For nylig blev Ungepakken vedtaget af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Lige i hælene på aftalen blev en mere snæver aftale indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Fordi Socialdemokratiet og De Radikale ikke ville æde den meget varme kartoffel alias omlægningen af børnechecken til ungeydelse. Ungepakken indeholder både spændende, udfordrende og kontroversielle initiativer. Bl.a. er to sprængfarlige tiltag nu en realitet: Ungeydelse og uddannelsesparathed (eller nærmere vurderingen af uddannelsesparatheden).

Opskriften på omlægningen til ungeydelse er tilsyneladende enkel:

”Sanktionen retter sig mod den unges omgivelser, mod lærerne, vejledere og sagsbehandlere. Risikoen for at miste ungeydelsen skal sikre, at vejlederne og kommunerne gør alt, hvad de kan, for at få de unge i gang…Sanktionen får vejlederne på banen.” (pressemeddelelse fra UVM, 12. november 2009)

Vurderer kommunen, at den unge og forældrene ikke overholder og samarbejder om uddannelsesplanen, får kommunen mulighed for at stoppe udbetalingen. Den mulighed ser man interessant nok som et redskab til at få forældrene i tale.

Et andet kontroversielt initiativ i Ungepakken er vurderingen af uddannelsesparathed. Vejlederen skal med inddragelse af både afgivende og modtagende skoler foretage en vurdering af, om den unge besidder de nødvendige faglige, personlige og sociale kompetencer til at gennemføre den ønskede uddannelse.

Peter Plant, ph.d og lektor fra DPU, formulerede for nylig sin holdning til netop Ungeydelsen og vurderingen af uddannelsesparatheden:

”Vejledningen er tiltænkt opgaven at (målgruppe)vurdere alle unge - og at disse afgørelser får myndighedskraft, både i forhold til økonomiske ydelser: ”Du følger ikke uddannelsesplanen, så nu lukker kassen” - og i forhold til muligheden for optag på ungdomsuddannelser: ”Du er efter min vurdering ikke parat til at komme på teknisk skole, men må lige en tur rundt om 10. klasse.” En sådan tilgang ligger langt fra idealer om den institutionsuafhængige og frivillige vejledning - og må derfor afvises allerede på det grundlag. I et videre perspektiv er straf- og sanktionsbårne politikker socialt ekskluderende. Det hjælper ikke de mest marginaliserede unge. Tværtimod. ” (Vejledning og Ungepakken: Social kontrol, VejlederForum, 19. oktober 2009).

Det er svært at være uenig med Peter Plant i, at netop disse to aspekter er værd at hæfte sig ved. For hvad ligger der fx i overholdelse af uddannelsesplanen. Hvor meget elastik bliver der råd til?

Og hvordan håndteres vurderingen af uddannelsesparatheden? Er der fx uenighed om vurderingen af selve uddannelsesparatheden mellem UU og den unge/forældre, skal der foranstaltes en ekstra vurdering, hvor de modtagende skoler skal inddrages og har den afgørende stemme. Bliver der her tale om en optagelsesprøve, eller hvad har man tænkt sig?

Hvad sker der med gennemførelsesvejledningen?
En række andre initiativer i Ungepakken kunne være interessant at kaste et blik på. For hvad sker der fx med gennemførelsesvejledningen? Ifølge aftalen afskaffes begrebet gennemførelsesvejledning i lovgivningen med de dertilhørende krav. Begrebet afløses af en institutionsforpligtelse til at fastholde unge i uddannelse, hvor der skal udarbejdes principper for fastholdelse, procedurer ved omvalg, frafald etc. Spændende. Kunne det føre til mere fleksible og individuelle indsatser? Kunne det betyde, at strukturer tilpasses individet, og at der ikke bare sker den individtilpasning, uddannelsessystemet ofte beskyldes for? Måske.

Man kan undre sig en smule over brugen af evaluering i Ungepakken. Vejledningsverdenen er blevet evalueret gentagne gange og har efterhånden vænnet sig til, at der skal lyttes og handles ud fra evalueringens konklusioner. Både evalueringen af vejledning fra 6. klasse, evalueringen af introduktionskurserne i 8. klasse plus brobygning i 10. klasse er overvejende positive. Alligevel vælger man at afskaffe alle tre dele. Det er svært at være uenig i, at vejledning fra 6. klasse måske er lige ambitiøst nok, lad dog børn være børn.

Men at afskaffe brobygningen pga. praktiske problemer kan synes overraskende, måske især set i lyset af, at man gerne vil have ”de sidste med”.

Men altså en klar omfordeling af midler. Farvel til gennemførelsesvejledningen og flere midler til UU. I forlængelse af midlerne til UU, lægger Ungepakken op til et større fokus på afklaring af unges kompetencer og mulighed for opkvalificerende forløb, før de starter på en ungdomsuddannelse. Det tyder på en tro på forebyggelse, frem for reparation, når ”skaden” er sket. Spørgsmålet er, om det næsten religiøse fokus på afklaring kan stå i vejen for at træffe valg?

Ungepakken kan i hvert fald diskuteres. Og det vil vi gøre i dette nummer, der diskuterer, hvor Ungepakken rammer plet, er tæt på målet eller rammer fuldstændig ved siden af.

Indhold

• Peter Plant, lektor og ph.d, Forskningsenheden i Vejledning, DPU
  Forslaget om, at vejlederne skal vurdere og sanktionere blev først pillet ud – men kom siden ind af bagdøren. Vi bevæger os væk fra vejledning for alle, fra livslang vejledning. Fokuserer vi forkert?
   
• Michael Svarer, professor ved Århus Universitet og medlem af regeringens arbejdsmarkedskommision
  95 %-målsætningen er stadig altoverskyggende. Men kan uddannelse egentlig betale sig for den enkelte – og for samfundet?
   
• Peter Amstrup, direktør EUC Vest
  "Er vejledningen i samme situation, som danske svineavlere i 80'erne, der byggede fine og store stalde, men hvor svinene havde en trist tilbøjelighed til at dø af en række sygdomme?" Peter Amstrup er manden bag spørgsmålet. Hvordan spiller dette udsagn sammen med initiativerne i Ungepakken?
   
• Karen Margrethe Fink, næstformand for Studievejlederforeningen
  gennemførelsesvejlederne har set deres arbejde som absolut nødvendigt for, at flere unge gennemfører, undgår omvalg og kommer videre med videregående uddannelser. Så hvad siger Studievejlederforeningens næstformand om fordelingen af midler?
   
• Lene Svejborg, vejleder UU Odense
  Hvordan kan det gribes an, når samarbejdet om de 15-17-årige mellem UU og jobcenter skal optimeres? Og hvor rammer Ungepakken plet – og ved siden af?
   
• Peter Koudahl, lektor og ph.d, DPU
  Ungepakken lægger op til en kritisk gennemgang af erhvervsuddannelsernes kompetencemål med henblik på at vurdere, om der stilles unødige faglige krav i uddannelserne. Betyder det, at man er villig til at ændre på strukturer og ikke blot individualiserer frafaldsproblematikker? Ses nye tendenser i Ungepakken? Og hvad mener Peter Koudahl fx om et udsagn som: ”at uddannelserne ikke bare skal tilpasse sig de unge. For jo mere rummelige, vi kan lave vores etablerede uddannelsessystemer, jo bedre, for de unge vil ikke være unormale.”

For nylig blev Ungepakken vedtaget af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Lige i hælene på aftalen blev en mere snæver aftale indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Fordi Socialdemokratiet og De Radikale ikke ville æde den meget varme kartoffel alias omlægningen af børnechecken til ungeydelse. Ungepakken indeholder både spændende, udfordrende og kontroversielle initiativer. Bl.a. er to sprængfarlige tiltag nu en realitet: Ungeydelse og uddannelsesparathed (eller nærmere vurderingen af uddannelsesparatheden).

Opskriften på omlægningen til ungeydelse er tilsyneladende enkel:

”Sanktionen retter sig mod den unges omgivelser, mod lærerne, vejledere og sagsbehandlere. Risikoen for at miste ungeydelsen skal sikre, at vejlederne og kommunerne gør alt, hvad de kan, for at få de unge i gang…Sanktionen får vejlederne på banen.” (pressemeddelelse fra UVM, 12. november 2009)

Vurderer kommunen, at den unge og forældrene ikke overholder og samarbejder om uddannelsesplanen, får kommunen mulighed for at stoppe udbetalingen. Den mulighed ser man interessant nok som et redskab til at få forældrene i tale.

Et andet kontroversielt initiativ i Ungepakken er vurderingen af uddannelsesparathed. Vejlederen skal med inddragelse af både afgivende og modtagende skoler foretage en vurdering af, om den unge besidder de nødvendige faglige, personlige og sociale kompetencer til at gennemføre den ønskede uddannelse.

Peter Plant, ph.d og lektor fra DPU, formulerede for nylig sin holdning til netop Ungeydelsen og vurderingen af uddannelsesparatheden:

”Vejledningen er tiltænkt opgaven at (målgruppe)vurdere alle unge - og at disse afgørelser får myndighedskraft, både i forhold til økonomiske ydelser: ”Du følger ikke uddannelsesplanen, så nu lukker kassen” - og i forhold til muligheden for optag på ungdomsuddannelser: ”Du er efter min vurdering ikke parat til at komme på teknisk skole, men må lige en tur rundt om 10. klasse.” En sådan tilgang ligger langt fra idealer om den institutionsuafhængige og frivillige vejledning - og må derfor afvises allerede på det grundlag. I et videre perspektiv er straf- og sanktionsbårne politikker socialt ekskluderende. Det hjælper ikke de mest marginaliserede unge. Tværtimod. ” (Vejledning og Ungepakken: Social kontrol, VejlederForum, 19. oktober 2009).

Det er svært at være uenig med Peter Plant i, at netop disse to aspekter er værd at hæfte sig ved. For hvad ligger der fx i overholdelse af uddannelsesplanen. Hvor meget elastik bliver der råd til?

Og hvordan håndteres vurderingen af uddannelsesparatheden? Er der fx uenighed om vurderingen af selve uddannelsesparatheden mellem UU og den unge/forældre, skal der foranstaltes en ekstra vurdering, hvor de modtagende skoler skal inddrages og har den afgørende stemme. Bliver der her tale om en optagelsesprøve, eller hvad har man tænkt sig?

Hvad sker der med gennemførelsesvejledningen?
En række andre initiativer i Ungepakken kunne være interessant at kaste et blik på. For hvad sker der fx med gennemførelsesvejledningen? Ifølge aftalen afskaffes begrebet gennemførelsesvejledning i lovgivningen med de dertilhørende krav. Begrebet afløses af en institutionsforpligtelse til at fastholde unge i uddannelse, hvor der skal udarbejdes principper for fastholdelse, procedurer ved omvalg, frafald etc. Spændende. Kunne det føre til mere fleksible og individuelle indsatser? Kunne det betyde, at strukturer tilpasses individet, og at der ikke bare sker den individtilpasning, uddannelsessystemet ofte beskyldes for? Måske.

Man kan undre sig en smule over brugen af evaluering i Ungepakken. Vejledningsverdenen er blevet evalueret gentagne gange og har efterhånden vænnet sig til, at der skal lyttes og handles ud fra evalueringens konklusioner. Både evalueringen af vejledning fra 6. klasse, evalueringen af introduktionskurserne i 8. klasse plus brobygning i 10. klasse er overvejende positive. Alligevel vælger man at afskaffe alle tre dele. Det er svært at være uenig i, at vejledning fra 6. klasse måske er lige ambitiøst nok, lad dog børn være børn.

Men at afskaffe brobygningen pga. praktiske problemer kan synes overraskende, måske især set i lyset af, at man gerne vil have ”de sidste med”.

Men altså en klar omfordeling af midler. Farvel til gennemførelsesvejledningen og flere midler til UU. I forlængelse af midlerne til UU, lægger Ungepakken op til et større fokus på afklaring af unges kompetencer og mulighed for opkvalificerende forløb, før de starter på en ungdomsuddannelse. Det tyder på en tro på forebyggelse, frem for reparation, når ”skaden” er sket. Spørgsmålet er, om det næsten religiøse fokus på afklaring kan stå i vejen for at træffe valg?

Ungepakken kan i hvert fald diskuteres. Og det vil vi gøre i dette nummer, der diskuterer, hvor Ungepakken rammer plet, er tæt på målet eller rammer fuldstændig ved siden af.

Indhold

• Peter Plant, lektor og ph.d, Forskningsenheden i Vejledning, DPU
  Forslaget om, at vejlederne skal vurdere og sanktionere blev først pillet ud – men kom siden ind af bagdøren. Vi bevæger os væk fra vejledning for alle, fra livslang vejledning. Fokuserer vi forkert?
   
• Michael Svarer, professor ved Århus Universitet og medlem af regeringens arbejdsmarkedskommision
  95 %-målsætningen er stadig altoverskyggende. Men kan uddannelse egentlig betale sig for den enkelte – og for samfundet?
   
• Peter Amstrup, direktør EUC Vest
  "Er vejledningen i samme situation, som danske svineavlere i 80'erne, der byggede fine og store stalde, men hvor svinene havde en trist tilbøjelighed til at dø af en række sygdomme?" Peter Amstrup er manden bag spørgsmålet. Hvordan spiller dette udsagn sammen med initiativerne i Ungepakken?
   
• Karen Margrethe Fink, næstformand for Studievejlederforeningen
  gennemførelsesvejlederne har set deres arbejde som absolut nødvendigt for, at flere unge gennemfører, undgår omvalg og kommer videre med videregående uddannelser. Så hvad siger Studievejlederforeningens næstformand om fordelingen af midler?
   
• Lene Svejborg, vejleder UU Odense
  Hvordan kan det gribes an, når samarbejdet om de 15-17-årige mellem UU og jobcenter skal optimeres? Og hvor rammer Ungepakken plet – og ved siden af?
   
• Peter Koudahl, lektor og ph.d, DPU
  Ungepakken lægger op til en kritisk gennemgang af erhvervsuddannelsernes kompetencemål med henblik på at vurdere, om der stilles unødige faglige krav i uddannelserne. Betyder det, at man er villig til at ændre på strukturer og ikke blot individualiserer frafaldsproblematikker? Ses nye tendenser i Ungepakken? Og hvad mener Peter Koudahl fx om et udsagn som: ”at uddannelserne ikke bare skal tilpasse sig de unge. For jo mere rummelige, vi kan lave vores etablerede uddannelsessystemer, jo bedre, for de unge vil ikke være unormale.”