Vi går alle rundt med en mobiltelefon i lommen, vi modtager post via e-boks, vi køber tøj, bøger og elektronik på nettet, vi følger badmintonklubben på Facebook, vi kommunikerer med klassekammeraternes forældre på forældreintra, overfører penge på Mobilepay og tjekker kontoen på netbank. Ganske ubesværet og ofte uden at tænke over det.
 

”Danskernes digitale parathed er høj. Så at definere mangel på teknologi på beskæftigelsesområdet som, at brugerne ikke er parate, er grundlæggende forkert.”
 

Ordene kommer fra Lars Monrad-Gylling, hvis respektindgydende CV ville kunne få enhver i it-branchen til at ryste på hånden. Han har i en årrække været både formand for IT-branchen og adm. direktør i KMD og sidder nu som bestyrelsesformand i Schultz. Men Lars Monrad-Gylling er alt andet end skrækindjagende. Han er lun og rolig, og med et mildt blik udfolder han det, vi i Vejlederforum har kaldt et digitalt kompetencegab, og som har fået chefredaktøren til at råbe Mind the gap! Men er der overhovedet et gab?
 

”Danmark er et af de lande, hvor den digitale parathed blandt almindelige borgere er højest,” siger Lars Monrad-Gylling, ”og medarbejdere på beskæftigelses- og uddannelsesområdet er et meget godt spejl af, hvordan danskere ser ud i almindelighed. Du vil selvfølgelig altid møde nogen, der er jubeloptimister, og andre, der er mere fodslæbende, men danskere i almindelighed er ikke særligt teknologiforskrækkede.”


 

Kompetencegabet er organisatorisk

Jeg hører, hvad han siger, men kan alligevel ikke undgå at føle mig truffet. Jeg sidder nemlig flittigt og noterer interviewet med pen og papir i ren og skær mistillid til diktafonen. For hvad nu, hvis teknikken fejler?
 

Lars Monrad-Gylling smiler ad mine kragetæer. For ham er det netop en vigtig pointe. Det er nemlig leverandørens ansvar at stille den rigtige teknologi til rådighed for brugeren, mener han. Teknologi, der ikke fejler, men som gør arbejdet nemmere. 
 

”Min oplevelse er, at når man stiller nogle fornuftige løsninger foran brugerne, så er de intuitivt parate til at anvende løsningerne. Gabet består måske i højere grad i, om vi er i stand til at stille de rette løsninger til rådighed for brugerne.”
 

Han kalder kompetencegabet organisatorisk og retter ansvaret mod såvel it-leverandører som ledere. It-leverandørerne har et ansvar for at anvende de teknologiske muligheder og konvertere dem til begavede, brugervenlige løsninger for brugerne, og de offentlige ledere har et ansvar for at være adaptive over for nye idéer og være modige nok til at ændre forretningsgange.
 

”Hvis man skal tale om gab, så er det nok mere i det spændingsfelt, jeg ser gabet, end det er hos den enkelte medarbejder. Og det er i virkeligheden her, jeg synes, at problemstillingen er størst.”
 

Både ledere og it-leverandører har et ansvar

Vi bliver i spændingsfeltet lidt endnu. For jeg vil gerne høre mere om, hvad det går ud på. Hvad er helt konkret ledernes og ikke mindst it-leverandørens ansvar?
 

”Når nu vi som it-leverandør ved, at kunstig intelligens og robotics kommer, hvordan kan vi så nyttiggøre de teknologiske muligheder på en smart måde? Kan vi eksempelvis screene borgerne på baggrund af de data, vi har om dem, så vi skaber en bedre indsats? Og evner vi som offentlige arbejdsgivere at favne teknologierne og forme nye arbejdsgange, så vi ikke bare gør det, vi har gjort de sidste ti år?” svarer Lars Monrad-Gylling retorisk.
 

”På beskæftigelsesområdet er den grundlæggende opgave for jobcenterchefen at få flest mulige ud af offentlig forsørgelse og i arbejde, og som enhver anden leder – om du er håndværksmester eller leder et advokatkontor – så er du nødt til at være observant over for, om det er noget, du kan gøre på en bedre måde, end du gør i dag. Det er enhver arbejdsgivers forpligtelse at stille en kurant værktøjskasse til rådighed for sine medarbejdere. Jeg er ikke bekymret for, om sagsbehandlerne har de nødvendige kompetencer for at kunne tage værktøjerne i brug. Min bekymring er i virkeligheden mere, om værktøjerne kommer frem til overfladen.”
 

Brugerne skal være med til at drive udviklingen

Selvom et eventuelt kompetencegab ikke er individbaseret i Lars Monrad-Gyllings optik, har den enkelte bruger stadig et ansvar, mener han. For den gode medarbejder reagerer på sine omgivelser og forholder sig til, om tingene bliver gjort på den rigtige måde.
 

”Det er en af de dyder, man ofte møder på danske arbejdspladser, hvor vi ikke er skræmte over at sige til chefen, hvis noget kan gøres anderledes. Jeg forventer, at medarbejderne også selv er med til at drive udviklingen. Vi møder alle nye forretningsmodeller, når vi bruger netbanken eller bestiller en bog på Amazon, og kan tænke ”hov, hvorfor gør vi ikke sådan her?” Den mest detaljerede viden, vi har, kommer fra de medarbejdere, der sidder med den.”
 

Det samme gælder, hvis man sidder med en følelse af, at knapperne i it-systemet sidder helt forkert, eller at man skal igennem fem klik for at udføre en arbejdsgang, der burde kunne klares med et enkelt klik.
 

”Hvis der er noget, man som bruger er frustreret over, så ville jeg først og fremmest tage en snak med mine nærmeste kollegaer og høre, om de har det på samme måde. Og hvis man undres kollektivt, bør man henvende sig til leverandøren. Det kan jo være, at der er en god forklaring på det, men det kan også være inspiration til leverandøren. Konstruktiv kritik er det, der gør, at produktet bliver levende og udvikler sig til det bedre.”
 

Vi er alle lidt modstandere af forandring

Lars Monrad-Gylling erkender dog også, at man godt kan slå sig på at lave om på eksisterende procedurer og arbejdsgange.
 

”Det er gammel lærdom, at de fleste er lidt modstandere af forandring. Men jeg sætter ikke lighedstegn mellem det og kompetencegab. Jeg tror, at mange mennesker, inklusiv mig selv, kan blive irriteret, når skærmbilledet på netbanken pludselig ser anderledes ud, end det gjorde i går – også selvom det måske i virkeligheden er blevet til det bedre. Vi er alle lidt modstandere af forandring, men det er jo ikke det samme som, at vi har et kompetencegab.”
 

De positive effekter er enorme

Lars Monrad-Gylling fremstår dog mest af alt som en visionær mand, der ser et stort potentiale i de nye teknologier. For de positive effekter er enorme, siger han.
 

”Når vi snakker om nye teknologier og kompetencegab, så taler vi jo ikke bare om, om folk er teknologiforskrækkede eller ej. Vi taler om, at vi måske evner at få 10-20-30.000 flere mennesker i arbejde ved den rigtige brug af teknologi.”
 

Han taler om, at vi med ny teknologi kan gøre indsatsen mere målrettet mod den enkelte. At vi i stedet for at give alle borgere den samme pille i højere grad kan give individuel medicin.
 

”De systemer, vi har i dag, har svært ved at give individuel medicin. Men det kan de systemer, som vi er i fuld gang med at udvikle, og som vi skal levere i fremtiden.”
 

Værktøjerne skal være en hjælp

Jeg skæver ned på mine kragetæer og diktafonen ved siden af og forstår godt, hvis det kan tage pusten fra nogen. Hvordan sikrer vi, at alle brugere er med på rejsen? De fleste vejledere og sagsbehandlere har valgt deres profession, fordi de vil arbejde med mennesker, ikke med it. Så hvordan får vi alle med?
 

”Hvis man ser på det ovenfra og ned, så er vi leverandør af et værktøj, og det værktøj skulle gerne hjælpe sagsbehandleren med at bruge sin tid på den bedst mulige måde og med den størst mulige beskæftigelseseffekt. Det er vores job. Med nye teknologier som kunstig intelligens og robotics kan sagsbehandleren i endnu højere grad få beslutningsstøtte til at forudsige, hvad næste skridt skal være, og få hjælp til i endnu højere grad at personalisere tilgangen til borgeren,” siger Lars Monrad-Gylling.
 

Af samme årsag er han ikke bekymret:
 

”Hvis du arbejder på beskæftigelsesområdet, fordi du oplever en stor personlig tilfredsstillelse ved at arbejde med mennesker og hjælpe dem i en svær situation, og hvis du så får et værktøj, der i højere grad kan frigøre tid til det, så er der næppe et skisma.”

Vi går alle rundt med en mobiltelefon i lommen, vi modtager post via e-boks, vi køber tøj, bøger og elektronik på nettet, vi følger badmintonklubben på Facebook, vi kommunikerer med klassekammeraternes forældre på forældreintra, overfører penge på Mobilepay og tjekker kontoen på netbank. Ganske ubesværet og ofte uden at tænke over det.
 

”Danskernes digitale parathed er høj. Så at definere mangel på teknologi på beskæftigelsesområdet som, at brugerne ikke er parate, er grundlæggende forkert.”
 

Ordene kommer fra Lars Monrad-Gylling, hvis respektindgydende CV ville kunne få enhver i it-branchen til at ryste på hånden. Han har i en årrække været både formand for IT-branchen og adm. direktør i KMD og sidder nu som bestyrelsesformand i Schultz. Men Lars Monrad-Gylling er alt andet end skrækindjagende. Han er lun og rolig, og med et mildt blik udfolder han det, vi i Vejlederforum har kaldt et digitalt kompetencegab, og som har fået chefredaktøren til at råbe Mind the gap! Men er der overhovedet et gab?
 

”Danmark er et af de lande, hvor den digitale parathed blandt almindelige borgere er højest,” siger Lars Monrad-Gylling, ”og medarbejdere på beskæftigelses- og uddannelsesområdet er et meget godt spejl af, hvordan danskere ser ud i almindelighed. Du vil selvfølgelig altid møde nogen, der er jubeloptimister, og andre, der er mere fodslæbende, men danskere i almindelighed er ikke særligt teknologiforskrækkede.”


 

Kompetencegabet er organisatorisk

Jeg hører, hvad han siger, men kan alligevel ikke undgå at føle mig truffet. Jeg sidder nemlig flittigt og noterer interviewet med pen og papir i ren og skær mistillid til diktafonen. For hvad nu, hvis teknikken fejler?
 

Lars Monrad-Gylling smiler ad mine kragetæer. For ham er det netop en vigtig pointe. Det er nemlig leverandørens ansvar at stille den rigtige teknologi til rådighed for brugeren, mener han. Teknologi, der ikke fejler, men som gør arbejdet nemmere. 
 

”Min oplevelse er, at når man stiller nogle fornuftige løsninger foran brugerne, så er de intuitivt parate til at anvende løsningerne. Gabet består måske i højere grad i, om vi er i stand til at stille de rette løsninger til rådighed for brugerne.”
 

Han kalder kompetencegabet organisatorisk og retter ansvaret mod såvel it-leverandører som ledere. It-leverandørerne har et ansvar for at anvende de teknologiske muligheder og konvertere dem til begavede, brugervenlige løsninger for brugerne, og de offentlige ledere har et ansvar for at være adaptive over for nye idéer og være modige nok til at ændre forretningsgange.
 

”Hvis man skal tale om gab, så er det nok mere i det spændingsfelt, jeg ser gabet, end det er hos den enkelte medarbejder. Og det er i virkeligheden her, jeg synes, at problemstillingen er størst.”
 

Både ledere og it-leverandører har et ansvar

Vi bliver i spændingsfeltet lidt endnu. For jeg vil gerne høre mere om, hvad det går ud på. Hvad er helt konkret ledernes og ikke mindst it-leverandørens ansvar?
 

”Når nu vi som it-leverandør ved, at kunstig intelligens og robotics kommer, hvordan kan vi så nyttiggøre de teknologiske muligheder på en smart måde? Kan vi eksempelvis screene borgerne på baggrund af de data, vi har om dem, så vi skaber en bedre indsats? Og evner vi som offentlige arbejdsgivere at favne teknologierne og forme nye arbejdsgange, så vi ikke bare gør det, vi har gjort de sidste ti år?” svarer Lars Monrad-Gylling retorisk.
 

”På beskæftigelsesområdet er den grundlæggende opgave for jobcenterchefen at få flest mulige ud af offentlig forsørgelse og i arbejde, og som enhver anden leder – om du er håndværksmester eller leder et advokatkontor – så er du nødt til at være observant over for, om det er noget, du kan gøre på en bedre måde, end du gør i dag. Det er enhver arbejdsgivers forpligtelse at stille en kurant værktøjskasse til rådighed for sine medarbejdere. Jeg er ikke bekymret for, om sagsbehandlerne har de nødvendige kompetencer for at kunne tage værktøjerne i brug. Min bekymring er i virkeligheden mere, om værktøjerne kommer frem til overfladen.”
 

Brugerne skal være med til at drive udviklingen

Selvom et eventuelt kompetencegab ikke er individbaseret i Lars Monrad-Gyllings optik, har den enkelte bruger stadig et ansvar, mener han. For den gode medarbejder reagerer på sine omgivelser og forholder sig til, om tingene bliver gjort på den rigtige måde.
 

”Det er en af de dyder, man ofte møder på danske arbejdspladser, hvor vi ikke er skræmte over at sige til chefen, hvis noget kan gøres anderledes. Jeg forventer, at medarbejderne også selv er med til at drive udviklingen. Vi møder alle nye forretningsmodeller, når vi bruger netbanken eller bestiller en bog på Amazon, og kan tænke ”hov, hvorfor gør vi ikke sådan her?” Den mest detaljerede viden, vi har, kommer fra de medarbejdere, der sidder med den.”
 

Det samme gælder, hvis man sidder med en følelse af, at knapperne i it-systemet sidder helt forkert, eller at man skal igennem fem klik for at udføre en arbejdsgang, der burde kunne klares med et enkelt klik.
 

”Hvis der er noget, man som bruger er frustreret over, så ville jeg først og fremmest tage en snak med mine nærmeste kollegaer og høre, om de har det på samme måde. Og hvis man undres kollektivt, bør man henvende sig til leverandøren. Det kan jo være, at der er en god forklaring på det, men det kan også være inspiration til leverandøren. Konstruktiv kritik er det, der gør, at produktet bliver levende og udvikler sig til det bedre.”
 

Vi er alle lidt modstandere af forandring

Lars Monrad-Gylling erkender dog også, at man godt kan slå sig på at lave om på eksisterende procedurer og arbejdsgange.
 

”Det er gammel lærdom, at de fleste er lidt modstandere af forandring. Men jeg sætter ikke lighedstegn mellem det og kompetencegab. Jeg tror, at mange mennesker, inklusiv mig selv, kan blive irriteret, når skærmbilledet på netbanken pludselig ser anderledes ud, end det gjorde i går – også selvom det måske i virkeligheden er blevet til det bedre. Vi er alle lidt modstandere af forandring, men det er jo ikke det samme som, at vi har et kompetencegab.”
 

De positive effekter er enorme

Lars Monrad-Gylling fremstår dog mest af alt som en visionær mand, der ser et stort potentiale i de nye teknologier. For de positive effekter er enorme, siger han.
 

”Når vi snakker om nye teknologier og kompetencegab, så taler vi jo ikke bare om, om folk er teknologiforskrækkede eller ej. Vi taler om, at vi måske evner at få 10-20-30.000 flere mennesker i arbejde ved den rigtige brug af teknologi.”
 

Han taler om, at vi med ny teknologi kan gøre indsatsen mere målrettet mod den enkelte. At vi i stedet for at give alle borgere den samme pille i højere grad kan give individuel medicin.
 

”De systemer, vi har i dag, har svært ved at give individuel medicin. Men det kan de systemer, som vi er i fuld gang med at udvikle, og som vi skal levere i fremtiden.”
 

Værktøjerne skal være en hjælp

Jeg skæver ned på mine kragetæer og diktafonen ved siden af og forstår godt, hvis det kan tage pusten fra nogen. Hvordan sikrer vi, at alle brugere er med på rejsen? De fleste vejledere og sagsbehandlere har valgt deres profession, fordi de vil arbejde med mennesker, ikke med it. Så hvordan får vi alle med?
 

”Hvis man ser på det ovenfra og ned, så er vi leverandør af et værktøj, og det værktøj skulle gerne hjælpe sagsbehandleren med at bruge sin tid på den bedst mulige måde og med den størst mulige beskæftigelseseffekt. Det er vores job. Med nye teknologier som kunstig intelligens og robotics kan sagsbehandleren i endnu højere grad få beslutningsstøtte til at forudsige, hvad næste skridt skal være, og få hjælp til i endnu højere grad at personalisere tilgangen til borgeren,” siger Lars Monrad-Gylling.
 

Af samme årsag er han ikke bekymret:
 

”Hvis du arbejder på beskæftigelsesområdet, fordi du oplever en stor personlig tilfredsstillelse ved at arbejde med mennesker og hjælpe dem i en svær situation, og hvis du så får et værktøj, der i højere grad kan frigøre tid til det, så er der næppe et skisma.”