Faglighed er som begreb udfordrende, når det drejer sig om at finde en definition, og definitionen forandrer sig efter tid, sted og kontekst. I min søgen faldt jeg imidlertid over lektor Morten Ejrnæs’ definition af faglighed i forhold til socialt arbejde:

”Faglighed er altså de teoretiske og praktiske kvalifikationer, der er knyttet til et bestemt fag. […] Fagligheden udtrykkes gennem medarbejdernes syn på problemerne og holdningen til, hvordan der bør handles i forhold til problemerne. Jeg anvender hovedsageligt begrebet fag som et kort udtryk for den sum af teoretisk kundskab og praktiske færdigheder, som anses for at være nødvendige for at bestride en bestemt type job eller arbejdsfunktioner.” (Morten Ejrnæs, 2004, Faglighed og tværfaglighed, København, Akademisk Forlag)

Vejledningens udvikling viser netop, hvordan en faglighed ikke kan ses isoleret, men er tæt knyttet til både den organisatoriske og politiske kontekst. Først blev vejledning set som et stærkt politisk styringsredskab, der til tider blev betragtet som nærmest omnipotent - og som følge heraf blev oprustet og netop ”fagliggjort” med organisering af UU og Studievalg, udvikling af vejlederuddannelser og forskningsmiljø. Nu har politikerne i mellemtiden mistet noget af troen på vejledningsfaglighedens styrke. Hvordan er det gået til? Vi ved alle, at effekt og evidens er nøglebegreber, der præger den politiske mål-middel diskussion. Når faget har haft svært ved at bevise sin eksistensberettigelse, og resultaterne af indsatsen ikke kan dokumenteres på en måde, som vejlederne kan genkende, og som politikerne ej heller tror på effekten af, er det vanskeligt at få gennemslagskraft.

Tværfaglighed
Vejlederne har dog ikke mistet troen. For vejledningen som fag kan noget, som andre fag ikke kan. Man kunne hævde, at vejlederen er en krydsning mellem en lærer, en socialrådgiver og en psykolog. Men hvad har vejlederne at tilbyde? Hvad er deres særlige kompetencer? Souschef i UU Jette Fischer giver én version i det seneste nummer af VejlederForum:

Hvem andre end vejlederne har dagstemperaturen på det hastigt foranderlige arbejdsmarked? Hvem andre har også den ikke- internetfortalte viden om indhold, krav, ændringer og muligheder i uddannelsessystemet? Hvem skal ellers forkynde og forklare erhvervsuddannelsernes nye indhold? Hvem er ellers i direkte og daglig kontakt med uddannelsessteder, virksomheder, ungdomsskoler og andre instanser – og kan styrke den ønskede sammenkædning mellem folkeskolen og det omgivende samfund. Hvem tror man ellers vil bringe eleverne i reelle og realistiske udfordringer i uddannelsesvalget, selvom de unge nok vil mene, at dette valg udfordrer dem alt rigeligt? Hvem ellers kan professionelt bringe de ganske omfattende teoretiske og metodiske elementer om valgparathed ind i UEA? Og hov. Skal skolens undervisning i diverse andre fag fremover forrettes af linjefagsuddannede lærere, bør UEA-undervisningen vel tilsvarende bedrives af fagfolk. Trods stor kærlighed til den danske folkeskole og lærerne deri, lades der ingen tvivl tilbage: Det er kun professionelle vejledere, der har de fornødne kompetencer til at sikre, at UEA bringes derhen, derop og derud, hvor politikerne ønsker det. (Fra artiklen Når vejledningens sag bliver folkeskolens fag)

Det er én udlægning af, hvad vejlederfaget kan. Den giver også et praj om, at samarbejdet mellem vejledere og lærere kunne blive udfordrende. Vejlederfaget kommer ikke desto mindre til at finde sig i en højere grad af tværfaglighed. For hvis der er noget, diverse reformer lægger op til, om det så gælder EUD-reform, folkeskolereform eller kontanthjælpsreform, så er det tværfaglighed. Pædagoger og lærere skal arbejde sammen, lærere og vejledere, skoler og virksomheder, skoler og netværkskonsulenter, vejledere og sagsbehandlere, vejledere og virksomheder, osv. osv.

Derfor kunne man også stille spørgsmålet: Hvor meget skal man kende sin egen profession og faglighed, inden man kan gå i dialog med andre professioner? Jeg tillader mig den hypotese, at man skal kende sin egen faglighed for at få tværfaglighed til at lykkes. Såmænd ud fra samme rationale som, at man skal kunne tale sit modersmål, før man kan lære et nyt sprog. Samtidig kræver tværfaglighed vel også en viden om ”de andres” faglighed og en forståelse for forskelligheder i fagprofessioner. Hvad sker der med den faglige identitet i al den gåen på tværs? Hvordan kan man som professionel styrke tværfaglighed, samtidig med at man styrker sin egen professionsidentitet og faglighed?

Og er tværfaglighed nu altid godt? Opstår tværfaglighed, fordi de forskellige professioner reelt oplever at have brug for hinanden, eller er tværfagligheden ofte en tvungen foranstaltning? Så vidt jeg ved, har hverken lærere eller pædagoger fx ønsket at arbejde tættere sammen i den nye folkeskole. Faktisk hører man, at lærere og pædagoger til tider har et anstrengt forhold, ligesom man hører røster i UU, der advarer mod at blive lillebror i jobcentrene for bare at nævne et par eksempler. Fordi man oplever en anden kultur, et andet menneskesyn og en anden faglighed end den, man selv repræsenterer.

Spørgsmålet er, om man så vil slås for sin egen faglige identitet? Nogle professioner vil. Et godt eksempel er igen lærerne, der holder stærkt på, at det er dem, der kan undervise og dem, der ved noget om didaktik. Ikke mange udefra er blevet lukket ind i tidens løb. Helt anderledes står det til i jobcentrene, hvor kun 40 % af medarbejderne har en socialfaglig baggrund. Et faktum, der dog også bliver kritiseret, og hvor man kan diskutere, om den manglende fælles faglighed netop går ud over gennemslagskraft og oplevelsen af faglig stolthed – eller om der tværtimod er tale om en frugtbar åbenhed over for andre fagligheder.

Ingen tvivl om, at der allerede eksisterer og også vil opstå både muligheder, men også uenigheder i de mange nye konstellationer, som reformerne på området lægger op til. Forskellige syn på centrale spørgsmål i arbejdet med dem, det hele handler om. Morten Ejrnæs peger på, at det må være vigtigt at tillade, legitimere eller nærmest præmiere, at forskellighed og uenighed opdages og diskuteres, når forskellige faggrupper arbejder sammen, så man kan få flere synsvinkler på borgerne og det professionelle arbejde. Fagligheden og de etiske overvejelser kan kvalificeres, hvis forskelligheder opdages, analyseres og anvendes konstruktivt. Men det kræver igen en bevidsthed om, hvordan de vejledningsfaglige kompetencer kan komplementere andre faggruppers kompetencer i den samlede indsats. Vi er tilbage ved pointen om at få ekspliciteret vejledernes helt egen faglighed.

Nærværende nummers ambition er at komme tættere på begrebet faglighed med særligt blik for vejledningsfaglighed. Vi vil bidrage til diskussionen om fagets rolle i fremtidens uddannelsessystem og arbejdsmarked. Kan faggruppen ikke komme med kvalificerede bud på den vejledningsfaglige berettigelse, bliver dagsordenen sat andre steder. Hvor er fagets styrker og svagheder, og hvad er det særlige, vejlederne kan bidrage med? Hvordan skal vi agere for at bevare en faglighed og en professionalitet, vi kan stå inde for og samtidig imødekomme den kritik og konkurrencesituation, vi er oppe imod. Hensigten er hverken at skyde med skarpt eller blindt forsvare. Vores ærinde er at få indsigt i faglighed, vejledningsfaglighed og tværfaglighed - set både udefra og indefra, fra oven og fra neden og helt på tværs. Vi inddrager både teoretikere og praktikere, ligesom vi vil have både konkrete, praktiske og eksemplariske eksempler. Et tydeligere fagligt fundament kan være et godt afsæt for mere kvalificerede diskussioner og samtidig fjerne den sædvanlige følsomhed for kritik. Et stærkt konkurrenceparameter i fremtiden er i den sammenhæng, at den faglige profil på vejledningsområdet er tydelig. Vi vil markere fagets varemærke og tydeliggøre, hvorfor fagets professionalitet er værd at investere i.

Indhold

• Helle Merete Nordentoft, cand. comm., ph.d., Aarhus Universitet: Hvad er forskellen på samarbejde og tværfagligt samarbejde?
  Hvordan kan vejlederen positionere sig på fremtidens arbejdsmarked, hvor tværfaglighed er blevet det nye flagskib? Vejledere bør udnytte deres organisatoriske indsigter og centrale placering ved at fokusere mere på, hvad de vil, end hvad de kan. Tiden kalder på proces- fremfor ekspertkompetencer - dvs. viden om hvordan fremfor viden om hvad. Læs Fra Blæksprutte til tværfaglig katalysator.
   
• Birgit Thorup, arbejdsmarkedschef Ikast-Brande: Er tværfaglighed realistisk?
  Er tværfaglighed realistisk i den benhårde virkelighed, hvor den arme sagsbehandler har 12 minutter pr. borger og bugnende sagsstammer? Læs Forlad siloen.
   
• Morten Ejrnæs, lektor Aalborg Universitet: Hvor er fagforskellene størst?
  Tænk lige over følgende to konklusioner:
  1. Forskellene mellem faggrupperne er så små, at de ikke kan have nogen betydelig indflydelse på det tværfaglige samarbejde
  2. Forskellene mellem medarbejderne inden for samme faggruppe er så store, at de kan få stor indflydelse på både det både det faglige og det tværprofessionelle samarbejde. Læs Hvordan kan  man styrke vejlederfagligheden?
   
• Christian T. Lystbæk, cand. mag og lektor ved Aarhus Universitet: Skal man smide fagligheden væk – og erstatte den med filosofi?
  Den filosofiske vejledning ser ikke vejledningen som et håndværk, men som en kunst. Vejlederen skal på den ene side have grundige vejledningsteoretiske kundskaber, men på den anden side skal vejlederen kunne slippe det metodiske og den faglige sikkerhed i de situationer, der kalder på det. Vejlederen skal være ledet af vejledningens sag, hvad der ikke må forveksles med vejledningens fag. Læs Faglighed med og uden saglighed
   
• Charlotte Højholt, lektor, Institut for psykologi og uddannelsesforskning, RUC
  På RUC har man den opfattelse, at problemer i den virkelige verden sjældent kan løses med en faglighed alene. Tværfaglighed handler her om at overskride traditionelle faggrænser og få dem til at arbejde sammen på utraditionelle måder. Hvordan harmonerer det med virkeligheden? Læs Tab ikke brugerne i de tværfaglige institutioner
   
• Merete Juul, projekt og analyse koordinator, UU Horsens Hedensted: Når alle fra kommunen giver et stykke af sig selv til UEA
  Hedensted kommunes målsætning er at være den førende produktionskommune. Erhvervspolitikken afspejles i UEA-undervisningen. UU Horsens Hedensted er i gang med at udarbejde Uddannelse og Job-materialer til en række skoler, hvor de arbejder på tværs med både virksomheder, fagbevægelsen, ungdomsuddannelser og skolerne selv.
   
• Grethe Fogh Nielsen, cand. pæd. og lektor ved University College Syddanmark: Hvad er vejledningsfaglighed for noget?
  Hvad består den af?
   
• Afdelingschef Anne Bahn Eghøje, Center for Arbejdsmarked og Integration, Ungeafdelingen i Slagelse Jobcenter
  Tværfagligheden er blevet et nyt fokus i den professionelle faglighed, og det angår ikke bare kommunens jobcentre. Overordnet set handler det om, at der med et rehabiliteringsperspektiv skal tages udgangspunkt i borgerens hele livssituation. Og det kræver tværfaglighed. VejlederForum tager på fotosafari i Ungeafdelingen i Slagelse Jobcenter.

Faglighed er som begreb udfordrende, når det drejer sig om at finde en definition, og definitionen forandrer sig efter tid, sted og kontekst. I min søgen faldt jeg imidlertid over lektor Morten Ejrnæs’ definition af faglighed i forhold til socialt arbejde:

”Faglighed er altså de teoretiske og praktiske kvalifikationer, der er knyttet til et bestemt fag. […] Fagligheden udtrykkes gennem medarbejdernes syn på problemerne og holdningen til, hvordan der bør handles i forhold til problemerne. Jeg anvender hovedsageligt begrebet fag som et kort udtryk for den sum af teoretisk kundskab og praktiske færdigheder, som anses for at være nødvendige for at bestride en bestemt type job eller arbejdsfunktioner.” (Morten Ejrnæs, 2004, Faglighed og tværfaglighed, København, Akademisk Forlag)

Vejledningens udvikling viser netop, hvordan en faglighed ikke kan ses isoleret, men er tæt knyttet til både den organisatoriske og politiske kontekst. Først blev vejledning set som et stærkt politisk styringsredskab, der til tider blev betragtet som nærmest omnipotent - og som følge heraf blev oprustet og netop ”fagliggjort” med organisering af UU og Studievalg, udvikling af vejlederuddannelser og forskningsmiljø. Nu har politikerne i mellemtiden mistet noget af troen på vejledningsfaglighedens styrke. Hvordan er det gået til? Vi ved alle, at effekt og evidens er nøglebegreber, der præger den politiske mål-middel diskussion. Når faget har haft svært ved at bevise sin eksistensberettigelse, og resultaterne af indsatsen ikke kan dokumenteres på en måde, som vejlederne kan genkende, og som politikerne ej heller tror på effekten af, er det vanskeligt at få gennemslagskraft.

Tværfaglighed
Vejlederne har dog ikke mistet troen. For vejledningen som fag kan noget, som andre fag ikke kan. Man kunne hævde, at vejlederen er en krydsning mellem en lærer, en socialrådgiver og en psykolog. Men hvad har vejlederne at tilbyde? Hvad er deres særlige kompetencer? Souschef i UU Jette Fischer giver én version i det seneste nummer af VejlederForum:

Hvem andre end vejlederne har dagstemperaturen på det hastigt foranderlige arbejdsmarked? Hvem andre har også den ikke- internetfortalte viden om indhold, krav, ændringer og muligheder i uddannelsessystemet? Hvem skal ellers forkynde og forklare erhvervsuddannelsernes nye indhold? Hvem er ellers i direkte og daglig kontakt med uddannelsessteder, virksomheder, ungdomsskoler og andre instanser – og kan styrke den ønskede sammenkædning mellem folkeskolen og det omgivende samfund. Hvem tror man ellers vil bringe eleverne i reelle og realistiske udfordringer i uddannelsesvalget, selvom de unge nok vil mene, at dette valg udfordrer dem alt rigeligt? Hvem ellers kan professionelt bringe de ganske omfattende teoretiske og metodiske elementer om valgparathed ind i UEA? Og hov. Skal skolens undervisning i diverse andre fag fremover forrettes af linjefagsuddannede lærere, bør UEA-undervisningen vel tilsvarende bedrives af fagfolk. Trods stor kærlighed til den danske folkeskole og lærerne deri, lades der ingen tvivl tilbage: Det er kun professionelle vejledere, der har de fornødne kompetencer til at sikre, at UEA bringes derhen, derop og derud, hvor politikerne ønsker det. (Fra artiklen Når vejledningens sag bliver folkeskolens fag)

Det er én udlægning af, hvad vejlederfaget kan. Den giver også et praj om, at samarbejdet mellem vejledere og lærere kunne blive udfordrende. Vejlederfaget kommer ikke desto mindre til at finde sig i en højere grad af tværfaglighed. For hvis der er noget, diverse reformer lægger op til, om det så gælder EUD-reform, folkeskolereform eller kontanthjælpsreform, så er det tværfaglighed. Pædagoger og lærere skal arbejde sammen, lærere og vejledere, skoler og virksomheder, skoler og netværkskonsulenter, vejledere og sagsbehandlere, vejledere og virksomheder, osv. osv.

Derfor kunne man også stille spørgsmålet: Hvor meget skal man kende sin egen profession og faglighed, inden man kan gå i dialog med andre professioner? Jeg tillader mig den hypotese, at man skal kende sin egen faglighed for at få tværfaglighed til at lykkes. Såmænd ud fra samme rationale som, at man skal kunne tale sit modersmål, før man kan lære et nyt sprog. Samtidig kræver tværfaglighed vel også en viden om ”de andres” faglighed og en forståelse for forskelligheder i fagprofessioner. Hvad sker der med den faglige identitet i al den gåen på tværs? Hvordan kan man som professionel styrke tværfaglighed, samtidig med at man styrker sin egen professionsidentitet og faglighed?

Og er tværfaglighed nu altid godt? Opstår tværfaglighed, fordi de forskellige professioner reelt oplever at have brug for hinanden, eller er tværfagligheden ofte en tvungen foranstaltning? Så vidt jeg ved, har hverken lærere eller pædagoger fx ønsket at arbejde tættere sammen i den nye folkeskole. Faktisk hører man, at lærere og pædagoger til tider har et anstrengt forhold, ligesom man hører røster i UU, der advarer mod at blive lillebror i jobcentrene for bare at nævne et par eksempler. Fordi man oplever en anden kultur, et andet menneskesyn og en anden faglighed end den, man selv repræsenterer.

Spørgsmålet er, om man så vil slås for sin egen faglige identitet? Nogle professioner vil. Et godt eksempel er igen lærerne, der holder stærkt på, at det er dem, der kan undervise og dem, der ved noget om didaktik. Ikke mange udefra er blevet lukket ind i tidens løb. Helt anderledes står det til i jobcentrene, hvor kun 40 % af medarbejderne har en socialfaglig baggrund. Et faktum, der dog også bliver kritiseret, og hvor man kan diskutere, om den manglende fælles faglighed netop går ud over gennemslagskraft og oplevelsen af faglig stolthed – eller om der tværtimod er tale om en frugtbar åbenhed over for andre fagligheder.

Ingen tvivl om, at der allerede eksisterer og også vil opstå både muligheder, men også uenigheder i de mange nye konstellationer, som reformerne på området lægger op til. Forskellige syn på centrale spørgsmål i arbejdet med dem, det hele handler om. Morten Ejrnæs peger på, at det må være vigtigt at tillade, legitimere eller nærmest præmiere, at forskellighed og uenighed opdages og diskuteres, når forskellige faggrupper arbejder sammen, så man kan få flere synsvinkler på borgerne og det professionelle arbejde. Fagligheden og de etiske overvejelser kan kvalificeres, hvis forskelligheder opdages, analyseres og anvendes konstruktivt. Men det kræver igen en bevidsthed om, hvordan de vejledningsfaglige kompetencer kan komplementere andre faggruppers kompetencer i den samlede indsats. Vi er tilbage ved pointen om at få ekspliciteret vejledernes helt egen faglighed.

Nærværende nummers ambition er at komme tættere på begrebet faglighed med særligt blik for vejledningsfaglighed. Vi vil bidrage til diskussionen om fagets rolle i fremtidens uddannelsessystem og arbejdsmarked. Kan faggruppen ikke komme med kvalificerede bud på den vejledningsfaglige berettigelse, bliver dagsordenen sat andre steder. Hvor er fagets styrker og svagheder, og hvad er det særlige, vejlederne kan bidrage med? Hvordan skal vi agere for at bevare en faglighed og en professionalitet, vi kan stå inde for og samtidig imødekomme den kritik og konkurrencesituation, vi er oppe imod. Hensigten er hverken at skyde med skarpt eller blindt forsvare. Vores ærinde er at få indsigt i faglighed, vejledningsfaglighed og tværfaglighed - set både udefra og indefra, fra oven og fra neden og helt på tværs. Vi inddrager både teoretikere og praktikere, ligesom vi vil have både konkrete, praktiske og eksemplariske eksempler. Et tydeligere fagligt fundament kan være et godt afsæt for mere kvalificerede diskussioner og samtidig fjerne den sædvanlige følsomhed for kritik. Et stærkt konkurrenceparameter i fremtiden er i den sammenhæng, at den faglige profil på vejledningsområdet er tydelig. Vi vil markere fagets varemærke og tydeliggøre, hvorfor fagets professionalitet er værd at investere i.

Indhold

• Helle Merete Nordentoft, cand. comm., ph.d., Aarhus Universitet: Hvad er forskellen på samarbejde og tværfagligt samarbejde?
  Hvordan kan vejlederen positionere sig på fremtidens arbejdsmarked, hvor tværfaglighed er blevet det nye flagskib? Vejledere bør udnytte deres organisatoriske indsigter og centrale placering ved at fokusere mere på, hvad de vil, end hvad de kan. Tiden kalder på proces- fremfor ekspertkompetencer - dvs. viden om hvordan fremfor viden om hvad. Læs Fra Blæksprutte til tværfaglig katalysator.
   
• Birgit Thorup, arbejdsmarkedschef Ikast-Brande: Er tværfaglighed realistisk?
  Er tværfaglighed realistisk i den benhårde virkelighed, hvor den arme sagsbehandler har 12 minutter pr. borger og bugnende sagsstammer? Læs Forlad siloen.
   
• Morten Ejrnæs, lektor Aalborg Universitet: Hvor er fagforskellene størst?
  Tænk lige over følgende to konklusioner:
  1. Forskellene mellem faggrupperne er så små, at de ikke kan have nogen betydelig indflydelse på det tværfaglige samarbejde
  2. Forskellene mellem medarbejderne inden for samme faggruppe er så store, at de kan få stor indflydelse på både det både det faglige og det tværprofessionelle samarbejde. Læs Hvordan kan  man styrke vejlederfagligheden?
   
• Christian T. Lystbæk, cand. mag og lektor ved Aarhus Universitet: Skal man smide fagligheden væk – og erstatte den med filosofi?
  Den filosofiske vejledning ser ikke vejledningen som et håndværk, men som en kunst. Vejlederen skal på den ene side have grundige vejledningsteoretiske kundskaber, men på den anden side skal vejlederen kunne slippe det metodiske og den faglige sikkerhed i de situationer, der kalder på det. Vejlederen skal være ledet af vejledningens sag, hvad der ikke må forveksles med vejledningens fag. Læs Faglighed med og uden saglighed
   
• Charlotte Højholt, lektor, Institut for psykologi og uddannelsesforskning, RUC
  På RUC har man den opfattelse, at problemer i den virkelige verden sjældent kan løses med en faglighed alene. Tværfaglighed handler her om at overskride traditionelle faggrænser og få dem til at arbejde sammen på utraditionelle måder. Hvordan harmonerer det med virkeligheden? Læs Tab ikke brugerne i de tværfaglige institutioner
   
• Merete Juul, projekt og analyse koordinator, UU Horsens Hedensted: Når alle fra kommunen giver et stykke af sig selv til UEA
  Hedensted kommunes målsætning er at være den førende produktionskommune. Erhvervspolitikken afspejles i UEA-undervisningen. UU Horsens Hedensted er i gang med at udarbejde Uddannelse og Job-materialer til en række skoler, hvor de arbejder på tværs med både virksomheder, fagbevægelsen, ungdomsuddannelser og skolerne selv.
   
• Grethe Fogh Nielsen, cand. pæd. og lektor ved University College Syddanmark: Hvad er vejledningsfaglighed for noget?
  Hvad består den af?
   
• Afdelingschef Anne Bahn Eghøje, Center for Arbejdsmarked og Integration, Ungeafdelingen i Slagelse Jobcenter
  Tværfagligheden er blevet et nyt fokus i den professionelle faglighed, og det angår ikke bare kommunens jobcentre. Overordnet set handler det om, at der med et rehabiliteringsperspektiv skal tages udgangspunkt i borgerens hele livssituation. Og det kræver tværfaglighed. VejlederForum tager på fotosafari i Ungeafdelingen i Slagelse Jobcenter.