfor
Fotoreportage:
Lang tekst:

De, der er sat udenfor
Men der er en anden del af samfundet. Den har altid været der, denne anden del, bestående af de mindre heldige. Den er blevet mindre i tal, fordi vi gennem de sidste menneskealdre i en solidarisk velfærdspolitik både har stilet mod at sikre dens personer en ligeværdig behandling i vores offentlige systemer og en økonomi, der holdt den dybe fattigdom fra døren. Men de borgere, der hører til denne del af samfundet, er også blevet mindre synlige, fordi vi holder dem væk fra vores kvarterer og fra vores arbejdspladser. De har ikke adgang til de mange ejerboliger og til de attraktive lejeboliger, det er klart, og deres værdi på et højeffektivt arbejdsmarked kan ikke modsvare deres løn, siger man.

 

Så den del af befolkningen bliver henvist til længerevarende arbejdsløshed og til deres egne bydele. Her er der et præg af fattigdom og af fattigdommens konsekvenser i form af risiko for mere fysisk og psykisk sygelighed, for tidligere død og for, at børnene bliver næste generation af fattige.

 

preben

 

Den første gruppe udgøres af dem, der sætter dagsordenen og indretter samfundet, og som repræsenterer normaliteten. Den anden af dem, som er udenfor, dem, som er anderledes og afvigende, og dem, som ikke passer ind i samfundets almindelige rammer.
De første er der flest af, de andre udgør nogle få procent.

 

Sådan er det. Det er ikke svært at konstatere, medmindre man ikke ønsker at se det. Og det er der for tiden mange, der ikke ønsker. Myter om de andre florerer både blandt den ene og den anden del. Men det er naturligvis sådan, at det er de mange med adgang til pladserne, hvor man bliver hørt, der har magten til offentligt at sætte ord på myterne, og det er også dem og deres mytologi, der afgør dagsordenen.

 

Myter skaber meninger
Det er så let at påstå, at mennesker, der er socialt udsatte, er fuldstændig kontaktløse, ensomme personer, som højst har kontakt med hinanden i forbindelse med en speciel misbrugskultur. Det passer ikke mindst ind i tonen i en tid, hvor det at modtage overførselsindkomst skal gøres til noget, der ikke bare er negativt, men hvor de, der må leve længere perioder eller endda et helt liv på overførselsindkomst, skal stigmatiseres.

 

Det kan så alt efter temperament gøres på den pæne måde ved at udråbe de socialt udsatte til nogle stakler, det er synd for. Eller, hvis man hører til dem, der hylder en hårdere linje i individualismens navn, ved at lægge skylden over på den enkelte, som ikke klarer sig, og kalder ham eller hende doven eller en udnytter. Uanset hvad er budskabet, at de først vil få et ordentligt liv, når de lærer at være som flertallet og får sig et arbejde. Men lad mig minde om, at selvom det er let at påstå noget om dem, man ikke kender ret meget til, så er det ikke nødvendigvis sådan, det også er i virkeligheden.

 

Kan de 90 % af befolkningen, som hører til over- og middelklassen, og som er leverandør af langt de fleste ledere i det offentlige og private erhvervsliv, af de fleste politikere og andre debattører, tage fejl? Ja, det vil jeg påstå. Hvis man vil forme verden, som man ønsker den, og argumenterne fremføres både ofte og overbevisende nok, og hvis det derudover passer ind i tidens menneskesyn, vil det let kunne lykkes. Men skal det (hvis vi tager fejl, og det mener jeg, vi gør) gå ud over de 10 procent, man mistolker, og endda helt urimeligt hårdt ud over det allersvageste par hundredetusinde borgere, dem, vi taler om som socialt udsatte?

 

Jeg ved fra selvsyn, at selvom man hører til i gruppen af socialt udsatte, er man ikke nødvendigvis dum, doven, ensom, initiativløs eller fattig på evner og interesser. Derimod er det klart, når man tager et blik på vores samfund, at der ikke er interesse i at inkludere denne gruppe i fællesskabet. Den måde, vi tillader os at tale om disse mennesker på, fører direkte til angst for at blive opfattet som en fiasko, som en taber, som en, der ligger os andre til byrde.

 

Social- eller beskæftigelsespolitik
Det er ikke mit område at analysere nødvendigheden af den politik, der føres for tiden. Men det er mit område at prøve at forstå, hvilke positive og negative konsekvenser der kan være af den førte politik i forhold til personer, der er socialt udsatte. De nyliberale strategier, som fremmer markedsprincipperne på alle samfundets områder, og som breder sig som flertallets foretrukne grundlag for god politik, og som fører til stigende krav om profit i erhvervsliv og i offentlige virksomheder, forandrer for tiden i hurtigt tempo de holdninger, der tidligere dannede grundlag for velfærdsstatens solidaritet. I sådan en forståelsesramme kan man, og uden at flertallet af os bliver særligt bekymrede, reducere et socialministeriums indflydelse og underlægge det et beskæftigelsesministeriums herredømme. Og derfra føres den politik, som passer i flertallets interesser om øget personlig rigdom gennem øget rigdom i samfundet.

 

Hvad er så de omkostninger, som socialt udsatte må betale for dette paradigmeskift?
Den ivrige arbejdsrettede politik, som i sit væsen indeholder en massiv pædagogiserende tone i forhold til de socialt svageste på arbejdsmarkedet, giver anledning til ikke så lidt moraliseren og stillen i skammekrogen. Tidligere tiders skelnen mellem værdige og uværdige borgere viser sig. De sidste kan man behandle dårligt og give af pisken ved, at visse sociale ydelser sættes ned, og ved fratagelse af rettigheder, som fx retten til at søge førtidspension. Nogle vil klamre sig til det, der gør, at de bliver betragtet som værdige. Andre vil ikke kunne holde fast og vil glide længere ud af fællesskabet. Det behøver ikke i sig selv betyde, at der bliver flere personer, der er massivt socialt udsatte, men det betyder helt sikkert, at afstanden mellem dem og os øges.

 

Arbejde er godt, og arbejde er rigtigt arbejde, forstår jeg. Dog alligevel: De, der ikke kan finde rigtigt arbejde, kan sættes til at arbejde for retten til at modtage den sociale ydelse: kontanthjælp. Nyttearbejde kaldes det nu; det lyder også pænere (og pænt skal det jo være i et pænt samfund) end tvangsarbejde, som man tidligere har kaldt det. Tiden er for afinstitutionalisering, så tidligere tiders tvangsarbejdsanstalter er det ikke blevet til i denne omgang. Nu må man selv finde ud af at møde op til det. Eller risikere at miste sin sociale ydelse. Men ellers ligger det jo lige for at stramme yderligere op med igen at etablere den slags anstalter, ikke mindst i den gode sags tjeneste.

 

Arbejde inkluderer altså nyttearbejde, men derimod slet ikke i samme omfang arbejde i socialøkonomiske virksomheder. Sådanne virksomheder, der ikke kan konkurrere på profit, men som med økonomisk støtte ville kunne danne grundlag for et arbejdsfælleskab mellem mennesker, der ikke vil være profitable at have ansat i en virksomhed, synes at stå så langt nede på den beskæftigelsespolitiske dagsorden, at den dårligt nævnes. Det ville ellers være her, at mange af de socialt svageste, herunder også mange førtidspensionsmodtagere, ville kunne finde en ansættelse, de ville kunne fylde ud.

 

Retorikken fanger
Men se nu her, hvordan det er gået mig: Også jeg er blevet fanget ind. Det har været næsten umuligt at skrive om socialpolitik og om socialt udsathed og social ulighed, set ud fra spørgsmålet om ’os – dem’, uden at det kommer til at handle om beskæftigelsespolitik. Den individualisering, som kommer til udtryk i at vende beskæftigelsespolitikken mod den enkeltes vilje, eller mangel på samme, til at komme ind på arbejdsmarkedet, i stedet for at sikre arbejdspladser til dem, der har svært ved at leve op til tidens krav, vægtes højt. Den form for solidarisk omsorg, som gives gennem offentlige ydelser, begrænses. Det kommer fx til udtryk ved, at yngre personer, der er ramt at varig funktionsnedsættelse, ikke skal regne med at kunne komme til at leve et økonomisk stabilt liv med en førtidspension. Ja, selv ordet førtidspension føles næsten upassende at nævne, når nu det er blevet almindeligt ikke at tale om ’tilkendelse af førtidspension’, men i stedet at sige ’parkeret på førtidspension’.

 

Andre muligheder
I den socialpolitik, vi bør føre, for at udligne forskellen på os og dem, er der langt flere heste at spille på, hvis vi da virkelig vil inkludere og udligne forskelle, end blot det beskæftigelsespolitikken har at byde på. Jeg kan nævne bolig- og bypolitik, og jeg kan nævne sundhedspolitik.

 

Det kan være i form af byplanlægningspolitikker, der reducerer mulighederne for urban gentrificering, dvs. det, der sker, når byen splittes op som en følge af socio-økonomiske, kommercielle og demografiske ændringer i et byområde. Det betyder, at området bliver overtaget af mere velhavende mennesker, der skubber de mindre velhavende ud i andre byområder og dermed isolerer dem.

 

Og det kan være gennem en sundhedspolitik, der fortsætter med at udvikle metoder til at reducere de forskelle, der er i måderne, sundhedsydelserne gives på – til på den ene side den højt- og mellemuddannede og på den anden side til mennesker, der er lavt uddannede eller uden uddannelse.

 

Det begynder tidligt
Afslutningsvis vil jeg pege på, at det sjældent er den enkeltstående sociale katastrofe eller uheldet, der er den almindelige vej til udstødelse. Risikoen for at blive socialt udsat er langt fra ligeligt fordelt. Jeg er ret overbevist om, at enhver skolelærer med almindelig sund fornuft godt er klar over, hvem af eleverne det vil kunne gå rigtigt galt for.

 

Men desværre er det min erfaring, både i forhold til indsatsen for den enkelte og for gruppen af socialt udsatte som helhed, at desto større risikoen er, desto mere firkantet, mere visionsløst og restriktivt bliver også indsatsen for at forhindre denne udvikling, og desto tidligere vil udstødelsen finde sted.
 

Jo mere anderledes, jo mindre bryder vi os om dem, og desto mere udstøder vi.

Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

De, der er sat udenfor
Men der er en anden del af samfundet. Den har altid været der, denne anden del, bestående af de mindre heldige. Den er blevet mindre i tal, fordi vi gennem de sidste menneskealdre i en solidarisk velfærdspolitik både har stilet mod at sikre dens personer en ligeværdig behandling i vores offentlige systemer og en økonomi, der holdt den dybe fattigdom fra døren. Men de borgere, der hører til denne del af samfundet, er også blevet mindre synlige, fordi vi holder dem væk fra vores kvarterer og fra vores arbejdspladser. De har ikke adgang til de mange ejerboliger og til de attraktive lejeboliger, det er klart, og deres værdi på et højeffektivt arbejdsmarked kan ikke modsvare deres løn, siger man.

 

Så den del af befolkningen bliver henvist til længerevarende arbejdsløshed og til deres egne bydele. Her er der et præg af fattigdom og af fattigdommens konsekvenser i form af risiko for mere fysisk og psykisk sygelighed, for tidligere død og for, at børnene bliver næste generation af fattige.

 

preben

 

Den første gruppe udgøres af dem, der sætter dagsordenen og indretter samfundet, og som repræsenterer normaliteten. Den anden af dem, som er udenfor, dem, som er anderledes og afvigende, og dem, som ikke passer ind i samfundets almindelige rammer.
De første er der flest af, de andre udgør nogle få procent.

 

Sådan er det. Det er ikke svært at konstatere, medmindre man ikke ønsker at se det. Og det er der for tiden mange, der ikke ønsker. Myter om de andre florerer både blandt den ene og den anden del. Men det er naturligvis sådan, at det er de mange med adgang til pladserne, hvor man bliver hørt, der har magten til offentligt at sætte ord på myterne, og det er også dem og deres mytologi, der afgør dagsordenen.

 

Myter skaber meninger
Det er så let at påstå, at mennesker, der er socialt udsatte, er fuldstændig kontaktløse, ensomme personer, som højst har kontakt med hinanden i forbindelse med en speciel misbrugskultur. Det passer ikke mindst ind i tonen i en tid, hvor det at modtage overførselsindkomst skal gøres til noget, der ikke bare er negativt, men hvor de, der må leve længere perioder eller endda et helt liv på overførselsindkomst, skal stigmatiseres.

 

Det kan så alt efter temperament gøres på den pæne måde ved at udråbe de socialt udsatte til nogle stakler, det er synd for. Eller, hvis man hører til dem, der hylder en hårdere linje i individualismens navn, ved at lægge skylden over på den enkelte, som ikke klarer sig, og kalder ham eller hende doven eller en udnytter. Uanset hvad er budskabet, at de først vil få et ordentligt liv, når de lærer at være som flertallet og får sig et arbejde. Men lad mig minde om, at selvom det er let at påstå noget om dem, man ikke kender ret meget til, så er det ikke nødvendigvis sådan, det også er i virkeligheden.

 

Kan de 90 % af befolkningen, som hører til over- og middelklassen, og som er leverandør af langt de fleste ledere i det offentlige og private erhvervsliv, af de fleste politikere og andre debattører, tage fejl? Ja, det vil jeg påstå. Hvis man vil forme verden, som man ønsker den, og argumenterne fremføres både ofte og overbevisende nok, og hvis det derudover passer ind i tidens menneskesyn, vil det let kunne lykkes. Men skal det (hvis vi tager fejl, og det mener jeg, vi gør) gå ud over de 10 procent, man mistolker, og endda helt urimeligt hårdt ud over det allersvageste par hundredetusinde borgere, dem, vi taler om som socialt udsatte?

 

Jeg ved fra selvsyn, at selvom man hører til i gruppen af socialt udsatte, er man ikke nødvendigvis dum, doven, ensom, initiativløs eller fattig på evner og interesser. Derimod er det klart, når man tager et blik på vores samfund, at der ikke er interesse i at inkludere denne gruppe i fællesskabet. Den måde, vi tillader os at tale om disse mennesker på, fører direkte til angst for at blive opfattet som en fiasko, som en taber, som en, der ligger os andre til byrde.

 

Social- eller beskæftigelsespolitik
Det er ikke mit område at analysere nødvendigheden af den politik, der føres for tiden. Men det er mit område at prøve at forstå, hvilke positive og negative konsekvenser der kan være af den førte politik i forhold til personer, der er socialt udsatte. De nyliberale strategier, som fremmer markedsprincipperne på alle samfundets områder, og som breder sig som flertallets foretrukne grundlag for god politik, og som fører til stigende krav om profit i erhvervsliv og i offentlige virksomheder, forandrer for tiden i hurtigt tempo de holdninger, der tidligere dannede grundlag for velfærdsstatens solidaritet. I sådan en forståelsesramme kan man, og uden at flertallet af os bliver særligt bekymrede, reducere et socialministeriums indflydelse og underlægge det et beskæftigelsesministeriums herredømme. Og derfra føres den politik, som passer i flertallets interesser om øget personlig rigdom gennem øget rigdom i samfundet.

 

Hvad er så de omkostninger, som socialt udsatte må betale for dette paradigmeskift?
Den ivrige arbejdsrettede politik, som i sit væsen indeholder en massiv pædagogiserende tone i forhold til de socialt svageste på arbejdsmarkedet, giver anledning til ikke så lidt moraliseren og stillen i skammekrogen. Tidligere tiders skelnen mellem værdige og uværdige borgere viser sig. De sidste kan man behandle dårligt og give af pisken ved, at visse sociale ydelser sættes ned, og ved fratagelse af rettigheder, som fx retten til at søge førtidspension. Nogle vil klamre sig til det, der gør, at de bliver betragtet som værdige. Andre vil ikke kunne holde fast og vil glide længere ud af fællesskabet. Det behøver ikke i sig selv betyde, at der bliver flere personer, der er massivt socialt udsatte, men det betyder helt sikkert, at afstanden mellem dem og os øges.

 

Arbejde er godt, og arbejde er rigtigt arbejde, forstår jeg. Dog alligevel: De, der ikke kan finde rigtigt arbejde, kan sættes til at arbejde for retten til at modtage den sociale ydelse: kontanthjælp. Nyttearbejde kaldes det nu; det lyder også pænere (og pænt skal det jo være i et pænt samfund) end tvangsarbejde, som man tidligere har kaldt det. Tiden er for afinstitutionalisering, så tidligere tiders tvangsarbejdsanstalter er det ikke blevet til i denne omgang. Nu må man selv finde ud af at møde op til det. Eller risikere at miste sin sociale ydelse. Men ellers ligger det jo lige for at stramme yderligere op med igen at etablere den slags anstalter, ikke mindst i den gode sags tjeneste.

 

Arbejde inkluderer altså nyttearbejde, men derimod slet ikke i samme omfang arbejde i socialøkonomiske virksomheder. Sådanne virksomheder, der ikke kan konkurrere på profit, men som med økonomisk støtte ville kunne danne grundlag for et arbejdsfælleskab mellem mennesker, der ikke vil være profitable at have ansat i en virksomhed, synes at stå så langt nede på den beskæftigelsespolitiske dagsorden, at den dårligt nævnes. Det ville ellers være her, at mange af de socialt svageste, herunder også mange førtidspensionsmodtagere, ville kunne finde en ansættelse, de ville kunne fylde ud.

 

Retorikken fanger
Men se nu her, hvordan det er gået mig: Også jeg er blevet fanget ind. Det har været næsten umuligt at skrive om socialpolitik og om socialt udsathed og social ulighed, set ud fra spørgsmålet om ’os – dem’, uden at det kommer til at handle om beskæftigelsespolitik. Den individualisering, som kommer til udtryk i at vende beskæftigelsespolitikken mod den enkeltes vilje, eller mangel på samme, til at komme ind på arbejdsmarkedet, i stedet for at sikre arbejdspladser til dem, der har svært ved at leve op til tidens krav, vægtes højt. Den form for solidarisk omsorg, som gives gennem offentlige ydelser, begrænses. Det kommer fx til udtryk ved, at yngre personer, der er ramt at varig funktionsnedsættelse, ikke skal regne med at kunne komme til at leve et økonomisk stabilt liv med en førtidspension. Ja, selv ordet førtidspension føles næsten upassende at nævne, når nu det er blevet almindeligt ikke at tale om ’tilkendelse af førtidspension’, men i stedet at sige ’parkeret på førtidspension’.

 

Andre muligheder
I den socialpolitik, vi bør føre, for at udligne forskellen på os og dem, er der langt flere heste at spille på, hvis vi da virkelig vil inkludere og udligne forskelle, end blot det beskæftigelsespolitikken har at byde på. Jeg kan nævne bolig- og bypolitik, og jeg kan nævne sundhedspolitik.

 

Det kan være i form af byplanlægningspolitikker, der reducerer mulighederne for urban gentrificering, dvs. det, der sker, når byen splittes op som en følge af socio-økonomiske, kommercielle og demografiske ændringer i et byområde. Det betyder, at området bliver overtaget af mere velhavende mennesker, der skubber de mindre velhavende ud i andre byområder og dermed isolerer dem.

 

Og det kan være gennem en sundhedspolitik, der fortsætter med at udvikle metoder til at reducere de forskelle, der er i måderne, sundhedsydelserne gives på – til på den ene side den højt- og mellemuddannede og på den anden side til mennesker, der er lavt uddannede eller uden uddannelse.

 

Det begynder tidligt
Afslutningsvis vil jeg pege på, at det sjældent er den enkeltstående sociale katastrofe eller uheldet, der er den almindelige vej til udstødelse. Risikoen for at blive socialt udsat er langt fra ligeligt fordelt. Jeg er ret overbevist om, at enhver skolelærer med almindelig sund fornuft godt er klar over, hvem af eleverne det vil kunne gå rigtigt galt for.

 

Men desværre er det min erfaring, både i forhold til indsatsen for den enkelte og for gruppen af socialt udsatte som helhed, at desto større risikoen er, desto mere firkantet, mere visionsløst og restriktivt bliver også indsatsen for at forhindre denne udvikling, og desto tidligere vil udstødelsen finde sted.
 

Jo mere anderledes, jo mindre bryder vi os om dem, og desto mere udstøder vi.

Tidsskriftsnr.:
2013 nr. 2
Publiceringsdato:
01-04-2013

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.