Der er gået automatpilot i at vælge tværfagligt samarbejde som løsningen på en lang række sociale problemer. Måske i mangel af alternativer er det blevet et mantra, at tværfagligt samarbejde er det gode, fx i sager om udsatte børn og unge. Men forskningen giver ikke belæg for effekten, og et samarbejde er ikke tværfagligt, blot fordi der sidder flere fagprofessionelle med forskellige professionsbaggrunde i samme rum, siger lektor Anne Marie Villumsen fra VIA University College.

Med Skive Kommune som case har hun skrevet ph.d.-projekt om, hvordan det tværfaglige samarbejde om udsatte børn fungerer. Ud over sin forskning har hun erfaring fra tidligere stillinger som psykolog i PPR og familiebehandling i Aarhus Kommune.
 

”Det er absurd, når udsatte familier i nogle tilfælde bliver overrendt af professionelle, som per automatik bliver indkaldt til et møde. Det er hårdt at skulle forholde sig til så mange mennesker. Her kan det være en idé at skrue lidt ned," siger hun.
 

Og hvad er tværfagligt samarbejde egentlig? I forskningslitteraturen mangler der en fælles definition, selvom man inden for socialt arbejde taler om det, som om man har en fælles forståelse af det.
 

”Det er der ikke belæg for. Tanken er, at når man sætter specialiserede professioner sammen, vil de skabe noget bedre sammen end hver for sig. Det er den fælles idé. Men i det daglige arbejde har tværfagligt samarbejde mange former og udtryk. Det afhænger meget af den specifikke lokale kontekst som lovgivning, involverede professioner, organisation og målgruppe. Derfor er det svært at sige noget mere sammenføjende,” forklarer Anne Marie Villumsen.
 

Psykologen får det sidste ord
Ægte tværfagligt samarbejde opstår ifølge Anne Marie Villumsen, når professioner går ind i det samme rum med et ønske om at blive klogere af de andre professioner og skabe viden sammen med hinanden og familien. Det kunne være en lærer, en pædagog, en fra PPR og en socialrådgiver på et kommunalt netværksmøde i regi af socialforvaltningen eller på et møde om en bekymring for et barn på en skole eller en institution. Ideelt skal deltagerne – inklusiv familien – sætte sig sammen for at skabe merviden om problemet og løsningen og fralægge sig idéen om, at hver enkelt profession kan se alle problematikker omkring et barn og en familie.
 

”Det sker meget sjældent. Jeg er faktisk i tvivl, om jeg nogensinde har mødt det. Vi tror, vi laver tværfagligt samarbejde, når vi ikke gør det. Ofte er det opgavefordeling mellem mit og dit bord, og hvem skal have Sorteper?” siger hun.
 

I praksis kommer hver fagprofessionel med sin egen forståelse af det tværfaglige samarbejde. Denne forståelse er der ikke tradition eller vane for at italesætte over for de andre faggrupper. Derfor kan der være uenighed om så grundlæggende ting som, hvad der er til barnets bedste, hvordan man opnår det, hvordan rollerne er fordelt, og hvem der styrer.

"Vi regner med, at professionerne i samme rum gør hinanden klogere. Men i stedet kan det være, at psykologen får det sidste ord, fordi hun har den længste uddannelse, eller socialrådgiveren gør, fordi hun sidder på pengekassen. Når en eller flere professioner løber med definitionsmagten, så udebliver tværfagligt samarbejde, hvis man ellers forstår det som at skabe merviden sammen.”


 

Det er en kompetence
I lyset af at begrebet er både vagt og lokalt forankret, bør hver organisation udvikle en definition så vel som systematik og fælles forståelse af rammer, ressourcer og ansvarsområder.
 

”Den er ikke helt gal, når lærere, pædagoger og socialrådgivere siger, at tværfagligt samarbejde er svært,” pointerer Anne Marie Villumsen.
 

De er ikke vant til at snakke om, hvordan de forstår samarbejdet på tværs, de er pålagt det via lovgivningen, det er komplekst, og det er ikke noget, man instinktivt kan. Forskeren mener derfor, at tværfagligt samarbejde bør betragtes som en kompetence, også hos ledelsen, som tydeligt skal sætte roller og rammer og prioritere ressourcer. For som hun siger:
 

"I dag er det tværprofessionelle typisk alles ansvar, og så bliver det let ingens ansvar."
 

Det vil være en god idé, hvis de fagprofessionelle gemmer fagkampene væk og holder igen med at være forudfattede over for ”de andre”. Det gælder især lederne, som sætter kursen. Det nytter ikke, de siger, at "nu er socialrådgiverne ikke til at få fat på igen". Det kan jo være, at de har travlt. Og vælger en socialrådgiver ikke at videregive en information om et barn til en skole, er det ikke nødvendigvis uvilje mod lærere eller pædagoger, men kan bunde i, at familien ikke ønsker det.

Hvis ikke ledelsen har udstukket en retning, kan det være svært at få taget hul på samarbejdet. Er en pædagog fx bekymret for et barn baseret på en mavefornemmelse, er vedkommende måske lidt afventende eller drøfter sagen med en kollega uden at gå videre, fordi pædagogen ikke ved, præcis hvad han eller hun skal gøre. Her er det en god idé med arbejdsgange for, hvordan man afklarer problemet, og at man får etableret et samarbejde med forældrene, inden man indkalder tværprofessionelt.
 

Lad børn og forældre tage del
Mest af alt kræver et bedre tværfagligt samarbejde en 180 graders vending i forhold til børn og forældre-perspektivet.
 

”Som det er i dag, er tilgangen ofte organiseret ud fra, hvordan kommunen fungerer. Men skal socialrådgiveren nødvendigvis sidde på forvaltningen, eller kan hun komme ud på institutionen? Behøves der så mange involverede parter? Måske er nogle parter vigtigere end andre, fx lærere og pædagoger, som er tæt på barn og familie. Det ville være nytænkning af opgaven, hvis den løses med baggrund i barn og forældre, frem for med baggrund i organisationen og dens organiseringer og vanlige arbejdsdeling.”
 

Anne Marie Villumsen opfordrer til, at familien deltager som en central og ligeværdig del af det tværfaglige samarbejde. For familierne er samarbejdet i sig selv måske ikke vigtigt. Det vigtige er at blive hørt og set og få hjælp til det, de ser som problemet, i stedet for ud fra, hvordan systemet er organiseret.
 

Hun undgår ordet ”inddrage”, for det giver indtryk af, at de professionelle har et projekt med et barn eller en familie, som familien kan få lov at være med i, men ikke nødvendigvis har nogen andel eller rettigheder i. I bund og grund handler det om ikke at umyndiggøre forældrene i deres rolle som forældre. De er og skal være de mest centrale spillere i barnets liv. Kan forældrene ikke se mening, problemforståelse eller problemhåndtering, bliver det vanskeligt at tage et ansvar.
 

”Den helt store hurdle er at gøre forældre og børn til en del af det at skabe merviden, så vi undgår, at de fagprofessionelle allerede har defineret, hvad problemet er, før parterne mødes. Det er spændende at se, hvad der sker, hvis vi reelt gør det.”
 

Opfordringen er hermed givet videre.
 

9 tips til et bedre tværfagligt samarbejde

• Sæt spørgsmålstegn ved, om tværfagligt samarbejde overhovedet er løsningen. Tværfagligt samarbejde er ikke en mirakelkur. Måske er det bare et godt professionelt samarbejde med andre faggrupper, der skal til?
   
• Tværfagligt samarbejde starter med tydelig ledelse. Lederne skal gøre vejen gangbar for medarbejderne ved at definere, hvad de forstår ved tværfagligt samarbejde i deres organisation, og derefter hvordan det skal praktiseres. Medarbejderne bør være en central del af processen, da de har føling med, hvor problemerne er i forhold til den måde, parterne plejer at gøre tingene på.
   
• Etablér en arbejdsgang, når der er en bekymring om et barn. Skoler og institutioner er afhængige af et godt forældresamarbejde. Gør en lærer eller pædagog opmærksom på et potentielt problem, træder han eller hun ind på privatsfæren og kan bringe samarbejdet i fare. Derfor skal der etableres arbejdsgange, så de går på så sikker grund som muligt, og bekymringer bliver opdaget og taget hånd om, når et barn ikke trives, og hvor barn og forældre er centrale hele vejen. Er der observationsredskaber? Hvordan kontakter man forældrene? Hvordan holder man møder?
   
• Undgå rutine i valget af mødedeltagere. Ofte er der en overrepræsentation af professionelle til tværfaglige møder. Når der er flere fagpersoner til et møde, kan det nemt umyndiggøre forældrene i deres rolle som dem, der kender deres barn bedst. Lidt som at skulle sige sin læge imod. Drop ”vi plejer”. Tag udgangspunkt i sagen og problemstillingen, og hør gerne familiens ønske til mulige deltagere – også fra familiens eget netværk.
   
• Luk fagkampene ned. Ledelsen såvel som fagpersonerne skal kunne se ud over deres eget fag. Udgangspunktet bør altid være, hvad der er til barnets bedste, og det skal defineres i fællesskab med barn og forældre.
   
• Udnævn en neutral casemanager til at lede mødet. Måske skal der uddannes ressourcepersoner til at lede møderne og skabe den fælles historie og mål, før man begynder at tale om løsninger. Disse casemanagers kan styre kommunikationen, så der ikke opstår fagkampe. Det skal sikre, at alle får mulighed for at inddrage deres eget perspektiv, når man skaber merviden, uden en skæv magtsymmetri mellem familien og de professionelle eller de professionelle imellem.
   
• Hold fokus på gode relationer. Tværfagligt samarbejde handler først og fremmest om relationer, hvilket ikke er forskelligt fra alt muligt andet samarbejde. Udskift ikke deltagere unødigt og skab gode, tillidsfulde relationer, hvor familien og andre deltagere altid møder de samme socialrådgivere, lærere eller pædagoger.
   
• Skab løsninger i samarbejde med forældrene. Forældre bør være med fra starten og have en ligeværdig plads i det tværfaglige samarbejde. Vi kan ikke forvente, at forældre tager ansvar for et problem, som de ikke selv har været med til at definere. Specielt ikke, hvis hjælpen er et tilbud.
   
• Vær obs på kamp om opgaver og territorier. Ikke mindst på ledelsesniveau. Opstår det, så læg det på bordet, tal om det, og gør opmærksom på, at det sker. Hjælpen bør organiseres efter barnets bedste, ikke for et fags skyld eller for ikke at miste arbejdspladser.