Tid til tænketank  

Anders Ladegaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Forhandling skaber læring
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Tværprofessionelt samarbejde kan skabe udvikling og læring blandt professionelle. Men skal samarbejdet få kvalitet, er der behov for grundigt at overveje, hvordan vi indgår i samarbejdet.   
Person:
Billede:
Andy Højholdt
Navn:
Andy Højholdt
Titel:
Lektor
Arbejdssted:
Professionshøjskolen Metropol
Fotoreportage:
Lang tekst:

Mange af landets kommuner satser massivt på en tidligere og mere forebyggende indsats. Man fremrykker den sociale og forebyggende indsats og forsøger at blive bedre til at opspore problemer tidligt. Disse ambitioner fordrer et større samarbejde mellem bl.a. skoler, daginstitution, socialrådgivere, uddannelsesvejledere og de ansatte i kommunernes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
 

Skal tværprofessionelt samarbejde virke, kræver det imidlertid, at de professionelle planlægger, gennemfører og evaluerer i fællesskab, og at de lærer at leve i uenighed og forhandling i disse processer.  
 

Samarbejdet løser ikke noget i sig selv. Samarbejde er bare en metode til at varetage den opgaveløsning, man er sat i verden for at løse. Og det kan gøres mere eller mindre effektfuldt.
 

Læring sker i mødet med en anden

Den danske eksistensfilosof Søren Kirkegaard hævdede for mange år siden, at ethvert menneske kunne blive sig selv, hvis det ville. Og at det var det største i livet. Det er jo en rar tanke, men i godt tværprofessionelt samarbejde kan man ikke være alene. Her har man en anden opgave: At gå fra den individuelle professionelle verden til at etablere en professionel social relation.
 

Samarbejdet er en særlig kommunikativ opgave, der er processuel og fint beskrevet i professor Per Schultz Jørgensens bog ’Broen til det andet menneske’. Han beskriver de sociale relationers dialektik på denne måde:
 

”Man mødes. Fysisk. Den første kontakt etableres, man udveksler viden, meninger, synspunkter osv. i en dialog. I denne fase af relationsudviklingen bevæger man sig over til det andet menneske i et møde med åbenhed og modtagelighed. Åbenhed og modtagelighed er hele grundlaget for, at man kan oprette en relation. Man må udvise en form for åbenhed og modtagelighed.
 

Udvikles relationen, udvikler man en form for gensidig forbundethed. Forbundetheden kan herfra videreudvikles til en oplevelse af samhørighed. Samhørighed er en ”følelse eller tilstand af nært fællesskab mellem to eller flere personer eller parter” (ordnet.dk). Samhørighed kan intet menneske – ej heller en professionel – udelukkende leve i eller af. På et tidspunkt vil man efter at have oplevet en samhørighed søge at distancere sig.
 

Man vil trække sig lidt på afstand mentalt og fortolke oplevelserne/knytte de oplevelser og erfaringer, man får i mødet med den anden, til sine egne. Måske vil man i interaktionen med den anden sige sin egen mening om noget, man vil søge at definere sig selv i modspil til det, den anden har sagt – og det er i denne vekselvirkning, at relationsdannelsen udbygges, og forudsætningerne for at samarbejde opstår. 
 

Man ser hinanden, etablerer en kontakt og derfra distancerer man sig. Man etablerer sig i verden, som det selv, man er, eller gerne vil være. I en dialektik mellem det fælles og det individuelle opstår og udvikles relationen over tid.”[1]

Foto 2_mand briller_tværfaglighed
 

Det er i dialektikken mellem etableringen af relationen og distanceringen, at udviklingen og læringen sker. Man går fra mødet med den anden med ny viden. En viden, man skal integrere i sin verden. Sker det ikke, så sker der ikke læring. Er man ikke i stand til at koble sig på den andens verden og lære i denne proces, så kan man ikke lære i et samarbejde. Så bliver det et monologisk samarbejde uden dialog og uden læring.
 

Der er behov for tværfagligt samarbejde

En række undersøgelser tyder på, at udvikling gennem professionssamarbejde kan være hensigtsmæssigt, og at der er behov for samarbejde, hvis inklusionen skal lykkes. Dette så vi bl.a. i undersøgelsen ’På kanten af skolen – skoletilknytning og forebyggelse i et ungdomsperspektiv’.[2] I undersøgelsen fik uddannelsesvejledere, socialrådgivere, lærere og pædagoger lejlighed til i et gruppeinterview at fortælle om deres udfordringer med at håndtere unge, som havde svært ved at drage nytte af folkeskolernes tilbud og var i stor risiko for ikke at få en ungdomsuddannelse.
 

Blandt de professionelle, der deltog i undersøgelsen, var der efterspørgsel på mere samarbejde om de unge. De professionelle oplevede på mange måder at stå alene i forsøget på at hjælpe de unge i vanskelige situationer. Flere af de professionelle pegede på, at skolen ikke for alvor er gearet til at håndtere og løse de unges problemer i et helhedsperspektiv. Som en pædagog udtrykte det:
 

”Hele vores skolesystem [er] på rigtig mange måder ikke skruet sammen til netop at kunne tage sig af den gruppe af elever [...]. Der er ikke én af dem [eleverne], hvor det ikke viser sig, at der ikke har været noget nede omkring børnehaven også. Det er et langt, langt forløb af udfordringer, de [har] mødt hele vejen, og når de så rammer den mur, der hedder karakterer og højere grad af faglighed, så står de simpelthen af.”[3]
 

De professionelle var generelt glade for at få hjælp til at håndtere og løse de opgaver, som de har i forhold til at hjælpe de unge, bl.a. af de grunde, som den citerede pædagog fremhæver. Men vel at mærke når de rent faktisk fik hjælp, for den kom ofte for sent og var for ufleksibel. Ja, den virkede dårligt.
 

Flere af de interviewede gav også udtryk for, at det kan være vanskeligt at få adgang til den særlige støtte, og at det kan være svært alene at overskue de muligheder, der findes i den daglige praksis. I undersøgelsen gav de professionelle endvidere udtryk for, at de ikke altid føler sig i besiddelse af de nødvendige kompetencer til at støtte de unge og deres familier. Dialogen mellem de professionelle i forskellige funktioner og med forskellig professionalitet havde potentiale til at tilvejebringe noget af den viden om de unge, som var nødvendig for at kunne hjælpe dem. Men alligevel oplevede de professionelle at stå alene med opgaven, når de unge skal hjælpes, støttes, vejledes og undervises.  
 

Generelt kan man sige, at undersøgelsen udpegede to generelle problemer:
 

Manglende hjælp. De professionelle oplever ikke altid sig selv som kompetente til at løse en række af deres opgaver, og de har heller ikke mulighed for at få den hjælp og støtte, de har behov for.
 

Samarbejdet har potentiale. De professionelle kan se og argumenterer for, at der er behov for mere samarbejde mellem forskellige professionelle, hvis den inkluderende indsats skal lykkes for alvor.
 

Fire gode råd til tværfagligt samarbejde

I dette lys vil det være let ukritisk at klappe i hænderne og hylde det tværprofessionelle samarbejde som det, der kan skabe udvikling og læring på tværs af professionelle grænser, viden og indsigt.[4] Men samarbejdet kan være vanskeligt at få etableret og endnu vanskeligere at få til at skabe den udvikling og bevægelse, der er behov for.
 

Følgende fire råd kan hjælpe det gode tværprofessionelle samarbejde på vej:

  1. Sæt spørgsmålstegn ved standardpraksis
    Det kræver noget indholdsmæssigt særligt af kommunikationen mellem fagpersoner at sætte spørgsmålstegn ved standardpraksis. Gode løsninger til gavn for målgruppen og kvaliteten i indsatsen opstår i dialogen (ikke i monologen) mellem de to forskellige fagpersoner. Man må lære at leve med og trives i uenighed.

    Derfor: Sæt pris på, når andre professionelle stiller kritiske spørgsmål ved din praksis. Ja, invitér dem til at gøre det. Vær ikke bange for kritik – det er første skridt mod forandring.
     
  2. Skab forhandlingsrum 
    Den interaktion, vi skal stræbe efter i tværprofessionelt samarbejde, har blikket rettet mod dialog og flerstemmighed som en styrke og kilde til læring mellem de professionelle. Det er i dialogen mellem forskellige professionelle perspektiver, der skabes bevægelse.

    Derfor: God dialog kræver evnen til at koble sig på andres meninger og videreudvikle deres perspektiv. Øv dig i at lytte rigtigt efter – bliv i den andens verden for en tid og kobl først dig selv på perspektivet, når du reelt oplever at have forstået, hvad de siger.
     
  3. Vis tillid og invitér til deltagelse
    Den tidligere danske landstræner i håndbold Ulrik Wilbek har nævnt, at for at få hold til at fungere kræver det, at man viser tillid. Tillid til hinandens evner og tillid til, at de har noget at byde ind med på holdet. For at man kan vise sine evner, skal vedkommende også have tilladelse. Tværprofessionelt samarbejde handler også om, hvem der skal have tilladelse til at virke i et professionsfelt.  

    Derfor: Vis andre tillid og giv dem tilladelse til at bidrage til løsningen af jeres fælles opgave.
     
  4. Hav fælles mål
    Uden fælles mål går det ikke. Uden fælles mål er man ikke et hold, blot en gruppe mennesker. Alt for ofte forstås samarbejde mellem professioner som værende godt i sig selv. Du skal tillade dig selv at stille krav om samarbejdets kvalitet. Intet nyt er ikke nødvendigvis godt nyt – heller ikke i tværprofessionelt samarbejde. Stil dig ikke tilfreds med en god fornemmelse for, at samarbejdet forløber uden konflikter. Sæt tydelige mål for samarbejdet, ligesom du sætter mål for de andre opgaver, du varetager. Professionssamarbejde handler om at opnå resultater. Uden mål kan man ikke score, og derfor gælder det om, at målene er tydelige.

    Derfor: Sæt tydelige mål og forventninger op for samarbejdet. Vær reflekteret over, hvordan I sammen skal opnå disse mål. 

Noter

[1] Jørgensen, P.S. (2016): Broen til det andet menneske - fra den første kontakt til den dybe samhørighed. Kristelig Dagblads Forlag

[2] Højholdt, A, Arndal, L., Blaabjerg, B. & Jensen, U. H. (2015): På kanten af skolen. Skoletilknytning og forebyggelse i et ungdomsperspektiv. Forskningsrapport udgivet af Det Kriminalpræventive Råd

[3] Højholdt, A, Arndal, L., Blaabjerg, B. & Jensen, U. H. (2015): På kanten af skolen. Skoletilknytning og forebyggelse i et ungdomsperspektiv. Forskningsrapport udgivet af Det Kriminalpræventive Råd

[4] Højholdt, A. (2016) Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis. København: Hans Reitzels Forlag  

 

Vil du læse mere om tværfaglighed?
Følg med i Vejlederforums serie om tværfaglighed.  

 
Tidsskriftsnr.:
2017 nr. 1
Publiceringsdato:
23-02-2017

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.