To hovedpunkter:
1. 90% af befolkningen befinder sig i det forkerte job
2. Den opsplittede vejledning.

Definition: en profession
Professionelle vejledere deler ofte de samme værdier, og vi har en tendens til at lade disse værdier styre vores beslutning om, hvorvidt vi skal levere til den offentlige eller den private sektor. Det er karakteristisk for vores profession, at vi tager os af andre mennesker. Jeg er overbevist om, at vejledning bidrager til såvel individets som samfundets velbefindende – herunder dets økonomiske velbefindende.

Min egen historie er, at jeg af økonomiske årsager gik over til den private sektor kort tid efter, at jeg havde færdiggjort min vejlederuddannelse. Jeg befandt mig nu i en verden af multinational, guldrandet genplacering, hvis markedsføringspolitik var langt mere aggressiv end i den offentlige sektor. Jeg opdagede, at min teoretiske forståelse og mine vejledningskompetencer var uundværlige i denne halvmystiske verden og adskilte mig fra min kolleger, som primært bestod af HR-chefer (dette har været et traditionelt indgangspunkt til den private sektor og har medført et noget andet værdisæt). Min teoretiske forståelse klarede ofte markedsføringen for mig, fordi jeg leverede resultater og ramte mål, som ikke fandtes i den private sektor.

Vejledningssektoren – et marked, en tvedeling eller mange strenge at spille på?
De primære vejledningsmarkeder i det offentlige er unge mennesker fra skole- til 24-årsalderen. I den private sektor er markedet derimod delt mellem gebyrbetalende personer eller gruppevis genplacering – og et hurtigt voksende marked for talentstyring og medarbejdermotivering, dvs. en hybridform af karriereudviklingsarbejde leveret af ikke-HR-karrierekonsulenter. Dette giver gode muligheder for kommercialisering af vejledning, og det forstærker salgbarheden.

Men meget få mennesker ved, hvordan, hvem, hvad, hvorfor og hvor de kan få vejledning. Dette forhold skyldes muligvis kompleksiteten i vejledningens image.

I mit diagram "Potentiel Thieving Triangle" ovenfor kommer jeg med en modig udtalelse – jeg mener, at kun ét ud af ti mennesker bestrider det rette job eller er engageret i deres arbejde. Endnu mere skræmmende er det, at mange af de personer, som jeg har arbejdet med i forbindelse med en genplaceringsproces, muligvis er organisationens bedste medarbejdere. På denne baggrund hævder jeg, at 90% befinder sig i det forkerte job – i UK.

Offentlig?
Ifølge Tony Watts ("Rethinking Careers Education and Guidance", 1996; dansk udg. 1998) er den traditionelle holdning i Storbritannien, ligesom i mange andre dele af verden, at vejledning er en del af de offentlige sociale ydelser. Da den konservative regering kastede sig ud i "udliciteringen" af vejledning i starten af 1990'erne, havde man forholdsvis stor succes med processen. Denne tilgang ville formentlig have fungeret, hvis den var kommet til at bestå af en kombination af partnerskaber mellem regionale og lokale uddannelsesmyndigheder, ikke-profit organisationer og organisationer fra den private sektor. Men den blev afviklet af Labour-regeringen efter 1997. Det blev et mislykket forsøg på at skabe et selvbærende, kommercielt marked for vejledning.

Dette skyldes, at samfundet sjældent forstår fordelene, og at størstedelen af borgerne synes at mene, at vejledning ikke er særlig relevant i forbindelse med overgangen fra skole, videre uddannelse, universitet og arbejde. Mange unge i min hjemby har kun fået tilbudt en times vejledningsinterview i deres sidste skoleår. Måske fordi initiativet ikke blev værdsat, fordi det var en gratis ydelse, har dette afstedkommet en opfattelse af en "vare" uden markedsværdi. Og dette fortsætter ind i voksenalderen.

Min egen erfaring er, at det er meget få voksne, som overhovedet lægger en betydning i ordet vejledning. Endnu værre forholder det sig, hvis ordet står sammen med ordet karriere. Faktisk støder udtrykket vejledning flere kunder fra sig, end det tiltrækker, og størstedelen af specielt voksne anser det for at være en irrelevant benævnelse.

Jeg accepterer fuldt ud, at ordet stadig, set fra en professionel synsvinkel, er en meget vigtig del af vores ordforråd. Men vi leverer noget, der opfattes som udefinerbart i en tid, hvor holdningen med tiden vender sig væk fra traditionelle vejledningsmodeller. Måske er det på tide, at vi tager ordet coaching til os? Det er kommercielt set langt mere bæredygtigt.

Anbefalinger
Det er på høje tid, at beslutningstagerne begynder at overveje fri markedsøkonomi i forhold til vejledning og markedsfører den i overensstemmelse hermed, således at de konkrete fordele fremstår for alle interessenter og kan tåle nærmere undersøgelser. De samfundsmæssige fordele er for dybtgående til, at man kan ignorere dem. Uden et paradigmeskift vil vejledning ikke kunne markedsføres effektivt – for vejledning som begreb og vare er ikke salgbart til et massepublikum.

Der findes tre vigtige barrierer for udviklingen af et vejledningsmarked:

• Sprog
• Kvalitetssikring
• Den økonomiske virkelighed.

Hjulet
Vejledningsteorier er veludviklede, og mange data viser resultater af vejledningsindsatsen. Se National Guidance Research Forums website og europæiske søstersite, hvor Danmark deltager.

I for-profit vejledningen er der en tendens til at gå uden om akademisk nøjagtighed, selvom man åbenlyst foretrækker kvalitetssikring, professionel certificering og akkreditering (Plant, 2001) Professionel akkreditering og kvalitetssikring går hånd i hånd med de standarder, som er en fast bestanddel af at leve op til akademiske standarder.

Hjulet bliver ustandseligt genopfundet, når det gælder professionelle kompetencer. I øjeblikket tilbyder en række instanser med international profil professional akkreditering bl.a. til den private sektor. Fx: Institute of Career Certification International og Career Partners International. I den offentlige sektor findes fx Qualification for Career Guidance og den nu hedengangne Postgraduate Diploma in Career Guidance i Storbritannien, begge baseret på formel uddannelse til vejleder. Men en effektiv måde at udbrede professionel kompetence på er at tage metoder fra realkomptencevurdering (akkreditering af uformel læring) til sig og inddrage dette i vejledningsprofessionen.

En sidegevinst ved denne udvikling ville være at styrke den vejledningsfaglige genpulje og bringe beslægtede områder som HR, terapi og rådgivning i spil – hvilket samtidig ville være en støtte for vejledningen. For eksempel er ledercoaching et troværdigt område, der trækker på psykoterapi, NLP, transaktionsanalyse, mentorordning og rådgivningspraksis.

Offentlig OG privat
Min næste sætning vil få mange af mine offentligt ansatte kolleger til at gyse! Men sandheden er, at der i offentlige sektor er behov for en kommerciel synsvinkel og forretningsforståelse. Der er naturligvis forskel mellem det at drive en forretning, som er afhængig af overskud for at kunne overleve, og dem, som uddeler offentlige midler i henhold til en fordelingspolitik. Dette er den største barriere for udviklingen af vejledningslandskabet og uden tvivl den væsentligste forklaring på, at man kun kan basere en effektiv markedsføringsstrategi for vejledning på en holistisk tilgang, dvs. en konsensus- og konvergenstankegang. Paradokset er, at vejledning, offentligt såvel som privat, i sig selv har brug for vejledning.

Konkret
Det er en meget stor udfordring at udvikle markedsføringsstrategier for uhåndgribelige produkter med ikke-målelige fordele. Dette gælder især, når mange interessenter kæmper om begrænsede ressourcer. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst taler vejledningens sag – hvordan opnår vi større tiltrækningskraft? Ved at skabe konsensus om, hvad der faktisk betegner vejledning, og hvad de faktiske fordele er for samfundet. Det er bredt accepteret, at Storbritanniens Top 100-virksomheder måles efter, hvorvidt deres menneskelige ressourcer – medarbejderne– har adgang til karriereudvikling, der omfatter livslang læring, løbende professionel udvikling og en plejekultur, hvor balancen mellem liv/arbejde er afstemt med produktionen.

Der kommer flere og flere beviser på, at god vejledning faktisk underbygger et godt helbred. Friheden til at træffe beslutninger (graden af den kontrol, som en person har over sit arbejde, hvilke muligheder vedkommende har for at bruge sine kompetencer og variationsniveauet i arbejdet) anses nemlig for at være nøglefaktorer i forhold til hjertesygdomme, alkoholmisbrug og stress. Dette er en yderst vigtig markedsføringsvinkel for vejledning (se fx "Work Environment, alcohol consumption and ill-health, The Whitehall II Study", Head, J, Martikainen, P, Kumari, M, Kuper, H, Marmot, M – University College London og Health & Safety Executive 2002).

Det anses i stigende grad for at være en forældet holdning at mene, at en selvstændig og karriereorienteret arbejdsstyrke er ensbetydende med højere omsætningstal og en udvaskning af talent. Nærmest tværtimod: Folk, som selv kan styre deres karriereudvikling er mere strategisk tænkende, og de bidrager mere til den økonomiske bundlinje end dem, som vantrives i utilfredsstillende job. Vejledningsområdet kunne således drage nytte af promovering, publicering og fortsat organisering af den seneste tænkning på karriereudviklingsområdet samt af den indiskutable sammenhæng mellem profit og kompetenceudvikling.

Fordelene ved konsensus ville være:

• En vejledningsprofession med større gennemslagskraft
• Genkendelige og konkrete markeder og output
• Erfaringsdeling, hvad angår de mest effektive metoder
• Image forbedring - et initiativ, der hjælper folk med at finde frem til det rette job.

Der er på alle fronter behov for, at vi bliver mere tilgængelige og for at forstå almindelige mennesker. Vejledningsprofessionen udgør et forvirrende landskab. Ikke blot for dem, som har behov for vejledning, men også for de professionelle. Ordet vejledning frastøder mange mennesker, fordi de af den ene eller anden grund finder ordet vejledning utiltalende. Ordet karrierevejledning er ikke sigende nok, karrierecoaching er nyt i vores ordforråd, og coaching anses af nogle for at være for stærkt salgsorienteret og ikke tilstrækkeligt præcist. Alle kan kalde sig coach.

Brand
Markedsføringsmæssigt er det vigtigt at fokusere på professionel certificering, når man skal finde den bedste måde at markedsføre vores vejledning. Mange forskellige professioner går denne vej, fordi certificering er kilden til deres professionelle identitet. Vejledere er ikke gode til dette.

Øjensynligt er vi bange for at blive anklaget for elitisme, hvis vi søger at udvikle og professionalisere vores arbejde. Men fra et markedsføringsmæssigt perspektiv er det godt at kunne differentiere sig fra andre faggrupper. Det bedste er, at mennesker udefra - de ikke-certificerede - ikke ville kunne promovere sig selv i vores marked. Internationale bestræbelser på at lave et eksamensbevis for Global Career Development Facilitator via NBCC & IAEVG synes dog på dette område at kunne bane vejen.
 
Sammenfatning
Det står ikke for godt til i vejlederverdenen. Vi har et meget stort behov for konvergens på tværs af alle de sektorer, discipliner og institutioner, der har en interesse i vejledning. Hvis vi profilerede og genbalancerede den tvedeling, som adskiller området, ville det blive meget nemmere at markedsføre vejledning på tværs af sektor-servicer. En indikator på, at vi gør det rigtigt i fremtiden, ville være, at flere kommercielle organisationer ville søge hjælp hos vejledningsvirksomheder i den halv-offentlige sektor i forbindelse med vejledningsmæssige udfordringer. Dette mål er værd at arbejde for.

Jeg talte for nylig med min egen karrierementor, som fik mig til at se det at sælge vejledning fra en ny vinkel. I Storbritannien er gennemsnitslønnen cirka 40.000 pund. Gennemsnitsprisen for et hus er cirka 200.000 pund. Gennemsnitsprisen for en bil er cirka 20.000 pund. Hvis vi arbejder, fra vi er 20 til 70 år, og vores karriere udvikler sig med den gennemsnitlige lønstigningskurve og inflationen, vil vi tjene i omegnen af to millioner pund. Hvordan kan det så være, at vi betaler vores folkevogns- eller BMW-mekaniker med større glæde, end vi betaler for vores vejledning?