Hvad siger loven?
Men er uddannelsesparat noget, man er? Eller er uddannelsesparathed noget, man har, eller noget, man udvikler?

Reglerne om uddannelsesparathed fremgår af vejledningsloven. Hele formålet med vurdering af uddannelsesparathed (UPV) i grundskolen er at målrette vejledningsindsatsen mod de elever, der ikke er uddannelsesparate, så de bliver klar til at starte på og gennemføre en uddannelse.

Sådan er det i grundskolen. Her er det værd at bemærke, at termen uddannelsesparat for unge under 18 år refererer til vejledningsloven. For at komplicere sagerne bruges samme terminologi i jobcenterregi om unge under 25/30 år – her tales der endda ikke bare om uddannelsesparate, men også om åbenlyst uddannelsesparate i forbindelse med uddannelsespålæg (lov om aktiv beskæftigelsesindsats). 

For overhovedet at gennemføre en uddannelse skal man altså være uddannelsesparat, inden man starter på en uddannelse. Og om man er parat eller ej er ikke noget, den unge selv bestemmer, vurderer eller føler sig frem til. Det er der andre instanser og faktorer, der afgør, nemlig lærere, vejledere, beskæftigelsesmedarbejdere, ligesom karakterer og sociale og personlige kompetencer spiller en afgørende rolle.

De seneste ændringer af lovgivningen medfører, at UPV er rykket frem til 8. klasse. Med den nye reform af erhvervsuddannelserne bliver det skolens opgave at dele eleverne i 8. klasse op i de ”uddannelsesparate” og de ”ikke uddannelsesparate” ud fra et karaktergennemsnit på 4 og en vurdering af, om de personlige og sociale kompetencer er tilstrækkelige. Herefter får vejlederne til opgave at skønne, om der blandt de ikke uddannelsesparate alligevel er nogle, der ”forventes at have de nødvendige faglige, sociale og personlige forudsætninger for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse efter 9. klasse, dvs. at de er uddannelsesparate, uden at der iværksættes en målrettet indsats,” som der står i vejledningsloven.

Interessant er det, at de unge i kontanthjælpssystemet som udgangspunkt er (måske endda åbenlyst) uddannelsesparate, mens de unge i grundskolen først skal kvalificere sig til det. Ovenikøbet ved vi, at de unge, der er omfattet af kontanthjælpsreformen ikke nødvendigvis bliver taknemmelige over, at uddannelsesparatheden er givet på forhånd, fordi det kan medføre et massivt fald i deres forsørgelsesgrundlag. Meget er på spil.

Whisky og bananer
Men hvad vil det egentlig sige at være uddannelsesparat, om det så er åbenlyst eller ej? Svaret er bestemt ikke enkelt, og udfordringerne meldte sig da også straks med kontanthjælpsreformen. For selv om de fleste er enige om, at der er forskel på kommunernes indbyggere, betingelser og forudsætninger i Whisky-bæltet og Den rådne banan – for nu at nævne to yderpoler – var der alligevel grænser for galskaben, da det viste sig, at 14 procent af de unge under 30 år er uddannelsesparate i én kommune, mens en anden kommune er helt oppe på 87 procent. Og her taler vi såmænd bare om Halsnæs og Allerød Kommune.

Ifølge Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, kunne forklaringen ligge i Loven om aktiv beskæftigelsesindsats´ meget brede beskrivelse af kriterierne – eller mangel på samme. Men forklaringen kunne sandelig også være kommunernes kassetænkning. Det er langt billigere for kommunen at have uddannelsesparate unge end aktivitetsparate. Dansk Socialrådgiverforening havde da også fra starten advaret Beskæftigelsesministeriet om, at visitationen i kommunerne foregik vidt forskelligt. (Implementeringskaos rammer borgerne) En advarsel, der også blev bragt i medierne, og som en rystet beskæftigelsesminister lyttede til, hvorefter en mere klar vejledning på området blev udarbejdet. Ikke desto mindre er der stadig store og uforklarlige forskelle mellem kommunerne. (Kommunerne vurderer unges uddannelsesparathed vidt forskelligt)

Retfærdighed?
Også håndteringen af UPV i grundskolen har voldt vanskeligheder. I 2011 kunne der konstateres store kommunale forskelle i andelen af elever, der blev vurderet ”ikke uddannelsesparat”. De fem kommuner med flest elever vurderet ”ikke uddannelsesparat” var de sjællandske kommuner Albertslund, Ishøj, Ringsted, Roskilde og Brøndby med København lige efter, mens de fire ø-kommuner og Glostrup slet ikke havde elever registreret med vurderingen ”ikke uddannelsesparat”. (Endnu et positivt skridt mod 95 % - målsætningen)

Både objektiviteten, gyldigheden og sågar retssikkerheden i UPV bliver da også diskuteret. Vurderingen beror jo på et skøn. Nogle lader tvivlen komme den unge til gode, og andre gør ikke, og så dukker spørgsmål om systemets retfærdighed op. For hvad hjælper det for eksempel, at grundskole og UU er enige om, at en elev ikke er uddannelsesparat, når en ungdomsuddannelse optager den unge alligevel, fordi taxameter-ordningen tikker? (Politiken: Gymnasier optager uegnede elever). Sidste nyt fra Undervisningsministeriet er dog, at den udvikling er vendt. Vurderingen af uddannelsesparatheden er blevet mere retvisende, og det er især gymnasierne, der er blevet mere enige med vurderingerne fra UU.

Tidligere studiechef på KU Jakob Lange sagde engang, at uddannelsesparathed er et fornuftigt, men svært begreb. Og jo flere eksempler man gennem års erfaring kan samle sammen på, hvor forbandet svært det er at sige noget som helst om, hvem der vil klare sig i livet, desto mere ydmyg bliver man over for sin rolle som forvalter af kriterier for parathed. Derfor er det også nødvendigt at synliggøre vores kriterier for vurdering af parathed, for ”det vi gør, når vi vurderer folk, skal kunne tåle dagens lys,” sagde han dengang (Dialogkonference i København, 2010).

Kan man blive uddannelsesparat undervejs?
Men lad os nu forestille os, at det faktisk var muligt at sætte objektive kriterier for vurderingen af uddannelsesparathed på formel, så alle unge bliver retfærdigt og lige behandlet, uanset hvor de er i systemet. Følger vi den forestilling til dørs, er logikken, at uddannelsesparat er noget, man skal være, inden man starter på en uddannelse. Men hvad nu hvis hele præmissen er forkert? Tilbage til det tidligere spørgsmål: Men er uddannelsesparat noget, man er? Eller er uddannelsesparathed noget, man har, eller noget, man udvikler? Spørger vi lektor Steen Nepper Larsen, er svaret faktisk det sidste. I et tidligere nummer af VejlederForum spurgte han:

”Men er det ikke lige netop ved at gå i gang med en uddannelse, at man kan blive uddannelsesparat? Et fundamentalt spørgsmål trænger sig på: Kan uddannelsesparathed overhovedet planlægges og designes strategisk?

Man kan vel kun blive en uddannelsesmæssig overraskelse for de andre, men ikke mindst også for sig selv ved at gå i gang med at uddanne sig efter devisen: Ingen ved vel ret beset, hvad et gymnasium kan gøre ved én, før man kaster sig ud i at tage livtag med det, og ingen kan forudsige, hvad en erhvervsuddannelse kan føre til, før man går i gang med den.”

Så uddannelsesparat er noget, man bliver ved at tage en uddannelse.

Camilla Hutters fra Center for Ungdomsforskning luftede lignende overvejelser, da hun i P1’s Orientering efterlyste en forståelse for, at valget ikke er en enkeltstående begivenhed i den unges liv. Valget bliver til gennem en længere afklaringsproces, der både handler om information og om at blive klogere på sig selv: Hvad handler uddannelsen egentlig om, og hvad kan jeg bruge den til? Det tager man ikke højde for nu, ligesom selve optagelsen er kompliceret, instrumentel og teknisk. Vejledningen kommer kun til at handle om at gennemgå regler. Kunne man overveje at forenkle og reducere fagkrav? spørger Camilla Hutters. Hvad er egentlig nødvendigt for at gennemføre en uddannelse? Og kunne man ændre rammerne, så man fik bedre valgprocesser, og de unge havde bedre muligheder for at blive afklaret undervejs?

Foreløbig fortsætter kampen for at gøre de unge uddannelsesparate ufortrødent. Det regionale Beskæftigelsesråd og beskæftigelsesministeren har indgået kontrakt for 2014, og det regionale resultatmål for fx Østdanmark lyder: Uddannelsesgraden for unge skal i december 2014 være 26 procent – svarende til en stigning på 7,2 procentpoint fra december 2012 til december 2014 (Mål for beskæftigelsesindsatsen 2014 i Østdanmark). Gad nok vide, hvordan det går med det.

Lad os i vanlig VejlederForum-stil sætte tingene lidt på spidsen og slutte med Steen Neppers Larsens fortsættelse af ovenstående citat:

"Det næste bliver vel, at livsparatheden skal tjekkes og bogføres i en database, før livet kan få lov til at blive levet?"

Lad os bruge dette nummer til at udforske og nuancere, hvor, hvornår og til hvad begrebet uddannelsesparat er egnet, måske egnet eller uegnet.

Indhold:

• Mette Pless, lektor fra Center for Ungdomsforskning
  Hvordan kan vi forstå unges motivation for læring og uddannelse (og mangel på samme)? Hvad kan understøtte og fremme unges læringsmotivation, og hvor ligger udfordringerne? Læs Det er passé at dømme folk ude eller inde.
     
• Marianne Tolstrup, lektor, University College Lillebælt
  Hvilke personlige og sociale kompetencer er relevante? Hvordan kan man arbejde med afdækning af personlige og sociale kompetencer, så den unge udvikler bevidsthed om, hvad der har betydning, og får redskaber til at arbejde med udvikling af relevante områder? Hvilke etiske problemstillinger rejses, når man arbejder med disse områder?
   
• Morten Binder, direktør i STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering)
  Hvilke overvejelser har man gjort sig over udvælgelsen af kriterier til kommunernes nye digitale profilafklaring for unge på uddannelseshjælp, som STAR står bag?
   
• Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog
  Kan man vurdere eleverne ud fra, hvad de allerede har præsteret fagligt, socialt og personligt? Bliver drengene stemplet negativt, fordi skolen i høj grad bygger på feminine værdier som at sidde stille og verbalisere følelser og handlinger? Bliver der tale om en yderligere kønslig skævvridning i uddannelsessystemet?
   
• Knud Carlo Foldschack, advokat
  I et interview til Politiken i august kritiserede Knud Foldschack beskæftigelsessystemet for at lide af paranoiatænkning. Både systemet og politikken tager udgangspunkt i en paranoiatænkning om, at folk ikke vil og ikke har lyst, mener han. Knud præsenterede os også for sit alter ego nemlig den kriminelle Carlo.
  
  Nu spørger VejlederForum Carlo, om den samme paranoiatænkning kommer til udtryk i uddannelsessystemet. Hvad mener Carlo om, at alle skal tvinges i uddannelse – hvordan får man Carlo til at tage en? I Politiken forklarer Knud, at Carl altid vil finde fem udveje, så VejlederForum vil gerne vide, hvilke Carlo vil finde i uddannelsessystemet? For uddannelsessystemet er fyldt med ”Carlo´er”, så vi spørger også, hvordan Carlo egentlig gerne vil mødes, hvis systemets møde med mennesket Carlo overhovedet skal bære frugt?
   
• Kasper Munk Rasmussen, cand. soc., CBS
  Der er store uoverensstemmelser i de vurderingskriterier, som vejlederne anvender. Vurderingen beror på et skøn. Nogle lader tvivlen komme eleven til gode, og andre gør ikke, og så er spørgsmålet, om systemet er mere retfærdigt end karaktersystemet. Hvordan får man kvalificeret de kriterier, man vurderer efter, så der er en vis retssikkerhed?

Hvad siger loven?
Men er uddannelsesparat noget, man er? Eller er uddannelsesparathed noget, man har, eller noget, man udvikler?

Reglerne om uddannelsesparathed fremgår af vejledningsloven. Hele formålet med vurdering af uddannelsesparathed (UPV) i grundskolen er at målrette vejledningsindsatsen mod de elever, der ikke er uddannelsesparate, så de bliver klar til at starte på og gennemføre en uddannelse.

Sådan er det i grundskolen. Her er det værd at bemærke, at termen uddannelsesparat for unge under 18 år refererer til vejledningsloven. For at komplicere sagerne bruges samme terminologi i jobcenterregi om unge under 25/30 år – her tales der endda ikke bare om uddannelsesparate, men også om åbenlyst uddannelsesparate i forbindelse med uddannelsespålæg (lov om aktiv beskæftigelsesindsats). 

For overhovedet at gennemføre en uddannelse skal man altså være uddannelsesparat, inden man starter på en uddannelse. Og om man er parat eller ej er ikke noget, den unge selv bestemmer, vurderer eller føler sig frem til. Det er der andre instanser og faktorer, der afgør, nemlig lærere, vejledere, beskæftigelsesmedarbejdere, ligesom karakterer og sociale og personlige kompetencer spiller en afgørende rolle.

De seneste ændringer af lovgivningen medfører, at UPV er rykket frem til 8. klasse. Med den nye reform af erhvervsuddannelserne bliver det skolens opgave at dele eleverne i 8. klasse op i de ”uddannelsesparate” og de ”ikke uddannelsesparate” ud fra et karaktergennemsnit på 4 og en vurdering af, om de personlige og sociale kompetencer er tilstrækkelige. Herefter får vejlederne til opgave at skønne, om der blandt de ikke uddannelsesparate alligevel er nogle, der ”forventes at have de nødvendige faglige, sociale og personlige forudsætninger for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse efter 9. klasse, dvs. at de er uddannelsesparate, uden at der iværksættes en målrettet indsats,” som der står i vejledningsloven.

Interessant er det, at de unge i kontanthjælpssystemet som udgangspunkt er (måske endda åbenlyst) uddannelsesparate, mens de unge i grundskolen først skal kvalificere sig til det. Ovenikøbet ved vi, at de unge, der er omfattet af kontanthjælpsreformen ikke nødvendigvis bliver taknemmelige over, at uddannelsesparatheden er givet på forhånd, fordi det kan medføre et massivt fald i deres forsørgelsesgrundlag. Meget er på spil.

Whisky og bananer
Men hvad vil det egentlig sige at være uddannelsesparat, om det så er åbenlyst eller ej? Svaret er bestemt ikke enkelt, og udfordringerne meldte sig da også straks med kontanthjælpsreformen. For selv om de fleste er enige om, at der er forskel på kommunernes indbyggere, betingelser og forudsætninger i Whisky-bæltet og Den rådne banan – for nu at nævne to yderpoler – var der alligevel grænser for galskaben, da det viste sig, at 14 procent af de unge under 30 år er uddannelsesparate i én kommune, mens en anden kommune er helt oppe på 87 procent. Og her taler vi såmænd bare om Halsnæs og Allerød Kommune.

Ifølge Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, kunne forklaringen ligge i Loven om aktiv beskæftigelsesindsats´ meget brede beskrivelse af kriterierne – eller mangel på samme. Men forklaringen kunne sandelig også være kommunernes kassetænkning. Det er langt billigere for kommunen at have uddannelsesparate unge end aktivitetsparate. Dansk Socialrådgiverforening havde da også fra starten advaret Beskæftigelsesministeriet om, at visitationen i kommunerne foregik vidt forskelligt. (Implementeringskaos rammer borgerne) En advarsel, der også blev bragt i medierne, og som en rystet beskæftigelsesminister lyttede til, hvorefter en mere klar vejledning på området blev udarbejdet. Ikke desto mindre er der stadig store og uforklarlige forskelle mellem kommunerne. (Kommunerne vurderer unges uddannelsesparathed vidt forskelligt)

Retfærdighed?
Også håndteringen af UPV i grundskolen har voldt vanskeligheder. I 2011 kunne der konstateres store kommunale forskelle i andelen af elever, der blev vurderet ”ikke uddannelsesparat”. De fem kommuner med flest elever vurderet ”ikke uddannelsesparat” var de sjællandske kommuner Albertslund, Ishøj, Ringsted, Roskilde og Brøndby med København lige efter, mens de fire ø-kommuner og Glostrup slet ikke havde elever registreret med vurderingen ”ikke uddannelsesparat”. (Endnu et positivt skridt mod 95 % - målsætningen)

Både objektiviteten, gyldigheden og sågar retssikkerheden i UPV bliver da også diskuteret. Vurderingen beror jo på et skøn. Nogle lader tvivlen komme den unge til gode, og andre gør ikke, og så dukker spørgsmål om systemets retfærdighed op. For hvad hjælper det for eksempel, at grundskole og UU er enige om, at en elev ikke er uddannelsesparat, når en ungdomsuddannelse optager den unge alligevel, fordi taxameter-ordningen tikker? (Politiken: Gymnasier optager uegnede elever). Sidste nyt fra Undervisningsministeriet er dog, at den udvikling er vendt. Vurderingen af uddannelsesparatheden er blevet mere retvisende, og det er især gymnasierne, der er blevet mere enige med vurderingerne fra UU.

Tidligere studiechef på KU Jakob Lange sagde engang, at uddannelsesparathed er et fornuftigt, men svært begreb. Og jo flere eksempler man gennem års erfaring kan samle sammen på, hvor forbandet svært det er at sige noget som helst om, hvem der vil klare sig i livet, desto mere ydmyg bliver man over for sin rolle som forvalter af kriterier for parathed. Derfor er det også nødvendigt at synliggøre vores kriterier for vurdering af parathed, for ”det vi gør, når vi vurderer folk, skal kunne tåle dagens lys,” sagde han dengang (Dialogkonference i København, 2010).

Kan man blive uddannelsesparat undervejs?
Men lad os nu forestille os, at det faktisk var muligt at sætte objektive kriterier for vurderingen af uddannelsesparathed på formel, så alle unge bliver retfærdigt og lige behandlet, uanset hvor de er i systemet. Følger vi den forestilling til dørs, er logikken, at uddannelsesparat er noget, man skal være, inden man starter på en uddannelse. Men hvad nu hvis hele præmissen er forkert? Tilbage til det tidligere spørgsmål: Men er uddannelsesparat noget, man er? Eller er uddannelsesparathed noget, man har, eller noget, man udvikler? Spørger vi lektor Steen Nepper Larsen, er svaret faktisk det sidste. I et tidligere nummer af VejlederForum spurgte han:

”Men er det ikke lige netop ved at gå i gang med en uddannelse, at man kan blive uddannelsesparat? Et fundamentalt spørgsmål trænger sig på: Kan uddannelsesparathed overhovedet planlægges og designes strategisk?

Man kan vel kun blive en uddannelsesmæssig overraskelse for de andre, men ikke mindst også for sig selv ved at gå i gang med at uddanne sig efter devisen: Ingen ved vel ret beset, hvad et gymnasium kan gøre ved én, før man kaster sig ud i at tage livtag med det, og ingen kan forudsige, hvad en erhvervsuddannelse kan føre til, før man går i gang med den.”

Så uddannelsesparat er noget, man bliver ved at tage en uddannelse.

Camilla Hutters fra Center for Ungdomsforskning luftede lignende overvejelser, da hun i P1’s Orientering efterlyste en forståelse for, at valget ikke er en enkeltstående begivenhed i den unges liv. Valget bliver til gennem en længere afklaringsproces, der både handler om information og om at blive klogere på sig selv: Hvad handler uddannelsen egentlig om, og hvad kan jeg bruge den til? Det tager man ikke højde for nu, ligesom selve optagelsen er kompliceret, instrumentel og teknisk. Vejledningen kommer kun til at handle om at gennemgå regler. Kunne man overveje at forenkle og reducere fagkrav? spørger Camilla Hutters. Hvad er egentlig nødvendigt for at gennemføre en uddannelse? Og kunne man ændre rammerne, så man fik bedre valgprocesser, og de unge havde bedre muligheder for at blive afklaret undervejs?

Foreløbig fortsætter kampen for at gøre de unge uddannelsesparate ufortrødent. Det regionale Beskæftigelsesråd og beskæftigelsesministeren har indgået kontrakt for 2014, og det regionale resultatmål for fx Østdanmark lyder: Uddannelsesgraden for unge skal i december 2014 være 26 procent – svarende til en stigning på 7,2 procentpoint fra december 2012 til december 2014 (Mål for beskæftigelsesindsatsen 2014 i Østdanmark). Gad nok vide, hvordan det går med det.

Lad os i vanlig VejlederForum-stil sætte tingene lidt på spidsen og slutte med Steen Neppers Larsens fortsættelse af ovenstående citat:

"Det næste bliver vel, at livsparatheden skal tjekkes og bogføres i en database, før livet kan få lov til at blive levet?"

Lad os bruge dette nummer til at udforske og nuancere, hvor, hvornår og til hvad begrebet uddannelsesparat er egnet, måske egnet eller uegnet.

Indhold:

• Mette Pless, lektor fra Center for Ungdomsforskning
  Hvordan kan vi forstå unges motivation for læring og uddannelse (og mangel på samme)? Hvad kan understøtte og fremme unges læringsmotivation, og hvor ligger udfordringerne? Læs Det er passé at dømme folk ude eller inde.
     
• Marianne Tolstrup, lektor, University College Lillebælt
  Hvilke personlige og sociale kompetencer er relevante? Hvordan kan man arbejde med afdækning af personlige og sociale kompetencer, så den unge udvikler bevidsthed om, hvad der har betydning, og får redskaber til at arbejde med udvikling af relevante områder? Hvilke etiske problemstillinger rejses, når man arbejder med disse områder?
   
• Morten Binder, direktør i STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering)
  Hvilke overvejelser har man gjort sig over udvælgelsen af kriterier til kommunernes nye digitale profilafklaring for unge på uddannelseshjælp, som STAR står bag?
   
• Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog
  Kan man vurdere eleverne ud fra, hvad de allerede har præsteret fagligt, socialt og personligt? Bliver drengene stemplet negativt, fordi skolen i høj grad bygger på feminine værdier som at sidde stille og verbalisere følelser og handlinger? Bliver der tale om en yderligere kønslig skævvridning i uddannelsessystemet?
   
• Knud Carlo Foldschack, advokat
  I et interview til Politiken i august kritiserede Knud Foldschack beskæftigelsessystemet for at lide af paranoiatænkning. Både systemet og politikken tager udgangspunkt i en paranoiatænkning om, at folk ikke vil og ikke har lyst, mener han. Knud præsenterede os også for sit alter ego nemlig den kriminelle Carlo.
  
  Nu spørger VejlederForum Carlo, om den samme paranoiatænkning kommer til udtryk i uddannelsessystemet. Hvad mener Carlo om, at alle skal tvinges i uddannelse – hvordan får man Carlo til at tage en? I Politiken forklarer Knud, at Carl altid vil finde fem udveje, så VejlederForum vil gerne vide, hvilke Carlo vil finde i uddannelsessystemet? For uddannelsessystemet er fyldt med ”Carlo´er”, så vi spørger også, hvordan Carlo egentlig gerne vil mødes, hvis systemets møde med mennesket Carlo overhovedet skal bære frugt?
   
• Kasper Munk Rasmussen, cand. soc., CBS
  Der er store uoverensstemmelser i de vurderingskriterier, som vejlederne anvender. Vurderingen beror på et skøn. Nogle lader tvivlen komme eleven til gode, og andre gør ikke, og så er spørgsmålet, om systemet er mere retfærdigt end karaktersystemet. Hvordan får man kvalificeret de kriterier, man vurderer efter, så der er en vis retssikkerhed?