Fagre voksne verden
I filmen ”The Graduate” (1967) mødes den unge Ben Braddock (i Dustin Hoffman’s skikkelse) ved sin eksamensfest med en masse forstyrrede voksnes mere eller mindre velmenende opfattelser af hans fremtid. Selv er han et ubeskrevet blad, der tavst og med et fåret smil går rundt og venter på, at det hele er overstået. Mr. McGuire, en af gæsterne, formaner ham, en smule fortænkt og temmelig selvhøjtideligt: ”Jeg vil kun sige én ting: plastic!”

Om Ben faktisk har en gylden fremtid indenfor plastic, melder historien ikke noget om, men én ting står klart: Han er ret ligeglad. Måske fordi han straks gennemskuer McGuire som en selvoptaget og lidt latterlig figur, og forstår hvor uforpligtende og uigennemtænkt et råd, det er. Måske fordi det er helt andre ting, der er vigtige for ham, fx kvinder som Mrs. Robinson og hendes datter Elaine. Og måske også fordi han med sin bachelorgrad midt i 60’ernes Californien, kan være helt tryg ved, at han nok skal finde sin hylde og få det godt, selv om hverken han selv eller de voksne omkring ham tager hans fremtid særlig alvorligt.

Nogle vil sikkert synes, at det er et mærkeligt sted, jeg har valgt at begynde. Der er langt fra havefesten for de ubekymrede middelklasse-californiske 60’ere til marginaliseringsforebyggelse på erhvervsskoler i dagens Danmark. Det er sikkert stadig sådan, at de unge er optaget af meget andet end deres karriere, ikke mindst sex. Men ellers griber I forhåbentlig vejledningen noget mere professionelt an, og der er også meget mere på spil, for jeres unge har langt fra deres på det tørre sådan som vores ven Ben Braddock. Og der findes jo også film, der mere direkte tematiserer vejledning og mentorforhold, fx "Good Will Hunting".

Når jeg alligevel lægger ud med The Graduate, er det, fordi den forstyrrer billedet lidt mere, og det er det, jeg er ude efter. Den beskriver, hvordan der lige under den velmenende og uforpligtende overflade, når voksne vejleder unge, kan lure nogle ganske andre, mere barske og kyniske, måske endda konfliktfyldte og tragiske realiteter og motiver. I filmen er det noget med, hvordan ungdommen bliver sat i bås og udnyttet, enten naivt eller kynisk, og hvordan de unge må kæmpe sig fri af det for at blive voksne. Det er ikke kun disse mere reelle magtforhold i sig selv, som er interessante, men i høj grad også forholdet og spillet mellem dem og den høflige og velmenende overflade i relationerne. Hvordan det ene både skjules bagved og realiseres gennem det andet.

Det tilsvarende forhold mellem mentorforholdet eller vejledningen og de mere eller mindre skjulte og konfliktfyldte vilkår, som den relaterer sig til og måske formidler, er ligeså interessant, men måske er det noget, der tages lidt for selvfølgeligt. Den naive Mr. McGuire og den kyniske Mrs. Robinson er ret lette at gennemskue, men vejlederen og mentoren er som regel lidt sværere at få distance til. Det er relationer, som oser af ikke bare velmenenhed, men også af en særegen kombination af topprofessionalisme og personlig involvering. Som netop Robin Williams’ vejlederfigur i Good Will Hunting. Det er de gode viljers land.

Og måske er det lige præcis det, som den nye bekendtgørelse om uddannelses- og erhvervsvejledning prikker hul på: Forestillingen om vejledningsforholdet som et domæne for gode viljer, et magtfrit rum. Vejledning fremstår nu i højere grad som et disciplinært tiltag, på foranledning af uddannelsesinstitutionen, under kontrol og med indberetningspligt m.v.

Men det ligner nu ikke et antiliberalt tiltag. For samtidig synes et underliggende budskab at være, at vejledning og mentorforhold kan løse et socialt marginaliseringsproblem, hvilket tværtimod kan kritiseres som en liberalistisk individualisering af strukturelle uligheder til et spørgsmål om eget ansvar, selvrefleksion og noget med at træffe valg.

Hvis dét er rigtigt, er det faktisk karakteristisk for tidens måde at tænke styring på. En foreløbig karakteristik af den kunne være, at den udgør en implosion i forholdet mellem tvang og frihed. De to sider af styringsforholdet, eller magtforholdet, om man vil, har været til stede i hele den moderne tid, men de bringes nu, her som andre steder, så tæt i forbindelse med hinanden, at det virker provokerende og næsten ligner en karikatur.

Et sindbillede på det kan være, at man nu om dage selv på lukkede psykiatriske afdelinger møder nyindlagte med et krav om, at de tager ansvar for deres ophold, og definerer deres målsætninger med det i en dialog med personalet, hvor der bliver udfyldt et skema til journalen.

Governmentality
Hvordan kan den udvikling forstås? Lad os kaste lys på den med en af de aktuelt meget udbredte magtteorier, Foucault’s teori om governmentality – på dansk styringsrationalitet – som er videre udviklet af folk som Nikolas Rose, Mitchell Dean, og herhjemme fx Kasper Villadsen og mange andre (Dean, 1999; Foucault, 1982; Foucault, 1985; Foucault, 1994; Foucault, 1997; Foucault, 2008; Otto, 1998; Rose, 1996; Rose, 1999; Rose, 2007; Staunæs & Kofoed, 2007; Valverde, 1998; Villadsen, 2003; Åkerstrøm Andersen, 2003).

Teorien er i første omgang et alternativ til den grundtanke i det borgerlige samfund, at magt er en undtagelse, efter vi fik bugt med enevælden: ”Vi lever i et frit land,” som det hedder. Selv om den absolutte suveræne magtudøvelse med voldelige midler er skubbet ud af hverdagens synsfelt, er magtforhold noget mere alment, nemlig selve dette, at man gør menneskers handlinger og tanker til genstand for (videnskabeligt underbygget) betragtning og for (systematisk) intervention. Det er også magt, når man – med de bedste motiver - giver mennesker nok så gode grunde til at handle på måder, som man finder nyttige og prisværdige. Det er endda også magt, når man bruger teknikker til at danne sig selv efter bestemte forbilleder.

Af samme grund er magt heller ikke nødvendigvis noget forkert eller ondskabsfuldt; men det er altid en kanalisering af interesser og idealer, der i en eller anden udstrækning er forskellige, ellers ville det hele jo gå af sig selv.
Ud fra den betragtning er styring og magt sammenflettet med viden og mentalitet, og deraf begrebet governmentality. Sammenfletningen sker selvfølgelig ikke kun i alle videnskaberne om mennesket, men i høj grad også i praksis. Humanvidenskaberne er så at sige legemliggjort i det system af institutioner, der tager sig af at administrere, opdrage, undervise og behandle mennesker. Den disciplinære magt forbinder de humanvidenskabelige discipliner med disciplinen i institutioner, som placerer individer, der ligner hinanden på en bestemt dimension, i enheder som skoleklasser, hospitalsafdelinger, døgninstitutioner, fængselsafsnit osv., og tester og overvåger deres adfærd og flytter dem rundt efter, hvor de passer bedst.

Den disciplinære magtteknologi har bl.a. sin rod i militæret, men også i munkeklostrene med deres celler og timeplaner og udførlige regler. En tilsvarende kirkelig baggrund har også en anden magtform, som knytter sig til, nemlig den pastorale magt. Den pastorale magt bygger på billedet af hyrden, som vogter sine får, ikke med pisken og fårehunden, men med blid og kærlig overtalelse. Det er et arbejde med samvittigheden og sjælegranskningen, under dyb fortrolighed, legemliggjort i skriftemålet, og senere i vejledning, psykoterapi m.v. Individerne tillægges her ikke blot som i de disciplinære institutioner en adfærdspsykologisk kalkulation af straf og belønning i bevidstheden om autoritetens overvågning, men også et selvforhold reguleret efter højere idealer, som hyrden velvilligt stiller til rådighed.

I begge de to magtformer er friheden indbygget. Det er den enkeltes ansvar at underordne sig disciplinen, og forvaltningen af det ansvar understøttes pastoralt på et slags metaplan, som den enkelte igen også må tage ansvar for. I denne forståelse er frihed og magt altså ikke anbragt forskellige steder i verden, men altid to sider af samme medalje.

Det moderne gennembrud frisatte individet, mennesket, men aldrig absolut. I forlængelse af de kirkelige magtteknologier opererer den moderne tid med to slags humanisme: Dels bliver mennesket sat under luppen, gjort til genstand, påvirket og formet på den mest hensigtsmæssige måde. Og dels fremhæves og fremelskes menneskets eget ansvar for sin livsførelse og sin plads i samfundet. De to sider forenes i humanismens opgør med arvesynden, nemlig forestillingen om det nøgne menneske, mennesket som ubeskrevet blad, som en sum af potentialer, frigjort fra kulturelle traditioner. Altid underlagt mekaniske lovmæssigheder, sådan at det kan påvirkes og formes – hjernemekanismer, drifter, kognitive skemaer, familierelationer osv. – men alligevel altid også fri til at træffe valg om sig selv, og tage konsekvenserne af dem.

I nogle udgaver af governmentality-teorien forestiller man sig, at den disciplinære magt gradvist erstattes af den pastorale: Mens vi bliver mere og mere fritsvævende og selvansvarlige, skal vi forholde os til stadig flere standarder for det gode og det sande og det sunde, som det efterhånden heller ikke er nødvendigt at sætte nogen til at rådgive om, for vi er selv ansvarlige for at opsøge og efterleve dem. Magten siges at blive mere sublim eller sofistikeret og jo mere frie, vi føler os, desto mere er vi i virkeligheden underlagt magten.

Der er noget om det. Men fortællingen har det problem ved sig, at den ser bort fra, at institutionssystemerne, herunder ikke mindst fængslerne, på ingen måde er i færd med at bortvisne, nærmest tværtimod (se evt. Cohen, 1994). Jeg tror snarere, at de to magtformer bliver knyttet stadig tættere sammen. Det giver nogle problemer, fordi det rokker ved de ideologier, som de bygger på, sådan at vores begreber om magt og frihed imploderer.

Den disciplinære magt bygger på en dybt rodfæstet forestilling om, at sand, universel og værdifri videnskab ligger til grund for de krav, der stilles til mennesker i institutionerne. Overlægen stiller fx diagnosen med hele medicinen i ryggen og har derfor en ubetvivlet ret til at ordinere den rigtige behandling. Læreren placerer eleven på karakterskalaen og beslutter, om hun skal gå en klasse om. Psykologens test er afgørende for, om hun skal i specialklasse. Osv.

Men nu rykker brugerindflydelsen og det frie institutionsvalg ind, sammen med evaluering, evidensbasering, net-doktoren og andre teknikker til at regulere institutionernes praksis i dialog med brugerne og deres politiske repræsentanter. I sin konsekvens undergraves de professionelles autoritet og de videnskabelige discipliners legitimitet. I det postmoderne informationssamfund har den store fortælling om vores march frem mod den sammenhængende sandhed, anført af de hvidkitlede eksperter, mistet sin appel (se evt. herom i Lyotard, 1996). Det hele skal oversættes til demokratiske bundlinjetal, som en Bjørn Lomborg kan jonglere med, uanfægtet af smagsdommernes frustrationer.

Den pastorale magt har, fra skriftestolen til terapirummet, hvilet på et billede af, at den professionelle kunne etablere et frirum udenfor magten. Måske derfor har dens professioner altid dyrket kritiske humanistiske fagtraditioner, som tilsyneladende stod i modsætning til deres samfundsmæssige funktion (jf. her Philp, 1979). Netop ved hjælp af dem har man, måske lidt paradoksalt, kunnet komme lidt længere end i de disciplinære rum i retning af at gøre mennesker ansvarlige overfor de magtforhold, som herskede i institutionerne, formidlet løst af mere eller mindre tydelige fælles ideologiske (fx velfærdsstatslige, demokratiske) værdier. Men også her nedbrydes de professionelles råderum og metodefrihed, og samtidig med at frirummet reguleres mere og mere direkte, er de fælles værdihorisonter mere og mere kogt ned til en abstrakt værdi om individets autonomi, rationalitet og sundhed under givne betingelser.

Derfor fremstår paradokset så klart, at mennesker i den nyliberale / nykonservative styringsrationalitet bliver tvunget til, og tvunget gennem, frihed. Endda en frihed, der fremstår som en skærende modsigelse: På den ene side er den så tydeligt undergravet af stadig mere overvågning og institutionel regulering. På den anden side er den nærmest den eneste værdi, vi holder hellig: Ingen kan være imod friheden, selv om vi ved den er illusorisk, mens vi dybest set ikke ved, hvad vi skal bruge den til.

Og hva’ så?
Den analyse af vejledning som disciplinær og pastoral magt, som vi her har snuset til, har et problem, som den deler med filmen The Graduate. Problemet handler om, hvad man egentlig kan bruge det til, dette at rive sløret fra øjnene og beskrive magtforholdene. Foucault, Rose m.fl. kan til syvende og sidst ikke stille op med andet end at foreslå endnu en frigørelse. Med Foucault’s ord gælder det om, ikke at forstå sig selv i en bestemt sandhed, men derimod at benægte enhver sandhed om sig selv - to refuse what we are.

Det ideal er det ultimative udtryk for dén pastorale magt, som har en indholdsløs autonomi som sit ideal. I den forstand er teorien en beskrivelse af den herskende ideologi men samtidig også dens højdepunkt. Ganske ligesom The Graduate ender med billedet af de unge, der slipper fri. De sidder bag i bussen og smiler indadvendt, mens vi gennem bagruden ser hele den verden, vi har fået indblik i, fortone sig, med dens familiebånd, dens kirker og dens colleges. De flygter ud i en ukendt fremtid, men da kameraet vendes om mod en busfuld af midaldrende passagerer, der stirrer tilbage på dem – måske et slags billede af os selv – er det svært ikke at tænke, at de bare er på vej tilbage til den samme knap så fagre voksne verden, som vi så i starten af filmen. Mrs. Robinsons verden af illusionsløshed og angst for at blive gammel og Mr. McGuire’s verden af plastik .

Men hvad ellers? Jeg tror, at det, vi skal have fat i, er et anden slags fortælling, hvor fællesskabet og institutionerne ikke nødvendigvis og ikke altid er skurken eller repræsenterer det tilbageskuende og overfladiske. En historie om os selv, om velfærdsstatens kollektive goder og om uddannelse og erhvervsvalg som deltagelsesforhold.

Men det er en helt anden fortælling og en helt anden film…

Referencer

• Cohen, S. (1994). Den social kontrols nye former. Kriminalitet, straf og klassifikation, København: Hans Reitzel.
• Dean, M. (1999). Governmentality. Power and Rule in Modern Society. London: Sage.
• Foucault, M. (1982). The Subject and Power. Afterword. In H.Dreyfuss & P. Rabinow (Eds.), Michel Foucault. Beyond Structuralism and Hermeneutics ( Brighton: The Hawlster Press.
• Foucault, M. (1985). The History of Sexuality I-III. New York: Vintage Books.
• Foucault, M. (1994). Technologies of the Self. In P.Rabinow (Ed.), Ethics (pp. 223-251). Harmondsworth Middlesex England: Penguin Books.
• Foucault, M. (2008). Governmentality. In G.Burchell, C.Gordon, & P.Miller (Eds.), The Foucault Effect: Studies in Governmentality ( Chicago: University of Chicago Press.
• Lyotard, J.-F. (1996). Viden og det postmoderne samfund. København: Slagmark.
• Otto, L. (1998). Rask eller lykkelig? Sundhed som diskurs i Danmark i det 20. århundrede. (Fit or Happy? Health as discourse in Denmark in the 20th century). København: Komiteen for Sundhedsoplysning.
• Philp, M. (1979). Notes on the form of knowledge in social work. The Sociological Review, 27, 83-112
• Rose, N. (1996). Inventing Our Selves. Psychology, Power, and Personhood. Cambridge: Cambridge University Press.
• Rose, N. (1999). Powers of Freedom. Reframing Political Thought. Cambridge: Cambrige University Press.
• Rose, N. (2007). The Politics of Life Itself. Biomedicine, Power, and Subjectivity in the Twenty-First Century. Princeton, New Jersey, USA: Princeton University Press.
• Staunæs, D. & Kofoed, J. (2007). Magtballader - 14 fortællinger om magt, modstand og menneskers tilblivelse. København: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.
• Valverde, M. (1998). Diseases of the Will. Alcohol and the Dilemmas of Freedom. Cambridge: Cambridge University Press.
• Villadsen, K. (2003). Det sociale arbejdes genealogi. Om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker. København: Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
• Åkerstrøm Andersen, N. (2003). Borgerens kontraktliggørelse. København: Hans Reitzels Forlag.