Lektor i sociologi Anders Petersen er slet ikke i tvivl om, at vi har en fantastisk ungdom. De fleste børn og unge har de nødvendige familiemæssige, sociale og økonomiske ressourcer til at navigere i samfundet på en fornuftig måde, og langt de fleste rapporterer, at de føler, at de har et ganske glimrende liv.

"Der er en stor gruppe, som heldigvis er større end den anden. Det er gruppen, som trives supergodt, som er glade, som er tilfredse med deres tilværelse, og som har bundter af energi til at engagere sig socialt, kulturelt, politisk og aktivistisk."

Men selvom det går godt for majoriteten af børn og unge, råber Anders Petersen alligevel vagt i gevær:

"Selvfølgelig går det godt for langt de fleste børn og unge. Men jeg trækker også lige over i den anden side. Der er nemlig en opadgående kurve af børn for hvem, det ikke går godt. Det er ikke ensbetydende med, at det ikke går godt for majoriteten. For det gør det. Men det går desværre dårligere for en stadig stødt stigende minoritet af børnene, og det er det, jeg hæfter mig ved og råber vagt i gevær om."

Alle har brug for at præstere for at vokse

Vi har hørt det før: Den opadgående kurve for unges mistrivsel skyldes præstationssamfundet. Men det er vigtigt at skelne mellem præstation og præstationspres, pointerer Anders Petersen:

"Alle kan godt lide at præstere og vise, at de dur til noget. At der kan komme et produkt ud af tingene. At vi yder, og at vi er til gavn. Så det vil være en halsløs gerning at sige, at vi er ude efter præstationen som sådan. For vi ved godt, at vi vokser som mennesker ved at præstere, og det gør børn og unge i særdeleshed. Det er ligegyldigt, om det er i skolen, til spejder, til fodbold eller i svømmeklubben. Når man yder noget og får ros, anerkendelse, klap på skulderen, er det klart, at vi vokser."

Problemet er præstationsindpakningen

Problemet er i stedet den indpakning, præstationssamfundet pakker præstationen ind i:

"Præstationssamfundet er karakteristisk ved, at det indeholder forskellige anmassende forestillinger, som presser børn og unge til at skulle præstere på en bestemt måde for at være gode nok og få den anerkendelse, som er nødvendig for os som mennesker. Problemet er, at der sker en ensidig afgørelse af, hvad der er værdisat som noget, der giver anerkendelse. På den måde skal børn og unge hele tiden forholde sig til, hvad der er det rigtige at gøre i den her præstationskontekst."

Denne præstationsforståelse indgår i forskellige præstationsarenaer, bl.a. på sociale medier, inden for sportens verden, med venner og familie, på arbejdsmarkedet – og ikke mindst i skolen, hvor forståelsen præger de mange tests:

"Unge skal præstere, så de klarer sig godt til testene. Men det er jo håbløst på alle ledder og kanter, at det forholder sig på den måde. Man suger energien ud af præstationen. Du tager egentlig det bedste og gør det værste ud af det i forhold til den måde at præstere på."

Utilstrækkelig til det modsatte er bevist

De unge bliver målt, vejet og testet i skolen som aldrig før. Anders Petersen forklarer, at talrige undersøgelser peger på, at bedømmelserne ligger som en dyne og presser de unge ned på en sådan måde, at de bliver nødt til at forholde sig til det. Og det skaber store konsekvenser for de unge:

"De har det hele tiden med ind over deres refleksioner over det, der er vigtigt for børn og unge i deres tilværelse, nemlig hvem de er. Klarer de sig godt i testen, er det ikke kun et mål på, hvorvidt de er dygtige til tysk eller idræt. Det er også et mål på, hvor gode de er som sig selv."

Anders Petersen refererer til Christian Hjortkær, der i hans bog 'Utilstrækkelig' skriver, at der i samfundet snarere indgydes en forståelse af, at mennesket er utilstrækkeligt, indtil det modsatte er bevist. Men det er en hård opgave for børn og unge at overkomme. At de hele tiden har det at kæmpe imod.

"Det er jeg fuldstændig på linje med ham i, så derfor må vi forsøge at skubbe den dimension væk og sige, at der er andre måder at være tilstrækkelig på. Der er et bredere spektrum af tilstrækkelighed og måden at være et menneske på. Så lad os nu få luget nogle af de her måleinstrumenter og evalueringsværktøjer ud af de unges liv, så de får noget luft."

Præstationsfrigørende rum

Udover at luge test og evalueringer ud af skolen arbejder Anders Petersen i et forskningsprojekt med en anden metode, der forhåbentlig kan være med til at give luft til børn og unges forestillinger om, hvad de skal kunne præstere for at være tilstrækkelige mennesker.

"Vi arbejder på, hvordan vi kan promovere, sikre og understøtte det, vi kalder for præstationsfrigørende rum. Med det mener vi en forståelse af præstation, som netop ikke er pakket ind i præstationssamfundets rammer. Vi skal forsøge at rive og flå de anmassende forestillinger væk, så de unge ikke forholder sig til ”det rigtige” i præstationskonteksten, men i stedet begynder at se sig selv som værende individer, hvorfra forskellige typer af præstation dukker op. De unge er megadygtige til at engagere sig og være aktive i alle mulige forskellige sammenhænge. De skal bare, i gåseøjne, have mulighed for at gøre det, uden at der ligger den her hinde af, at hvis du ikke gør det på den rigtige måde, er det ikke rigtig godt nok."

Tal de unge op, men vend ikke det blinde øje til

For Anders Petersen er der al mulig grund til at kippe med flaget for de unge. Men der er også al mulig grund til at se på, hvad det er for nogle strukturelle og institutionelle faktorer, der er med til at presse dem ned og gøre dem ondt.

"Hvis vi ikke er opmærksomme på, hvad det er for nogle strukturelle og institutionelle faktorer, der er med til at hive flere og flere over i den anden grøft, gør vi både dem og os en bjørnetjeneste. Vi kan ikke vende det blinde øje til, fordi langt de fleste har det okay. Men i det, der er negativt, er der også muligheder. For hvis det er præstationspres, der er problemet, kunne vi have et langt større fokus på præstationsfrigørelsen. Det lyder lidt 70’er-agtigt, men det er ikke en fuldstændig frigørelse. Det skal stadig være rammesættende. Børn og unge bliver nødt til at have nogle rammer, fordi ellers er vi på den igen. Men der er al mulig grund til at sige, at vi har en fantastisk ungdom."