Inspiration til vanebrud!  

Lene Tanggaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Alle er unormale på indersiden
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Hvis vi som voksne skal stille os til rådighed for de unge, der føler sig alene og forkerte, skal vi give plads til mørket i livet. Vi skal vove at vise dem, at vi rent faktisk kender den følelse af, at livet kan få os alle til at gå i sort – og at vi sådan set alle sammen er unormale på indersiden. 
Person:
Billede:
Mette B
Navn:
Mette Bratlann
Titel:
Psykolog
Arbejdssted:
Praksis i København
Fotoreportage:
Lang tekst:

Dengang min farmor var ung, blev hun og hendes jævnaldrende kritiserede for at være dovne og uopdragne, hvis de ikke arbejdede lige så hårdt som de voksne. Min mors generation af unge var ansvarsløse og utaknemmelige, da de gjorde oprør mod normerne. Min egen ungdomsgeneration blev kritiseret for at være negativ, ukoncentreret og ligeglad. I dag er de unge mennesker overbeskyttede, uselvstændige og pjevsede.
 

Klagesangen over de unge går helt tilbage til Sokrates, der ifølge rygtet skulle have sagt, at ungdommen ”… har dårlige manerer, foragter autoriteter, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde.”
 

Generationskløften er ikke et nyt fænomen.

Det mærkelige er jo, at vi alle sammen har prøvet at være de der unge, som de voksne syntes var så kritisable. Og alligevel slår den aldrig fejl: Ikke så snart har en ungdomsgeneration vokset sig ind i den granvoksne fase af livet, før den ser på den nye generation af unge med rynkede bryn og furer i de livskloge pander og tænker ”Du gode Gud – hvad er det dog, de laver? Det der er da slet ikke vores måde at gøre tingene på, det er dømt til at ende galt.”
 

Fortrolighed med indersiden

Men hvis nu vi faktisk skulle forsøge at gøre os brugbare for de unge på andre og mere konstruktive måder end at oplyse dem om deres endeløse utilstrækkelighed, hvad er det så vi ved, som de måske ikke selv har erfaret endnu - og som måske kunne være nyttigt for dem at få indsigt i?
 

Jeg runder selv det skarpe 40-års hjørne inden længe, og hvis jeg skal opsummere, hvad de sidste 15-20 år har lært mig, så er det, at livet aldrig bliver statisk – heller ikke, når man er voksen og kan sætte flueben ved både karriere, børn og ægteskab.
 

Forandringen er den mest loyale følgesvend, vi kan ønske os. Livet bliver ved med at være svært, bare på nye måder. Men det bliver til gengæld mindre utrygt for mange af os hen ad vejen, måske fordi vi lærer at blive gode venner med forandringen, måske fordi vi begynder at slutte fred med det liv, der nu engang er vores. Eller måske allermest fordi vi med tiden bliver mere fortrolige med vores egen inderside og begynder at lade den blive mere synlig på ydersiden.

MJ7941
Foto: Mads Jensen 


Når ydersiden dyrkes – på bekostning af indersiden

For mig at se rummer et menneskeliv altid både en ydersidedimension og en indersidedimension. Den ydre er den, vi viser og deler med hinanden. Den indre er det kun os selv, der har adgang til. Den ydre er det muligt at censurere, vi kan selv forsøge at kontrollere, hvilke elementer vi vil vise frem.
 

Indersiden derimod kan vi ikke så let selektere i, men den er det til gengæld muligt at holde mere eller mindre skjult for omverdenen, hvis vi ikke er villige til at stå ved den. Vi har alle sammen sider og følelser, som vi vælger at holde for os selv. Men ligegyldigt, hvor meget vi ønsker det, forsvinder de vragede sider og følelser ikke, fordi de bliver skjult.
 

Det, der sker, er derimod, at de vragede sider forvandler sig til en rastløs flok genfærd, der vandrer hvileløst omkring i systemerne og truer med at bryde ud og ødelægge den flotte facade, som vi så gerne vil have omverdenen til at forbinde os med. De bliver til de forkerte sider af os selv, som vil ødelægge vores liv og skræmme andre mennesker bort, hvis de får øje på dem.
 

Men fordi disse ”forkerte” sider nu engang er og bliver en del af os, er vi konstant nødt til at sikre os, at de er forsvarligt låst inde, og at vi har den fulde kontrol over dem. Men ved at isolere dem kommer vi også til at isolere os selv fra menneskene omkring os. Man kan ikke gemme sig og føle sig set på samme tid.
 

Vis de unge, at de ikke er alene i mørket

Jeg har haft mere end tusind samtaler med unge mennesker om, hvad der kan være svært ved livet. Følelsen af at være forkert og alene i verden har været en udødelig genganger i langt de fleste af dem.
 

Unge mennesker i dag har formodentlig endnu sværere ved at leve med deres eget mørke, fordi de konstant spejler sig i den nøje udvalgte, finpolerede og retoucherede version af ungdomslivet, som hele verden udstiller og hylder på de sociale medier. Derfor bliver de unge også let til hinandens værste fjender og konkurrenter frem for at være lidelsesfæller og deltagere i det samme globale fejlbarlighedens fællesskab, der ellers kunne have været så helende og betryggende at tage del i.
 

Hvis både de voksne mennesker og ens jævnaldrende puster til forkerthedsfølesen på indersiden, er det ikke så mærkeligt, at man i det lange løb kommer til at føle sig klemt og alene.
 

Og nu nærmer jeg mig min pointe: Hvis vi som voksne skal stille os til rådighed for de unge mennesker, der føler sig alene og forkerte, skal vi vove at vise dem, at vi rent faktisk godt kender den følelse af, at livet sommetider får os alle sammen til at gå i sort – og at vi sådan set alle sammen er unormale på indersiden.
 

Hvis vi som voksne skal møde unge mennesker og få dem til at føle sig set, frem for at få dem til at gemme sig endnu mere, er vi nødt til at bruge vores dyrt købte viden om verden til at give plads til mørket i livet, uden om os og inden i os. Vi må vise de unge, at det ikke bare er okay, men at det faktisk er forventeligt, at man bliver usikker eller i tvivl, at man bliver frustreret eller vred eller ked af det, når verden ikke opfører sig sådan, som vi havde forventet. Det er sindssygt hårdt og svært at være ramt af de følelser, det ved vi jo godt alle sammen – men det er bare ikke forkert. Vi oplever det netop alle sammen. Og på en eller anden måde, så har vi det med at overleve. Livet går videre, og bedst som man tror, at NU har man styr på det, så må man tro om igen.
 

Sommetider er tilpasning et urimeligt krav

Men hvordan giver man plads til livets mørke i praksis? Det lyder næsten banalt, men jeg tror, man er nødt til at starte med virkelig at erkende, at det ikke er forkert at føle sig ”på skideren” engang imellem. Især ikke, når det rent faktisk er det, man er.
 

Så når unge mennesker virker knudrede og umulige eller selvdestruktive, er de hverken uopdragne, utaknemmelige, negative eller pjevsede – så er de på skideren (eller i den sunde version, bare lodret uenige med dig)! Og når man er det, har man brug for, at nogen viser en, at det er okay at reagere på de problemer, man støder på i verden, at det er forståeligt – og forventeligt – at føle sig ramt og væltet omkuld og ude af sig selv, OG at det nok skal gå alligevel. Det går ikke altid godt, men som oftest går det, og på et tidspunkt kommer der formodentlig lysere strækninger i livet igen.
 

Der er så mange unge, der oplever, at verden kun kan lide dem, hvis de konstant forsøger at tilpasse deres inderside til virkelighedens krav og forventninger. Og den er jo god nok: Tilbage fra Sokrates’ tid har de ældre tilsyneladende klaget over unge mennesker, der ikke vil tilpasse sig. Men hvis vi skal forsøge at vise de unge, at de godt må være sig selv, og at verden vil dem – også når de er vrede eller triste eller bange eller går til psykolog – så er vi jo også nødt til at vise dem, at virkeligheden sommetider er indstillet på at tilpasse sig dem.
 

”Normal” er jo bare en overfrakke, vi tager på

Så næste gang, du står i en situation, hvor du føler anledning til at tage dig til hovedet, sukke dybt eller hæve stemmen over for et ungt menneske, der ikke kan eller vil gøre tingene på din måde, så forsøg at huske på, at den modstand, du mærker, er der af en grund. Unge mennesker er voksenlivets absolutte nybegyndere, og at være nybegynder er så godt som altid en temmelig utaknemmelig tjans, fordi man forventes at kunne noget, som man reelt ikke kan. Endnu. Og det, der sker, når man lærer og bliver god til noget nyt er jo, at man ikke bare arver det og overtager det, men at man faktisk tilegner sig det, gør det til sit eget ved at tilføre det ændringer, så man trives bedre med det. Sådan er det også med voksenlivet.
 

Tilpasning til det normale er jo ikke den eneste rigtige retning i livet. Det normale er bare den overfrakke, som vi ifører os, når vi ikke vil stikke ud og påkalde os negativ opmærksomhed. Men inden under frakken har vi alle sammen hver vores særlige maskineri, der fungerer efter sine helt egne systemer og opskrifter, og som hver især kræver særlige kombinationer af en lille smule af noget og en hel masse af noget andet for at trives og fungere. Får vi derimod for lidt af noget og for meget af noget andet, går maskineriet i stå, siger mislyde, begynder at køre baglæns – eller eksploderer.
 

Det sker for os alle sammen. Det er helt normalt at være unormal inden under frakken. 
 

 

Vil du vide mere?

 

Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Dengang min farmor var ung, blev hun og hendes jævnaldrende kritiserede for at være dovne og uopdragne, hvis de ikke arbejdede lige så hårdt som de voksne. Min mors generation af unge var ansvarsløse og utaknemmelige, da de gjorde oprør mod normerne. Min egen ungdomsgeneration blev kritiseret for at være negativ, ukoncentreret og ligeglad. I dag er de unge mennesker overbeskyttede, uselvstændige og pjevsede.
 

Klagesangen over de unge går helt tilbage til Sokrates, der ifølge rygtet skulle have sagt, at ungdommen ”… har dårlige manerer, foragter autoriteter, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde.”
 

Generationskløften er ikke et nyt fænomen.

Det mærkelige er jo, at vi alle sammen har prøvet at være de der unge, som de voksne syntes var så kritisable. Og alligevel slår den aldrig fejl: Ikke så snart har en ungdomsgeneration vokset sig ind i den granvoksne fase af livet, før den ser på den nye generation af unge med rynkede bryn og furer i de livskloge pander og tænker ”Du gode Gud – hvad er det dog, de laver? Det der er da slet ikke vores måde at gøre tingene på, det er dømt til at ende galt.”
 

Fortrolighed med indersiden

Men hvis nu vi faktisk skulle forsøge at gøre os brugbare for de unge på andre og mere konstruktive måder end at oplyse dem om deres endeløse utilstrækkelighed, hvad er det så vi ved, som de måske ikke selv har erfaret endnu - og som måske kunne være nyttigt for dem at få indsigt i?
 

Jeg runder selv det skarpe 40-års hjørne inden længe, og hvis jeg skal opsummere, hvad de sidste 15-20 år har lært mig, så er det, at livet aldrig bliver statisk – heller ikke, når man er voksen og kan sætte flueben ved både karriere, børn og ægteskab.
 

Forandringen er den mest loyale følgesvend, vi kan ønske os. Livet bliver ved med at være svært, bare på nye måder. Men det bliver til gengæld mindre utrygt for mange af os hen ad vejen, måske fordi vi lærer at blive gode venner med forandringen, måske fordi vi begynder at slutte fred med det liv, der nu engang er vores. Eller måske allermest fordi vi med tiden bliver mere fortrolige med vores egen inderside og begynder at lade den blive mere synlig på ydersiden.

MJ7941
Foto: Mads Jensen 


Når ydersiden dyrkes – på bekostning af indersiden

For mig at se rummer et menneskeliv altid både en ydersidedimension og en indersidedimension. Den ydre er den, vi viser og deler med hinanden. Den indre er det kun os selv, der har adgang til. Den ydre er det muligt at censurere, vi kan selv forsøge at kontrollere, hvilke elementer vi vil vise frem.
 

Indersiden derimod kan vi ikke så let selektere i, men den er det til gengæld muligt at holde mere eller mindre skjult for omverdenen, hvis vi ikke er villige til at stå ved den. Vi har alle sammen sider og følelser, som vi vælger at holde for os selv. Men ligegyldigt, hvor meget vi ønsker det, forsvinder de vragede sider og følelser ikke, fordi de bliver skjult.
 

Det, der sker, er derimod, at de vragede sider forvandler sig til en rastløs flok genfærd, der vandrer hvileløst omkring i systemerne og truer med at bryde ud og ødelægge den flotte facade, som vi så gerne vil have omverdenen til at forbinde os med. De bliver til de forkerte sider af os selv, som vil ødelægge vores liv og skræmme andre mennesker bort, hvis de får øje på dem.
 

Men fordi disse ”forkerte” sider nu engang er og bliver en del af os, er vi konstant nødt til at sikre os, at de er forsvarligt låst inde, og at vi har den fulde kontrol over dem. Men ved at isolere dem kommer vi også til at isolere os selv fra menneskene omkring os. Man kan ikke gemme sig og føle sig set på samme tid.
 

Vis de unge, at de ikke er alene i mørket

Jeg har haft mere end tusind samtaler med unge mennesker om, hvad der kan være svært ved livet. Følelsen af at være forkert og alene i verden har været en udødelig genganger i langt de fleste af dem.
 

Unge mennesker i dag har formodentlig endnu sværere ved at leve med deres eget mørke, fordi de konstant spejler sig i den nøje udvalgte, finpolerede og retoucherede version af ungdomslivet, som hele verden udstiller og hylder på de sociale medier. Derfor bliver de unge også let til hinandens værste fjender og konkurrenter frem for at være lidelsesfæller og deltagere i det samme globale fejlbarlighedens fællesskab, der ellers kunne have været så helende og betryggende at tage del i.
 

Hvis både de voksne mennesker og ens jævnaldrende puster til forkerthedsfølesen på indersiden, er det ikke så mærkeligt, at man i det lange løb kommer til at føle sig klemt og alene.
 

Og nu nærmer jeg mig min pointe: Hvis vi som voksne skal stille os til rådighed for de unge mennesker, der føler sig alene og forkerte, skal vi vove at vise dem, at vi rent faktisk godt kender den følelse af, at livet sommetider får os alle sammen til at gå i sort – og at vi sådan set alle sammen er unormale på indersiden.
 

Hvis vi som voksne skal møde unge mennesker og få dem til at føle sig set, frem for at få dem til at gemme sig endnu mere, er vi nødt til at bruge vores dyrt købte viden om verden til at give plads til mørket i livet, uden om os og inden i os. Vi må vise de unge, at det ikke bare er okay, men at det faktisk er forventeligt, at man bliver usikker eller i tvivl, at man bliver frustreret eller vred eller ked af det, når verden ikke opfører sig sådan, som vi havde forventet. Det er sindssygt hårdt og svært at være ramt af de følelser, det ved vi jo godt alle sammen – men det er bare ikke forkert. Vi oplever det netop alle sammen. Og på en eller anden måde, så har vi det med at overleve. Livet går videre, og bedst som man tror, at NU har man styr på det, så må man tro om igen.
 

Sommetider er tilpasning et urimeligt krav

Men hvordan giver man plads til livets mørke i praksis? Det lyder næsten banalt, men jeg tror, man er nødt til at starte med virkelig at erkende, at det ikke er forkert at føle sig ”på skideren” engang imellem. Især ikke, når det rent faktisk er det, man er.
 

Så når unge mennesker virker knudrede og umulige eller selvdestruktive, er de hverken uopdragne, utaknemmelige, negative eller pjevsede – så er de på skideren (eller i den sunde version, bare lodret uenige med dig)! Og når man er det, har man brug for, at nogen viser en, at det er okay at reagere på de problemer, man støder på i verden, at det er forståeligt – og forventeligt – at føle sig ramt og væltet omkuld og ude af sig selv, OG at det nok skal gå alligevel. Det går ikke altid godt, men som oftest går det, og på et tidspunkt kommer der formodentlig lysere strækninger i livet igen.
 

Der er så mange unge, der oplever, at verden kun kan lide dem, hvis de konstant forsøger at tilpasse deres inderside til virkelighedens krav og forventninger. Og den er jo god nok: Tilbage fra Sokrates’ tid har de ældre tilsyneladende klaget over unge mennesker, der ikke vil tilpasse sig. Men hvis vi skal forsøge at vise de unge, at de godt må være sig selv, og at verden vil dem – også når de er vrede eller triste eller bange eller går til psykolog – så er vi jo også nødt til at vise dem, at virkeligheden sommetider er indstillet på at tilpasse sig dem.
 

”Normal” er jo bare en overfrakke, vi tager på

Så næste gang, du står i en situation, hvor du føler anledning til at tage dig til hovedet, sukke dybt eller hæve stemmen over for et ungt menneske, der ikke kan eller vil gøre tingene på din måde, så forsøg at huske på, at den modstand, du mærker, er der af en grund. Unge mennesker er voksenlivets absolutte nybegyndere, og at være nybegynder er så godt som altid en temmelig utaknemmelig tjans, fordi man forventes at kunne noget, som man reelt ikke kan. Endnu. Og det, der sker, når man lærer og bliver god til noget nyt er jo, at man ikke bare arver det og overtager det, men at man faktisk tilegner sig det, gør det til sit eget ved at tilføre det ændringer, så man trives bedre med det. Sådan er det også med voksenlivet.
 

Tilpasning til det normale er jo ikke den eneste rigtige retning i livet. Det normale er bare den overfrakke, som vi ifører os, når vi ikke vil stikke ud og påkalde os negativ opmærksomhed. Men inden under frakken har vi alle sammen hver vores særlige maskineri, der fungerer efter sine helt egne systemer og opskrifter, og som hver især kræver særlige kombinationer af en lille smule af noget og en hel masse af noget andet for at trives og fungere. Får vi derimod for lidt af noget og for meget af noget andet, går maskineriet i stå, siger mislyde, begynder at køre baglæns – eller eksploderer.
 

Det sker for os alle sammen. Det er helt normalt at være unormal inden under frakken. 
 

 

Vil du vide mere?

 

Tidsskriftsnr.:
2017 nr. 4
Publiceringsdato:
05-12-2017

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.