Når emnet omhandler Danmarks beskæftigelsesindsats, ja så er samfundsbekymringen virkelig stor. Som uforsikrede og uorganiserede står vore kontanthjælpsmodtagere imidlertid ikke med store eller argumentationskraftige fag- og interesseorganisationer i ryggen. Langt hen ad vejen har de kun os – de fagprofessionelle, som de møder i jobcentret. Ikke mindst derfor har vi jobcentermedarbejdere en ekstra forpligtelse til, med afsæt i vores faglighed og særlige viden om de ledige og allermest udsatte i kontanthjælpssystemet, at få vore politikere til at lytte og give dem et kvalificeret grundlag at træffe politiske beslutninger på.

De udsatte unge

Inden for de seneste år er antallet af unge på kontanthjælp steget markant. Omfanget af udsatte unge med særlige og komplekse vanskeligheder er vokset. For netop disse unge kan vejen til uddannelse og arbejdsmarked være ekstra lang og stenet. Det fordrer en stor grad af faglig opmærksomhed og en særlig, ofte rummelig, mere fleksibel indsats, som er svær at sætte på formel. Det er en kendsgerning, som de fagprofessionelle socialrådgivere i jobcentret og i kontanthjælpssystemet har påvist i årevis. Samtidig har vi kaldt på bedre vilkår for det faglige råderum, på samarbejde om de nødvendige parallelindsatser og på mulighed for mere helhedsorienterede og individuelle tilrettelagte skøn – men hørelsen derude har været temmelig selektiv. Indtil nu.

Ny reform – igen

Beskæftigelsesområdet er et af de politiske områder i Danmark, hvor der siden 90’erne til stadighed er lavet reformer, ændringer og justeringer i et kanonhøjt tempo og af afgørende betydning for udmøntningen af praksis. Og nu er vi så i gang igen i jobcentret. Ved indgangen af 2013 er reformen af førtidspensions- og fleksjobområdet trådt i kraft med fokus på, at de mest udsatte tilbydes en helt ny indsats og hjælp til at komme videre i livet. Unge under 40 år skal ikke have førtidspension, men i stedet skal vi iværksætte en helhedsorienteret og tværfaglig indsats. Det har med al tydelighed aktualiseret for os praktikere i jobcentret, at det er absolut påkrævet med en særlig intensiveret indsats for de unge, som befinder sig helt ude på kanten, og som har store vanskeligheder ved at honorere kravene i det ordinære uddannelsessystem og ved at opnå en varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

I juni 2013 blev kontanthjælpsreformen vedtaget og gælder fra 1. januar 2014 med bl.a. det mål at få langt flere unge i uddannelse og at flytte borgere fra kontanthjælp ud på arbejdsmarkedet. Har reformen så den rigtige recept til det? Med min baggrund som praktiker med myndighedsansvar i jobcentersystemets frontlinje ser jeg flere gode initiativer: Jeg ser udviklingspotentiale, men sandelig også problemstillinger.

Udfordret og omtumlet

Det er vist ikke en overdrivelse at beskrive den som en (på relativ kort tid) vidtgående og gennemgribende reform af både indsatsen i jobcentret og forsørgelsesydelserne i ydelsescentret. Lige nu arbejder vi alle på højtryk i systemet for at nå implementeringen til årsskiftet. Kombineret med den samfundsmæssige lavkonjunktur med generelt højere ledighed, der har givet en større stigning af unge på kontanthjælp(1) – og med hastigheden og væksten af de opgaver, som tilgår området, samtidig med fortsatte krav om kontrol og stram økonomisk styring – så har vi efterhånden meget længe levet livet kritiseret, udfordret og omtumlet i jobcentret. Det er vel ikke så underligt, hvis vi efterhånden føler os lidt metaltrætte – dernede i maskinrummet!

Uddannelsesfokus

Sigtet med reformen er bl.a., at alle unge skal have de bedste muligheder for at få en stabil og varig tilknytning til arbejdsmarkedet, og det skal ske gennem ordinær uddannelse. I hvert fald for langt de fleste. Det er svært at være uenig i. Uddannelse er en supergod investering i fremtiden. Det afføder unægtelig bare den eftertanke, om uddannelsessystemet så også er parat til at modtage dem alle sammen – de skæve og de skøre – og er rummeligt nok. Ét er jo paratgørelsen og at få de unge til at starte i uddannelse, noget andet er at fastholde dem og sikre, at de kan gennemføre. Autosvaret lyder uden tvivl, at lige dér har vi jo så mentorstøtten, men jeg tvivler altså på, at denne alene vil kunne løfte opgaven. 

Ret, pligt og retningsskifte

Bag reformaftalen ligger en politisk enighed om, at kontanthjælpssystemet skal bygge på klare rettigheder og pligter. Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet via aktiv og realistisk jobsøgning. Med andre ord en fortsat satsning på disciplineringsvejen, som fordrer en god andel af ressourcerne til administration, kontrol og sanktion. Det er der intet nyt i. Det er blot en fortsættelse af den hidtidige linje. De, som kan, skal arbejde for kontanthjælpen i nyttejobs inden for det offentlige.

De, som er langt fra arbejdsmarked og uddannelse, skal have en tværfaglig, helhedsorienteret indsats og ret til en koordinerende sagsbehandler. Med reformen afskaffes kontanthjælpen for de unge under 30 år (som ikke har en kompetencegivende uddannelse) og erstattes af uddannelseshjælp svarende til SU-niveau. ”Uddannelseshjælpsmodtagerne” skal stå til rådighed for uddannelse, og det står soleklart, at det største retningsskifte i indsatsen kommer til at ske for denne gruppe.

Et gammelt socialrådgiverhjerte

I min optik bygger reformen imidlertid også på en diskursændring i forhold til tidligere tiders politisk formulerede ideal om, at beskæftigelse alene kan løse de fleste sociale problemer. Det har været et af de tilbagevendende benspænd for sammenhæng i indsatsen. Så dér er der blevet lyttet. Med reformen kan vi få en tiltrængt nedbrydning af silotænkningen mellem jobcentret og de øvrige forvaltninger/aktører i indsatsen, og ikke mindst relanceringen af et helhedssyn og introduktionen af den koordinerende sagsbehandler varmer et gammelt socialrådgiverhjerte. Det gør det hele så meget nemmere, når der skal laves bæredygtige forløb med de unge.

Koordinering kræver tid

Men på det mere overordnede niveau er det også her, at vi fagprofessionelle og ledelserne skal spørge os selv, hvad det kræver, og hvad der skal til for at få gang i denne form for indsats. Hvor mange sager kan en sagsbehandler egentlig koordinere ad gangen? Koordinationsopgaven vil medføre et stort tværfagligt samarbejde og stille krav om interaktion på tværs af forvaltningerne for de sagsbehandlere, som varetager rollen. Det kræver naturligvis tid. Får vi den fornødne tid?

Festtale – også handling?

Kvaliteten i indsatsen udvikler sig ikke af sig selv. Bliver der overensstemmelse mellem reformens ord og handling i praksis? Det er her, jobcentret må se på sig selv, sine prioriteringer, politikker og arbejdsprocesser og nøje overveje, hvordan de spiller sammen med reformens gode socialfaglige intentioner og med den bedst mulige løsning af de unges problematikker, mens de er i uddannelseshjælpssystemet. Min betænkelighed kan være, at intentionerne i realiteten bliver mere en festtale end konkret og virksom handling – fx som vi har oplevet det med den tidligere og den nuværende regerings kuldsejlede afbureaukratiseringsforsøg på området. Og lige i forhold til sidstnævnte, så kan jeg heller ikke i denne reform se incitament til en reduktion af bureaukratiet, men konstaterer stadig en omfattende regulering af området.

En krævende fase

Alle unge, der er omfattet af uddannelseshjælpssystemet, skal visiteres til én af følgende målgrupper:

• Åbenlyst uddannelsesparate
• Uddannelsesparate
• Aktivitetsparate

Alle uanset målgruppe vil få et uddannelsespålæg fra dag ét, og det vil blive de unges første visitationsmøde i jobcentret, som vil komme til at stille diagnosen på den unges uddannelsesperspektiv og -parathed. Unge, der ikke er åbenlyst uddannelsesparate, skal som udgangspunkt mødes som uddannelsesparate. Efter en visitationsperiode på tre måneder med tre samtaler efter første henvendelse i systemet indplaceres den unge endeligt som enten uddannelses- eller aktivitetsparat.

Visitationen vil få helt afgørende betydning for de unges videre forløb i systemet, for indsatsen, som gives, og ikke mindst for den ydelse, som de får tildelt. Visitationen må derfor forudses at blive en fagligt krævende fase, som vil stille meget store krav til vores faglige kompetencer i jobcentret og til vores mulighed for at foretage kvalificerede og korrekte socialfaglige vurderinger i samarbejde med den unge. Medarbejderne i processen kan meget hurtigt befinde sig i en udsat og følelsesmæssig belastet position, da målgruppeindplaceringen kan blive af så stor og indgribende betydning for den enkeltes økonomiske hjælp. For den unge kan situationen udløse reaktioner af både voldsom og ulykkelig karakter. Det aktuelle målgrupperegistreringsarbejde, som pågår i jobcentret lige nu i overgangsperioden, har da også allerede givet os de første eksempler på dette.

Stilhed før stormen

De uddannelsesparate 25-30-årige unge vil opleve en indtægtsnedgang fra brutto 10.500 kr. til 5.753 kr. om måneden, svarende til en nedgang på 4.747 kr., fra 1. januar 2014. Den gensidige forsørgerpligt, som vil blive gældende også for samlevende, vil betyde, at nogle samlevende kontanthjælpsmodtagere med partnere i arbejde kan miste op til brutto 7.000 kr. pr. måned fra næste år, og fra 2015 vil de miste hele hjælpen. Der har indtil videre været påfaldende stille omkring det faktum, at nogle af vore unge ikke vil kunne fastholde deres boliger og i øvrigt vil få meget svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Og nej, de er ikke sidestillet med studerende i det ordinære uddannelsessystem, som jo typisk supplerer SU-støtten med SU-lån og arbejdsindtægter. Min formodning er, at vi har stilhed før storm – de barske realiteter banker på lige om lidt.

Anderledes forholder det sig med ydelsen til de aktivitetsparate i aktivitet, som vil modtage et aktivitetstillæg. Tilsammen med uddannelseshjælpsydelsen vil de aktivitetsparate kunne oppebære et ydelsesniveau som hidtil. Man kan ikke andet end tænke, at det vil kræve sin sagsbehandler at forklare de aktivitetsparate det attraktive i at udvikle uddannelsesparathed, når det afledte resultat udløser så negative økonomiske konsekvenser.

Stærk visitation

Forventningen og fordringen må imidlertid være, at vi i jobcentret stiller med en særdeles kompetence- og socialfaglig stærk visitation, ressourcemæssigt bemandet så der er den tilstrækkelige tid til møderne med de unge, så fejlvisitationer minimeres mest muligt. Det er helt afgørende og retssikkerhedsmæssigt meget vigtigt. De aktivitetsparate unge med helt særlige, udfordrende helbredsmæssige eller sociale problematikker skal gribes ved første samtale for ikke at bidrage til en yderligere forværring af deres samlede situation.

Digital screening – en raffineret styringsteknologi?

Arbejdsmarkedsstyrelsen barsler med et digitalt screeningsværktøj til brug i visitationen. For mig at se må og skal visitationen først og fremmest bygges på den socialfaglige individuelle vurdering. Min anke mod digital screening er, at et sådant værktøj hurtigt kan blive en raffineret styringsteknologi, som kan have indbygget en tilgang til uddannelsesafklaringen som noget, der kan løses rent instrumentelt. Min opfordring er, at det fremgår meget klart, at værktøjet kun kan være et afgrænset supplement til den samlede vurdering.

Reform med perspektiv

Som socialrådgiver og praktiker i arbejdet med kontanthjælpsmodtagerne under 30 år vil jeg tage rigtigt godt imod reformens uddannelsesperspektiv og socialfaglige potentiale, men vil omvendt forbeholde mig ret til ikke at skulle acceptere alle reformens logikker ukritisk. Hvordan vil refusionssystemet eksempelvis komme til at påvirke det socialfaglige råderum, præge indsatserne og være motivskabende for kommunens prioriteringer? Vil økonomiske incitamenter forsøge at presse de svageste i uddannelse, før de har de fornødne forudsætninger til det? Hvilke krydspres kan vi praktikere pludselig befinde os i dér?

En reform af refusionssystemet er ønskværdigt – nu vi er i gang!

Koordineret og tæt sammenhængende indsats

Men alt i alt, for os jobcentermedarbejdere giver det så god mening at komme i gang med at udvikle en mere individuel, relationel, helhedsorienteret, tæt og koordineret sagsbehandling. Med reformen får vi muligheden for at få skabt en mere sammenhængende indsats til de udsatte unge i jobcentret. Det giver så god mening at opbygge mere håndholdte, skræddersyede indsatser, som kan matche de ofte sammensatte og komplekse problematikker, de unge individuelt kan være udfordret af. Det er dér, vi praktikere i jobcentret kan se vores fagprofession udfoldet som kerneydelse. Det er dér, vi selv bliver en del af den samlede løsning. Det er dér, vi kan gøre den nødvendige forskel og reelt og i handling sætte ”den unge meget mere i centrum”. Det kan man ikke andet end kvittere for.

Noter

(1) I Aarhus en stigning gennem det seneste år på ca. 34 procent for gruppen 18-30 år