Inspiration til vanebrud!  

Lene Tanggaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Prisen for at være lydig er høj
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
De unge er på en nær-ved-og-næsten jagt på anerkendelse, men hver gang de er lige ved at nå i mål, har målstregen flyttet sig.

Af Stine Blaavand og Mette Marie Callesen
Person:
Billede:
Rasmus Willig IMG_3453-001
Navn:
Rasmus Willig
Titel:
Sociolog
Arbejdssted:
RUC
Fotoreportage:
Lang tekst:

Hvad kendertegner de artige unge anno 2015?
De er, som det fremkommer af dit spørgsmål, ”artige”. De drikker mindre, ryger mindre og gennemfører uddannelser på et niveau, vi ikke har set tidligere. De er ikke bare artige, de er lydige. De gør alt, hvad konkurrencestaten siger – og det er måske netop det bekymrende. For kan de løbe stærkere, end de allerede gør? Have flere ambitioner? Kan de sætte flere mål for dem selv? De konkurrerer ikke blot med og imod andre, men også med dem selv. Det er et opslidende arbejde, og jeg er bange for, at denne form for ekstreme konkurrence er årsagen til de mange psykosomatiske symptomer, vi ser hos de unge i disse år. De er på en nær-ved-og-næsten jagt på anerkendelse, men hver gang de er lige ved at nå i mål, har målstregen flyttet sig.
 

Udbuddet af bøger og kurser inden for positiv psykologi, resiliens og robusthed bugner i et forsøg på at gøre de artige unge mere robuste. Hvorfor har det vundet så stor udbredelse? 
Prisen for at være lydig over for værdier, som ikke står mål med samfundets eller for den sags skyld verdens kriser, er høj. Intensiveret konkurrence løser hverken klima- eller miljøkriser, tværtimod forværres de. Når jeg nævner kriserne, så er det, fordi de er massive. Miljø-, klima-, finans-, arbejdsmarked- og gældskriser er nærmest blevet permanente, og for miljø og klimaets vedkommende irreversibelt. Udbredelsen af resilienslitteraturen kommer i kølvandet på disse kriser og proklamerer nu, at det er tid til at blive mere hærdet, hvis man skal gøre sig chancer om at klare sig i den intensiverede konkurrence.
 

Der er intet overraskende i, at denne litteratur er på fremmarch. Det overraskende er, at der ikke er nogen, der reagerer kritisk. Måske er generationen bange og i afmagt. Hvordan skal de forstå en verden, hvor de gør, som konkurrencestaten dikterer, samtidig med at de bliver informeret om, at verden har mistet halvdelen af sit vilde dyreliv de sidste 40 år? Halvdelen! Hvad er politikernes svar, deres forældre, ja, for den sags skyld deres vejledere? Skal de unge være med til at udrydde den sidste halvdel? Er det svaret? Og skal de tage råd fra de voksne, som laver en sådan overlevering til dem? Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke tanker de gør sig. Det mest håbløse for de unge er, at konkurrencestaten ikke leverer nogle løsninger eller har fantasi til at tænke i alternativer – heraf håbløsheden.


IMG_3453
 

Er der ikke en vis fare for ansvarsforflygtigelse, når man i stedet for at kigge indad, som den positive psykologi lægger op til, vender blikket mod de strukturelle betingelser?
Lige nu har vi en så voldsom strukturel overmagt, som leder til apati – eller med dine ord ansvarsforflygtigelse – at jeg slet ikke ved, om jeg kan forstå spørgsmålet?!
 

Hvad er det for nogle strukturer, vi skal ændre, hvis vi skal opfostre noget andet end artighed?
Her er der mange bud, men for mit eget vedkommende har jeg fundet mange af svarene i John Urrys nye bog ”Offshorred”. Jeg skal ikke redegøre for hans analyse her, men blot anbefale den for dem, som vil forstå, hvorfor det er kommet hertil. De strukturelle forhold, som Urry peger på, er hinsides vores egen kontrol. De er offshorred. De er ikke – for at blive i hans terminologi – on-shorred. Han peger fx på de mange skattely, som kun er tilgængelige for dem, som allerede har enorme ressourcer. Han beskriver det meget nøgternt – og man skal tale mod bedre vidende, når man har læst hans analyse, for at få det til at hænge sammen. Summerne er så enorme, at verdens problemer nemt kunne løses, men de er uden for national kontrol. Det er det samme med forurening. Og sådan kunne vi blive ved.
 

Hvordan kan vejlederen udfordre artigheden? Og skal vejlederen overhovedet udfordre artigheden?
Det ved jeg ikke, er det ikke en opgave for os alle sammen?
 

Hvad er dit mest uartige råd til ungdommen i dag?
Læs uartig litteratur. De kære unge mennesker kunne starte med den føromtalte bog ”Off-shorred” af John Urry.
 

Rasmus Willig er sociolog og har blandt andet skrevet bøgerne (2007) Til forsvar for kritikken, (2009) Umyndiggørelse og (2013) Kritikkens U-vending. Alle på Hans Reitzels Forlag.

 

 

Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Hvad kendertegner de artige unge anno 2015?
De er, som det fremkommer af dit spørgsmål, ”artige”. De drikker mindre, ryger mindre og gennemfører uddannelser på et niveau, vi ikke har set tidligere. De er ikke bare artige, de er lydige. De gør alt, hvad konkurrencestaten siger – og det er måske netop det bekymrende. For kan de løbe stærkere, end de allerede gør? Have flere ambitioner? Kan de sætte flere mål for dem selv? De konkurrerer ikke blot med og imod andre, men også med dem selv. Det er et opslidende arbejde, og jeg er bange for, at denne form for ekstreme konkurrence er årsagen til de mange psykosomatiske symptomer, vi ser hos de unge i disse år. De er på en nær-ved-og-næsten jagt på anerkendelse, men hver gang de er lige ved at nå i mål, har målstregen flyttet sig.
 

Udbuddet af bøger og kurser inden for positiv psykologi, resiliens og robusthed bugner i et forsøg på at gøre de artige unge mere robuste. Hvorfor har det vundet så stor udbredelse? 
Prisen for at være lydig over for værdier, som ikke står mål med samfundets eller for den sags skyld verdens kriser, er høj. Intensiveret konkurrence løser hverken klima- eller miljøkriser, tværtimod forværres de. Når jeg nævner kriserne, så er det, fordi de er massive. Miljø-, klima-, finans-, arbejdsmarked- og gældskriser er nærmest blevet permanente, og for miljø og klimaets vedkommende irreversibelt. Udbredelsen af resilienslitteraturen kommer i kølvandet på disse kriser og proklamerer nu, at det er tid til at blive mere hærdet, hvis man skal gøre sig chancer om at klare sig i den intensiverede konkurrence.
 

Der er intet overraskende i, at denne litteratur er på fremmarch. Det overraskende er, at der ikke er nogen, der reagerer kritisk. Måske er generationen bange og i afmagt. Hvordan skal de forstå en verden, hvor de gør, som konkurrencestaten dikterer, samtidig med at de bliver informeret om, at verden har mistet halvdelen af sit vilde dyreliv de sidste 40 år? Halvdelen! Hvad er politikernes svar, deres forældre, ja, for den sags skyld deres vejledere? Skal de unge være med til at udrydde den sidste halvdel? Er det svaret? Og skal de tage råd fra de voksne, som laver en sådan overlevering til dem? Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke tanker de gør sig. Det mest håbløse for de unge er, at konkurrencestaten ikke leverer nogle løsninger eller har fantasi til at tænke i alternativer – heraf håbløsheden.


IMG_3453
 

Er der ikke en vis fare for ansvarsforflygtigelse, når man i stedet for at kigge indad, som den positive psykologi lægger op til, vender blikket mod de strukturelle betingelser?
Lige nu har vi en så voldsom strukturel overmagt, som leder til apati – eller med dine ord ansvarsforflygtigelse – at jeg slet ikke ved, om jeg kan forstå spørgsmålet?!
 

Hvad er det for nogle strukturer, vi skal ændre, hvis vi skal opfostre noget andet end artighed?
Her er der mange bud, men for mit eget vedkommende har jeg fundet mange af svarene i John Urrys nye bog ”Offshorred”. Jeg skal ikke redegøre for hans analyse her, men blot anbefale den for dem, som vil forstå, hvorfor det er kommet hertil. De strukturelle forhold, som Urry peger på, er hinsides vores egen kontrol. De er offshorred. De er ikke – for at blive i hans terminologi – on-shorred. Han peger fx på de mange skattely, som kun er tilgængelige for dem, som allerede har enorme ressourcer. Han beskriver det meget nøgternt – og man skal tale mod bedre vidende, når man har læst hans analyse, for at få det til at hænge sammen. Summerne er så enorme, at verdens problemer nemt kunne løses, men de er uden for national kontrol. Det er det samme med forurening. Og sådan kunne vi blive ved.
 

Hvordan kan vejlederen udfordre artigheden? Og skal vejlederen overhovedet udfordre artigheden?
Det ved jeg ikke, er det ikke en opgave for os alle sammen?
 

Hvad er dit mest uartige råd til ungdommen i dag?
Læs uartig litteratur. De kære unge mennesker kunne starte med den føromtalte bog ”Off-shorred” af John Urry.
 

Rasmus Willig er sociolog og har blandt andet skrevet bøgerne (2007) Til forsvar for kritikken, (2009) Umyndiggørelse og (2013) Kritikkens U-vending. Alle på Hans Reitzels Forlag.

 

 

Tidsskriftsnr.:
2015 nr. 3
Publiceringsdato:
08-09-2015

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.