I de senere år er der publiceret en lang række rapporter om unge uden uddannelse, om frafald på vores ungdomsuddannelser, herunder om den betydning, de unges sociale baggrund, opvækstvilkår og udbytte af skolegangen har for deres muligheder i uddannelsessystemet. Der er rettet fokus mod, hvad der kan gøres for at sikre, at færre falder fra i ungdomsuddannelserne, først og fremmest på erhvervsskolerne, hvor frafaldet er stort, og hvor alt for mange af de frafaldne ender med ikke at få gennemført en ungdomsuddannelse.

At der søges viden om, hvad der kan gøres ved problemet, kan ikke undre. Siden 1995 er der således ikke sket markante ændringer i hvor stor en andel af en ungdomsårgang, der ender uden en ungdomsuddannelse, jf. Jensen og Larsen (2011a). Cirka 10.000 unge af hver ungdomsårgang får ikke en ungdomsuddannelse, og omkring 15.000 opnår ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse som fx tømrer, elektriker, læge eller SOSU-assistent. Bag det ligger også, at drengene sakker hastigt bagud i forhold til pigerne.

På længere sigt er det underminerende for det danske samfund, hvis det ikke lykkes at stoppe fødekæden til fremtidens modtagere af offentlige overførselsindkomster. De uddannelsesløse unge får ikke et solidt grundlag for at bidrage til fremtidens velfærdssamfund gennem et produktivt arbejdsliv, og de risikerer at ende på et sidespor i forhold til deltagelse i samfundslivet i det hele taget.

Men er den viden, der fremlægges i diverse rapporter, ”rigtig” viden om, hvad der virker? Er best practice vejen til viden, der virker? Hvis ja, er det da betinget af hvilke metoder, denne ”best practice-forskning” anvender?

I det følgende skal jeg med eksempler fra de nogle af de undersøgelser, jeg sammen med andre har gennemført i AKF, fortælle om, hvordan vi har grebet tingene an.

”Den gode erhvervsskole”
Det er velkendt, at de unges sociale baggrund og udbytte af skolegangen har betydning for, om de går i gang med en ungdomsuddannelse og i givet fald hvilken. Og det, de har med sig i rygsækken, har naturligvis også betydning for, om de falder fra og ender med ikke at få en uddannelse efter folkeskolen. Om en erhvervsskole er god eller mindre god til at fastholde sine elever, kan derfor ikke vurderes uden at tage højde for elevernes forudsætninger for at gennemføre uddannelsen! På den baggrund kan det undersøges, hvad det er for en praksis på skolen, der gør den god eller mindre god til at fastholde eleverne.

Ser vi på, om det er det, de unge har med sig i rygsækken, når de møder op på en erhvervsskole, eller om det er forhold på skolerne, fx undervisningstilrettelæggelse, undervisningsmiljø, skoleledelse og lærerkompetencer, der betyder mest for chancen for at gennemføre en erhvervsuddannelse – viser det sig, at elevernes baggrund og forudsætninger spiller den største og en større rolle end forhold ved den enkelte skole. Men det viser sig også, at skolerne gør en forskel. For at identificere de gode skoler og kunne lave analyser af best practice er det derfor helt afgørende, at vi tager højde for, at skolerne i vidt omfang har elever med forskellige forudsætninger for at gennemføre en uddannelse.

Med det udgangspunkt handler det følgende om, hvad vi har gjort, og hvad vi har fundet frem til. Jeg håber, at læseren er enig i, at der er tale om ”rigtig viden”, der virker, og ikke bare noget, vi tror virker. Jeg skal dog også pege på forbehold og på muligheder for forbedringer af undersøgelsesdesignet.

Hvad har vi gjort?
Vores udgangspunkt har været tidligere, jf. fx Heinesen (1999), og egne analyser af risikofaktorer i forhold til frafald på erhvervsuddannelserne, jf. fx Jensen og Larsen (2011b) og Humlum og Jensen (2010). I disse analyser indgår – udelukkende – oplysninger, som kan indhentes fra registre i Danmarks Statistik. Det drejer sig om familiebaggrund (familietype, forældres uddannelse og indkomst, forældres beskæftigelse), demografiske kendetegn ved eleven (køn, etnicitet, alder, egne børn) og elevens uddannelsesbaggrund (afsluttet uddannelse, karakterer fra folkeskolen).

Som første skridt har vi med udgangspunkt i disse (risiko-)faktorer opstillet en statistisk model, som tager højde for, at de på nogle skoler tynger eleverne mere, end de gør på andre. I analysen inddrages også situationen på det lokale arbejdsmarked, som jo spiller en rolle for elevernes mulighed for at få praktikplads, ligesom der tages højde for, at risikoen for frafald er meget forskellig på de forskellige indgange på erhvervsskolerne.

Når der er taget højde for disse faktorer, kan vi rangordne skolerne, og vi kan derfor antage, at rangordningen i høj grad afspejler en effekt af forhold på skolen, herunder påvirkelige forhold i undervisnings- og skolemiljøet – og ikke forskelle i fx skolernes rekrutteringsgrundlag, jf. Larsen og Jensen (2010). Men naturligvis kan der være aspekter af de unges forudsætninger for at gennemføre en uddannelse, som vi ikke har observeret gennem de anvendte registerdata, og som gør sig systematisk forskelligt gældende på erhvervsskolerne. Det vender vi tilbage til.

På trods af dette forbehold finder vi, at den anvendte metode er den mest kvalificerede til at udpege uddannelsesinstitutioner, der er gode eller mindre gode til at fastholde deres elever.

Næste skridt er nu at gennemføre kvalitative studier på de erhvervsskoler, der er gode til at fastholde deres elever, og kontrastere resultaterne fra disse med studier på de mindre gode skoler. Et metodisk design, som også er anvendt i det igangværende projekt: ”Fastholdelse af erhvervsskoleelever i det danske erhvervsuddannelsessystem”(1). På det grundlag kan vi pege på, hvad der kendetegner skoler, der er gode til at fastholde elever – vi kan pege på best practice.

I forhold til undersøgelser, der tager fat i enkeltindsatser og prøver at se på effekt af disse, er styrken ved den tilgang, vi her fremlægger, at den søger helhedsorienterede forklaringer på institutionsniveau frem for at søge effekter af enkeltindsatser. En af konklusionerne er da også, at ”den gode skole” aldrig blot kendetegnes ved én bestemt virkningsfuld indsats, men af en sammenhængende indsats, som bygger på en ledelsesstrategi, der er implementeret i alle relevante dele af organisationen, jf. Jensen m.fl. (2009).

Et eksempel kan være, at ”den gode skole” arbejder målrettet med at vurdere de unges faglige, personlige og sociale kompetencer på grundforløbets indledende forløb. Det giver grundlag for at indsluse eleverne i en grundforløbspakke, der passer netop til deres forudsætninger for læring og udvikling, og for at afklare hvilke unge der har behov for en mentor. På denne skole vil mentorordningen være virkningsfuld, mens den ikke nødvendigvis vil være det på en skole, hvor tildelingen er sket på et mindre afklaret grundlag. Mentorordningen på ”den gode skole” fungerer godt, fordi den spiller sammen med skolens målrettede arbejde med den indledende kompetenceafklaring og grundforløbene.

Hvad er vi nået frem til?
Gennem et analysedesign som beskrevet ovenfor er vi i ”Unges frafald på erhvervsskolerne. Hvad gør de ”gode skoler””, Jensen m.fl. (2009) nået frem til følgende hovedkonklusioner for best practice:

Ledelse og samarbejde

• har en formuleret strategi mod frafald, som er kendt for alle relevante medarbejdere
• arbejder med handlingsplanen for øget gennemførelse på en grundig måde, som afspejler erfaringer med en målrettet indsats over for frafald
• har skabt direkte kontakter/relationer mellem den administrative/politiske ledelse på kommunalt niveau, skolen og andre uddannelsesinstitutioner
• er bevidst om og åben over for kassetænkningen som barriere for samarbejde og samarbejder, fordi den ved, at der ikke findes enkeltløsninger på frafaldsproblemet.

Pædagogiske og socialt inkluderende indsatser, herunder i overgangen fra grundskolen

• bruger kompetencevurdering som visitationsgrundlag til grundforløb
• har tæt kontakt til UU under overgangen fra grundskole til erhvervsskole, evt. ved UU’s fysiske placering på skolen
• tilbyder og udvikler grundforløb, der tager udgangspunkt i elevernes forudsætninger
• samarbejder med produktionsskoler og andre lokale uddannelsesinstitutioner før og efter start på grundforløbet
• arbejder målrettet med at styrke en praktisk tilgang til læring, hvor undervisningen i de almene fag er integreret i værkstedsundervisningen. Læring gennem praksis står centralt
• tager flere værktøjer over for frafald i anvendelse på samme tid
• benytter coacher i dagligdagen ved alvorlige problemer, og disse er ofte den afgørende kontakt til de kommunale myndigheder
• har skabt gode elev-lærer-relationer. Lærerne giver personlig tilbagemelding, skaber dialog og støtter eleverne
• arbejder med at skabe inklusion gennem socialt faglige fællesskaber i den daglige undervisning, hvor de netværksopbyggende elev-elev-relationer skabes
• lægger vægt på stabil klassetilknytning med få skift, veldefinerede undervisningsrum, såvel deltagermæssigt som indholdsmæssigt

Kan det gøres bedre?
Selv om vi mener at have opnået ”rigtig viden”, som i form af best practice kan deles med andre uddannelsesinstitutioner, skal vi – med henblik på at forbedre fremtidige analyser – pege på, at der er muligheder for at gøre de grundlæggende kvantitative analyser bedre ved at inddrage:

• flere aspekter af de unges familiebaggrund og opvækstvilkår, fx misbrug, kriminalitet og psykiske lidelser hos forældre
• mere information om de unges trivsel og adfærd, fx indikeret ved oplysninger om misbrug, kriminalitet og psykiske lidelser hos de unge
• information om de unges sociale og personlige kompetencer, herunder værdier og motivation for uddannelse.

Konklusion
Best practice er en effektiv form for vidensdeling, hvis den viden der deles, er tilvejebragt på et fagligt forsvarligt – et videnskabeligt – grundlag. Vi mener i denne artikel at have sandsynliggjort at vore resultater hviler på et sådant grundlag gennem en sammenhængende anvendelse af kvantitative og kvalitative metoder. Uden kvalificerede metoder til udpegning af de institutioner eller de fænomener, der kan repræsentere best practice, kan den viden der opnås være værdiløs eller i værste fald vildledende. Gennem hårde registerdata og bløde data fra kvalitative studier, mener vi at have transformeret tal og fortællinger til brugbar viden!

Note
(1) Se Hvordan får flere unge en erhvervsfaglig uddannelse?

Referencer
Heinesen, Eskil (1999): Den sociale arvs betydning for unges valg og resultater i uddannelsessystemet. SFI.

Jensen, Torben Pilegaard og Britt Larsen (2011a): Hvem falder fra – spiller skolen nogen rolle? I: Jørgensen, Christian Helms (red.): Frafald i erhvervsuddannelserne. Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag, 205-224.

Jensen, Torben Pilegaard og Britt Østergaard Larsen (2011b): Unge i erhvervsuddannelserne og på arbejdsmarkedet – Værdier, interesser og holdninger. København AKF.

Larsen, Britt og Torben Pilegaard Jensen (2010): Fastholdelse af elever på de danske erhvervsskoler. Juli 2010, København, AKF.

Jensen, Torben Pilegaard og Maria Knoth Humlum (2010): Frafald på de erhvervsfaglige uddannelser. Hvad karakteriserer de frafaldstruede unge? AKF Working Paper, 2010(05), København, AKF.

Jensen, Torben Pilegaard; Leif Husted, Anne Katrine Kamstrup, Søren Haselmann og Sebastian Møller Daugaard (2009): Unges frafald på erhvervsskolerne. Hvad gør de ”gode skoler”. AKF.