Inspiration til vanebrud!  

Lene Tanggaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Økonomi som motivationsfaktor
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
I DR2s program Deadline den 19. december 2013 bliver beskæftigelsesminister Mette Frederiksen interviewet af journalist Martin Krasnik. Han vil gerne have svar på to spørgsmål: Hvordan den nedsatte ydelse til unge på offentlig forsørgelse isoleret set skal kunne bringe dem tættere på uddannelse? Om ministeren tror på, at nedsatte ydelser generelt bringer personer på offentlig forsørgelse i uddannelse eller arbejde?
Person:
Billede:
Christine Sarka
Navn:
Christine Sarka
Titel:
Faglig konsulent og snitfladekoordinator
Arbejdssted:
Jobcenter Frederiksberg
Fotoreportage:
Lang tekst:

Til dette svarer Mette Frederiksen, at hun hverken tror på højrefløjens tanke om, at nedsatte ydelser alene kan løse problemer med ledighed, eller på venstrefløjens tanke om, at alle sociale problemer løses gennem høje forsørgelsesydelser. Derimod tror hun på ”et sted midt imellem.”


”Vi sætter kun ydelserne ned for de unge, der godt kan tage en uddannelse – dem tør vi godt stille krav til,” siger hun og fortsætter med at forklare, at de, der ikke kan, skal have en bedre hjælp end den, de får i dag. De får ikke nedsat deres ydelse.


Trods adskillige forsøg lykkedes det ikke Martin Krasnik at få Mette Frederiksen til at svare entydigt på, hvad hendes formål med at nedsætte ydelsen til de uddannelsesparate unge er, når hun nu ikke tror på, at nedsatte ydelser i sig selv vil bringe dem i uddannelse. Min tolkning er, at beskæftigelsesministerens ståsted mellem højre- og venstrefløjen i kampen om at få de ca. 50.000 unge kontanthjælpsmodtagere i uddannelse lader til at have udmøntet sig i ”pisk” til dem, der godt kan – i form af nedsatte ydelser til de uddannelsesparate – og en særlig helhedsorienteret indsats over for dem, der ikke kan, dvs. de aktivitetsparate.


Alt andet lige må beskæftigelsesministeren altså have en vis tro på, at nedsatte ydelser hjælper med at motivere særligt de uddannelsesparate unge til at komme ud af starthullerne – selv om hun ikke kan lide at sige det direkte på tv.


Motivation eller modløshed?
Nu er der jo faktisk undersøgelser, der peger på, at nedsatte ydelser giver incitamenter til at flytte sig fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse. Betyder det så, at medarbejdere rundt omkring i landets jobcentre har fået en hjælpende hånd fra Mette Frederiksen i arbejdet med at motivere uddannelsesparate unge?




Ifølge en undersøgelse af levevilkår og coping blandt modtagere af de laveste sociale ydelser i Danmark fra 2010(1) ser der faktisk ud til at være en gruppe, der bliver tilskyndet til at komme i beskæftigelse, når ydelserne nedsættes – vel og mærke uden, at de samtidig rammes af modløshed. En tilskyndelse til at søge beskæftigelse kombineret med følelsen af modløshed er nemlig også et muligt output i den forbindelse. Gruppen, der skynder sig at finde beskæftigelse uden at miste modet, er kendetegnet ved at være unge, der ikke lider af generelle afsavn, dvs. de har mulighed for at deltage i aktiviteter i hverdagen og foretage indkøb af goder, der anses som nødvendige og almindelige i det samfund, de lever i. Derudover er gruppen kendetegnet ved at have et godt helbred. Der er altså tale om temmelig ressourcestærke mennesker.


Denne kombination findes dog kun hos fem procent af de adspurgte i undersøgelsen. For resten af deltagerne gælder det, at den nedsatte ydelse enten ingen betydning har haft på hverken tilskyndelse til beskæftigelse eller oplevelse af modløshed, eller – for størstedelens vedkommende –  kun har haft den indflydelse, at de er blevet mere modløse. Andre konsekvenser ved at få nedsat ydelsen er økonomiske problemer og gældssætning, øgede psykiske og fysiske helbredsproblemer, dårligere livskvalitet og socialt liv samt familiekonflikter.


Hvis vi overfører undersøgelsens resultater til gruppen af uddannelsesparate, så bør det måske ikke være noget problem at nedsætte ydelsen til disse unge, hvis beskæftigelsesministeren har ret i, at det kun sker for dem, der rent faktisk, som betegnelsen indikerer, er parate, og som dermed har ressourcer til at påbegynde og gennemføre en uddannelse?  Måske kan der rent faktisk være noget om, at ministerens strategi over for denne gruppe virker i forhold til at motivere til uddannelse?


Er de uddannelsesparate egentlig parate?
Men før vi nu konkluderer, at ministerens medicin (måske) virker, så lad os lige kaste et blik på patienten: den gruppe unge, som Mette Frederiksen mener, er uddannelsesparat. Ifølge ministeren nedsættes ydelsen kun for den gruppe, der reelt godt kan tage en uddannelse, og de unge i den gruppe skal derfor kun være kort tid på den lave uddannelsesydelse, før de kan påbegynde en uddannelse. Hun siger:


”Vi sætter kun ydelserne ned over for dem, der skal i gang med en uddannelse. Dem, der ikke er klar endnu, og som skal have en stærkere social indsats, dem sætter vi ikke ydelserne ned for, fordi vi godt ved, at gør vi det, så risikerer vi fattigdomsfølger.”


Men unge, der af jobcenteret vurderes at være uddannelsesparate, er en gruppe, hvor mange er væsentligt længere fra at kunne påbegynde og gennemføre en uddannelse end dem, Mette Frederiksen omtaler. Der er nemlig også tale om unge, der ligesom de aktivitetsparate har behov for både sociale, beskæftigelses- og behandlingsmæssige indsatser for at blive klar til uddannelsessystemet.


Hvem er de uddannelsesparate?
De uddannelsesparate består af to undergrupper – åbenlyst uddannelsesparate og uddannelsesparate. Den første gruppe rummer fx unge, der har en studentereksamen, men endnu ikke har besluttet sig for det videre uddannelsesforløb, eller unge, der allerede har søgt ind på en uddannelse, men hvor studiestart ligger et stykke ude i fremtiden. Hvad angår disse, er det vel fair nok at antage, at de reelt er i stand til at tage uddannelse med det samme og derfor kun skal opholde sig kort tid på offentlig forsørgelse, såfremt de altså er visiteret korrekt. Men hvad angår gruppen af ”kun” uddannelsesparate, er sagen en anden.


Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens reformpjece fra juli 2013(2) er denne gruppe defineret som unge, der umiddelbart ikke vurderes at kunne gå i gang med en uddannelse, men vil blive i stand til det inden for et år. Det forventes, at de vil kunne tage uddannelse på ordinære vilkår og ikke fx gennem revalidering. Som faglig konsulent i Jobcenter Frederiksberg har jeg sammen med en kollega haft til opgave at undervise i de nye visitationskategorier. I den forbindelse kontaktede vi styrelsen for at få en nærmere definition på gruppen af uddannelsesparate. Vi ønskede en præcisering af, hvilken form for uddannelse der var tale om, når vi skulle se et år frem. Vi fik det svar, at det ikke behøvede at være uddannelse, der gav ret til SU, men at det også kunne være uddannelsesforberedende undervisning som fx fag på 9.- og 10.-klassesniveau, som den unge blev parat til at tage(3).


Kort tid?
Vi har altså at gøre med unge, der kan være helt op til et år om at blive klar til at tage uddannelsesforberedende undervisning, som herefter typisk vil være af et års varighed. Et forløb hvor den unge ikke nødvendigvis får adgang til SU-systemets fordele såsom studielån, mulighed for sideløbende indtægter samt billige boliger, men må forblive på den lave uddannelseshjælp.


Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad Mette Frederiksen mener med ”kort tid”, men jeg vil mene, at fx to år på uddannelseshjælp på 5.753 kr. pr. måned før skat uden de fordele, som en studerende har, er ganske lang tid at leve for meget få penge. Derudover kan vi lægge til, at der ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens materiale er tale om unge, som både kan have lettere psykiske vanskeligheder samt problemer med misbrug, og som måske ikke har haft de bedste erfaringer med uddannelsessystemet tidligere.


Det er disse unge, som jobcentermedarbejderne m.fl. primært står over for at skulle motivere til at blive åbenlyst parate til uddannelse.


Skræmmeeffekt – fair nok for nogle
Nu synes jeg faktisk, at det grundlæggende er en rigtig god idé at støtte og motivere unge til at få en uddannelse, særligt de unge, der har svært ved at starte på eller fuldføre en sådan. Der kan som nævnt måske også være en vis logik i at nedsætte ydelserne og iværksætte nytteindsatser for den gruppe af unge, der ingen problemer har i forhold til at tage en uddannelse. Det tror jeg også, de fleste jobcentermedarbejdere vil kunne acceptere. Over for denne gruppe unge bliver den motiverende faktor en ”skræmmeeffekt” i form af lave ydelser og pligten til at udføre en samfundsnyttig indsats for pengene. Jobcentermedarbejderne vil grundlæggende skulle motivere dem ved at fortælle, at de befinder sig et sted, hvor det ikke betaler sig at være. Fair nok!


Demotiverende for andre
Men hvilken motivationsopgave står jobcentermedarbejderne m.fl. over for, hvis selv samme ”skræmmeeffekt” over for gruppen af uddannelsesparate kun får dem til at føle sig mere modløse, økonomisk dårligt stillet og med en forværret helbredstilstand?


For mig at se kan Mette Frederiksen og co´s nedsatte ydelse til netop denne målgruppe i værste fald betyde, at medarbejderne får endnu flere barrierer at bekæmpe. Det vil alt andet lige gøre det endnu sværere for dem at øge de unges motivation til uddannelse, og medarbejderne får en ekstra opgave med at holde modet oppe hos de uddannelsesparate. Udsigterne til at få de økonomiske rettigheder, som en almindelig studerende har, ligger nemlig et godt stykke inde i fremtiden, og vejen dertil kan være svær nok i forvejen.


Hvis intentionen med den nedsatte ydelse er at motivere ”dem, der kan” til at droppe uddannelseshjælpen til fordel for SU´en, så har de nye regler måske gjort lige det modsatte for de ”kun” uddannelsesparate. Hvis beskæftigelsesministeren antager, at de unge bliver motiveret af og træffer deres valg ud fra et økonomisk perspektiv, kan man meget vel have skabt et system, hvor det nemt bliver ”mere attraktivt” at sigte efter at blive en af dem, der ikke er klar til uddannelse (en aktivitetsparat). Denne gruppe får jo netop ikke nedsat sin ydelse.


Motiveringsopgaven
For de uddannelsesparate er der dog heldigvis også gode tiltag i reformen, og mange kommuner har allerede iværksat en masse projekter for at støtte dem til at få en uddannelse. For de kommuner, der endnu ikke er kommet rigtigt i gang, er der bl.a. inspiration at hente i læringskataloget ”Hvordan understøttes uddannelsespålæg?” udfærdiget af rådgivningsfirmaet Discus for Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland(4).


Der er råd og vejledning om, hvordan uddannelsespålæg kan gives til den unge, så det virker, råd om, hvordan den unge støttes i processen med at afklare og vælge, samt hvordan der søges om optagelse, påbegyndes og gennemføres en uddannelse. Derudover er der forslag til samarbejdsaftaler mellem jobcenteret, UU-vejledningen og de forskellige uddannelsesinstitutioner.


I Jobcenter Frederiksberg har man været forudseende og allerede i foråret 2013 truffet beslutning om at etablere et Ungecenter. De er derfor allerede godt i gang med at sammensætte forskellige uddannelsespakker og workshops til de uddannelsesparate bestående af studieforberedende kurser, økonomisk rådgivning, virksomhedspraktikker til brug for afklaring af uddannelsesvalg og for at ruste den unge til studiejob m.m. Der er også blevet ansat en uddannelsesfastholdelseskonsulent og vil blive ansat uddannelsesmentorer, der i tæt samarbejde med uddannelsesstederne skal være med til at forhindre, at de studerende dropper ud af studierne.


Arbejdsglæden
Ovenstående er alt sammen spændende tiltag, der af medarbejderne kan bruges i arbejdet med at motivere uddannelsesparate unge til ikke bare at blive optaget på et studie, men til også at fastholde og i sidste ende gennemføre det. Et mål, som jeg tror, de fleste medarbejdere i jobcentrene kan se en langt større nytte af end den ”hurtigst muligt i job-politik”, der har været ført under den borgerlige regering. Det åbner også for nye og tættere samarbejdsrelationer mellem de nævnte institutioner, der i langt højere grad end tidligere også kan være med til at støtte den unge i at starte på og fastholde sit uddannelsesforløb.


Jeg forestiller mig også, at tiltagene kan være med til at fremme arbejdsglæden hos de medarbejdere, der skal hjælpe de unge, og samtidig give en tro på, at det med de nye indsatser kan lykkes at få flere gennem et uddannelsesforløb. Og det er med denne tro og disse arbejdsredskaber og samarbejdsrelationer, at medarbejderne på både jobcentre, UU-vejledningscentre og uddannelsesinstitutioner skal søge at skabe motivation hos de unge til at få den uddannelse, der alt andet lige vil betyde, at de får et bedre ståsted i livet.


Så hvor er det ærgerligt …
Så hvor er det ærgerligt, at Mette Frederiksen valgte løsningen med nedsatte ydelser til den gruppe af uddannelsesparate, der ikke er så uddannelsesparate endda. At hun i sin iver over at sikre sig, at de unge ikke får økonomisk incitament til at vælge offentlig forsørgelse i stedet for uddannelse, kommer til at spænde ben for netop dem, der måske med en kombination af et rimeligt forsørgelsesgrundlag og den rette støtte rent faktisk kommer derhen, hvor hun gerne vil have dem. Det gør desværre også arbejdet med at holde modet og motivationen oppe hos de unge sværere for de medarbejdere, der skal forsøge at forklare dem, hvorfor man bliver mere motiveret til at tage en uddannelse ved at skulle leve på en sten.


(1) "Levekår og coping"

(2) ”Kontanthjælpsreformens betydning for unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse

(3) Det er muligt at få SU, mens man tager 9. eller 10 klasse, men kun hvis man er fuldtidsstuderende.

(4) ”Hvordan understøttes uddannelsespålæg?

Tidsskriftsnr.:
2014 nr. 1
Publiceringsdato:
17-03-2014

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.