Raimo Vuorinen er forsker ved Jyväskylä Universitet, Finland. Han forbinder i sin praksis både rollen som vejledningspolitiker og –forsker. Sådan er det ofte i små lande. I denne artikel peger han på det vigtige i at følge op (nationalt) på politikker som er formuleret i EU – ud fra spørgsmål som:

• Hvilken værdi har evalueringer for den generelle vejledningspolitik?
• Hvordan kan evalueringsresultater oversættes til daglig praksis?

Nogle finske evalueringer afslørede, at det ikke stod for godt til med vejledningens resultater i 1990’erne. Ganske vist var der eksempler på god vejledning, men den hang ikke sammen, og den dækkede ikke alle behov. Strukturerne var uhensigtsmæssige, metoderne reaktive og uden en samlet strategi. (Lyder det bekendt i danske ører?)

Efter denne evaluering tog regeringen konkrete initiativer for at rette op på tingenes tilstand:

• Hvert 4. år skal institutionerne formulere langtrækkende vejledningsmål for hele perioden
• I 2003-2008 tilflyder der vejledningen ekstra midler, så den får mulighed for at leve op til de nyformulerede mål 
• Alle universiteter skal udarbejde strategiplaner, også for vejledning, som skal være på plads i 2006
• Læseplaner i folkeskolen og ungdomsuddannelserne beskriver mininumskrav til og indhold for uddannelses- og erhvervsvejledning
• Kommunerne skal lave strategiske planer for vejledningsaktiviteter og for evaluering af vejledningsindsatsen
• Vejledning skal hænge sammen på tværs af sektorer
• Forældre skal inddrages aktivt i vejledningsprocessen
• Vejlederne skal uddannes til at kunne evaluere vejledning.

Disse initiativer – og flere til – er frembragt ved et tæt samarbejde mellem vejledere, vejledningspolitikere og –forskere. Pointen er, at politiske initiativer bør være baseret på grundige undersøgelser af de faktiske forhold.