På Københavns Universitet har vi siden efteråret oplevet en stigning i antallet af henvendelser fra både flygtninge og folk, der lønnet eller frivilligt arbejder med at hjælpe med en ny tilværelse i Danmark. Henvendelserne handler om muligheden for enten at påbegynde eller færdiggøre en uddannelse her i landet.
 

En række udfordringer gør sig gældende, når mennesker flygter fra krigsplagede områder og derefter skal etablere deres liv i et samfund med systemer og regler, der tager udgangspunkt i tilværelsen i et fredeligt land. Nogle af disse udfordringer deles af alle de lande, der i disse år tager imod flygtninge, som kan ses på, at flere internationale konferencer det sidste år har omhandlet denne problemstilling. Andre udfordringer knytter sig til de enkelte landes regler og praksis for modtagelse af flygtninge.
 

I vejledningen på Københavns Universitet er der særligt fire udfordringer, vi ofte hører:

• Hvordan vurderer I mine eksamensbeviser?
• Hvordan kan jeg blive optaget, hvis jeg ikke havde mulighed for at medbringe mine eksamenspapirer, da jeg flygtede?
• Hvordan kan jeg supplere mine kvalifikationer og få en adgangsgivende eksamen, hvis jeg ikke kan dansk endnu?
• Skal jeg betale for at tage en uddannelse i Danmark?

Vurdering af udenlandske eksamensbeviser

Hvis flygtningen har medbragt alle sine eksamensbeviser, er situationen ikke anderledes end for alle andre ansøgere med udenlandske eller internationale eksamener, der søger ind på videregående uddannelse i Danmark. Alle videregående uddannelsesinstitutioner er vant til at behandle eksamensbeviser fra andre lande, og især de store institutioner har en relativt stor viden på området på grund af mange internationale ansøgere. Vi følger de anvisninger og retningslinjer, Styrelsen for Videregående Uddannelse offentliggør på deres hjemmeside i den såkaldte Eksamenshåndbog. Universiteterne mødes også med henblik på at ensrette sagsbehandlingen, og så vidt det er muligt aftale fælles praksis på området.
 

Nogle landes eksamener er beskrevet meget mere udførligt end andre i Eksamenshåndbogen. Det skyldes dels behovet, idet der kommer rigtig mange ansøgere fra nogle lande, dels mulighederne for styrelsen for at få oplysninger fra et givent land fx via ministerier for undervisning eller lignende. Det er klart, at det ikke er lige så let at få oplysninger fra et krigshærget land som fra Sverige. Når der udbryder krig et sted i verden og dermed flygtningestrømme, vil der opstå et behov for at få det land grundigere beskrevet. I begyndelsen vil der typisk være en vis usikkerhed, men styrelsen er gode til at få uddannelserne beskrevet, og vi er desuden i god kontakt med dem og kan forvente meget hjælp.
 

Udfordringen i forhold til flygtninge, der har medbragt deres eksamensbeviser, er som regel, at vi ikke kan tilbyde at vurdere deres beviser hele året. De fleste steder vil det være en service, man kun kan tilbyde uden for optagelsesperioderne, hvis ikke flygtningen søger om optagelse, men bare gerne vil have vurderet sine eksamensbeviser. 


 

Vurdering af flygtninge uden dokumentation for deres uddannelseskvalifikationer

Det er meget let at forstå, at en person der flygter over hals og hoved fra sit hjem, ikke nødvendigvis husker at medbringe sine eksamensbeviser. Men lige så let, som det er at forstå, lige så mange problemer kan det give, når vedkommende kommer til et nyt land og gerne vil søge ind på videregående uddannelse.
 

Kunne udfordringen ikke løses ved, at vi simpelthen bare stoler på, at folk har de kvalifikationer, de siger, de har? Det er ikke en mulighed af flere årsager.
 

For det første er det generelt et grundlæggende forvaltningsretligt princip, at behandling af ansøgninger skal basere sig på dokumentation for alle de forhold, der lægges til grund for afgørelsen.  
 

For det andet er vi generelt nødt til at være påpasselige, når vi vurderer uddannelseskvalifikationer, selv når der foreligger dokumentation. Incitamentet til ikke at sige hele sandheden om uddannelseskvalifikationer er meget stort. Når man kommer fra dele af verden, hvor uddannelse ikke er noget, man får gratis af staten, og hvor det at have de rette beviser samtidig åbner en masse døre og giver muligheder for social forandring, er det klart, at fristelsen er stor. Men også for danske ansøgere oplever vi, at der foregår snyd som regel i form af forhøjelse af eksamensgennemsnittet med henblik på at komme ind på adgangsbegrænsede uddannelser.
 

For at hjælpe flygtninge uden eller med mangelfuld dokumentation bør regeringen etablere en national instans til arbejdet. Det er nødvendigt, at flygtninge får hjælp til at fremskaffe så meget dokumentation for deres tidligere uddannelsesforløb som muligt. Derudover skal flygtninge sikres adgang til realkompetencevurdering, fx gennem en kombination af den dokumentation, de har, samtaler og test. Det er ikke realistisk, at hver enkelt uddannelsesinstitution kan lave deres eget beredskab til realkompetencevurdering. Det er et område, hvorpå der bør laves en national indsats.  
 

Supplering på engelsk er stort set ikke en mulighed

Flygtninge kan have brug for forskellige typer af supplering alt efter, hvor langt de er i uddannelsessystemet:

• Mange studentereksamener betragtes ikke i sig selv som adgangsgivende til videregående uddannelse i Danmark, men skal være kombineret med 1-2 års videregående uddannelse fra hjemlandet.
   
• Ansøgeren kan mangle fag, der er en del af de specifikke adgangskrav til en bacheloruddannelse.

I det første tilfælde er det et problem for ansøgeren, hvis vedkommende kun har en gymnasial uddannelse, men aldrig har taget videregående uddannelse i hjemlandet. I så fald er det en mulighed, at ansøgeren kan tage en GIF (gymnasialt indslusningsforløb for indvandrere og flygtninge). Det er en gymnasial uddannelse, der giver adgang til videregående uddannelse på lige fod med andre gymnasiale eksamener. Udfordringen med GIF er dog, at den kun udbydes på dansk. Dansk A er endvidere et obligatorisk fag på uddannelsen. Det betyder, at man først skal lære dansk på et relativt højt niveau, før det vil være muligt at tage uddannelsen.
 

Den samme problemstilling går igen, hvis man som flygtning gerne vil tage gymnasiale suppleringskurser for at kunne leve op til de specifikke adgangskrav på den uddannelse, man gerne vil søge ind på. Det er en velkendt problemstilling, der ikke kun vedrører flygtninge, at det ikke er muligt at supplere gymnasiale niveauer, hvis man ikke kan dansk. Det vil sige, at selv ansøgere, der påtænker at søge ind på en engelsksproget uddannelse, ofte vil være nødt til at supplere på dansk, hvis de befinder sig i Danmark.
 

VUC laver såkaldte individuelle kompetencevurderinger (IKV), hvor de laver en realkompetencevurdering i forhold til målene i de gymnasiale fag. De kan herefter udstede bevis på, at ansøgeren har et givent gymnasialt fagniveau. Men også her vil det være nødvendigt, at ansøgeren kan dansk for at blive vurderet, og vurderingen sker i forhold til målene for de danske gymnasiale fag.
 

Der er brug for at åbne mulighederne for supplering på engelsk. Det kunne måske være gennem et samarbejde med de internationale gymnasiale uddannelser, der findes i Danmark (fx International Baccalaureate) og ved at overveje en bredere tilgang til kompetencevurderingerne på VUC.
 

Hvem skal betale for at tage en uddannelse? 

Vi modtager en del henvendelser fra flygtninge vedrørende betaling af studieafgift. Det er for mange et kardinalpunkt, om de skal betale eller ej, da de fleste ikke har den slags midler. Vi har oplevet, at flygtninge har takket nej til en tilbudt studieplads, fordi de ikke havde mulighed for at betale studieafgift. Flygtninge skal betale studieafgift, medmindre de har en permanent opholdstilladelse, eller deres opholdstilladelse angiver, at de har mulighed for varigt ophold i Danmark.
 

Det er vigtigt, at afgørelser vedrørende opholdstilladelse er lette at læse for de uddannelsesinstitutioner, der skal vurdere, om tilladelsen fritager for betaling. Vi har solid erfaring med at vurdere dette, men har på det seneste oplevet, at det har været svært at gennemskue om en given opholdstilladelse opfylder kravene for betalingsfritagelse. Der er behov for, at det bliver tydeligt angivet, om en flygtning har ret til gratis uddannelse eller ej.
 

En stor del af de flygtninge, der er flygtet fra krig i fx Syrien, vil de første år få midlertidige opholdstilladelser, der ikke fritager dem for betaling af studieafgift. Men der er også behov for uddannelse af de flygtninge, der ikke har opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold. Det bør derfor overvejes, hvordan denne gruppe kan få adgang til uddannelse, fx gennem ændring af reglerne for betaling af studieafgift, særlige stipendier til flygtninge eller favorable låneordninger.
 

Flygtninge er en potentiel ressource i det danske samfund, og det er ærgerligt at sætte folks liv på standby i mange år, mens de venter på at få den type af opholdstilladelse, der giver mulighed for gratis uddannelse. Uddannelse og derefter forhåbentlig hurtig entré på arbejdsmarkedet er en god vej til integration i det danske samfund. På universitetet ønsker vi at bidrage til den samfundsopgave, det er at finde løsninger, så denne gruppe af mennesker ikke får deres liv sat på standby i mange år. Der er brug for et nationalt fokus på opgaven og på at løse de berørte udfordringer.
 

Hvis man som vejleder støder på flygtninge, der er berørt af de nævnte problemstillinger, er det vigtigt, at man sender dem videre til det uddannelsessted, de ønsker at søge ind på for at få konkret vejledning om udfordringer og muligheder.