Min baggrund for at skrive om tværfagligt samarbejde er, at jeg er sociolog og har beskæftiget mig med sociale problemer og professionelles arbejde med at forebygge, løse eller mildne sociale problemer. Men det er gennem mit arbejde som lektor på en toårig akademisk overbygningsuddannelse for en række professionsuddannelser, at jeg blevet særligt interesseret i tværfagligt samarbejde. De studerende på uddannelsen havde nemlig forskellige forudsætninger, teoretisk viden og praksiserfaringer, og det var oplagt, at der kunne opstå problemer i samarbejdet. Derfor satte jeg mig for at undersøge, om det var professionernes forskellighed, der var årsagen til vanskelighederne i det tværfaglige samarbejde. Mere præcist ville jeg undersøge:

• Hvilke forskelle er der mellem faggruppernes syn på børn og deres problemer?
• Hvad betyder faggruppeforskellene for det tværfaglige samarbejde?

Til min undersøgelse udvalgte jeg omhyggeligt 17 cases, der omhandlede forskellige aspekter af tværfagligt samarbejde, hvor sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og socialrådgivere var potentielle deltagere. Respondenterne var kommunalt ansatte sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og sagsbehandlere.
 

Splittelse i faggruppen

Resultaterne af undersøgelsen overraskede mig på flere måder. For det første var der meget stor enighed blandt samtlige medarbejdere om vurderingen af konkrete situationer. Mere end 80 % inden for hver af de fire faggrupper havde samme opfattelse, og der var kun ubetydelige forskelle mellem faggrupperne.  For det andet var der i hver eneste af de 17 cases spørgsmål, hvor medarbejderne inden for hver enkelt faggruppe var dybt splittede i deres opfattelse af situationen eller problemet. Cirka 50 % havde en bestemt holdning, og cirka 50 % var uenige. Dette resultat var endnu mere overraskende end det første, da jeg på forhånd havde regnet med, at der inden for den enkelte faggruppe ville være forholdsvis ens holdninger på grund af den fælles uddannelse, det samme organisatoriske tilhørsforhold og de ens arbejdserfaringer.
 

Da der blev spurgt til det tværfaglige samarbejde, var mønsteret i resultaterne det samme. Der var enighed blandt samtlige medarbejdere om en række spørgsmål, fx hvilke faggrupper der skulle deltage, men medarbejderne inden for de enkelte faggrupper var hyppigt uenige om, hvorvidt sagen overhovedet skulle drøftes tværfagligt, og om den i givet fald skulle drøftes anonymt eller med angivelse af navn. Endelig var medarbejderne inden for hver faggruppe dybt uenige om, hvordan forældrene skulle inddrages.


 

Faglig uenighed er et grundvilkår

Resultaterne var overraskende, fordi de meget tydeligt viste, at selvom medarbejderne inden for en bestemt faggruppe havde nøjagtig de samme oplysninger i en bestemt sag, så havde de alligevel ofte meget forskellige opfattelser af sagens alvor, problemernes årsag og løsningens karakter.
 

En professionsgruppes teori, fx kendskab til lovgivning, sociologiske, psykologiske eller pædagogiske teorier, kunne altså ikke sikre en ensartet vurdering af, hvad der burde gøres. Og heller ikke organisationskulturen og de regelsæt inden for den enkelte sektor kunne altså skabe enighed om alle spørgsmål. Det ledte mig frem til følgende konklusion: Uenighed om centrale sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige spørgsmål er et grundvilkår inden for professionelt velfærdsarbejde om komplekse problemer. Det er en konklusion, som jeg siden har fået bekræftet gennem andre undersøgelser, som lektor Merete Monrad og jeg har gennemført.
 

Undersøgelsesresultaterne kan kort opsummeres i to punkter:

• Der er mange eksempler på stor enighed om vurderingen af en bestemt case inden for hver eneste af de fire faggrupper. Enigheden gælder ofte, at den nærmeste fagperson bør reagere, om end afdæmpet, på et problem.
   
• I hver case er der imidlertid et eller flere eksempler på, at medarbejderne inden for hver enkelt faggruppe er splittede i deres vurderinger og opfattelser af, hvad der bør gøres for at løse problemet i vigtige faglige spørgsmål. Uenigheden gælder ofte de mere indgribende foranstaltninger.

På den baggrund blev min konklusion:

• Forskellene mellem faggrupperne er så små, at de ikke kan have nogen væsentlig indflydelse på det tværfaglige samarbejde. 
   
• Forskellene mellem medarbejderne inden for samme faggruppe er så store, at de kan få betydelig indflydelse på både det faglige og det tværfaglige samarbejde. Faglig uenighed mellem professionsgrupperne er ikke et problem, men det er myterne om en ensartet professionel faglighed inden for den enkelte profession.

Uenighed opfattes som et svaghedstegn

Resultaterne strider både imod, hvad man ud fra en række meget anvendte teorier skulle forvente og mod den almindelige opfattelse af, at professionel uddannelse er en sikring af ensartede og korrekte tiltag og former for behandling af bestemte problemer. Derfor er der selvfølgelig en vis modstand mod at tage disse resultater alvorligt og tage konsekvensen af dem. Det er jo enklere og mindre foruroligende at fastholde den opfattelse, at den professionelle uddannelse sikrer et ensartet syn på problemerne, og hvordan de skal løses, end at dette syn er forskelligt fra profession til profession.
 

Det er efter min mening det eneste fagligt forsvarlige at erkende, at faglig uenighed er et grundvilkår i praktisk pædagogisk, socialt og sundhedsmæssigt arbejde, og at faglighed ikke er at have korrekte holdninger til alle spørgsmål. Der vil, når det gælder komplekse problemer, altid være eksempler på uenighed. Denne erkendelse kan være smertefuld, fordi man som professionel både ønsker, at fagligheden er en garanti for de ensartede og korrekte afgørelser, og fordi bevidstheden om, at ens dygtige kollegaer kan være uenige med en selv i beslutninger, der har vidtrækkende følger for andre mennesker, er foruroligende. Jeg forstår både forventningen og håbet om enighed, men når uenighed er et grundvilkår, så er det dybt problematisk, at professionelle giver udtryk for, at der skal være enighed. Det er imidlertid endnu mere problematisk, at ledere også giver udtryk for, at man skal tilstræbe enighed, fordi det kan føre til, at der udformes standardregler, som alle professionelle skal benytte sig af. Både ledere og politikere har en tendens til at opfatte uenighed som et svaghedstegn ved en profession og derfor kræve mere regelstyring. Det udhuler det professionelle skøn, der muliggør, at den enkelte behandles som et unikt individ, hvilket er centralt i enhver vejlednings- og rådgivningssituation. Det eneste fagligt forsvarlige er, at se uenigheden i øjnene.
 

Et værn mod myter

Erkendelse af faglig uenighed som et grundvilkår kan blive et værn mod myter om andre faggruppers forskellighed fra ens egen professionsgruppe og anden fordomsfuldhed. Det skaber mulighed for forståelse og forklaring og et helhedssyn, der kan fremme kvalificeret analyse og empati. Begge dele kan styrke vejlederfagligheden.
  

Se hele serien om tværfaglighed.

Det er ikke første gang, at Morten Ejrnæs går mod myter i Vejlederforum. Læs Mønsterbegrebets falske præmis.
 

Referencer

• Ejrnæs, Morten (2017): Tværprofessionelt samarbejde: Begreber og teori, kapitel 1. I: Moesby-Jensen. Cecilie K. red.  (2017): Tværprofessionelt samarbejde på børne- og ungeområdet. Samfundslitteratur
• Ejrnæs, Morten og Monrad, Merete (2017): Tværprofessionelt samarbejde belyst gennem vignetundersøgelser, kapitel 4. I: Moesby-Jensen. Cecilie K red. (2017): Tværprofessionelt samarbejde på børne- og ungeområdet. Samfundslitteratur
• Ejrnæs, Morten og Monrad, Merete (2012): Vignetmetoden som sociologisk undersøgelsesmetode og faglig udviklingsmodel. Akademisk Forlag. København
• Moesby-Jensen. Cecilie K red. (2017): Tværprofessionelt samarbejde på børne- og ungeområdet. Samfundslitteratur