De seneste to år har i høj grad været præget af corona og de konsekvenser, som pandemien har haft på skolegang og undervisning. Som vejleder på et teknisk gymnasium har jeg oplevet, at covid-19 har udgjort en stor del af de problematikker, som eleverne har henvendt sig med – mangel på motivation, ensomhed og angst for ikke at have fået et højt nok fagligt udbytte af undervisningen.

Men der har dog været én tilbagevendende problemstilling, som igennem de seneste år har fyldt mere og mere ved eleverne. Den har været aktuel både før og under corona, og nu – efter genåbningen og tilbagevenden til en mere normaliseret skolegang – er det mere end nogensinde et aktuelt og stigende problem.

Angsten for at fejle

Andelen af elever, der oplever en høj grad af utilstrækkelighed, usikkerhed og manglende tro på egne evner, er stærkt stigende og efterhånden noget af det, der fylder mest i mine vejledningssamtaler, og som giver udfordringer i undervisningen og i mange forskellige aspekter af elevernes skoleliv.

Det er klart, at dette vilkår hører ungdomslivet til, men netop denne form for usikkerhed, som eleverne bærer med ind i deres gymnasietid, er af en anden og mere invaliderende karakter end blot ’almindelige’ teenage- og ungdomsudfordringer.

Jeg oplever i højere grad elever, som har meget store udfordringer med fx at ville svare på spørgsmål i timerne, række hånden op og deltage aktivt i undervisningen. De kan ikke få sig selv til at markere, selv om de har en formodning om, at de kender svaret på spørgsmålet.

De er ekstremt fokuserede på, at de ikke ’må’ sige noget forkert. De er låst i, at svaret skal være helt præcist. Hvis de ikke er 100 % sikre på svaret (og ofte endda ikke engang da), vil de hellere tie stille end at risikere, at de laver en fejl. De trækker sig fra gruppearbejde, oplæg, fremlæggelser eller andre situationer, hvor de kan risikere at miste kontrollen og ikke være sikre på at kunne give et korrekt svar.

Der er flere henvendelser i vejledningen, hvor elever og deres forældre spørger til, om det fx er muligt at få lov til at fremlægge kun for læreren i et lukket rum uden deltagelse af andre elever. Eller fremlægge for læreren i en meget lille gruppe af elever, som i forvejen kender hinanden godt.

Det er naturligvis en af lærerens opgaver at skabe et klasserum og -kultur, hvor det er acceptabelt, ja faktisk helt naturligt at fejle, og hvor der skabes rum og forståelse for, at det at fejle rummer potentialet til noget større, og at det er et menneskeligt vilkår for os alle. Men denne grad af angst for at fejle er nu på et niveau, hvor selv den dygtigste underviser kan strande og gå på grund i selv den bedste klasserumskultur.

Karakterernes betydning i selvforståelsen

Jeg oplever en elevgruppe, der på overfladen kan virke optaget af at klare sig godt og få gode karakterer. Men der er en stor diskrepans mellem rationalet ’ikke at ville fejle fordi man vil præstere godt’ og det reelle karaktermæssige udbytte, som denne elevgruppe får med sig.

Deres karakterer er nemlig ikke som sådan i fokus. De vil hellere risikere at få en lavere karakter i fx mundtlig engelsk, fordi de ikke deltager aktivt eller siger noget, som lærerne kan bedømme dem på, end at prøve at byde ind med noget i undervisningen og så i det mindste have muligheden for at få en højere karakter.

Jeg har ofte forældre i telefonen, der begrunder deres barns adfærd med, at ”hun/han er jo sådan en 12-talspige/-dreng.” De har en oplevelse af, at deres barn er så fokuseret på at gøre det godt, gøre det rigtige og få høje karakterer, og at det er det, der spænder ben for dem. Rationalet er nok på overfladen bundet op i et karakterargument, men i sprækkerne titter den egentlige problemstilling op.

Det er nemlig ikke bestræbelserne på at få så høj en karakter som muligt og dermed et højt gennemsnit, der er de unges egentlige udfordring. For når eleverne er villige til at få en lavere karakter i deres forsøg på at undgå at fejle ved at trække sig helt, er det ikke elevernes karaktergennemsnit, der er det reelle benspænd.

Udfordringen ligger derimod i elevernes mangel på selvværd, mangel på tro på egen mestring og en grundlæggende angst for at fejle. Deres oplevelse af, hvilken betydning det har at ’fejle’, spiller en enorm stor rolle i deres forståelse af sig selv. At fejle er i deres optik ikke bare et spørgsmål om ikke at svare rigtigt eller forkert på et spørgsmål, men kommer for dem til at handle om noget langt mere grundlæggende i deres selvforståelse.

At fejle bliver en del af deres selvbillede og er på den måde med til at forme elevernes oplevelse af sig selv, oplevelsen af egen værdi og identitet. Det at fejle bliver koblet tæt sammen med oplevelsen af værdi, af at lykkes – af at kunne mestre.

Præstationsorienteringer

Noemi Katznelson og Arnt Vestergaard Louw undersøgte i 2018 i ’Karakterbogen - om karakterer, læring og elevstrategier i en præstationskultur’ forskellige elev- og deltagelsesstrategier på ungdomsuddannelserne i forhold til en præstationskultur, hvor bedømmelse og karakterer er et grundvilkår.

De skelner mellem en offensiv og defensiv præstationsorientering. I den offensive orientering er elevens fokus at demonstrere evner/viden, hvor i den defensive orientering er fokus på at undgå nederlag og ikke vise evt. manglende evner/viden. Undersøgelsen viste en klar overvægt af defensive præstationsorienteringer.

De to forskellige præstationsorienteringer giver forskellige deltagelsesstrategier. Ved den offensive orientering er elevens deltagelsesstrategi at vise og demonstrere evner og succes. Ved den defensive præstationsorientering vil elevens fear of failure resultere i en deltagelsesstrategi med høj grad af nederlagsundvigelse og forskellige strategier for at undgå at fremstå som uvidende.

Også i forhold til elevens oplevelse af karakterer er der forskel, alt efter hvilken præstationsorientering eleven har. For elever med offensiv præstationsorientering kan karakterer være ansporende og motiverende, hvorimod elever med defensiv præstationsorientering har en tæt kobling mellem bedømmelse og oplevelsen af at være noget værd. De har også et defensivt element, hvor angsten for ikke at være god nok og ikke klare sig godt nok i forhold til andre også spiller en betydelig rolle for deres selvopfattelse.

Hvis bedre er muligt, er godt nok ikke nok

Christian Hjortkjær beskriver i sin bog ’Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør unge mennesker psykisk syge’ (2020), at unge i dag oplever en høj grad af utilstrækkelighed, og at de unge stræber efter noget, der reelt er uopnåeligt.

De unge lever i en tid, hvor krav og forventninger er udefinerbare og uden begrænsning. De møder udsagn som: ”Du skal yde dit bedste. Du skal være den bedste udgave af dig selv. Du skal stræbe efter dine mål og drømme – og realisere dem. Du kan, hvad du vil. Det er kun dig selv, der sætter grænsen for dig, hvad du kan opnå!”

Men netop disse forventninger og rammer skaber utilstrækkelighedsfølelse og skyld. For hvornår har man gjort sit bedste? Bedre er jo altid muligt. Vi kan altid gøre mere, gøre os mere umage, bruge længere tid på en opgave, forberede os lidt mere… Og hvis vi ikke lykkes med det, er det vores egen skyld. Vi gjorde det åbenbart ikke godt nok!

De unge har en oplevelse af at være bagud konstant, at kunne gøre mere, gøre det bedre, mens det aldrig bliver helt klart for dem, hvornår de er i mål. For hvornår er det godt nok?

”Som ung har man en oplevelse af at være bagud på point – uden at det nogensinde bliver klart, hvor mange point der egentlig skal til for at nå i mål.” [1]

De unge stræber altså efter idealer og måler sig op mod idealer. Men idealer er jo netop kun ideelle. De er ikke virkelige og er reelt umulige at nå i mål med. Og derved skabes en utilstrækkelighedsfølelse af aldrig at være god nok.

”Det er ikke følelsen af, at du er forkert, fordi du har gjort noget forkert […], men det er den paradoksale følelse, at du føler dig forkert, netop når du forsøger at gøre alting rigtigt. Det er ikke en følelse af, at du gjorde noget, du ikke måtte, men bare følelsen af, at du aldrig gør nok.” [2]

Det er denne præstations- og idealkultur, som de unge er en del af. Det at fejle bliver til mere end et billede af, hvad man fagligt mestrer. Det kobler sig til deres identitet og selvbillede. Samtidig er de rammer, som unge måler sig ud fra, udefinerbare og uopnåelige idealer, der i sig selv fordrer en oplevelse af utilstrækkelighed og konstant at være bagud på point.

Vejledning i en præstationskultur

Det er disse elever, jeg møder i vejledningen. Elever, der på trods af sublim forberedelse stadig ikke har en oplevelse af at kunne nok, kunne det rigtigt og for ingen pris i verden vil sætte sig selv på spil ved at risikere at sige noget forkert i timerne.

Jeg oplever elever – både drenge og piger – der har en grundlæggende oplevelse af sig selv som utilstrækkelig. Lige meget hvad de gør, og hvor meget de gør det. De kommer til vejledning, da de ikke kan overskue skolen og vil ”fritages” for den aktive del af undervisningen som fx at komme til tavle eller fremlægge, da det pres, de oplever, gør dem både psykisk og fysisk dårlige.

Deres karakterer er sjældent udgangspunktet for, at de opsøger vejledning. Oftere er udgangspunktet for vejledning deres mistrivsel, hvorefter karakterer og præstationer kommer på banen senere som et afløb af samtalerne. 

Eleverne har ofte et stort indre fokus og med en høj grad af negative automatiske tanker: ”Jeg duer ikke til noget, det er pinligt, hvis det er forkert, de andre er meget bedre end mig.” De er langt mere tilstede i deres krop og i deres tanker, end de er tilstede i undervisningen. De har mindre opmærksomhed på, hvad der sker i undervisningen og rundt om dem, men derimod et stort indre fokus på dem selv.

Der er ofte en oplevelse af magtesløshed. Fx oplevelsen at måtte forlade klassen er noget, som den unge ikke selv har magt over eller kan bestemme. Det sker bare: ”Jeg kan ikke blive i klassen, for jeg får det så dårligt, og jeg kan slet ikke holde det ud.” Den unge har en oplevelse af, at det ikke er til at forandre – det er sådan, de er - og løsningen er derfor at undgå situationer, hvor ubehaget aktiveres og deres oplevelse af mestring udfordres.

Metakognitivt perspektiv i vejledningssamtaler

Derfor er det centralt i vejledningssamtalerne at synliggøre elevens triggertanker og deltagerstrategier i undervisningen. At hjælpe eleven til at få øje på, at fx det at forlade klassen i undervisningen er en valgt strategi i forhold til håndteringen af et problem – og at der måske er andre og mere hensigtsmæssige strategier uden et fuldt fokus på negative tanker og med en mere gavnlig oplevelse af mestring.

Ud fra et metakognitivt perspektiv står netop synliggørelsen af den unges strategier i forhold til håndteringen af en udfordring centralt. Man får ikke psykiske problemer af nogle bestemte tanker, men på grund af ineffektive coping-strategier.

I et metakognitivt perspektiv er det ikke vigtigt, hvad du tænker, men det er afgørende, hvad du stiller op med tanken, når den kommer. Det er måden, hvormed vi håndterer tanker og følelser, der har en afgørende betydning for vores psykiske liv og trivsel. De psykologiske problemer opstår nemlig, når vi fokuserer overdrevent meget på nogle bestemte kognitioner, såsom bekymringer og spekulationer, og har et stort indre fokus: ”Nu får jeg det dårligt. Nu kan jeg mærke, at jeg begynder at ryste.”

Vi skal tillære en fleksibel kontrol over vores opmærksomhed, så vi selv kan vælge, hvor meget eller hvor lidt fokus udvalgte tanker får. Man kan ikke undgå at få negative eller ubehagelige tanker og følelser, de er del af livet. De kommer pludseligt, og det kan ikke kontrolleres. Men man kan få nemmere ved at styre, hvor meget og hvor lang tid man bruger på bekymringer, og derved hvor meget de skal fylde.

Når eleven oplever, at det faktisk ikke er en permanent, kronisk, somatisk eller psykisk lidelse han/hun har, men at det er håndteringen af negative tanker, der skaber deres udfordringer, oplever jeg, at mange af de unge ”får vejret” igen. Deres problemer forsvinder ikke. De er stadig bange for at sige noget og række hånden op, for deres negative automatiske tanker er der stadig. Men nu kan vi arbejde med at få mindsket den mængde af tid, som den unge bruger på at tænke over det, og dermed reducere det indre fokus og skabe øget trivsel for den unge.

De unge lever i en ideal- og præstationskultur med de udfordringer for deres selvforståelse, som det giver. Det er et vilkår for dem, og det har stor indflydelse på de unges selvforståelse og oplevelse af mestring af både skolen og livet. Det kan vi i vejledningen ikke fjerne fra dem. Men vi kan hjælpe dem med at blive bevidste om, hvordan de håndterer udfordringen. Og hjælpe den unge med at skabe en forandring og en øget trivsel.

Referencer

[1] Hjortkjær, Christian (2020): ”Utilstrækkelig”, side 16.

[2] Hjortkjær, Christian (2020): ”Utilstrækkelig”, side 11.