Debatten har bølget i de danske medier og på de sociale platforme. Jobcentrene beskyldes for at være dyre og ineffektive og for at forulempe frem for at hjælpe de arbejdsløse (se faktaboks nederst). En ret usædvanlig alliance mellem på den ene side CEPOS og Nye Borgerlige og på den anden side bl.a. brugerrepræsentanter og dele af venstrefløjen kan tilsyneladende blive enige om at skyde på jobcentrene - og skyde dem i sænk!

Igennem en årrække har vi på Aalborg Universitet forsket i netop jobcentrenes indsats og den beskæftigelsespolitiske udvikling. Vi vil gerne formidle nogle af de centrale fund fra vores forskning for at tilbyde en nødvendig nuancering til den igangværende debat.

Målgruppen er udvidet

For det første er der få, der forstår, at målgruppen for beskæftigelsesindsatsen er udvidet voldsomt igennem de senere år. Jobcentrene skal betjene tre vidt forskellige kategorier af borgere. Det drejer sig om arbejdsmarkedsparate, herunder forsikrede ledige, der pr. definition alene har arbejdsløsheden som problem, de uddannelsesparate, det vil sige arbejdsløse under tredive, og sidst men absolut ikke mindst de såkaldt aktivitetsparate. Sidstnævnte kategori rummer mennesker, der har omfattende problemer ud over arbejdsløsheden. Det kan være borgere med store helbredsproblemer eller sociale eller psykiske problemer.

Udvidelsen af målgruppen for den aktive beskæftigelsespolitik betyder, at også de, der ingenting kan, skal stå til rådighed for at gennemgå aktiviteter, herunder ofte langvarige afklaringsforløb. Siden kontanthjælpsreformen i 2013 (der i øvrigt blev gennemført med vores nytiltrådte statsminister ved roret i beskæftigelsesministeriet) anses alle for at være parate.

Allerede her er det klart, at det er en udfordrende og kompleks opgave, jobcentrene er sat på. Derfor kan det ikke undre, at løsningen rundt omkring i de danske kommuner kan give anledning til kritik. Kritikken kan være såvel berettiget som nødvendig at fremføre. Og der er ingen tvivl om, at der findes stærkt kritisable måder at håndtere borgere på i jobcentrene rundt omkring i landet. Det er dog værd at huske på, at en del af kritikken rimeligvis må rettes mod lovgivningen, mens en anden del må rettes mod den styring af området, der visse steder producerer perverse effekter i praksis. Men hvis kritikken skydes upræcist afsted, begrænser det mulighederne for at anvende kritikken til en nødvendig forandring i de danske jobcentre.

Det ekstreme fremhæves

For det andet er der en tendens til at fremhæve det ekstraordinære i enhver diskussion. Det mindeværdige, det særlige og det ekstreme. Det betyder, at der i den offentlige debat meget sjældent gives plads til at høre fra de mange mennesker, som føler sig hjulpet af jobcentrenes medarbejdere. De mange 'kedelige' eller almindelige 'nede på jorden' fortællinger om, at en borger har været i kontakt med jobcenteret og har fået støtte til at løse et eller flere problemer, får ringe plads, om nogen overhovedet.

Det er langt mere interessant i en mediedebat at høre de ekstreme historier. Den sygemeldte, der har oplevet 'sengepraktik', den frustrerede kontanthjælpsmodtager, der er blevet trukket gennem en række meningsløse praktikker eller den psykisk sårbare unge, som føler sig misforstået i kontakten med systemet.

Pointen her er ikke at underkende disse oplevelser hos mennesker, der har en rimelig forventning om, at velfærdssystemet har til opgave at hjælpe dem, men som i stedet har erfaret, at de mødes med krav, regler og systemtænkning frem for individuelt tilrettelagt støtte. Pointen her er, at selvom disse oplevelser er vigtige, så udgør de et utilstrækkeligt grundlag for at forstå, hvordan borgere generelt i landets kommuner oplever mødet med jobcentermedarbejdere.

Jobcenteret får ikke roserne

For det tredje har vi i vores forskning set nærmere på en gruppe mennesker, som har været meget langt væk fra arbejdsmarkedet og har bokset med en række problemer ud over deres arbejdsløshed. Det kan dreje sig om misbrug, dårligt helbred, psykiske lidelser eller manglende tro på, at der kunne være en plads til dem på arbejdsmarkedet.

En lille andel af disse mennesker lykkes med at komme i uddannelse eller beskæftigelse. Men hvis vi spørger dem selv og de jobcentermedarbejdere, der har arbejdet på deres sag, er begge parter enige om, at det i høj grad er borgerens egen fortjeneste, når de lykkes med at blive selvforsørgende.

De borgere peger dog også på, at de ofte har fundet støtte i relationen til en medarbejder i jobcenteret, som de har fået en god kontakt med. En helt afgørende pointe her er imidlertid, at når og hvis en tidligere udsat borger lykkes med at få foden indenfor på arbejdsmarkedet, er det både forventeligt og ønskeligt, at de ikke sender roser til jobcenteret.

I mange forløb spiller jobcentermedarbejderne en central rolle i at skabe match mellem borgeren og arbejdsmarkedet eller i at gennemskue den komplekse lovgivning og hjælpe borgeren igennem og ud på den anden side. Men succesen forudsætter, at borgeren vinder tiltro til egne kræfter, og at det er ham eller hende selv, der lykkes med det livsprojekt, det er at komme ud af arbejdsløsheden og ind i det samfundsmæssige fællesskab, som arbejdsmarkedet udgør. Det er en af flere grunde til, at det er problematisk at vurdere jobcentrenes effekt fx på baggrund af tilfredshedsmålinger.

Målingerne er gennemsnitstal

For det fjerde lyder det umiddelbart som sund fornuft at afskaffe indsatser, der ikke har effekt. Ingen kan være tilhængere af at opretholde en indsats, der ikke duer. Alligevel er det hele ikke så enkelt. Vi ved fx, at virksomhedsbaserede indsatser i almindelighed er mere effektive end opkvalificering og aktiveringsprojekter. Indsatser, der er koblet til det ordinære arbejdsmarked, har gennemsnitlig bedre succes med at få arbejdsløse i arbejde.

Vi ved også, at individuelle samtaler er mere effektive end kollektive informationsmøder, så der er stor fokus på, at samtaler virker, og at borgerne derfor skal indkaldes til hyppige samtaler i jobcenteret.

Det synes på den baggrund enkelt nok at droppe kurser, aktiveringsprojekter og kollektive informationstiltag. Men: De målinger, vi har, er gennemsnitstal, de er oftest baseret på personer uden eller med få problemer ud over arbejdsløshed, og målepunkterne er gennemgående meget summariske. Vi ved faktisk meget lidt om, hvad det er i de individuelle samtaler, eller præcis hvad det er i virksomhedskontakten, der rykker.

Men noget ved vi fra forskningen. Vi ved, at relationen og kommunikationen i mødet mellem borger og jobcentermedarbejder er afgørende for både borgerens oplevelse og resultatet. Vi ved også, at en del af de afholdte samtaler opleves som meningsløse for både borgere og medarbejdere.  Vi ved også, at arbejdsmarkedsparathed ikke er en abstrakt størrelse, men noget som folder sig ud i konkrete kontekster, i bestemte arbejdsfunktioner og i kontakten med de kolleger og ledere, der findes på arbejdspladsen.

Kritikken af jobcentrene handler for en stor dels vedkommende om, at kun få af de, der finder job, gør det gennem jobcentrene, og at en stor del af beskæftigelsesindsatsen er ineffektiv i relation til at bringe ledige i arbejde, hvorfor man kunne skære kraftigt i indsatsen. Den kritik overser imidlertid, at man har udstrakt beskæftigelsesindsatsen til stadig mere vanskeligt stillede borgere.

En nedlæggelse af jobcentrene løber med andre ord den risiko, at den store del af velfærdsstatens sociale indsats, som i dag leveres i tilknytning til det beskæftigelsesrettede sociale arbejde, bliver aflivet i samme ombæring. Omvendt forholder det sig med den del af kritikken, som – ofte på vegne af udsatte borgere – betoner, at beskæftigelsesindsatsen kan fremtræde som en 'klapjagt' på borgere, der ikke kan arbejde, selv om de gerne vil.

Her er kritikken båret af et ønske om flere sociale hensyn og fx mere plads til at blive rask, komme ud af et eventuelt misbrug eller komme igennem belastninger. Så den i indledningen omtalte tilsyneladende alliance mellem forskellige kritikere viser sig at bygge på interesser, der er stik modsatrettede.