”Det må være svært at være sagsbehandler. Og det ser sort ud for deres retssikkerhed.”
 

Udbruddet kommer fra hjertet fra advokat Mads Pramming. Vi taler om, at kommuner i disse år afsøger grænser i deres afgørelsespolitik for at spare penge, ikke mindst på social- og beskæftigelsesområdet.


 

I en artikel i fagbladet Advokaten har Mads Pramming bl.a. sagt, at vi er på niveauet før afslag som ”Du er for tyk til at få førtidspension,” og at problemet bunder i, at domstolene sjældent afprøver myndighedernes afgørelser, som derfor kan slippe af sted med at ”skønne hvad som helst.” Og dem, der bliver sat til det beskidte arbejde, er sagsbehandlerne.
 

”Grænser finder man kun, hvis man går over dem. Derfor bliver sagsbehandlerne sat til at træffe afgørelser, som ikke bare er i en gråzone, men går over grænsen. Afgørelser, som sagsbehandlerne selv mener, er forkerte. Det må være særligt svært, fordi det handler om mennesker, som er syge, og om deres forsørgelse. Sagsbehandleren møder folk i svære livssituationer, og afgørelserne får betydning for resten af livet. Du bliver bøddel for systemet for at sige det råt.”
 

Gatekeepers på pengekassen

Vejlederforum besøger Mads Pramming på hans advokatkontor i Københavns Nordvestkvarter. På parkeringspladsen står ensomt storskrald i hjørnerne, og på træhegnet er der graffiti. Vi er langt fra citys dyre adresser og tæt på nogle af de almindelige mennesker, som Mads Pramming fører sager for. Han er bl.a. kendt for at kæmpe for, at flere hundrede krigsveteraner fik anerkendt posttraumatisk stress som en arbejdsskade. En kamp, han vandt. Og så er han kendt som forsvarer for efterretningsofficeren og whistlebloweren Anders Kærgaard, som afslørede videoer med fangemishandlinger i Irak og satte fokus på Danmarks medansvar.



Vi taler med ham i hans egenskab som formand for whistleblowerforeningen Veron. En frivillig opgave, Mads Pramming har taget, fordi det i Danmark er svært at beskytte folk mod repressalier, når de står frem og går imod systemet. Foreningen rådgiver kommende whistleblowere gratis og vil ændre lovgivningen.
 

”Det skal være tydeligt i loven, at ansatte har lov til at ytre sig, og at de er beskyttet, når de gør det. I dag kan du få kompensation, hvis en fyring er usaglig, men du har stadig mistet dit job. Hvis du beholder jobbet, kan du blive frosset ude og chikaneret – hvor folk fx ikke siger godmorgen – så du til sidst selv siger op. Det skal der gøre noget ved."
 

Vi zoomer tilbage til socialrådgiverne og sagsbehandlerne i kommunerne. Her mener Mads Pramming, at der er sket et skred.
 

”Det ligger i ordet, at man er tænkt som borgerens rådgiver og mand. At man skal undersøge alle muligheder for hjælp. I dag findes det næsten ikke længere. De fleste arbejdsgivere er gatekeepers på pengekassen, hvor det vigtigste er at sørge for, at ingen får mere, end de har krav på.”
 

Stor uvidenhed om ytringsfrihed
Hvornår har man som offentligt ansat pligt til at sige fra, og hvornår skal man følge en ordre?
 

”Det er kompliceret. I grove tilfælde, og hvis ting er klart ulovlige, har du selvfølgelig pligt både juridisk og moralsk til at sige fra. Måske ikke til politiet, men du må sige til chefen, at dette er ulovligt, og at dette vil du ikke være med til.”
 

Mads Pramming fortæller, at alle, der har stået frem i whistleblowersager, først har forsøgt at sige det internt. Det er aldrig spotlightet, de går efter. Men allerede på det stadie ser det skidt ud for retssikkerheden som offentligt ansat.
 

Du risikerer at blive fyret uretmæssigt, du kan blive voldsomt upopulær på arbejdspladsen, så din hverdag bliver ubærlig, og du kan glemme alt om lønforhøjelse. Går du til medierne, er konsekvenserne endnu mere omfattende og dramatiske. Du risikerer at være den eneste, der bliver stillet til ansvar, selvom forholdene er kendt af mange, og selvom du har retten på din side.
 

”En vigtig pointe er, at du som offentligt ansat har fuld ytringsfrihed. Mange tror, at det er forbudt at gå til medierne, men fra en juridisk betragtning er det helt lovligt og uproblematisk. Det er der mange, som ikke ved. Og der er lige så mange arbejdsgivere, som ikke ved det. De tror, at de kan sanktionere og sige: ”Nu har du sladret, nu skal du til samtale og fyres.” Der er alt for meget uvidenhed.”
 

Et eksempel er Gribskov Kommune, der i oktober sidste år sendte en advarende mail til samtlige ledere af børne- og ungeinstitutioner i kommunen, da flere ledere og medarbejdere meldte sig ind i en Facebook-gruppe, som diskuterede ressourceforbruget på børne- og ungeområdet.
 

I mailen lød det, at de ansættelsesretslige konsekvenser minimum var en advarsel og i særlige tilfælde opsigelse, hvis de brød loyaliteten. Sagen blev meldt til ombudsmanden, som udtalte, at brevets indhold var i strid med medarbejdernes ytringsfrihed. De havde loyalitetspligt, men måtte gerne som privatpersoner udtale sig kritisk om deres arbejdsområde i den offentlige debat.
 

Loven er for indviklet
Uvidenheden om retten til at ytre sig som offentligt ansat hænger tæt sammen med, at loven er indviklet. Den er ikke formuleret i få sætninger, men er en fortolkning af mange siders lovstof.
 

”I Sverige står retten klart og tydeligt, mens det i Danmark er svært at få overblikket. Det ville være nemt og gratis at skrive en paragraf ind i loven, hvor der står, at offentligt ansatte har lov til at ytre sig. Det arbejder Veron på. Selvfølgelig kan man føre kampagner, hvor man gør opmærksom på rettigheden, men hvorfor ikke bare skrive det ind i loven? Så kunne alle socialrådgivere kende paragraffen, i stedet for at man skal være advokat for at gennemskue lovteksten.”
 

Som det er nu, kræver det uhyggeligt meget mod at sige fra og turde stå frem, fordi man ikke kan være sikker på at være beskyttet bagefter.
 

"Som offentligt ansat har du retten til at sige, nærmest hvad du vil. Men ingen tør bruge retten, kun de meget få og modige. Så hvad er det værd?," slutter Mads Pramming.

 

”Det må være svært at være sagsbehandler. Og det ser sort ud for deres retssikkerhed.”
 

Udbruddet kommer fra hjertet fra advokat Mads Pramming. Vi taler om, at kommuner i disse år afsøger grænser i deres afgørelsespolitik for at spare penge, ikke mindst på social- og beskæftigelsesområdet.


 

I en artikel i fagbladet Advokaten har Mads Pramming bl.a. sagt, at vi er på niveauet før afslag som ”Du er for tyk til at få førtidspension,” og at problemet bunder i, at domstolene sjældent afprøver myndighedernes afgørelser, som derfor kan slippe af sted med at ”skønne hvad som helst.” Og dem, der bliver sat til det beskidte arbejde, er sagsbehandlerne.
 

”Grænser finder man kun, hvis man går over dem. Derfor bliver sagsbehandlerne sat til at træffe afgørelser, som ikke bare er i en gråzone, men går over grænsen. Afgørelser, som sagsbehandlerne selv mener, er forkerte. Det må være særligt svært, fordi det handler om mennesker, som er syge, og om deres forsørgelse. Sagsbehandleren møder folk i svære livssituationer, og afgørelserne får betydning for resten af livet. Du bliver bøddel for systemet for at sige det råt.”
 

Gatekeepers på pengekassen

Vejlederforum besøger Mads Pramming på hans advokatkontor i Københavns Nordvestkvarter. På parkeringspladsen står ensomt storskrald i hjørnerne, og på træhegnet er der graffiti. Vi er langt fra citys dyre adresser og tæt på nogle af de almindelige mennesker, som Mads Pramming fører sager for. Han er bl.a. kendt for at kæmpe for, at flere hundrede krigsveteraner fik anerkendt posttraumatisk stress som en arbejdsskade. En kamp, han vandt. Og så er han kendt som forsvarer for efterretningsofficeren og whistlebloweren Anders Kærgaard, som afslørede videoer med fangemishandlinger i Irak og satte fokus på Danmarks medansvar.



Vi taler med ham i hans egenskab som formand for whistleblowerforeningen Veron. En frivillig opgave, Mads Pramming har taget, fordi det i Danmark er svært at beskytte folk mod repressalier, når de står frem og går imod systemet. Foreningen rådgiver kommende whistleblowere gratis og vil ændre lovgivningen.
 

”Det skal være tydeligt i loven, at ansatte har lov til at ytre sig, og at de er beskyttet, når de gør det. I dag kan du få kompensation, hvis en fyring er usaglig, men du har stadig mistet dit job. Hvis du beholder jobbet, kan du blive frosset ude og chikaneret – hvor folk fx ikke siger godmorgen – så du til sidst selv siger op. Det skal der gøre noget ved."
 

Vi zoomer tilbage til socialrådgiverne og sagsbehandlerne i kommunerne. Her mener Mads Pramming, at der er sket et skred.
 

”Det ligger i ordet, at man er tænkt som borgerens rådgiver og mand. At man skal undersøge alle muligheder for hjælp. I dag findes det næsten ikke længere. De fleste arbejdsgivere er gatekeepers på pengekassen, hvor det vigtigste er at sørge for, at ingen får mere, end de har krav på.”
 

Stor uvidenhed om ytringsfrihed
Hvornår har man som offentligt ansat pligt til at sige fra, og hvornår skal man følge en ordre?
 

”Det er kompliceret. I grove tilfælde, og hvis ting er klart ulovlige, har du selvfølgelig pligt både juridisk og moralsk til at sige fra. Måske ikke til politiet, men du må sige til chefen, at dette er ulovligt, og at dette vil du ikke være med til.”
 

Mads Pramming fortæller, at alle, der har stået frem i whistleblowersager, først har forsøgt at sige det internt. Det er aldrig spotlightet, de går efter. Men allerede på det stadie ser det skidt ud for retssikkerheden som offentligt ansat.
 

Du risikerer at blive fyret uretmæssigt, du kan blive voldsomt upopulær på arbejdspladsen, så din hverdag bliver ubærlig, og du kan glemme alt om lønforhøjelse. Går du til medierne, er konsekvenserne endnu mere omfattende og dramatiske. Du risikerer at være den eneste, der bliver stillet til ansvar, selvom forholdene er kendt af mange, og selvom du har retten på din side.
 

”En vigtig pointe er, at du som offentligt ansat har fuld ytringsfrihed. Mange tror, at det er forbudt at gå til medierne, men fra en juridisk betragtning er det helt lovligt og uproblematisk. Det er der mange, som ikke ved. Og der er lige så mange arbejdsgivere, som ikke ved det. De tror, at de kan sanktionere og sige: ”Nu har du sladret, nu skal du til samtale og fyres.” Der er alt for meget uvidenhed.”
 

Et eksempel er Gribskov Kommune, der i oktober sidste år sendte en advarende mail til samtlige ledere af børne- og ungeinstitutioner i kommunen, da flere ledere og medarbejdere meldte sig ind i en Facebook-gruppe, som diskuterede ressourceforbruget på børne- og ungeområdet.
 

I mailen lød det, at de ansættelsesretslige konsekvenser minimum var en advarsel og i særlige tilfælde opsigelse, hvis de brød loyaliteten. Sagen blev meldt til ombudsmanden, som udtalte, at brevets indhold var i strid med medarbejdernes ytringsfrihed. De havde loyalitetspligt, men måtte gerne som privatpersoner udtale sig kritisk om deres arbejdsområde i den offentlige debat.
 

Loven er for indviklet
Uvidenheden om retten til at ytre sig som offentligt ansat hænger tæt sammen med, at loven er indviklet. Den er ikke formuleret i få sætninger, men er en fortolkning af mange siders lovstof.
 

”I Sverige står retten klart og tydeligt, mens det i Danmark er svært at få overblikket. Det ville være nemt og gratis at skrive en paragraf ind i loven, hvor der står, at offentligt ansatte har lov til at ytre sig. Det arbejder Veron på. Selvfølgelig kan man føre kampagner, hvor man gør opmærksom på rettigheden, men hvorfor ikke bare skrive det ind i loven? Så kunne alle socialrådgivere kende paragraffen, i stedet for at man skal være advokat for at gennemskue lovteksten.”
 

Som det er nu, kræver det uhyggeligt meget mod at sige fra og turde stå frem, fordi man ikke kan være sikker på at være beskyttet bagefter.
 

"Som offentligt ansat har du retten til at sige, nærmest hvad du vil. Men ingen tør bruge retten, kun de meget få og modige. Så hvad er det værd?," slutter Mads Pramming.