Tid til tænketank  

Anders Ladegaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Inklusion eller eksklusion på efterskoler
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Spørgsmålet om inklusion står stærkt på den politiske dagsorden i øjeblikket og fylder meget i den uddannelsespolitiske praksis. Skoler og uddannelsessteder udfordres i den grad på at lave inkluderende undervisningsmiljøer – også for unge med særlige læringsforudsætninger – og efterskolernes vilje og evne til at påtage sig dette ansvar udfordres derfor også.
Person:
Billede:
Thomas Buchs
Navn:
Thomas Buch
E-mail:
Titel:
Forstander
Arbejdssted:
Idrætsefterskolen Ulbølle
Fotoreportage:
Lang tekst:

Efterskolerne er en socialt ansvarlig del af det danske skole- og uddannelsessystem, og der er en stor interesse for og vilje til at påtage sig dette ansvar blandt efterskolerne. Men hvordan kombineres den frihed, efterskolerne har til at lave netop den skole, de brænder for ud fra et selvvalgt værdigrundlag, med en ansvarlig inklusion? Og kan netop efterskolen med sin særlige kombination af samvær og undervisning i et 24 timers miljø have held med at ekskludere elever for at skabe den bedste mulighed for senere optimal inklusion i samfundets fællesskaber?

 

Inklusion kræver mere end penge

Selv i den bedste af alle verdener, hvor inklusionsøvelsen ikke er en spareøvelse, men et velment forsøg på at bruge pengene smartere til gavn for alle grupper af elever, er det ikke nok at flytte pengene ind i ”normalsystemet” og tro, at de ekstra ressourcer til fx lærerkræfter gør skolen inkluderende.

  • At være inkluderende betyder for mig, at man er klar til at ændre praksis, sådan at det inkluderende miljø kan rumme ALLE.
  • At være inkluderet betyder, at man føler, at man på ægte vis hører til i alle de fællesskaber, man deltager i – fx i undervisningsfællesskaberne og de sociale og almendannende fællesskaber, der hører en skole til.

Det betyder, at den inkluderende skole skal være parat til at ændre skolens organisation og undervisningsmetoder for at være ægte inkluderende.

 

Sagt populært:
Et ungt menneske med ADHD bliver ikke bedre til at sidde stille og være motiveret og fokuseret, fordi der er to lærere i klassen. Der er i stedet brug for en helt anden organisering af undervisningen. Der er brug for vilje fra skolens og den enkelte undervisers side til at spørge sig selv: ”Hvad kan jeg gøre anderledes for, at netop dette unge menneske bliver inkluderet i vores undervisende fællesskab?” Der er i høj grad brug for viden for sammen med den enkelte unge at kunne finde de rigtige løsninger.

 

Efterskolernes inklusionsopgave

Ovenstående generelle betragtninger gælder naturligvis også, når man skal drøfte efterskolernes inklusionspraksis.

 

Lad det være sagt med det samme: Efterskolerne har på lige fod med alle andre skoler og uddannelsesinstitutioner et kæmpe ansvar for at medvirke til, at ALLE unge, også unge med særlige læringsforudsætninger, får de bedste muligheder for at indgå i samfundets mange fællesskaber på lige fod med andre.
 

Efterskolerne har måske endda en særlig stor mulighed for at løfte opgaven, fordi det særlige miljø med kombinationen af samvær og undervisning 24 timer i døgnet giver unikke muligheder for livsvejledning. Men det er ikke nødvendigvis det samme som, at ALLE unge skal vejledes til at kunne gå på ALLE efterskoler.

 

Efterskolernes undervisning skal stå mål med folkeskolen, men hver skole har frihed til ud fra lovens hovedsigte om at tilbyde undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, at organisere sin måde at drive skole på, som man selv vil. Denne frihed er uden tvivl motoren i efterskolernes succes, men friheden er samtidig også med til at give en diversitet i tilbuddene, der gør, at grundig vejledning og grundigt kendskab til den enkelte skole er nødvendig for den enkelte elev, hvis inklusionen skal lykkes.

 

Friheden har betydet, at der er opstået mange forskellige typer af efterskoler med mange forskellige profiler.

 

Ud over de mange forskellige ”almindelige” efterskoler med hver deres profil, heriblandt også en del skoler, der gør meget ud af at have inkluderende tilbud til unge med særlige læringsforudsætninger, består efterskolelandskabet af decideret specialiserede tilbud som ordblindeefterskoler og skoler for unge med særlige behov, der er godkendt til et samlet særligt undervisningstilbud.

 

Disse sidste skoler er lovformeligt ekskluderende, da det er et lovkrav, at alle elever på disse skoler har PPR-udtalelser på deres særlige behov. Det er dog min påstand, at disse skoler i høj grad er inkluderende og nødvendige, for at efterskolerne kan være med til at løfte den samlede inklusionsopgave.

 

Hvorfor kan eksklusion være nødvendig for at opnå inklusion?
Når samfundet og rigtig mange forældre stadig finder det formålstjenstligt at bruge en del penge hvert år på unge menneskers efterskoleophold, må det jo i sidste ende være, fordi man har en forventning om, at hver enkelt elev efter endt ophold er i stand til at klare sig bedre i det kommende voksenliv, end hvis de ikke havde været på efterskole.

 

Når vi snakker inklusion, må der i virkeligheden gælde det samme. Det er hvert enkelt ungt menneskes evne til efter endt skolegang at blive inkluderet i samfundets fællesskaber, der er interessant, og vi skolefolk må hver dag påtage os den opgave at prøve at vurdere, hvordan hver enkelt når dertil på bedste vis, ligesom vi må prøve at påvirke samfundet til at indse, at den samme vej bestemt ikke er lige farbar for alle.

Naturligvis skal alle de unge mennesker, der kan inkluderes (reelt inkluderes), have denne mulighed. Men inklusion i skolen (og hermed også i efterskolen) er jo en katastrofe, hvis den fører til senere eksklusion eller til skjult eksklusion undervejs. Det kan være i skoleforløb, hvor unge med særlige forudsætninger nok er fysisk til stede sammen med den øvrige klasse, men aldrig føler sig som en del af fællesskabet, bliver mobbet og ekskluderet af deres klassekammerater og lærer, at de ikke er noget værd.
 

Efterskole

 

Lad mig illustrere det med et citat fra et læserbrev i Politiken 19. august 2013, skrevet af Marianne Banner, der er kredsformand i Landsforeningen Autisme, Kreds Østjylland:
 

”Inklusion er ikke, at man får lov til at sidde og lide i en almindelig skoleklasse, hvor der ikke tages hensyn til de sanseforstyrrelser, som mange af disse børn har som ekstra udfordring. Eller at man indretter et pulterrum som afstresningszone til opkørte børn. Inklusion er at være på lige fod, og det kommer børn med autisme aldrig i forhold til børn uden autisme.”

 

Derfor kan det i mange tilfælde være den optimale løsning at ekskludere elever for senere at kunne inkludere dem på optimal vis. Her udgør specialefterskolerne en meget brugbar mulighed.

 

På disse skoler er eleverne meget simplificeret opdelt i to grupper. Der er den gruppe elever, der også i fremtiden vil blive kategoriseret som specialundervisningselever, fx elever med syndromer, infantil autisme og meget lav IQ, og så er der gruppen med specifikke læringsvanskeligheder, bogligt svage, tidligt skadede, ADHD m.v. Denne sidste gruppe er alle unge, der i disse år ligger på vippen mellem normalsystemet og specialsystemet, og alle unge, der ”trues” af inklusion.

 

Skolerne har med disse to grupper elever gennem mange år udviklet deres eget inklusionsprojekt, der i den grad kommer begge elevgrupper til gavn. Den ”svage” gruppe har i høj grad glæde af at blive presset og stimuleret af den anden gruppe, og den stærkere gruppe har brug for at være i et miljø, hvor de bliver værdsat for det, de kan, og hvor de får øget deres selvværd ved at opdage, hvor relativt meget de kan. I denne sammenhæng lærer denne gruppe elever, at de kan lære.

 

Selv om det lyder banalt, er det en afgørende omvæltning i mange af disse unges liv og en lige så afgørende forudsætning for at kunne inkluderes.

 

At lære, at man kan lære, er i virkeligheden at lære, at man er menneske.

 

Nytter det?
Ingen unge skal ekskluderes, hvis det ikke på sigt giver den bedste inklusion, men at eksklusion kan give mening og føre til inklusion, viser følgende to eksempler. Begge elever har været elever på Idrætsefterskolen Ulbølle.

 

Johan:
Johan kom til skolen med bl.a. følgende beskrivelse:
Konklusionen er, at Johan fagligt ligger i den absolutte nederste del af normalområdet. Dette giver store vanskeligheder i forhold til at abstrahere, planlægge og komme videre. Johan har vanskeligheder med at skifte fra detalje til helhed og omvendt… Johan har det rigtig svært rent fagligt, han bliver irriteret og gør nogle ihærdige forsøg, men det lykkes sjældent. Han har svært ved at bede om hjælp, fordi han gerne vil være som de andre. Desuden ønsker han ikke at få sit behov for støttelærere udstillet.

 

I løbet af to skoleår opnåede Johan for det første det, der var allervigtigst for hans udvikling, nemlig at han accepterede sine særlige forudsætninger og opdagede, at han på trods af sine vanskeligheder har mange ressourcer og kan lære. Han flyttede sine skolekundskaber markant og tager i dag sit tredje efterskoleår på BGI akademiet, hvor han med støtte er fuldt inkluderet på landets næststørste efterskole.

 

Frederik skriver selv i et brev til skolen:

 

”Jeg havde svært fagligt da jeg kom på jeres skole, og valgte at tage en udfordring op og prøve at tage 9 klasse afgangsprøve hos jer, selvom jeg lå på 5-6 klasse niveau både i Matematik, og Dansk. Men det lykkes mig at bestå begge prøver hos jer. Peter/Studievejlederen valgte og sige jeg måske godt kunne tage en Hg flex hvis jeg tog mig meget sammen. Der lå desværre ikke en hg flex, i Lyngby hvor jeg nu bor. Men så valgte jeg at prøve en normal hg, der varer 2 år i en klasse med samme antal elever, men lidt mere støtte. Her D. 17/6-2013 afslutter jeg skoleforløbet og skal i lærer hos XL-Byg Trælast/Salgsafdeling, Hvor jeg primært skal beregne tilbud til store privat kunder samt håndværker. Men jeg er virkelig glad for jeg har gået på Idrætsefterskolen Ulbølle, da det ligesom gav mig et skub og et positivt indblik til både det faglige men også selvtilliden, ved at sprænge ud i noget nyt.”

 

Begge eksempler viser unge mennesker, der befinder sig i den nye gråzone mellem specialundervisning og inklusion. Johan og Frederik var så heldige at blive ekskluderet, så de senere kan blive inkluderet.

 

 

Referencer

  • Leo Komischke-Konnerup og Niels Buur Hansen:
    Specialundervisning på hovedet, Klim, 2010
  • Deltagelse for alle – også i skolen, Skolesammenslutningen Ligeværd 
Tidsskriftsnr.:
2013 nr. 3
Publiceringsdato:
24-09-2013

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.