En dag i august dumper et brev ind i min postkasse. Afsenderen er Jobcenter København, eller rettere et firma, der kalder sig Job Vision. De er betalt af jobcentret for at sørge for, at jeg ikke roder rundt uden arbejde alt for længe. Nederst i brevet finder jeg en invitation til et vejledningsmøde. For mig minder det mere om en invitation til helvede.



Halvanden måned inden er jeg blevet færdiguddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus. Med i bagagen har jeg et eksamensbevis fyldt med gode karakterer og et CV med relevant praktikerfaring fra DR. Desværre har jeg også dårlig timing. Jobmarkedet ser sort ud for sådan en grønskolling som mig.

Da jeg cykler jeg ud til Job Visions kontor i Nordvest, tænker jeg på de vejledere, jeg har mødt på min 20 år lange rejse i uddannelsessystemet. Den første, Henny hed hun vist, arbejdede som studievejleder på min folkeskole. Allerede dengang drømte jeg om at blive journalist, men da erhvervspraktikken i 8. klasse skulle arrangeres, kiggede Henny skeptisk på mig. ”Du må ikke være så kræsen, Laura. Journalist er ikke sådan noget, man bare lige kan blive.” Hun sendte mig i erhvervspraktik i et plejehjemskøkken. På en uge stegte jeg 3.000 frikadeller og 1.500 krebinetter. Men jeg blev ikke klogere på, hvad journalistik eller for den sags skyld kokkefaget gik ud på.

Ti år senere – som journalistpraktikant i DR – fik jeg igen tilknyttet en vejleder. I modsætning til Henny var han utrolig optimistisk på min fremtids vegne. Han skrev 'kh' i sine mail og roste mig for alt, hvad jeg lavede. Desværre glemte han også størstedelen af vores aftaler og fulgte aldrig op på de ting, jeg spurgte ham om.

Vejledningsmødet hos Job Vision begynder som et fællesmøde. Vi sidder i hestesko og følger en Powerpoint-præsentation, der fortæller, hvad Job Vision er for en virksomhed. Der er lysstofrør i loftet og falmede grønne væg til væg-tæpper på gulvet. Jeg føler mig allerede som en langtidsledig. På en af de sidste sider i præsentationen står der, at hvis man er under 30 år, skal man begynde i aktivering, når man har været ledig i seks uger. ”Ja, vi bliver jo nødt til at holde jer lidt i ørerne,” supplerer foredragsholderen.

Da mødet er slut, bliver vi én for én sluset ind til private samtaler hos Job Visions konsulenter. En korthåret kvinde i høje hæle og figursyet jakke henter mig. Hun hedder Tine og kunne være på alder med min mor.
 
”Hvordan gik mødet?,” spørger hun venligt, da vi er alene. Jeg fortæller, at jeg ikke synes, det er særlig sjovt at være arbejdsløs og blive 'holdt i ørerne'. Det kan Tine godt forstå, og hun lover, at hun vil gøre alt, hvad hun kan, for at hjælpe mig. Jeg kigger skeptisk på hende. For hende handler det vel egentlig bare om, at jeg skal i job hurtigst muligt. Så hvad kan hun mon finde på at sende mig ud i? Kommunikation i pelsvirksomheder? Skribent for maskinbladet.dk? Det er Tine, der lægger ud.

”Lad mig så høre, hvad er det, du gerne vil, Laura?”

Jeg fortæller hende, at jeg drømmer om at producere børne-tv, men at det er drønsvært at få lov til. Tine fortæller mig om virksomhedspraktik. Det går ud på, at jeg som en del af min aktivering arbejder gratis for en virksomhed i fire uger. På den måde får jeg mere erfaring og et stærkere netværk, når jeg skal søge job. ”Hvad med et af de private tv-produktionsselskaber? Så kunne du begynde med at få noget grundlæggende tv-erfaring dér?” foreslår hun.



Det er rart at vide, at Tine har styr på, hvad et produktionsselskab er. En jobvejleder uden kendskab til mediebranchen kunne tro, at tv-programmer blev lavet på TV 2 og TV 3 og ikke på Nordisk Film eller Metronome. Men det ved Tine, og nu begynder hun også at slynge navne ud på folk, der arbejder på selskaberne.

Efter en halv time i Tines selskab er jeg blevet mere optimistisk og realistisk, når det kommer til min jobsøgning. Jeg er også blevet opmærksom på de mange regler, krav og deadlines der er, når man er arbejdsløs og så ung, som jeg er. Og hvis ikke det var på grund af Tines store mængde viden og hendes forståelse for mig og mine drømme, ville jeg nok melde mig ind i det i forvejen massive kor af arbejdsløse, der brokker sig over dagpengesystemet. Men det gør jeg ikke, for det virker i høj grad som om, at damen ved, hvad hun snakker om.

Men nu er det jo ikke sådan, at en samtale hos en fornuftig jobvejleder i Job Vision nødvendigvis fører til job. To måneder senere er jeg efter et par virksomhedspraktikker stadig arbejdsløs. En journalistven anbefaler mig et møde med en karrierevejleder i Dansk Journalistforbund. Mødet er gratis, og da jeg har meldt mig til, går der ikke mange dage, før sidder jeg i et rummeligt mødelokale på Gammel Strand over for Jonas, som er konsulent. Heller ikke denne gang har jeg alt for høje forventninger. På forbundets hjemmeside har jeg læst, at jeg under karrierevejledningen vil blive rådgivet og ikke mindst coachet. Hvis der er et ord jeg har allergi over for, så er det coaching.

Jonas har på forhånd bedt mig sende mit CV samt et par linjer om mig selv og mine jobønsker. Manden har tydeligvis forberedt sig. Men først spørger han om, hvordan jeg har det. Mange ledige kan godt gå hen og blive deprimerede, og tit sker det, at jobsøgningen fylder så meget, at man glemmer at holde fri, forklarer han. Da Jonas har sikret sig, at jeg ikke er helt nede i kulkælderen, går han i gang. Først taler vi om delmål. Jeg får ros for, at jeg arbejder på at få mere tv-erfaring, men med en drøm om børne-tv kunne praktik hos andre virksomheder også give mening. Vi laver i fællesskab en liste over relevante steder. Efter fem minutter har vi udfyldt et helt A4 ark. Mange af forslagene er jeg selv kommet på, men af en eller anden grund var det ikke noget, jeg havde tænkt over før. Jonas roser mig for, at jeg ved, hvad jeg vil. Det føles godt at blive bekræftet. I de sene nattetimer har jeg overvejet at gå på kompromis med min drøm. Men kompromiser skal jeg passe på med, advarer han.

”Hvis du koncentrerer dig om dine delmål, vil det tage dig to år, før du laver børne-tv. Men hvis du suser rundt mellem alle mulige tilfældige stillinger, kan det let tage fem år.”

Det er rart med en så håndgribelig udmelding. Og selv om den måske ikke holder 100 procent, så er det betryggende med en vejleder, der virker så sikker i sin sag. I løbet af den næste time slynger Jonas en hel del andre konkrete råd ud. For eksempel siger han, at jeg er i job inden seks måneder, hvis jeg fortsætter med at arbejde konkret og målrettet med min jobsøgning. Og lige dér i det øjeblik er det som om, at min situation som arbejdsløs føles halvt så håbløs, som den har gjort tidligere. Da jeg cykler hjem fra mødet den dag, er det med overbevisning om, at det nok skal lykkes mig at få et job. Samtidig tænker jeg også, at det der coaching ikke er helt umuligt. For ikke at tale om vejledere. Dem jeg er rendt ind i, har jo sådan set været ret dygtige.