Vi hører meget om dem. Om Generation Præstation. Om Generation Lydig og Flink. Om generation Pligt før Nydelse. Lad os kalde dem De Artige. For unge i dag repræsenterer en noget nær perfekt generation. De ryger og drikker mindre, lever længere og klarer sig godt i skolen. Alligevel har vrangsiderne aldrig været større. Anoreksi, udbrændthed og andre psykosomatiske lidelser karakteriserer nemlig også den ellers så perfekte generation. De lever i en konkurrencestat, hvor barren er høj. Alt for høj tilsyneladende.
 

Så de artige og perfekte unge er faktisk ved at blive et problem. Imens handler stort set samtlige konferencer og kurser om, hvordan vi gør de skrøbelige unge mere robuste, mere parate. Men hvad er det for et samfund, der gør unge svage, og som nu kræver, at de bliver robuste?
 

Kineserne kommer
De unge skal gøres parate til at fungere i konkurrencestaten og i den globale konkurrence. Kineserne kommer, lyder advarslerne, de overhaler os. Men skulle vi endelig blive verdens bedste og snuppe den gule trøje, kan vi så slappe af? Nej, for hovedfeltet er lige i haserne på os. ”Danmark på speed”, kaldte højskoleforstander Jørgen Carlsen det engang.” (Konferencen: Hvad vil vi med de unge?)
 

Spørgsmålet er, om det er det perfekte og artige, vi har brug for, når kineserne kommer. Hvad er samfundets behov, når vi skal klare os – om man så vil være spiller i den globale konkurrence eller vil et helt andet slags samfund? Er det Pippi Langstrømpe eller Emma Gad, vi har brug for?

Hvem er vores helte?
Interessant og paradoksalt er det i hvert fald, at vi i Danmark skaber artige unge. I Danmark hvor vi ellers bryster os af at være så kritiske, så humoristiske, og hvor ytringsfriheden står vores hjerte så nær. I Danmark, hvor vi jo egentlig ikke har tradition for at hylde de perfekte, de artige. Vi hylder nærmere de uartige. Altså ikke de slemme uartige, de småkriminelle (om end danskerne til tider har et blødt punkt for folk som Kurt Thorsen, Peter Brixtofte og Klaus Riiskær).
 

Vores helte er dem, som Jan Sonnergaard for nylig i Vejlederforum kaldte de skæve hoveder, de vilde fantaster, de originale enspændere, fornyerne (Se artiklen Paradoksale tider). Han fremhæver fx ”Steve Jobs, der under et LSD-trip tydeligt ser sammenhængen mellem binære talkoder og japansk kalligrafi ... og herefter sætter sine underordnede til at udvikle det grafiske interface. Eller endnu bedre: Janus Friis, som vil gøre det, ingen andre har gjort, nemlig blive rig på at tilbyde kunderne sit produkt gratis.” 
 

Lad os også lige få en kvinde på banen. Det kunne være den innovative og kompromisløse Soulaima Gourani fra Haderslev, som ingen forventede skulle nå langt i livet. I fjerde klasse sagde hendes lærer sågar, at hun skulle skrue ned for ambitionerne - fordi hun var en pige, var sort og hed Soulaima. Det lyttede hun gudskelov ikke til. I 2012 blev hun udnævnt af World Economic Forum som én af de 192 globale ledertalenter i 2012. I 2013 blev hun kåret som værende én af de 20 bedst erhvervstænkende personer i Norden. I 2014 blev Soulaima udvalgt til at være blandt ’40 under 40′ European Young Leaders ført af EuropaNova og Friends of Europe. Hendes op- og nedture i karrieren deler hun flittigt ud af i bøger og foredrag. Selv udtaler hun, at det, der blev kaldt uartigt i skolen, netop er det, hun lever af i dag – at sætte spørgsmålstegn ved tingene.
 

En ”helt” er en, der tør tage skæbnen i egen hånd, sagde en folkeskolelærer til mig engang - en, der laver verden om. Alligevel farer vi frem med reformer og tests, der ensretter og gør mennesker til tænder i et tandhjul. Tag nu bare det politiske ønske om at drive unge direkte i uddannelse og hurtigt ud igen. De unge går nu stort set den lige og hurtige vej. Nuvel, endnu kæmper man lidt med at få de unge til at vælge med forstanden og ikke bare med hjertet. Forstand er her lig med studier, der ifølge prognoserne giver job i den fremtid, vi så gerne spår om. De unge foretrækker stadig gymnasiet, selv om samfundet ifølge politikere og erhvervsliv har brug for mange flere erhvervsuddannede. Men man er kommet langt: De unge lytter, og uddannelsesvalget og andres forventninger fylder mere i de unges bevidsthed end nogensinde før.
 

Desværre er der lig i lasten. For når vi bruger ordet ”helt”, kan det jo også have betydningen af hel, at komme ”helt” igennem – og det er der mange, der ikke gør. Mennesker bliver ødelagt. Og det er i øvrigt ikke bare de unge og de pæne piger, der går i stykker. Det er mennesker af alle slags i dagens Danmark. Stress har efterhånden været en folkediagnose i mange år.
 

Så er vi ved at kvæle alt det, vi har at være stolte af, og som vi rent faktisk ikke bare skal klare os med, men også trives i? Og er det overhovedet vejen til mantraet om innovation? Vi spørger, fordi mens vi ensretter og fostrer De Artige, bliver der skreget på innovation. Innovation ment som idéer, kreativitet, fornyelse og evnen og viljen til anderledes tænkning. En ny idé, der får en faktisk og succesfuld anvendelse, som allerede omtalte Steve Jobs og Janus Friis netop er levende eksempler på. Hvor mange unge i dag tør mon tale Pippi efter munden, når hun siger: ”Jeg har ikke prøvet det før, så det kan jeg sikkert godt.”
 

Uartig vejledning?
Vejledernes rolle kan vi ikke ignorere her. I den allerførste paragraf i Vejledningsloven står der, at vejlederne skal vejlede ud fra både den enkeltes og samfundets behov. Men hvad er egentlig samfundets behov her? Er det, at unges valg knaldes ind i et regneark? Er det at ruste de unge til konkurrencestatens rammer?
 

Eller er det at understøtte en innovativ udvikling? Og er det at påpege problematiske strukturer, så de unge ikke vender alt indad, som vores individualiseringskultur lægger op til – og bliver syge? Skal vejlederne, lærerne, sagsbehandlerne, beskæftigelsesmedarbejderne og alle de andre professionelle, som arbejder med de unge, lade de artige være – eller skal de udfordre dem til uartighed? Skal de prædike realisme over for de uartige, eller skal de tro på dem og endda støtte dem i deres vilde valg? En udfordring er, at vejlederne i Ungdommens Uddannelsesvejledning, på ungdomsuddannelserne og i jobcentrene ikke ser så meget til de artige unge. Med de seneste reformer skal de i princippet klare sig selv. For de bliver erklæret uddannelsesparate og har derfor ikke længere brug for individuel vejledning. Punktum. Det må så være den kollektive vejledning, der bliver uartig.
 

Tid til uartighed
Måske er tiden kommet til at sige fra? Til at være mere uartige? For præstationskulturen har åbenlyst taget overhånd. Intelligens og gode kvaliteter måles ikke altid bedst på en karakterskala, men alternative diskurser synes at have vanskelige vilkår. Gør vi nok for dem?


 

Oprøret ulmer hos Generation Præstation, skriver forbundsformand i DSU Alexander Grandt Petersen godt nok. Men er det sandt? Er der en modbevægelse i gang? Hjælp os med at få øje på den. Det kan vitterligt være svært at gøre oprør mod konkurrencestater, kinesere og global konkurrence – noget, man ikke helt ved, hvad er. Eller imod noget, der er inde i os selv? Og hvorfor skulle man i øvrigt også gøre oprør, når man som mange unge i dag har fået ind med modermælken, at verden ligger åben, at man har alle muligheder – hvis bare man går efter dem. For de unge får hele verden, ja – men de får også ansvaret. Et ansvar, som er svært at gennemskue. I tidligere generationer var strukturerne og rammerne tydelige. Både de rimelige og urimelige, så det var selvsagt nemmere at gøre oprør imod de urimelige. Man vidste, hvem fjenden var. Så mærk verden ja, men mærk også byrden – for den er helt reel!
 

Tilbage til mit spørgsmål fra tidligere: Er det Pippi Langstrømpe eller Emma Gad, vi har brug for? ”Hvis den gode elev er en lydig pige, går kreativiteten tabt,” siger hjerneforsker Kjeld Fredens. Svaret er formodentlig begge slags, men vel at mærke artige, der trives, for Emma Gad er blevet syg af stress. Man lærer bedst, når man har det godt – det tror vi vel stadig på? Og frem for alt: Er det ikke hovedsagen, at unge – artige som uartige – er ”indstillet på, at fremtiden bliver fantastisk, at den bliver et eventyr?”, som fremtidsforsker Anne Skare har udtrykt det. Jeg lagde ud med at skrive, at vi har hørt meget om De Artige. Det er blevet tid til uartighed. Hvordan tænker De Uartige? Hvad gør de? Hvordan støtter vi dem? 
 

Iværksætteren, psykiateren, lektoren, vejlederen, journalisten og politikeren giver deres bud. Vi har store forventninger - for vi trænger.  

Se frem til at møde:

• Mads Lønnberg, iværksætter og stifter af Nøddebazaren
  Mads Lønnberg repræsenterer ungdommen, men ikke den artige af slagsen. Han har satset 100 % på iværksætteriet, selvom det har haft konsekvenser for studiet, og da afgiften på nødder stod i vejen for hans drøm om en online nøddebazar med nødder fra hele verden, gjorde han oprør og søsatte kampagnen ”Knæk afgiften”. Det kalder vi uartigt – på den bedst tænkelige måde.
   
• Søren Hertz, børne- og ungdomspsykiater
  “There is a crack in everything, that’s how the light gets in.”
  Leonard Cohen synger om, at det er i sprækkerne, i det uperfekte, at mulighederne opstår. Og børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz synger med. Der er god grund til at hylde uartigheden. Men hvordan bærer man sig ad med det? Og hvordan kender man forskel på den gode og den dårlige uartighed?
   
• Rasmus Willig, lektor, RUC
  Hvordan kan vi bruge vejledningen til at vende blikket mod de strukturelle forhold og dermed bevæge os væk fra den stigende individualisering? Hvad er det for nogle strukturer, vi skal ændre, hvis vi skal opfostre noget andet end artighed? Hvordan kan vejlederen udfordre artigheden? Og skal vejlederen overhovedet udfordre artigheden?
  
   
• Martin Thorborg, adm. direktør i Dinero og passioneret serieiværksætter
  Martin Thorborg er en glad mand, der ikke tager livet eller sig selv så seriøst, står der på hans hjemmeside. Men hvordan tænker en uartig? Forandring kommer nedefra, mener han – men hvordan gør man? Hvad skal fremtidens unge kunne? Hvad er hans syn på uartighed? Vi får gode råd, røverhistorier og det, der er værre, fra Martin Thorborg.
   
• Birgitte Wärn, rådgiver og indehaver af Wärn Kompetenceudvikling
  Det er mennesker af alle slags, der knækker halsen i dagens Danmark. Stress har efterhånden været en folkediagnose i mange år. Hvordan håndterer man bedst rådgivningen af og samtalen med stressramte og andre psykisk sårbare? Hvilke hensyn skal man tage? Hvordan stiller man krav? Og hvordan kan man mindske stressniveauet og øge trivslen?
   
• Generation Grønland – fotoreportage af journalist Anne Mette Ehlers
  Grønlændere er afdæmpede med deres følelser og underspillede i forhold til konflikter, og issues som kulturforskelle, sprogbarrierer og fordomme er måske de mest oplagte problemstillinger. Men kan de grønlandske unge genkende udfordringerne for de danske unge? Hvordan oplever vejlederne de grønlandske unge? Kender de Generation Lydig og Flink, eller hvordan er den nye generation af unge i Grønland? Kender de præstations- og performanceræset? Ser de tegn på oprør? Mange af dem tager til Danmark og uddanner sig – er det artigt eller uartigt? Få deres svar foldet ud i ord og billeder med vox pops og reportage.

.

Vi hører meget om dem. Om Generation Præstation. Om Generation Lydig og Flink. Om generation Pligt før Nydelse. Lad os kalde dem De Artige. For unge i dag repræsenterer en noget nær perfekt generation. De ryger og drikker mindre, lever længere og klarer sig godt i skolen. Alligevel har vrangsiderne aldrig været større. Anoreksi, udbrændthed og andre psykosomatiske lidelser karakteriserer nemlig også den ellers så perfekte generation. De lever i en konkurrencestat, hvor barren er høj. Alt for høj tilsyneladende.
 

Så de artige og perfekte unge er faktisk ved at blive et problem. Imens handler stort set samtlige konferencer og kurser om, hvordan vi gør de skrøbelige unge mere robuste, mere parate. Men hvad er det for et samfund, der gør unge svage, og som nu kræver, at de bliver robuste?
 

Kineserne kommer
De unge skal gøres parate til at fungere i konkurrencestaten og i den globale konkurrence. Kineserne kommer, lyder advarslerne, de overhaler os. Men skulle vi endelig blive verdens bedste og snuppe den gule trøje, kan vi så slappe af? Nej, for hovedfeltet er lige i haserne på os. ”Danmark på speed”, kaldte højskoleforstander Jørgen Carlsen det engang.” (Konferencen: Hvad vil vi med de unge?)
 

Spørgsmålet er, om det er det perfekte og artige, vi har brug for, når kineserne kommer. Hvad er samfundets behov, når vi skal klare os – om man så vil være spiller i den globale konkurrence eller vil et helt andet slags samfund? Er det Pippi Langstrømpe eller Emma Gad, vi har brug for?

Hvem er vores helte?
Interessant og paradoksalt er det i hvert fald, at vi i Danmark skaber artige unge. I Danmark hvor vi ellers bryster os af at være så kritiske, så humoristiske, og hvor ytringsfriheden står vores hjerte så nær. I Danmark, hvor vi jo egentlig ikke har tradition for at hylde de perfekte, de artige. Vi hylder nærmere de uartige. Altså ikke de slemme uartige, de småkriminelle (om end danskerne til tider har et blødt punkt for folk som Kurt Thorsen, Peter Brixtofte og Klaus Riiskær).
 

Vores helte er dem, som Jan Sonnergaard for nylig i Vejlederforum kaldte de skæve hoveder, de vilde fantaster, de originale enspændere, fornyerne (Se artiklen Paradoksale tider). Han fremhæver fx ”Steve Jobs, der under et LSD-trip tydeligt ser sammenhængen mellem binære talkoder og japansk kalligrafi ... og herefter sætter sine underordnede til at udvikle det grafiske interface. Eller endnu bedre: Janus Friis, som vil gøre det, ingen andre har gjort, nemlig blive rig på at tilbyde kunderne sit produkt gratis.” 
 

Lad os også lige få en kvinde på banen. Det kunne være den innovative og kompromisløse Soulaima Gourani fra Haderslev, som ingen forventede skulle nå langt i livet. I fjerde klasse sagde hendes lærer sågar, at hun skulle skrue ned for ambitionerne - fordi hun var en pige, var sort og hed Soulaima. Det lyttede hun gudskelov ikke til. I 2012 blev hun udnævnt af World Economic Forum som én af de 192 globale ledertalenter i 2012. I 2013 blev hun kåret som værende én af de 20 bedst erhvervstænkende personer i Norden. I 2014 blev Soulaima udvalgt til at være blandt ’40 under 40′ European Young Leaders ført af EuropaNova og Friends of Europe. Hendes op- og nedture i karrieren deler hun flittigt ud af i bøger og foredrag. Selv udtaler hun, at det, der blev kaldt uartigt i skolen, netop er det, hun lever af i dag – at sætte spørgsmålstegn ved tingene.
 

En ”helt” er en, der tør tage skæbnen i egen hånd, sagde en folkeskolelærer til mig engang - en, der laver verden om. Alligevel farer vi frem med reformer og tests, der ensretter og gør mennesker til tænder i et tandhjul. Tag nu bare det politiske ønske om at drive unge direkte i uddannelse og hurtigt ud igen. De unge går nu stort set den lige og hurtige vej. Nuvel, endnu kæmper man lidt med at få de unge til at vælge med forstanden og ikke bare med hjertet. Forstand er her lig med studier, der ifølge prognoserne giver job i den fremtid, vi så gerne spår om. De unge foretrækker stadig gymnasiet, selv om samfundet ifølge politikere og erhvervsliv har brug for mange flere erhvervsuddannede. Men man er kommet langt: De unge lytter, og uddannelsesvalget og andres forventninger fylder mere i de unges bevidsthed end nogensinde før.
 

Desværre er der lig i lasten. For når vi bruger ordet ”helt”, kan det jo også have betydningen af hel, at komme ”helt” igennem – og det er der mange, der ikke gør. Mennesker bliver ødelagt. Og det er i øvrigt ikke bare de unge og de pæne piger, der går i stykker. Det er mennesker af alle slags i dagens Danmark. Stress har efterhånden været en folkediagnose i mange år.
 

Så er vi ved at kvæle alt det, vi har at være stolte af, og som vi rent faktisk ikke bare skal klare os med, men også trives i? Og er det overhovedet vejen til mantraet om innovation? Vi spørger, fordi mens vi ensretter og fostrer De Artige, bliver der skreget på innovation. Innovation ment som idéer, kreativitet, fornyelse og evnen og viljen til anderledes tænkning. En ny idé, der får en faktisk og succesfuld anvendelse, som allerede omtalte Steve Jobs og Janus Friis netop er levende eksempler på. Hvor mange unge i dag tør mon tale Pippi efter munden, når hun siger: ”Jeg har ikke prøvet det før, så det kan jeg sikkert godt.”
 

Uartig vejledning?
Vejledernes rolle kan vi ikke ignorere her. I den allerførste paragraf i Vejledningsloven står der, at vejlederne skal vejlede ud fra både den enkeltes og samfundets behov. Men hvad er egentlig samfundets behov her? Er det, at unges valg knaldes ind i et regneark? Er det at ruste de unge til konkurrencestatens rammer?
 

Eller er det at understøtte en innovativ udvikling? Og er det at påpege problematiske strukturer, så de unge ikke vender alt indad, som vores individualiseringskultur lægger op til – og bliver syge? Skal vejlederne, lærerne, sagsbehandlerne, beskæftigelsesmedarbejderne og alle de andre professionelle, som arbejder med de unge, lade de artige være – eller skal de udfordre dem til uartighed? Skal de prædike realisme over for de uartige, eller skal de tro på dem og endda støtte dem i deres vilde valg? En udfordring er, at vejlederne i Ungdommens Uddannelsesvejledning, på ungdomsuddannelserne og i jobcentrene ikke ser så meget til de artige unge. Med de seneste reformer skal de i princippet klare sig selv. For de bliver erklæret uddannelsesparate og har derfor ikke længere brug for individuel vejledning. Punktum. Det må så være den kollektive vejledning, der bliver uartig.
 

Tid til uartighed
Måske er tiden kommet til at sige fra? Til at være mere uartige? For præstationskulturen har åbenlyst taget overhånd. Intelligens og gode kvaliteter måles ikke altid bedst på en karakterskala, men alternative diskurser synes at have vanskelige vilkår. Gør vi nok for dem?


 

Oprøret ulmer hos Generation Præstation, skriver forbundsformand i DSU Alexander Grandt Petersen godt nok. Men er det sandt? Er der en modbevægelse i gang? Hjælp os med at få øje på den. Det kan vitterligt være svært at gøre oprør mod konkurrencestater, kinesere og global konkurrence – noget, man ikke helt ved, hvad er. Eller imod noget, der er inde i os selv? Og hvorfor skulle man i øvrigt også gøre oprør, når man som mange unge i dag har fået ind med modermælken, at verden ligger åben, at man har alle muligheder – hvis bare man går efter dem. For de unge får hele verden, ja – men de får også ansvaret. Et ansvar, som er svært at gennemskue. I tidligere generationer var strukturerne og rammerne tydelige. Både de rimelige og urimelige, så det var selvsagt nemmere at gøre oprør imod de urimelige. Man vidste, hvem fjenden var. Så mærk verden ja, men mærk også byrden – for den er helt reel!
 

Tilbage til mit spørgsmål fra tidligere: Er det Pippi Langstrømpe eller Emma Gad, vi har brug for? ”Hvis den gode elev er en lydig pige, går kreativiteten tabt,” siger hjerneforsker Kjeld Fredens. Svaret er formodentlig begge slags, men vel at mærke artige, der trives, for Emma Gad er blevet syg af stress. Man lærer bedst, når man har det godt – det tror vi vel stadig på? Og frem for alt: Er det ikke hovedsagen, at unge – artige som uartige – er ”indstillet på, at fremtiden bliver fantastisk, at den bliver et eventyr?”, som fremtidsforsker Anne Skare har udtrykt det. Jeg lagde ud med at skrive, at vi har hørt meget om De Artige. Det er blevet tid til uartighed. Hvordan tænker De Uartige? Hvad gør de? Hvordan støtter vi dem? 
 

Iværksætteren, psykiateren, lektoren, vejlederen, journalisten og politikeren giver deres bud. Vi har store forventninger - for vi trænger.  

Se frem til at møde:

• Mads Lønnberg, iværksætter og stifter af Nøddebazaren
  Mads Lønnberg repræsenterer ungdommen, men ikke den artige af slagsen. Han har satset 100 % på iværksætteriet, selvom det har haft konsekvenser for studiet, og da afgiften på nødder stod i vejen for hans drøm om en online nøddebazar med nødder fra hele verden, gjorde han oprør og søsatte kampagnen ”Knæk afgiften”. Det kalder vi uartigt – på den bedst tænkelige måde.
   
• Søren Hertz, børne- og ungdomspsykiater
  “There is a crack in everything, that’s how the light gets in.”
  Leonard Cohen synger om, at det er i sprækkerne, i det uperfekte, at mulighederne opstår. Og børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz synger med. Der er god grund til at hylde uartigheden. Men hvordan bærer man sig ad med det? Og hvordan kender man forskel på den gode og den dårlige uartighed?
   
• Rasmus Willig, lektor, RUC
  Hvordan kan vi bruge vejledningen til at vende blikket mod de strukturelle forhold og dermed bevæge os væk fra den stigende individualisering? Hvad er det for nogle strukturer, vi skal ændre, hvis vi skal opfostre noget andet end artighed? Hvordan kan vejlederen udfordre artigheden? Og skal vejlederen overhovedet udfordre artigheden?
  
   
• Martin Thorborg, adm. direktør i Dinero og passioneret serieiværksætter
  Martin Thorborg er en glad mand, der ikke tager livet eller sig selv så seriøst, står der på hans hjemmeside. Men hvordan tænker en uartig? Forandring kommer nedefra, mener han – men hvordan gør man? Hvad skal fremtidens unge kunne? Hvad er hans syn på uartighed? Vi får gode råd, røverhistorier og det, der er værre, fra Martin Thorborg.
   
• Birgitte Wärn, rådgiver og indehaver af Wärn Kompetenceudvikling
  Det er mennesker af alle slags, der knækker halsen i dagens Danmark. Stress har efterhånden været en folkediagnose i mange år. Hvordan håndterer man bedst rådgivningen af og samtalen med stressramte og andre psykisk sårbare? Hvilke hensyn skal man tage? Hvordan stiller man krav? Og hvordan kan man mindske stressniveauet og øge trivslen?
   
• Generation Grønland – fotoreportage af journalist Anne Mette Ehlers
  Grønlændere er afdæmpede med deres følelser og underspillede i forhold til konflikter, og issues som kulturforskelle, sprogbarrierer og fordomme er måske de mest oplagte problemstillinger. Men kan de grønlandske unge genkende udfordringerne for de danske unge? Hvordan oplever vejlederne de grønlandske unge? Kender de Generation Lydig og Flink, eller hvordan er den nye generation af unge i Grønland? Kender de præstations- og performanceræset? Ser de tegn på oprør? Mange af dem tager til Danmark og uddanner sig – er det artigt eller uartigt? Få deres svar foldet ud i ord og billeder med vox pops og reportage.

.