Teknologiens seneste gave til vejledningen er onlinechatsamtalen. Studievalg Fyn og vejleder Tine Andersen har siden februar 2006 prøvet mediet af, der med sin spontane henvendelsesform tiltrækker flere unge med forskellige vejledningsbehov. Onlinevejledning kaldes konceptet.
Hver mandag fra 16.00 til 19.00 sidder vejleder Tine Andersen parat ved sin computer på Studievalg Fyn. Hun logger sig på chatprogrammet Messenger med vejledningscentrets mail-adresse fyn@studievalg.dk og venter på, at de vejledningssøgende skriver til hende; og det gør de:
"Hvad er bonus A? Hvor længe kan jeg få SU? Kan jeg gange mit snit med 1,08, hvis det ene af mine to højniveaufag er idræt? De spørger om alt, der har med deres valg af uddannelse at gøre – også hvis de gerne vil have aflivet myter om deres ønskeuddannelse," siger Tine Andersen.
I gennemsnit chatter hun med fem forskellige unge på en aften – og nogle af dem af flere omgange:
"Det er tit instrumentelle og impulsive spørgsmål, de sidder med. Måske har de læst noget på nettet, som de ikke forstår. Ofte står det jo på ministeriesprog. Eller de kan slet ikke finde en bestemt oplysning. Så giver jeg dem svar og sender dem måske uddybende links, så de selv kan læse mere. Og det kan jo give anledning til flere spørgsmål, som de vender tilbage med efter en halv time," fortæller Tine Andersen og fremhæver enkelte fordele ved teknologien:
"Det giver kontinuitet og fleksibilitet i samtalerne, der kan foregå i brudstykker. Og så er mediet jo genialt, når man fx kan guide dem gennem ug-portalen, samtidig med at man chatter."
Mød os på Messenger! Adgang til chatten er nem. De unge er blevet introduceret til konceptet ude på ungdomsuddannelserne og kan blot tilføje centrets mail-adresse til deres liste over kontaktpersoner i programmet Messenger. Så dukker Studievalg Fyns logo op på de vejledningssøgendes skærm, hver gang Tine går online.
De unge selv er anonyme, når de henvender sig. De kendes kun på deres kreative mail-adresser samt en ligeså opfindsom følgetekst som fx "Juhu – er endelig blevet løsladt: Jeg er student!" Men Tine Andersen har alligevel en idé om, hvilke forskellige typer af vejledningssøgende der bruger onlinevejledning og ikke mindst, hvordan de bruger den:
"De fokuserede unge stiller ofte meget konkrete spørgsmål om uddannelser, men også de mere uafklarede kan gå til vejledningen med mindre frygt for at blive til grin. De synes fx ikke, at det er nær så pinligt at kontakte os over chatten med en løs idé om, at de vil være noget, som de lige har set i en tv-serie," siger Tine Andersen.
Vejledningsteknologi med muligheder – og begrænsninger Det betyder dog ikke, at alle skal bruge chatmediet. Tine Andersen anbefaler altid de unge, der måtte være i større tvivl om valget af uddannelse, om at dukke op til en personlig samtale på Studievalg Fyn:
"Onlinevejledning er dels et ekstra tilbud til de, der ikke har behov for den lange samtale. Men for andre kan onlinevejledning være indgangen til et decideret vejledningsforløb. Det er jo så uforpligtigende at spørge, og det er let at tage hul på. I og med de ser Studievalgs navn, hver gang de åbner MSN, bliver vi synlige som en del af deres dagligdag, og det gør dem måske mere vant til Studievalg samt trygge ved at bruge os – over MSN eller til en samtale. På uformel vis kan vi måske tage de generte unges problemer i opløbet," siger Tine Andersen.
Hun øjner dog også begrænsningerne ved teknologien:
"Megen vejledning er bygget op om personlige samtaler, og det er stadig klart at foretrække, når samtalen varer længere tid med mange og svære spørgsmål, der skal besvares. Og chatten er også et begrænsende medie, idet det ikke stimulerer personen til at spørge mere og dybere ind til emnet, man taler om," siger hun.
Onlinevejledning – en ny vejledningsform, ikke en ny metode Ifølge Tine Andersen er der ikke den store metodiske forskel på at lave onlinevejledning og mail-vejledning eller sågar telefonisk vejledning. Hun mener derfor ikke, at onlinevejledning kræver nye kompetencer af vejlederen:
"Man skal besidde de samme kvaliteter som en almen vejleder. Vi er ligeså professionelle, som vi ville være i en personlig samtale. Dog skal man være god til at formulere sig kort og præcist, da der ikke er plads til at skrive den store roman. Så det gør i princippet ingen forskel, hvilken vejleder der sidder bag skærmen," siger Tine Andersen, der varetager mandagsvagten til kl. 20: "Så møder de den samme, hver gang de logger på – det er der nok en pædagogisk pointe i."
Én ting adskiller dog onlinevejledning fra alle andre typer af vejledning. Selve samtaleformen er meget anderledes, men udgør ikke noget problem:
”De unge bruger flittigt humørikoner, slanglignende sms-sprog med stavefejl, mens andre skriver med rød skrift, der hopper op og ned. Vi accepterer det, idet budskaberne ikke er svære at forstå. Selvfølgelig har vi retningslinjer for, hvordan man kommunikerer, men tonen i samtalerne er altid seriøs og behagelig. De taler pænt og er meget høflige og taknemmelige for vores svar," siger Tine Andersen.
Interesse for teknologien hos brugere – og forskningen? Hun glæder sig til at høre evalueringen af konceptet fra Studievalgscentrene i Midt- og Vestjylland samt Nordjylland, der også tilbyder onlinevejledning. Vurderingen fra brugerne er til gengæld klar:
"Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger fra de unge. De siger, det er praktisk, og opfordrer os til at holde mere åbent."
Tine Andersen håber på, at onlinevejledning bliver sat i en vejledningsfaglig ramme via forskning, og at brugen af mediet derigennem udvikler sig yderligere: "Alt bliver jo mere og mere netbaseret, og derfor tror jeg på, at onlinevejledning er én af fremtidens væsentligste vejledningsteknologier," slutter hun.
Baggrund Studievalgscentrene i Nordjylland, Midt- og Vestjylland samt på Fyn har siden februar 2006 tilbudt onlinevejledning over chatmediet Messenger.