Inspiration til vanebrud!  

Lene Tanggaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Udsatte unge skal ikke kastes fra indsats til indsats
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
"Der er velmenende mennesker omkring dem, men indsatserne mangler fælles mål," siger forskningschef på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) Mette Deding om restgruppen af udsatte 16–17-årige, som ikke er klar til at gå videre i uddannelsessystemet efter folkeskolen.

Af Anne Mette Ehlers
Person:
Billede:
Mette Deding-1
Navn:
Mette Deding
E-mail:
Titel:
Forskningschef
Arbejdssted:
SFI
Fotoreportage:
Lang tekst:

"Der er ikke tilstrækkelig sammenhæng i deres forløb.” Så kontant er udmeldingen fra Mette Deding om de udsatte 16–17-årige, som efter folkeskolen ikke er parate til at tage en ungdomsuddannelse. De kan være udfordrede af psykiske problemer og diagnoser. De kan komme fra en social svag baggrund og måske være dobbeltudfordrede med flere ting på én gang. Eller de kan være blandt de allermest udfordrede som de anbragte, for hvem det er allersværest at klare overgangen og lykkes med at gennemføre en uddannelse.
 

Gruppen af udsatte unge står som alle andre unge over for afgørende valg og på trinet til at blive voksne.
 

Ung fyr _ jobcenter


"Flere af dem kæmper med forskellige udfordringer og er i forvejen i kontakt med forskellige af kommunens kontorer og forvaltninger," siger Mette Deding.
 

Hun er forskningschef og står i spidsen for SFI’s forskning på skoleområdet. Under sig har hun 25 forskningsmedarbejdere, som alle beskæftiger sig med uddannelse. De fleste af afdelingens projekter handler om folkeskolen i bred forstand, herunder overgangen til ungdomsuddannelse. Og netop dér mener Mette Deding, at systemet fejler i forhold til at få de svageste 16–17-årige bedre på vej.
 

Cirkusset starter
"Mange af de udsatte unge kommer i gang med en ungdomsuddannelse, men dropper ud, andre kommer slet ikke i gang. Og så starter cirkusset, forstået på den måde at de kan blive sendt rundt mellem mange forskellige indsatser uden en overordnet plan," forklarer Mette Deding.
 

De kan komme i et forberedende tilbud, fx på en produktionsskole, hvor de arbejder med konkrete faglige mål som at bestå 9. klasses afgangseksamen, men der mangler ofte en klar plan for, hvad der skal ske bagefter. 


"De unge skal selv komme videre til næste tue. Det er ikke fair. Vi tager en gruppe af de svageste og lader dem tage ansvar for egen læring. Det er langt fra sikkert, at de er klar til det og forstår konsekvenserne af de valg, de træffer."
 

En væsentlig forklaring på tuehopperiet er, at der ikke er et klart systemmæssigt ansvar for, hvem der skal samle op på den unge. I 16–17-årsalderen har kommunen det principielle ansvar, mens ungdomsuddannelsesvejledningen (UU) er tværkommunal. Som udsat ung er man måske både i kontakt med en kommunal sagsbehandler og en UU-vejleder, og starter man på gymnasiet, er det gymnasievejlederen, som tager over. Og hvem samler op, hvis den unge dropper ud dér? Så går der en besked tilbage til UU-vejlederen, som genoptager kontakten.
 

"Det systemmæssige ansvar er ikke klart. Og fordi der er forskellige strukturer, kan den unge risikere at falde ned mellem to stole. Der er et hul, hvor de udsatte unge risikerer at skifte rundt imellem forskellige ungdomsuddannelser, forberedende tilbud og andre indsatser uden overordnet sammenhæng."
 
 Med andre ord bliver de udsatte unge kastet fra indsats til indsats, mener Mette Deding. Det overordnede mål kan være uklart, for hvad er det, den unge kan og skal?
 

"Gruppen af de mest udsatte unge har velmenende mennesker omkring sig – både lærere, sagsbehandlere og vejledere. Problemet er, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng i indsatserne."
 

Skal pinedød i uddannelse
Hullet i systemet har store konsekvenser.
 

"De unge mennesker risikerer at blive endnu mere forvirrede, end de var i forvejen. De får ikke det kærlige skub af vejlederen til at komme det rigtige sted hen og bruger mange år på at cykle mellem ungdomsuddannelser og forløb – for nogen op til fem til otte forløb. Det har store omkostninger personligt og samfundsøkonomisk, når de unge ikke finder deres plads og lider nederlag."
 

Der er også en strukturel faktor, der presser hårdt på for at få de udsatte unge i gang med en uddannelse, nemlig regeringens målsætning om, at 95 % af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
 

"Jeg tænker, at de svageste unge har brug for mere fokus på deres langsigtede muligheder end på kortsigtet at få dem optaget på en ungdomsuddannelse, fordi man vil leve op til de nationale mål," siger Mette Deding.
 

Hun kalder målsætningen sympatisk. Men fordi det på topnationalt niveau giver mening at sætte baren højt med et ambitiøst tal, giver det ikke nødvendigvis så meget mening for den enkelte udsatte unge.
 

"Når man har sagt 95 %, hvem er så de sidste 5 %? Og hvilken uddannelse skal de have? Det bliver statistik og tal. Der er så stor forskel på de unge. Nogle har brug for støtte, vejledning og hjælp, andre har brug for faglige udfordringer eller begge dele."
 

Større ansvar til UU
Et bud på at skabe bedre sammenhæng for de udsatte unge er at placere et større ansvar hos UU eller forankre ansvaret i en kommune som en slags tidlig jobcenterfunktion, foreslår Mette Deding.
 

"At man overgår til jobcentret som 18-årig er en skæringsting, som går ud på, at hvis man er myndig og ikke har et job, så kommer man under vingerne på jobcentret – men ikke før man er 18 år. 18 år er som sådan et tilfældigt tal. Her kunne man eventuelt placere en indsats for de 16–17-årige, som er udfordrede og forlader folkeskolen uden at komme videre."
 

Og så er det nødvendigt at sætte tidligere ind. Grundlæggende er det et problem, at de mest udsatte ikke bliver forberedt til livet efter folkeskolen, både i forhold til deres faglige og personlige kompetencer.
 

"Det er ikke nødvendigvis nemt. Men det er hurtigt for sent, hvis du først som 16-årig forstår, at der er en konsekvens ved ikke at møde til tiden eller ved helt at blive væk. Så kan du ikke klare dig på det danske arbejdsmarked, hvor både faglige og personlige kompetencer tæller. Samfundet har ikke brug for ufaglærte, som ikke kan læse eller regne og har svært ved at indgå i fællesskabet på en arbejdsplads. Dér ligger en massiv opgave for folkeskolen."

Håndholdt vejledning

Mette Deding efterlyser en samfundsmæssig drøftelse af, hvad vi egentlig gør for de svageste unge. Tager man erhvervsuddannelserne, var fortællingen tidligere, at hvis du ikke kan blive andet, kan du få en erhvervsuddannelse. Nu har samfundet brug for de fagligt uddannede, men hvis de svageste reelt skal gennemføre uddannelserne, skal de løftes til det nødvendige faglige niveau, og samtidig skal de personligt og socialt være klar.
 

Og hvad med trivslen, hvor kommer den ind?

"Trivsel er en forudsætning for læring og afspejler dine sociale kompetencer for at indgå i et fællesskab. De, der er særligt udfordrede, er i risiko for at mistrives og blive udsat for mobning. Det er en negativ spiral."
 

Mette Deding mener, at tidlig håndholdt vejledning for den udsatte gruppe med blik for hele mennesket, og hvad der er årsagerne til udfordringerne, er bedre end det faste blik på 95 %-målsætningen.
 

"Fokuserer man for meget på det faglige resultat, mister man måske halvdelen af historien, og den unge er alligevel ikke parat til at starte eller gennemføre en erhvervsuddannelse. Vi vil gerne give dem en uddannelse, men de skal også kunne begå sig i samfundet, dvs. stå op om morgenen, tage et bad, medbringe en madpakke og være sociale med kollegaer."
 

Er svaret endnu en vejlederreform, hvis man skal styrke den håndholdte vejledning?

 "Jeg har tre børn på 16, 19 og 21 år. De har hver haft forskellige systemer i forhold til vejledning. Der har været så mange reformer og så meget nyt, vejlederne skal forholde sig til, så vejen frem er nok ikke endnu en reform.
 

Den håndholdte vejledning er målrettet de svageste 20 %. Det er vel netop inklusiv den restgruppe, du taler om?
 

"Ja, men det er ikke nok, hvis de bliver sluppet af vejlederen, når de er kommet ind på gymnasiet, en produktionsskole eller en erhvervsskole, og så først bliver samlet op igen, efter de er droppet ud. De svageste skal ikke slippes, ligesom det er afgørende at få fat på de rigtige unge. Det kan vejlederne allerede i tæt samarbejde med lærerne. Det kunne man bygge videre på, fx ved at føre uddannelsesparathedsredskabet videre og følge de unge tættere under deres næste skridt i uddannelsessystemet og ikke først, når de snubler."  

 
Tidsskriftsnr.:
2016 nr. 4
Publiceringsdato:
22-11-2016

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.