Lige nu rider vi på toppen af en højkonjunktur. Ledigheden har ikke været så lav (godt 3 pct.) i mands minde, dvs. siden begyndelsen af 70'erne før den første oliekrise. Nu er der brug for arbejdskraft på hver en hylde, så ledigheden er faldet stærkt for alle grupper (også de svage) på arbejdsmarkedet, uanset uddannelse. Det er skidegodt - så længe det varer. Men unge, som tror, at nu kan de vælge uddannelse med hjertet uden at skele til jobmuligheder (der er jo brug for alle!) går galt i byen. Og vejledere, som hævder, at man ikke kan spå om fremtiden, og de unge derfor skal vælge alene ud fra deres egne interesser, spreder vildledning (som Plant, 2006).

Alle kan få bedre overblik
I første halvdel af halvfemserne lå arbejdsløsheden over 10 pct., i 1993 og 94 sågar over 12 pct. Dengang sagde mange (også lærde professorer), at da ledigheden var så høj uanset uddannelsesbaggrund, kunne de unge lige så godt vælge ud fra egne interesser, som de så fortsat kunne pleje, når de alligevel blev arbejdsløse. Ud fra devisen: hellere ledig filosof end jurist. Men juristernes ledighed var dengang halvt så stor som humanisternes, hvilket enhver havde kunnet se, hvis han gad/evnede at slå op i statistikken.

Analyser af arbejdsmarkedet kunne også hjælpe vejlederne og dermed de unge. Det kan godt lade sig gøre at producere brugelige fremskrivninger (jf. Groes, 2006). Et nyt usikkerhedselement er dog ind- og udvandringen. Men der er et mønster. Under en højkonjunktur med byggeboom som i 2006 og 2007 har mange indvandrere været tømrere og andre håndværkere. Hvis disse mænd forbliver i Danmark, vil deres koner og børn komme hertil, og både befolkning og arbejdsstyrke vil ændre sig varigt. Men mon ikke mændene forlader landet igen, hvis eller rettere når en lavkonjunktur rammer.

Arbejdsmarkedet i Danmark, som i forvejen er fleksibelt, har fået yderligere fleksibilitet, som kan reducere flaskehalsproblemer. Forudsigelser af mangel på bestemte typer arbejdskraft kan modificeres. Men alligevel: For 15 år siden forudså vi knaphed på læger i 2007. Nu er der mangel, selv om regionerne gør alt muligt for at rekruttere læger fra nær (Tyskland) og fjern (Indien).

Analyser af beskæftigelsesmønstre over tid kan således hale os og de unge op over den konkrete situation på arbejdsmarkedet med den givne konjunktur her og nu. Alle kan få et bedre overblik. Ingen fremskrivning over mere end et par år kan dog forudse konjunkturerne; de går bare op og ned.

Myten om de tabte generationer
Og så ved vi, at myten om de tabte generationer (fx de unge, som kom fra en uddannelse ud i arbejdsløshed først i halvfemserne) er forkert. Så snart beskæftigelsesmulighederne bliver bedre, finder de arbejdsløse unge et job (jf. Holm m.fl., 2001). Måske ikke et superjob i første omgang, men hvis mulighederne viser sig for at få en stilling, hvor de kan udnytte deres kvalifikationer, så flytter de røven, gør karriere og klarer sig på sigt lige så godt som de, der kom ud midt i en højkonjunktur og fik arbejde samme dag, de forlod erhvervsskolen eller en videregående uddannelse.

Hvad kan vi lære af humanisterne?
Men lad os vende tilbage til situationen i 2007 og troen på, at der er job at få for alle, uanset uddannelse. Også for fx humanisterne.

"Arbejdsmarkedet er ved at udvikle sig til et sandt slaraffenland for højtuddannede humanister - I 2015 vil virksomhederne have job til over 11.000 flere humanister - Samtidig er der tusindvis af nye job på vej i den offentlige sektor" viser en ny fremskrivning fra Anvendt Kommunalforskning (AKF). "Den traditionelle sammenkædning mellem industrien og brugen af teknisk arbejdskraft har behov for at blive nuanceret. Den private sektors rekruttering af arbejdskraft er bredere, end man ofte får indtryk af," siger Henrik Christoffersen, forskningsleder i AKF til Berlingske Tidende 14. september 2007.

Og formanden for Dansk Magisterforening (DM) jubler ifølge Berlingeren med. Ingrid Stage mener, at magistrene nyder godt af, at der er blevet meget større brug for deres kompetencer inden for to store områder. "Vi oplever en meget stor vækst i antallet af humanister, der får job i de private virksomheder og inden for det offentlige administrative område. Vi kan ikke komme uden om, at vores ledighed er højere end ingeniørernes, men tendensen er, at arbejdsmarkedet udvikler sig på en måde, hvor der bliver større og større behov for humanisternes kompetencer," siger Ingrid Stage. For 20 år siden havde Dansk Magisterforening stort set ingen medlemmer i det private erhvervsliv, men i dag har de 6.000. Ingrid Stage er ikke overrasket over, at humanisternes fremtidige jobvækst især ligger i de private virksomheder.

Sandt er det, at antallet af humanister ansat i private virksomheder er steget fra næsten ingenting i 1980 til over 10.000 i 2004 (mange af dem er jo ikke medlem af DM, jf. i øvrigt Groes m.fl. 2004). Det er imponerende, at så mange humanister har fundet over i utraditionelle job i løbet af nogle få årtier. Det illustrerer lyst og evne til at få et arbejde - trods svære odds. Og det skal såmænd nok passe, at mange tusind flere ender i privat beskæftigelse i løbet af de næste ti år. Men er det, fordi de er efterspurgte på det private arbejdsmarked, eller er det udbuddet, som er større end det offentliges efterspørgsel efter humanister? Hvad er det for private job, humanisterne ender i?

Ønskeløn og ønskejob
Vi har undersøgt indtjeningen for arbejdstagere med mange forskellige uddannelser. Generelt gælder, at des længere uddannelse du har, des højere løn og lavere ledighed får du. Reglen er dog fuld af undtagelser. Således tjener humanister ikke så meget som fx økonomer, jurister og ikke mindst læger. En offentligt ansat humanist tjener ca. 15 pct. mindre end en økonom eller jurist i det offentlige (der er nok flere humanister, der lever som lærervikar end jurister, der gør det). Der er imidlertid også et andet særkende: Humanister beskæftigede i det private tjener 15-20 pct. mindre end de offentligt ansatte. Ganske omvendt tjener privat ansatte økonomer og jurister 5-10 pct. mere end deres offentligt ansatte kolleger, mens civilingeniører i det private tjener omkring 15 pct. mere end i det offentlige.

Det rimer jo dårligt med, at erhvervslivet har fået øje på humanisternes fortræffeligheder. Man kan godt forestille sig, at en cand.mag. i engelsk og tysk er velegnet i receptionen på Hotel Scandinavia, men det er vel næppe et ønskejob for hende? Selvfølgelig er der også hende, der ender som chefredaktør; det er bare ikke hovedreglen. Ikke så sært viser en undersøgelse (Hummelgaard m.fl. 2001), at når der bliver ledige offentlige stillinger, fx på gymnasier, strømmer humanisterne til, også fra den private sektor: Hellere gymnasielærer end receptionist; man får sågar bedre løn i det offentlige.

Og selv om mange humanister finder job i det private, er arbejdsløsheden ikke ubetydelig, heller ikke i 2007. Faktisk var ledigheden omkring 7 pct. hos DM's medlemmer, hvor den var under 3 pct. for byggehåndværkere og endnu lavere blandt lærere (for slet ikke at tale om læger og sygeplejersker, hvor den var under én pct.). Ledigheden blandt humanister er nok faldet bravt siden først i halvfemserne, ja sågar siden 2004, men det er den jo også for alle andre grupper. Og den er ikke kommet i nærheden af ledigheden for andre akademikere eller faglærte for den sags skyld.

Dårlig vejledning?
For et par år siden jamrede en nyuddannet humanist i tv over arbejdsløsheden: "Jeg kunne jo ikke vide tidligere, at der ville være så høj ledighed nu, da jeg blev færdig med studierne." Jo, det kunne du, for humanisterne havde høj ledighed, da du begyndte studierne og længe før og imens du studerede. Men du undersøgte det aldrig, fik dårlig vejledning eller blev vildledt af dine lærde professorer, som ikke havde undersøgt sagen, ej heller var interesserede heri.

Når konjunkturerne vender, stiger ledigheden igen, også for humanisterne. Nu kan de private og offentlige arbejdsgivere jo lige pludselig få fat i de ønskede ingeniører, jurister eller folkeskolelærere. Der er simpelt hen uddannet for mange humanister for længe uden hensyn til arbejdsmarkedets behov. Ikke sært, at universiteterne står i kø for at uddanne folkeskolelærere. Dem er der mere salg i end cand.mag.er. Og er der noget, uddannelsesinstitutionerne ikke har lyst til, så er det at reducere kapaciteten og vinke farvel til værdsatte medarbejdere. Så hellere producere frisører, som ikke friserer eller højt uddannede receptionister.

Læren på historien er desværre, at vejlederne skal vare sig, både for dem, som ikke mener, man kan bruge fakta fra arbejdsmarkedet til noget som helst. Og for profeter, som fejlfortolker historiens gang, den nuværende situation og fremtidige scenarier.

Solide fremskrivninger søges
De, som nægter at tro på prognoser, slipper for falske profetier. Og en fornuftig analyse af ledighed, indtjening og jobsituation i dag kan give mange værdifulde informationer, når der skal træffes et uddannelsesvalg.

For de, som gerne kigger fremad, kunne man ønske, at Undervisningsministeriet ville sikre, at der løbende blev lavet solide fremskrivninger, baseret på eksisterende kendsgerninger. Fx forankret på DPU, Århus Universitet. Professor Anders Holm kunne være en glimrende ankermand. I øvrigt: Hvordan vil den nye akkrediteringsinstitution (ACE) løse sit job? ACE skal fremover måle og veje alle nye og gamle videregående uddannelser og afgøre, om de lever op til fastlagte kriterier for faglig kvalitet og samfundsrelevans. Men hvordan vurdere samfundsrelevans uden at have en idé om udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet nu og fremover?

Efterskrift: I denne artikel har jeg fokuseret på situationen for en veldefineret uddannelsesgruppe på et arbejdsmarked opdelt i to båse: den offentlige og den private. Men livet i Danmark er langt mere righoldigt end som så - der kommer hele tiden en mangfoldighed af nye slags virksomheder, nye brancher og arbejdsopgaver samt nye uddannelser. Derom handler en kommende artikel.