Undervisningsministeriets pjece Vejledningsreformen – kort fortalt afspejler et politisk ønske om, at de, der har særlige behov, modtager en særlig vejledning målrettet dem. I pjecen får man lidt flere ord på, hvem de unge med særlige behov er samt en begrundelse for, hvorfor de skal have en særlig vejledning. Undervisningsministeriets bud på unge med særlige behov er: 

Når vi her taler om positioner, så undersøger vi positionerne i en pædagogisk praksis gennem sprog og handlinger, for det er gennem vores måde at tale om os selv og andre på, at vi positionerer os selv og hinanden. Vi kan gøre særlige positioner mulige og umulige for hinanden at indtage. Hvis en vejleder eksempelvis forstår sig selv som en, der lytter, så lægger denne forståelse op til, at der må være en anden, der taler. Positionering kan også ske gennem handlinger. Hvad fortæller vi eksempelvis eleverne, når vi henter nogle i klassen over til en vejledningssamtale, men ikke andre?
 
Har vi som vejledere en fastlåst og snæver forståelse af os selv og vores gerning, resulterer dette i at få og snævre positioner gøres tilgængelige for eleverne. Modsatkan man sige, at mangfoldige vejlederpositioner skaber mangfoldige positioner for eleverne.

• Skal de unge, som er i kategorien unge med særlige behov have mere vejledning end dem, som er i kategorien normale?
• Mange vejledere kan nikke genkendende til unges orienteringsusikkerhed. Er orienteringsusikkerheden normal, eller er den udtryk for et særligt behov?
• Har de elever, som synes, de har mange muligheder, men svært ved at vælge, særlige behov?
•  Har de elever, der ikke selv ser nogen muligheder, særlige behov?

I en tid, hvor unges orienteringsusikkerhed til tider omtales som en kulturdiagnose og ud fra den betragtning et udbredt normalt fænomen, er det under alle omstændigheder tankevækkende, hvad en vejledning, der særligt skal tage sig af nogen og derfor i mindre grad af andre, stiller op med nærværende problemstilling, nemlig at vi kategoriserer eleverne som enten normale eller med særlige behov.

Hvis vi forestiller os, at Undervisningsministeriet havde pointeret, at retten til at definere, hvem der har særlige behov for vejledning, lå hos de vejledte selv, altså dem som skal vejledes, hvilke konsekvenser ville det så få for vores forståelse af særlige behov?
 
For det første ville det ikke være vejlederens opgave at kategorisere og fortælle eleverne, at vi mener, at du har behov for ekstra vejledning. En sådan kategorisering er ikke blot en umyndiggørelse af eleverne. Det er også et eksempel på, at vejlederen/systemet indtager en dirigerende position i samtalen og på samme tid gør en passiv position tilgængelig for eleverne.
 
Bør vi i stedet gribe tilbage til forudsætningen for vejledning, nemlig motivationen? I vejledningen ønsker vi, at eleverne skal gå helhjertet ind i processen, og deltagelse forudsættes for at få det fulde udbytte. Dette kan vi fastholde ved at give eleverne retten til at definere både omfanget og indholdet i deres vejledning. Det ville være en anerkendelse af elevernes beslutningskompetence, som støtter dem i, at det, de beslutter for sig selv, er kompetent. Vi deler her den aktive position med eleverne, frem for at tvinge dem ind i den passive, hvor vi definerer deres behov for dem. Vi fremhæver netop dendelte aktive position, idet hverken eleven eller vejlederen alene har ansvaret for skabelsen af vejledningsprojektet.

Her må vi gribe i egen barm. Lidt markedslogik ville ikke være skadeligt her eller for den sags skyld i andre pædagogiske praksisser.
 
Forestil dig, at vi fremstiller et produkt, men ingen kommer til vores butik, og vi får ikke solgt vores produkt. Vi bliver selvfølgelig nødt til at ændre produktet, hvis det er det, vi tror, der er galt. Eller vi kan reklamere for det, hvis det er det, vi mener, der mangler. Det er ren logik. Derimod ville det være ulogisk, hvis vi satte os tilbage i stolen og sagde: Det er kunderne, det er galt med, for vi har et godt produkt.

Det er et banalt eksempel, men det er interessant at overføre det på pædagogiske praksisser, her vejledning: Vi har en gruppe af unge (med særlige behov), som har svært ved at indgå i vejledningssituationen. Løsning: Vi opsøger dem og tilbyder dem mere af det samme, mere vejledning.
 
Måske burde vi og politikerne gribe helt tilbage til begyndelsen og spørge os selv: Hvorfor virker vores produkt ikke på vores målgruppe? Skal vi gøre mere af det samme, eller skal vi gøre noget andet? Med kategorien unge med særlige behov placerer vi problemet hos de enkelte unge, som har særlige behov for mere målrettet vejledning, og ikke i vejledningen, hvor vi kunne stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de ikke får det samme udbytte, som de, der defineres som normale?

I vejledningsøjemed ville vi ikke have mulighed for at reklamere – og dog – vi bruger måske bare ordet motivation. Vi kunne stille os selv spørgsmål som:

• Hvor meget ved denne gruppe om vejledningsprocessen?
• Ser de ingen, få eller mange muligheder i den?
• Hvad lader vi dem se?
• Hører det med til vejlederens opgave at skabe motivation for at deltage i vejledningsprocessen?

Her mener vi, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at motivationen begynder længe før, at de træder ind i vejlederens kontor til den første samtale.
 
Er det at motivere til at deltage i vejledningsprocessen også en politisk opgave? Ja, ligesom det også er en politisk opgave at give ressourcer til udvikling af vejledningspraksis. En udvikling, der gør, at unge med særlige behov kan indgå i vejledningen på nye måder.

Vi forestiller os ikke, at det, at vi begynder at tale på en anden måde, får problemet (at nogen ikke får det ud af vejledningen, som de skal have, nemlig tilfredsstillende uddannelse og arbejde) til at forsvinde. Men det, at vi skærper vores opmærksomhed omkring de positioner og handlinger, som gøres tilgængelige, kan gøre os i stand til at se flere mulige positioner, der kan give os en mangfoldig opmærksomhed på og i vejledningen. En mangfoldighed, som kan skabe flere positioner for elever at blive vejledt fra og nye positioner at blive vejledt i og dermed også færre unge med særlige behov.