Tid til tænketank  

Anders Ladegaard på Afveje

 

Facebook Facebook
Titel:
Er øget uddannelse en god forretning?
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Ungepakken viser en klippefast tro på uddannelse. Men kan øget uddannelse egentlig betale sig for den enkelte og for samfundet?
Person:
Billede:
Michael Svarer
Navn:
Michael Svarer
Titel:
Økonom og professor
Arbejdssted:
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Fotoreportage:
Lang tekst:

Hvis der er noget, der er bred enighed om i Folketinget, er det, at uddannelsesniveauet i Danmark skal øges. Regeringens erklærede målsætning er, som bekendt, at mindst 95 % af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse. Socialdemokraterne er mere ambitiøse - 100 % af en ungdomsårgang skal have mindst 13 års uddannelse.

Argumenterne for målsætningen er blandt andet, at fremtidens arbejdsmarked i stadig mindre grad vil efterspørge ufaglært arbejdskraft og derudover, at Danmarks placering blandt verdens rigeste lande kun kan bevares, hvis arbejdsstyrkens uddannelsesniveau øges.

MichaelSvarerBill01.jpg

Status er ifølge Undervisningsministeriets profilmodel, at 84 % af en ungdomsårgang i 2007 vil få en ungdomsuddannelse. Der er således et godt stykke vej, før målsætningen er indfriet, og det påtrængende spørgsmål er, hvad der skal til for at nå helt i mål.

I dette indlæg vil jeg give en kortfattet økonomisk vurdering af uddannelsesmålsætningen og forsøge at besvare følgende spørgsmål:

  • Er der virkelig behov for mere uddannet arbejdskraft?
  • Hvor stort er afkastet af uddannelse?
  • Skal det offentlige bruge flere ressourcer på at øge uddannelsesniveauet?

Behovet for uddannet arbejdskraft
Historisk set er antallet af stillinger med et lavt uddannelsesindhold forsvundet i forhold til stillinger med et højt uddannelsesindhold. Fremskrives denne udvikling, som det beskrives af blandt andet Finansministeriet (2005) (tabel 2 side 25), Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2009) (tabel 1 side 22) og EU kommissionen (2008) (figur 6 side 28), når de forudsiger fremtidens arbejdsmarked, resulterer det i en øget efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft. Sammenholdes fremskrivningen med udviklingen i uddannelsesniveauet fremkommer et underskud på udbudssiden. Der er således - igen - bred enighed om, at der inden længe vil være overskud af uuddannet arbejdskraft og mangel på uddannet arbejdskraft.

Konsekvenserne vil - hvis uddannelsesniveauet ikke øges - være, at ufaglærte oplever stigende relativ ledighed og faldende relativ løn i forhold til personer med faglærte eller videregående uddannelser. Eller med andre ord, at uligheden i samfundet øges, og at en stigende andel af arbejdsstyrken ikke vil bidrage til produktionen, og at Danmark dermed ikke vil udnytte sit vækstpotentiale.

Er dette scenarium realistisk? Fra 1980 og frem kan det konstateres, at den relative løn mellem højt og lavt uddannede ikke har ændret sig mærkbart (figur 4b side 5). Derudover er den relative ledighedsrisiko mellem højt og lavt uddannede blevet indsnævret således, at de lavt uddannede inden for de sidste 10-15 år er relativt mindre ledige, end de var før i tiden (figur 44 side 5). Denne udvikling har vel og mærke fundet sted samtidig med et kraftigt fald i efterspørgslen efter uuddannet arbejdskraft. Der er således noget, der har modvirket ubalancen på arbejdsmarkedet.

Først og fremmest er der siden 1980 sket en markant ændring i arbejdsstyrkens uddannelsessammensætning. Der er således langt færre uden uddannelse end tidligere (figur 3a side 17). Derudover vil arbejdsmarkedets funktionsmåde også i nogen grad tilpasse sig de ressourcer, der står til rådighed. Er der eksempelvis mangel på uddannet arbejdskraft vil prisen på denne type input til produktionen stige, og virksomhederne vil basere produktionen på billigere typer arbejdskraft og dermed substituere til uuddannet arbejdskraft.

Der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet også i fremtiden er fleksibelt nok til at tilpasse sig noget af den ubalance, der opstår, hvis uddannelsesniveauet ikke følger med efterspørgslen. Men der er grænser for, hvor stort et hul arbejdsmarkedet kan lukke. Det er derfor nødvendigt, at uddannelsesniveauet stiger. Realiseres den større forventede efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft, tyder al erfaring da også på, at det vil ske.

 NB! Se også reportagen Kan vejledning løse alt, hvor bl.a. Michael Svarer argumenterede både overbevisende og underholdende.

Hvor stort er afkastet af uddannelse?
Beslutningen om at tage en uddannelse kan for den enkelte betragtes som en investeringsbeslutning, hvor den umiddelbare omkostning ved at påbegynde en uddannelse skal holdes op mod den potentielle fremtidige gevinst, en uddannelse udløser. Den initiale omkostning inkluderer blandt andet tab af arbejdsindkomst ved ikke at kunne tage et fuldtidsarbejde, omkostninger til bøger osv. og et eventuelt nyttetab under uddannelse.

Omkostningen skal så modsvares af en forventning om en fremtidig højere indtægt og tættere arbejdsmarkedstilknytning. Der er dog heller ingen rysten på hånden i faglitteraturen. Der er - målt på gennemsnittet - store økonomiske nettogevinster ved at tage en uddannelse. Gevinsterne kan måles i mange dimensioner. Jo mere uddannelse - jo højere løn, mindre ledighed og mindre sygdom, mere jobtilfredshed, mindre kriminalitet, bedre uddannet partner og mindre skilsmisserisiko.

Afvejningen mellem omkostninger og gevinster er ikke konstant over tid. I en højkonjunktur vil muligheden for et velbetalt job være større for en uuddannet og incitamentet til at påbegynde en uddannelse mindre. Omvendt vil uddannelsesincitamentet stige, når arbejdsløsheden stiger, som vi også har set i løbet af det seneste år. Samtidig vil en bevægelse i retning af større efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft og mindre efterspørgsel efter uuddannet arbejdskraft også forbedre afkastet ved uddannelse og ved uændret offentlig indgriben øge uddannelsesniveauet.

Skal det offentlige bruge flere ressourcer på at øge uddannelsesniveauet?
Som nævnt ovenfor vil den forventede udvikling på arbejdsmarkedet formentlig medvirke til øget uddannelse i Danmark. Spørgsmålet er, om den udvikling er stærk nok til at dække de mulige fremtidige ubalancer, eller om den skal hjælpes på vej af yderligere tiltag fra offentlig side. Jeg har ikke noget entydigt svar på dette spørgsmål, men vil kort redegøre for en række forhold, der har betydning for svaret.

Danmark er ifølge OECD (2009) det land i verden, der i procent af BNP bruger flest offentlige midler på uddannelsesinvesteringer. Øgede udgifter skal finansieres ved enten at reducere andre offentlige udgiftsposter eller øge skatterne. Sidstnævnte har den uheldige konsekvens i det danske progressive skattesystem, at det vil reducere incitamentet til at uddanne sig og kan dermed udhule effekten af øgede uddannelsesinvesteringer.

Det er endvidere værd at bemærke, at det offentlige ligesom den enkelte skal afveje omkostningen ved uddannelse med det forventede afkast for at vurdere, om der er tale om en god beslutning. For de offentlige kasser er omkostningen ved at uddanne en person ekstra, at der dels skal afholdes udgifter til uddannelsesafgifter og uddannelsesstøtte og endvidere, at den skatteindtægt, der alternativt kunne være indkrævet, reduceres. Samtidig vil afkastet af uddannelse formentlig også påvirkes af, hvor mange der uddannes. Der vil formentlig ske en reduktion i afkastet til uddannelse, når flere og flere unge uddannes, og når udbuddet af uddannet arbejdskraft stiger.

Der er endvidere den pointe, at selvom et øget uddannelsesniveau vil bidrage til øget produktivitet og øget økonomisk velstand, vil det ikke have en nævneværdig indflydelse på de offentlige budgetter. Øget løn vil nemlig også medføre øgede offentlige lønninger og øgede overførselsindkomster.

Samlet set er der således ingen tvivl om, at uddannelse for den enkelte er en god forretning – om dette også gælder for den offentlige økonomi er et andet spørgsmål. Svaret vil i særdeleshed afhænge af målretningen af ressourcer i uddannelsessystemet. Så vidt jeg kan se, udestår der en grundig og gennemgribende evalueringsøvelse af effekten af forskelle uddannelsespolitiske instrumenter i forhold til at måle effekten på uddannelsesniveauet, før yderligere investeringer kan retfærdiggøres.

Referencer

  • Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2009): Økonomiske tendenser.
  • EU Kommisionen (2008): Skill needs in Europe – Focus on 2020, CEDEFOP.
  • Finansministeriet (2005). Danmark i den Globale Økonomi, Sekretariatet for Ministerudvalget, Bilag 11.
  • OECD (2009): Education at a Glance 2009.
Tidsskriftsnr.:
2010 nr. 1
Publiceringsdato:
08-02-2010

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.