Tid til tænketank  

Anders Ladegaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
De uformelle møder gør forskellen
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Borgernes handleplaner bør være centrale i tværfagligt samarbejde, men opfattes af mange som virkelighedsfjerne skrivebordsplaner. Der ligger imidlertid et stort potentiale i de uformelle møder, som foregår på gangene og i døren til mødelokalet blandt fagprofessionelle. Særligt hvis de foregår på tværs. 
Person:
Billede:
Bo Rasmussen
Navn:
Bo Morthorst Rasmussen
Titel:
Lektor, ph.d.
Arbejdssted:
UC Syd
Fotoreportage:
Lang tekst:

”Det er bare et stykke papir, og det er ikke mit papir! Det er socialrådgiverens eller kommunens.”
 

Sådan har jeg gennem min forskning og samtaler med borgere i tiltagende grad hørt borgere fortælle om deres handleplan, og ofte fortæller de tværprofessionelle samarbejdspartnere, fx familiekonsulenter, pædagoger i dag- og døgntilbud, mentorer, fysioterapeuter og lærere, en lignende historie. De er heller ikke helt tilfredse med handleplanen og anvender den i mindre grad end intentionen og potentialet.[1]
 

Fælles for samarbejdspartnerne er, at de ofte oplever handleplanen og dens mål som overfladiske, at handleplanen ikke er udtryk for borgerens reelle behov, eller at den ikke er anvendelig i deres praksis. Kritikken er udtryk for velkendte udfordringer med fx kommunikation, tillid, interesser, styring, ledelse, koordinering og integration, og der er meget store forskelle i håndteringen af disse udfordringer. Ikke kun mellem kommunerne, men også lokalt på socialrådgiverniveau i den enkelte kommune. Sådan vil det sandsynligvis altid være, da interaktioner på mikroniveau med gestus og respons er afhængige af tid, sted, problemstilling og ikke mindst de involverede personer.[2]
 

Som forskere bør vi have stor respekt for de lokale forskelle i håndteringen af udfordringer, men for den enkelte socialrådgiver, kommune og profession er det et problem, når socialrådgiverens vigtigste samarbejdspartnere, nemlig borger, pårørende og de tværprofessionelle samarbejdspartnere, ikke anvender eller oplever ansvar for deres fælles dialog-, kontrakt-, koordinerings- og integrationsobjekt, som handleplanen jo er udtryk for.
 

En virkelighedsfjern skrivebordsplan?

I denne artikel anvendes begrebet grænseobjekt som et fælles aftalt dokument mellem aktørerne, der på tværs af tid, rum og kontekst kan anvendes aktivt af aktørerne i både det monoprofessionelle og tværprofessionelle samarbejde til at koordinere, integrere og løse gensidigt afhængige opgaver omkring en fælles planlagt og målrettet opgave (inspireret af Star[3]).
 

Socialrådgiverne fanges nemlig i et såkaldt styringshul, hvor deres formelle dokumenter intet følgeskab opnår, men alene bliver opfattet som en symbolsk virkelighedsfjern skrivebordsplan, der ikke forventes at blive ført ud i livet. Det er på flere niveauer et kæmpe problem, når det måske vigtigste lovbestemte dokument i samarbejdet på tværs – nemlig det fælles dokument, der sammenfatter en ofte længere proces med tværprofessionel udredning, fælles problemdefinition og løsning, og som er den målrettede og handleanvisende aftale mellem samarbejdspartnerne – ingen betydning får for andre end socialrådgiveren, kommunen og måske Ankestyrelsen.
 

Den gode handleplan

En velfungerende handleplan er meget mere og andet end nogle ord på et papir. Ordene har naturligvis stor betydning, og der er helt klart planer, der fagligt og håndværksmæssigt er langt bedre end andre. Der er planer, der følger Socialstyrelsens vejledninger og inspirationskataloger med tydelige og målbare mål, en klar sammenhæng til fx en børnefaglig § 50-undersøgelse, hvor ansvar og opfølgning er tydelig, og hvor alle samarbejdsparter har ”en fælles forståelse af formålet med og indholdet i indsatserne.”[4] De handleplaner har et større potentiale som mono- og tværprofessionelt grænseobjekt, men selvom planen fx er udarbejdet efter Integrated Children's System (ICS) og dens faglige kvalitet har stor betydning, så siger det ikke noget om ejerskab og anvendelse. Vi kan identificere handleplaner af høj skriftlig og faglig kvalitet, som ikke bliver brugt, og vi kan iagttage det modsatte.
 

Handleplaner er som udgangspunkt udarbejdet på baggrund af, men samtidig meget forskellige fra undersøgelser og udredninger som fx den børnefaglige undersøgelse og voksenudredningsmetoden. Hvor en undersøgelse af dårlig kvalitet ofte er helt ubrugelig som beslutningsgrundlag, da er handleplanen uanset kvaliteten og den forudgående undersøgelse og dialog udtryk for en myndighedsbeslutning og dermed udgangspunktet for målene med det fremadrettede samarbejde på tværs og indsatserne over for borgeren. Handleplanen indeholder indsatser, som løbende følges og justeres, indtil sagen lukkes. Undersøgelser kan dog også være andet og mere end passive beskrivelser, analyser og vurderinger i et dokument. De involverer også både formel og uformel dialog med borgeren, netværket og de tværprofessionelle samarbejdspartnere og har dermed aktiv betydning for det fremtidige samarbejde og forventningerne til både samarbejdet, handleplanen og de senere opfølgninger.
 

handleplan_tværfaglighed
 

Spørgsmålet er, hvordan socialrådgiveren i højere grad kan anvende handleplanen og processen før og efter til at optimere samarbejdet på tværs til gavn for borgeren.
 

Brug de uformelle møder

Der kan peges på mange forskellige grunde til fænomenet symbolske handleplaner, men min påstand er, at en af de væsentligste grunde er socialrådgivernes manglende deltagelse i den uformelle kommunikation i det tværfaglige samarbejde. Det gælder både i samarbejdet med borgeren og netværket og med de tværprofessionelle samarbejdspartnere. Argumentet er, at den løbende uformelle kommunikation kan noget, som den formelle kommunikation ikke kan og omvendt. Den skaber løbende mening, forståelse, relationer og ikke mindst kendskab, respekt og tillid til hinanden, og et socialt og pædagogisk arbejde kan ikke fungere uden den løbende uformelle kommunikation. De fleste fagprofessionelle har hele dagen fyldt med kerneaktiviteter og uformelle møder i dørene til lokaler, på gangene, i kantinen, på vej til og fra aftaler osv. Mange af disse uformelle møder er dybt professionelle og nødvendige for, at deres arbejdes lykkes, og at der skabes helhed, sammenhæng og mening i arbejdet.[5]
 

Problemet er bare, at meget af den uformelle dialog er monoprofessionel. Myndighedsrådgiveren er sjældent en del af dialogen, og handleplanen spiller en begrænset rolle i dialogen. Dermed får handleplanen intet tværprofessionelt liv og retning. Der bliver i praksis ikke noget følgeskab, ledelse og målstyring.
 

Det bliver fx ledere og pædagoger på det enkelte socialpædagogiske anbringelses- og bosted, der tolker, handler og samarbejder på tværs med udgangspunkt i deres egen faglighed. Og en gang hvert halve år eller årligt kommer den rituelle opfølgning, hvor rådgiveren er en del af dialogen. Det kan også være familiekonsulenterne, der får en diffus opgave i en familie, hvor der i øvrigt er mange andre tværprofessionelle problemstillinger i forhold til skole, misbrug, sundhed, politi osv., og hvor der er brug for tæt koordinering og integration af indsatserne, men ingen af de professionelle kan, vil eller må ringe til rådgiveren, så de professionelle finder hver deres monoprofessionelle løsninger. I praksis kan det fungere ganske udmærket, men pointen er, at socialrådgiveren, det målrettede tværprofessionelle samarbejde og handleplanen bliver uden betydning.
 

Mellem to stole

Spørgsmålet er naturligvis, om det vil gøre en positiv forskel at deltage i den uformelle kommunikation, hvis vi antager, at rammerne tillader det, og hvordan de uformelle møder vil kunne fungere i praksis. Det ved vi ikke, og det er mig bekendt ikke undersøgt endnu. Men anskuer vi sagsforløbet som en proces, så er der stor forskel på de forløb, hvor socialrådgiveren kender og har en positiv relation til borgeren og de tværprofessionelle samarbejdspartnere, og dem, hvor man mødes for første gang. I det ene tilfælde er der opbygget en gensidighed i forventninger baseret på erfaringer, og der er forhåbentligt opbygget tillid mellem person, profession og organisation, hvilket er det kit, der får samarbejdet til at fungere.[6] Ved førstegangssager og -samarbejdspartnere er forventningerne alene baseret på erfaringer med og forestillinger om den anden som profession og borger. Kendskab, respekt og tillid skal først opbygges, og det tager tid. I den forbindelse er myndighedsrådgiverens samarbejde på tværs grundlæggende anderledes end fx et fast teamsamarbejde mellem lærere og pædagoger på en skole eller et socialrådgiver-, pædagog- og psykologsamarbejde i et rådgivende team. Myndighedsrådgiverne samarbejder i enkelte sager og møder sjældent deres samarbejdspartnere i dagligdagen.
 

Det betyder enten, at grundpræmissen for myndighedsrådgiverens arbejde, tværgående samarbejde og handleplan er, de skal kunne fungere uden at deltage i sagens uformelle kommunikation, altså en rolle som tilbagetrukket sagsbehandler, der primært varetager den formelle juridiske og økonomiske opgave, eller at myndighedsrådgiveren i højere grad skal have mulighed for at opsøge og deltage i den uformelle tværfaglige kommunikation og dermed fungere i rollen som socialrådgiver, leder og brobygger i samarbejdet. Som sagsbehandler nedtones det socialfaglige, koordinerende og integrerende arbejde, og som socialrådgiver og ledende koordinator fremhæves de.
 

Min vurdering er, at myndighedsrådgiveren ofte befinder sig mellem begge positioner, og det skaber ikke kun problemer i forhold til de gensidige forventninger på tværs, men også internt i professionen. Og det er i særlig grad problematisk der, hvor handleplanen såvel som rådgiveren alene har symbolsk betydning for borgeren og de tværprofessionelle samarbejdspartnere. Anskues problemstillingen ud fra en dansk lovgivnings- og professionsoptik, synes den rene sagsbehandlerrolle ikke at være det hensigtsmæssige valg, men derimod en tydelig myndighedssocialrådgiverrolle med de muligheder og begrænsninger, denne indebærer. I den danske socialrådgivertradition har det fx været familierådgiveren, der varetog rådgivning, vejledning og udredningsarbejdet, udarbejdede handleplanen sammen med familien, lavede aftaler, koordinerede og samarbejdede med familien og de tværprofessionelle om indsatser og opfølgning. Denne relations- og helhedsorienterede sagsbehandling er under pres, især fra England og USA, hvor der typisk er en anden specialisering i sagsgangen, men i de lande er både uddannelsen, praksis og lovgivningen anderledes.
 

Uformel kommunikation skal prioriteres

Jeg mener, at myndighedsrådgiveren i endnu højere grad skal deltage i den uformelle meningsskabende kommunikation og tænkes ind som den faste gennemgående person i alle faser fra og med den indledende undersøgelse, der opbygger kendskab, respekt og tillid mellem de involverede. Mødet ansigt-til-ansigt, hvor socialrådgiveren giver hånd til, taler med og ser borgeren og de tværprofessionelle samarbejdspartnere i øjnene, er uanset tidspresset godt givet ud, især når man ikke har mødt hinanden før. Og på et hvilket som helst formelt møde, om det er i undersøgelsen, på et handleplansmøde eller i en opfølgning, vil der være plads til uformel kommunikation før, under og efter mødet – og de ekstra 15 minutter er givet godt ud. Hvis der ikke er naturlige ansigt-til-ansigt mødesteder i kantinen, rygerummet, i forbindelse med andre sager osv., så er telefonen, elektroniske platforme og eventuelt mail ganske udmærkede medier til følge op og få feedback på informationssøgning, beslutninger og indsatser.
 

Der kan også etableres andre formelle og uformelle mødesteder i og omkring de enkelte sager. Men det er socialrådgiveren, der bør tage initiativ, være opsøgende og skabe gensidige forventninger om at ”ringes ved, når der sker noget vigtigt i sagen”. Rådgiveren har måske også en opgave i forhold til at understøtte samarbejdspartnernes uformelle kommunikation og faglige dialog, hvad enten den er mono- eller tværprofessionel, fx ved at tage initiativ til netværksmøder og familierådslagninger, hvor alle aktører kan være tilstede og kan etablere og målrette deres uformelle kommunikation om definition og løsning af de fælles opgaver. Det motiverer, skaber erkendelse og handlemuligheder og er en stor del af fx familierådslagningens succes,[7] ligesom det giver socialrådgiveren værdifuld information og mulighed for at justere og styre sagerne. Kendskabet til, respekten for og tilliden til hinandens arbejde og virkelighed kan også øges ved, at myndighedsrådgiveren kommer i tværprofessionel praktik og en gang i mellem følger samarbejdspartnerne på en halv eller hel arbejdsdag. Det er alt andet lige nemmere at have en dialog om målene i en handleplan, når begge parter har kendskab til fx den pædagogiske praksis på et bo- eller anbringelsessted.
 

Dette er naturligvis ikke uproblematisk, og en af de væsentligste indvendinger vil være tavshedspligten og præmissen om, at borgeren bør deltage i alle samtaler, der vedrører vedkommende. Der er både lovgivningsmæssigt og professionsetisk stærke argumenter for begrænsningen af de uformelle samtaler, og det er en permanent udfordring i det tværprofessionelle samarbejde, der løbende bør drøftes og håndteres. Men hvis den aktuelle håndtering betyder, at myndighedsrådgiveren og handleplanen i praksis bliver symbolsk, så bliver vi nød til at gentænke rådgiverens praksis. Og da bør vi sondre mellem håndteringen af den dybt professionelle uformelle kommunikation og den irrelevante sladder, hvilket gælder både i samarbejdet med borgeren og de andre tværprofessionelle samarbejdspartnere. Det er en del af det at være en professionel socialrådgiver, vejleder, pædagog, psykolog eller sygeplejerske og håndteres i den daglige praksis med eller uden socialrådgivernes deltagelse. Selve præmissen om, at alle og især borgeren bør deltage i alle formelle som uformelle møder, har en lidt anden karakter. Der er ingen lovgivningsmæssig, etisk og forskningsmæssig tvivl om, at borgeren og borgerens netværk bør deltage så meget som muligt i beslutninger, der vedrører borgerens liv, og derfor være med til både at definere problemet og løsningen sammen med myndighedsrådgiveren. De er de centrale personer i et sagsforløb. Så rådgiverens tætte formelle og uformelle kommunikation med dem er helt central i et sagsforløb, men det er ikke sikkert, at der altid bør laves formelle ansigt-til-ansigt-møder, eller at de altid bør deltage i den formelle og uformelle kommunikation med de tværprofessionelle samarbejdspartnere. Men der bør være en høj tværprofessionel etik, åbenhed og gennemsigtighed. En familiekonsulent kan fx godt tale med familien om, at hun ringer til socialrådgiveren og informerer om, hvordan det går med indsatsen, uden at familien deltager. Familien har et liv og kan have rigtig mange tværprofessionelle samarbejdspartnere og dermed ende med at deltage i for få eller mange møder, hvor deres bidrag og udbytte er begrænset.
 

Hvad skal der til?

Jeg har ikke det endelige svar på håndteringen af disse permanente udfordringer med handleplaner, ledelse/følgeskab, den formelle og uformelle kommunikation, lovgivning og den tværprofessionelle etik, men jeg rejser spørgsmålet, fordi jeg er optaget af det i min forskning i samarbejde på tværs. Det er min bedste vurdering, at arbejdet med ICS og handleplanerne i kommunerne har løftet den faglige og håndværksmæssige kvalitet, men at udfordringen nu i højere grad er at forstå og anvende dem som aktive grænseobjekter. Det betyder, at alle involverede efterhånden bør kunne se og anvende planen både i den fælles reflekterede dialog på tværs og i deres eget monoprofessionelle arbejde. Det vil både betyde ændringer i handleplanerne og i dialogen om det centrale grænseobjekt, når socialrådgiverens vigtigste samarbejdspartnere i højere grad oplever et ansvar for, ejerskab til og anvender deres fælles dialog-, kontrakt-, koordinerings- og integrationsobjekt. Det behøver ikke betyde øget dokumentation, og dermed at al den uformelle kommunikation skal ind i handleplanerne, men at handleplanerne i højere grad kommer til at indeholde lokale anskuelsesmål og tydeliggøre gensidige afhængigheder og forventninger på et sprog, som alle aktører kan forholde sig til. Dermed vil de sandsynligvis skabe en tættere fleksibel, systematisk koordinering og styrke ledelse og følgeskab med myndighedsrådgiveren for bordenden. Forudsætningerne findes i deltagelsen i den uformelle kommunikation, og det indebærer håndteringen af mange permanente udfordringer, hvor spørgsmålet om ressourcer og prioritering af disse er en reel problemstilling. Her kan det reducerede sagsantal, som gennemføres i mange kommuner med inspiration fra Sverige og Herning Kommune, anvendes til systematisk deltagelse i den meningsskabende uformelle kommunikation og udvikling af handleplanen til et aktivt grænseobjekt i samarbejdet på tværs.

Noter

[1] Som beskrevet i fx serviceloven § 140 og § 141 og de tilhørende vejledninger

[2] Stacey Ralf D. (2011) Stategic management and organisational dynamics. The Challenge of complexity to ways af thinking about organisations. Edinburgh Gate, Pearson

[3] Star Susan Leigh and James R. Griesemer (1989) Institutional Ecology, 'Translations' and Boundary Objects: Amateurs and Professionals inBerkeley's Museum of Vertebrate Zoology, 1907-39Author(s): Source: Social Studies of Science, Vol. 19, No. 3 (Aug., 1989), pp. 387-420Published by: Sage Publications, Ltd.Stable

[4] (Socialstyrelsen 2016).

[5] Stacey Ralf D. (2011) Stategic management and organisational dynamics. The Challenge of complexity to ways af thinking about organisations. Edinburgh Gate, Pearson

[6] Rasmussen Bo Morthorst (2014) Samarbejde på tværs –Ansats til en teori om tværfagligt samarbejde undersøgt og udviklet med udgangspunkt i tværprofessionelt samarbejde i børne- og familiesager og i byggesager. Haderslev: Center for Kunst, Videnskab og Håndværk

[7] Rasmussen Bo Morthorst, Thomas H. Hansen (2002) En beslutningsmodel med meget mere Evaluering af det danske forsøg med familierådslagning. Aabenraa: UFC Børn og Familier.
 

Andre referencer:

Rasmussen Bo Morthorst (2001) Kærlighed og Tillid i det tværfaglige samarbejde. Artikel i Nielsen og Knudsen (2001) Antologi om tværfagligt samarbejde. Aabenraa: UFC Børn og Familier.

Rasmussen, Bo Morthorst. (2012). Samarbejde på tværs. Kapitel i Jepsen Robert, Søren Kronborg og Bo Morthorst Rasmussen. Hånd om helheden. Århus: Klim

 

Vil du læse mere om tværfaglighed?
Følg med i Vejlederforums serie om tværfaglighed


 

 
Tidsskriftsnr.:
2017 nr. 1
Publiceringsdato:
23-02-2017

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.