Faktisk er det jo et utroligt smukt begreb: vejleder. Vej og lede. Man forestiller sig ældre, vise indianere, der beriger unge, håbefulde stammemedlemmer med historier og erfaringer krydret med visioner for, hvad morgendagen måtte bringe af slid, flid og sandsynlighed for anerkendelse og kærlighed. Deres autoritære blik glider over de unge menneskers ansigter i søgen efter, hvilket totemdyr, skæbne eller potentiale der tegner sig i deres fremtid.



I periferien lurer dog mine fordomme – jeg aner en velmenende, men fortravlet fløjlsbukseklædt m/k, der i mangel på overblik og oprigtig interesse deler pamfletter og henvisninger til offentlige hjemmesider ud til ungdommen med runken hånd. En tjeklisterytter, der hypper rundt i ministeriets manege på en gammel kæphest. I samlet flok med en masse ligesindede, der alle sammen har bildt hinanden ind, at det hele er ved at gå ad h. til.

Men nej, sådan er de selvfølgelig ikke. Vejledere må være de mest energiske, videbegærlige mennesker i hele Danmark og med enorme netværk inden for uddannelse og erhvervsliv både i Danmark og udland. For der findes jo næsten ikke noget, der er mere vigtigt – at være en person, der kan påvirke et andet menneske i dets karrierevalg og arbejdsliv. En person, der har taget opgaven på sig – at lede vores børn ud på livets vej.

Danmark er ikke i krise
Der er nogen, der mener, at Danmark er i krise. Krise er græsk for vendepunkt – det tidspunkt i et sygdomsforløb, hvor feberen bliver så høj, at man enten kradser af eller overlever. Danmark er ikke i krise. Finans er i krise. Penge, gamle mænd (m/k) og industrisamfundsmodellen er i krise. Lønmodtagerkulturen er i forfald. Velfærd er blevet afkoblet fra vækst, for vækst er blot et middel til at opnå noget. Problemet er blot, at vækst i dag producerer flere negative end positive konsekvenser. Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige til de unge: “Lad nu være med at gøre det samme som de ældre generationer. We are the ones who fucked it up. Gå dine egne veje, og tænk over, hvorfor du gør, som du gør. Du skal bidrage positivt til det samfund, du er født i. Og det gør du ikke nødvendigvis ved at følge den slagne vej eller den vej, de traditionelle kræfter siger, du skal gå.”

Fra mere til bedre
Succes i går var målt i mere: mange penge, mange ansatte, mange ting, stort domicil, flere biler, store investeringer, mangfoldigt oplag, tusindvis af læsere, et hav af seere osv. Succes i fremtiden er “gør det bedre, og giv det videre”. Eller sagt på en mindre konstruktiv måde: Hvis du laver bras, som verden ikke har brug for, så tag det i det mindste med dig i graven.

Vi står i disse år i et paradigmeskifte i verdenshistorien, som ikke går over foreløbig. Sjæl, originalitet, dygtighed, fordybelse, hårdt arbejde, vision, sammenhæng, tillid, energi, troværdighed, autencitet er fremtidens valuta. Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige: “Ligegyldigt hvad du kaster dig ud i – og kaste dig ud det skal du – så er det supervigtigt, at du gør dig umage. Du skal kratte i glasuren og suge til dig og søge udfordringer og inspiration. Du skal altid give mere, end du forventer at få. Du skal berige verden omkring dig, om det så bare er med en småkage eller en hjælpende hånd. Kun på den måde kan du opøve en klangbund for at forstå, hvad bedre er, og dermed finde dit eget indre kompas i en stadig mere foranderlig verden. Der er plads til os alle, og der er plads til dig. Og du vil møde så mange mennesker på din vej, som ikke forstår, at vi er på vej “fra mere til bedre”. At succes skal måles i kvalitet og ikke kvantitet. Men bare fordi andre mennesker opfører sig som idioter, behøver du jo ikke at gøre det, vel?”

Jagten på mening – “MIN historie”
Det, der gør livet svært i dag, er ikke det hårde fysiske arbejde. Det er den konstante indre refleksion, hvor man stiller spørgsmålstegn ved sig selv og sine egne evner. Der sidder en ond nisse på skulderen og drypper galde i ungdommens øre: ”Du er ikke god nok, du bliver aldrig til noget, du kommer til at fejle, du er for fed, for dum, for doven, for langsom, og de andre overhaler dig, for de er meget bedre og dygtigere, end du er.”

Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige: “Det er meget muligt, du aldrig bliver til noget. Men ved du hvad, det er helt o.k. Det bedste liv, man kan leve, er det gode, jævne liv, hvor man bare gør det så godt, man kan. Og hvor man ikke bruger mere end fem procent af sin tid på at pille sig selv i navlen. Alle rige, berømte og de fleste succesfulde mennesker føler sig som undermålere det meste af tiden. Og hvis rigdom og berømmelse var vejen til lykken, ville der være mange flere lykkelige rige og berømte mennesker. Der findes ikke nogen anden mening end den, du selv skaber. Du skal skabe “din historie” – og det kan sagtens være, at det tager et helt liv. Men hvis du tror på, at du er skabt til noget stort, så kom ud og rejs. Søg omstændighederne for dine ambitioner. Heldet er en flod, der sjældent flyder forbi Facebook.”



Kompleksiteten overhaler den menneskelige intelligens
Hvis du synes, der er meget information og kompleksitet i dag, så bare vent. You’ve ain’t seen nothing yet. I løbet af de næste ti år vil kompleksiteten overhale den menneskelige intelligens. Det betyder ganske kort, at vi har skabt en verden, vi alle sammen er for dumme til at leve i. Hvis ikke du i løbet af den sidste uge har siddet og følt dig som en idiot, der ikke fatter en skid, så er der noget galt. Så kommer du simpelthen for lidt ud.

Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige: “Ingen mennesker vil i fremtiden lykkes med noget alene. Samarbejde er nøglen til succes, så fortvivl ikke, hvis du ikke er den hurtigste knallert på kajen. Du kan sagtens klare dig alligevel (mangel på realitetssans er en enorm drivkraft, der ofte forveksles med mod). Du behøver ikke at kunne lide dem, du arbejder sammen med, men du skal gøre dit ypperste for at bidrage til et team og for at få teamet til at lykkes. At kunne indgå i eller løfte eller lede et team, det er noget af det vigtigste for dig på fremtidens arbejdsmarked. Kun overhalet af dine evner til at forstå helheden og se meningen med det, du laver. Alle chefer vil elske dem, der tænker selv og udfordrer plejermentaliteten, og som også tager ansvar for, at man selv og de andre lykkes med deres opgaver.”

Lønmodtagerkulturen er død
At tage ansvar for sit eget og andres arbejdsliv hænger superfint sammen med, at lønmodtagerkulturen er død. Og ja, jeg ved godt, at der findes mænd og kvinder i Danmark, der stadig prøver at give kunstigt åndedræt til afdøde, men helt ærligt, får man andet ud af det end en rallende zombie, hvis eneste fornøjelse er at suge liv og hjerne ud af de levende? Spørg lige dig selv, hvor gammel industrisamfundet er, og hvor mange mennesker og generationer der har arbejdet under den model. Det er slet ikke så mange og i så lang tid, som vi går og tror. Forhåbentligt arbejder vi om ti år ikke alle sammen på samme tid længere, og da slet ikke fra 8 til 16. Og pension – det er sgu da noget underligt noget. De unge, der er på vej til at blive voksne i dag, kommer ind på et meget mere frit og flydende arbejdsmarked, hvor mange organisationer vil have døgnbemanding og mulighed for hjemme- og freelancearbejde. De vil holde pauser i stedet for at gå på pension, og de vil lege, lære og uddanne sig livet igennem. Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige til den næste i køen: “Mens du venter, så tag lige mobilen frem og slå ”employability” op. Så snakker vi om det, når det bliver din tur.”

Papirskubberæraen slutter
Hvis man tror, man kan gøre en karriere ud af at analysere, så kan man godt finde sig en bar røv at trutte i. Det vil der være et langt større marked for. Research, der i dag tager måneder, vil i fremtiden tage minutter. Selv om jeg personligt er stor fan af bøger og det skrevne ord, er jeg fuldt ud overbevist om, at man klarer sig fint uden at kunne læse og skrive (det vil klart være mere bøvlet, og det er ikke godt for selvtilliden, men hvis nu man bare ikke kan lære det, så fortvivl ikke – fremtiden vil alligevel blive domineret af lyd, video og infographics (google selv sidstnævnte)).

Der er ingen, der vil betale for, at man har en lang uddannelse bag sig. Løn kan kobles til målbar effekt af ens arbejde, og dokumentering vil blive afløst af monitorering. Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige: “Kom så meget ud i den virkelige verden, som du kan. Skal du partout sidde på kontor eller i møder, så fokusér benhårdt på, at disse giver mening, og at folk går derfra med en følelse af værdiskabelse og fælles vision. Bed om at komme ud at køre med sælgere, ud på byggepladsen eller over i de andre afdelinger. De gamle på arbejdspladsen forventer faktisk, at den yngre generation provokerer og kan noget i forhold til social omgang og fremtidens teknologier. Regn med, at du møder modstand og får nej flere gange, men bare bliv ved. Alt er bedre end at skulle sidde i arbejdsløshedskø sammen med papirskubbere, der troede, at den hellige grav var velforvaret, fordi de var vokset fast på kontorstolen.”

Model: Hvor er vi på vej hen? Megatrends 2011-2020

Meaning mining
Alt det herover er jo så kun omstændigheder. Det vigtige er og bliver “det, der giver mening”. Fremtidsforskere kan rigtig godt lide at arbejde med “de knappe goder” efter devisen, det, der er for lidt af, er det, vi værdsætter mest. Det er først, når der ikke er mere rent vand i hanerne, at vi virkelig savner det. Ligesom man heller ikke sætter pris på en god nats søvn, før man får børn. Så hvad bliver der mangel på i fremtiden? Ikke produkter, muligheder, information og gode historier. Men rettere tid, energi, autencitet, originalitet, paskram (at kunne få kram til at passe med andet kram) og MIN historie. In short – mening.

De mennesker, der kan skabe mening og meningsfulde løsninger i en kompleks verden, bliver fremtidens vindere. Verden har ikke brug for flere “gode historier”. Verden har brug for sammenhængende fortællinger, der udvikler, danner og skubber det enkelte menneske i en mere intelligent retning. Verden har brug for forstyrrende, provokerende og grænseoverskridende originalitet. Vi har ikke brug for flere ingeniører og flere broer, men for ingeniører, der kan binde verdener sammen med andre fagligt dygtige mennesker. Verden har ikke brug for mere sæbe med kaffe eller plastikfisk, men for at flere mennesker vasker deres hænder bedre.

Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige: “Unge menneske. Du er dømt til mening og fornyelse! Det er din generations lod. Du skal ikke være så bange for at vælge rigtigt eller forkert. Du skal skabe mening, mens du går, ved at løfte dig ud over de rammer, som min generation har fastlagt. Sørg for at studere og arbejde på tværs. Ligegyldigt, hvor du ender, er det essentielt at kunne dygtiggøre sig og at kunne sætte sig ind i andres dygtighed uden at gå dem i bedene. Hvad du er (meget, meget) dygtig til, og hvad du kan sætte dig ind i, er mindre væsentligt – det vigtigste er, at du kan.”

Teknisk snilde
Og det bringer os videre til det bedste af det hele. Vi lever som mennesker vores liv på baggrund af vores metoder – vores egen måde at gøre tingene på. Men bag det findes et sæt teknikker, som er den rigtige måde at gøre tingene på. Metoden er blot måden, du personligt oversætter teknikkerne på.

Vi spilder i dag enormt meget tid, fordi vi ikke mestrer de rette teknikker og i stedet siger til folk, “find selv ud af det, eller prøv dig frem”. Men vi kan ikke selv – der findes teknikker til at trække vejret rigtigt, til at lære at tegne, stå på ski, synge, skabe sig et netværk, lave mad, passe børn, fordele ressourcer eller gøre rent. En verden, der bliver mere og mere kompliceret at leve i, har brug for mere teknisk snilde. For at vi hurtigt kan sætte os ind i den rigtige måde at gøre tingene på. For visdom, overblik og simpelhed. For at vi husker og lærer fra dem, der gik før os.

Løsningerne på komplekse problemer er ikke mere analyse (som betyder “at skille ad”), men syntese – at vi kan tænke sammen og se tingene i et større perspektiv. Ellers ender vi med at lave flere og flere idiotiske og dyre løsninger som fx, at man på samme tid bestiller kortere togsæt og bygger længere perroner.

I de kommende år vil der ske store gennembrud inden for forståelse af den menneskelige natur og hjerne, og vi vil genfinde glæden ved at være “teknisk snild”, dvs. at have fundet ud af, hvordan noget virker og fungerer.

Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige: “Du skal ikke være bange for at vælge forkert og lave fejl. De fleste af verdens fremskridt bygger på fejl og misforståelser. Og du skal ikke nødvendigvis måle din succes på, hvor meget du brænder for noget eller føler dig passioneret. Det er ikke sikkert, at det nogensinde kommer. Der er masser af job, der er megakedelige, og hvor det er kollegaerne, der vil motivere dig. Det, du skal sørge for, er at tilegne dig teknikker. At blive teknisk snild. Inden for alle livets områder. Det tager ikke mere end en uge at blive nogenlunde god til noget, hvis du finder den rette teknik – og den kan du lære enten ved at kigge på forbilleder og rollemodeller, spørge andre, hvad der fungerede for dem, eller lave en masse research. Det er rigtig vigtigt at finde de rigtige teknikker, og du ved, at du har fundet dem, når du føler og kan se en effekt på kort tid, dvs. inden for en uge. Du kan ikke lære for mange teknikker. Men at gøre det til metode – altså mestre et bestemt fag eller blive professionel inden for et område – det tager måske ti år, hvor du hele tiden skal søge nye perspektiver inden for den pågældende teknik. Det er ikke sikkert, du forstår en hujende fis af, hvad jeg siger lige nu, men husk det. Hvis du kan tilegne dig teknikker og blive teknisk snild og så dygtiggøre dig inden for dem, du brænder mest for, så kan det ikke gå helt galt. Hvis du omvendt lander et sted, hvor der ikke sker en skid, og hvor du ikke har kontakt til mennesker, der interesserer sig for at gøre tingene rigtigt, men bare vil gøre, som de plejer, så se at komme videre – eller søg chefstillingen.”

Overskud er bedre end underskud
Teknikker, som alle bør tilegne sig, er dem, der bringer én i overskud. For i fremtiden er det langt bedre at være i overskud end i underskud. Det lyder som en stor banalitet, men prøv at se omkring dig – hvor mange mennesker møder du i din dagligdag, der ikke har overskud til at rose andre, til at være positiv, til at spise ordentligt eller motionere, uddanne sig, tage ansvar, se fremad osv.? Og de dage, du selv har overskud – hvor meget får du da ikke udrettet?

Om man er på a- eller b-holdet i fremtiden, har ikke noget med uddannelse, penge, social klasse eller job at gøre. Det har noget at gøre med, om man er et menneske med overskud – mentalt, økonomisk, energi- og ressourcemæssigt – og om man har teknikkerne til at bringe sig i overskud, hvis man møder modstand i sit liv. Hvis livet råber ”bøh” eller yder modstand, ruller man sig så sammen i fosterstilling og kommer ikke ud af sengen i en måned (og da kun med en depression, så man skal have piller, som man bliver fed og i endnu dårlige humør af)? Eller kan man sparke sig selv i gang ved fx at gå en tur eller gøre noget for andre?

Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige: “Du kan godt regne med, at livet er og bliver hårdt. Men det gode liv er heldigvis ikke det nemme liv. Friktion, fejl og modstand er noget, du skal vokse med, og du kan ikke vide, om dit liv bliver besværligt eller ej. Det vigtige er at møde al modstand med åben pande, lade være med at tage det personligt, tygge på alle problemstillingerne og så spytte dem ud, hvis ikke det giver dig energi. Shit happens. Der er ikke noget job eller nogen uddannelse, du kan vælge, hvor der er sikkerhed i ansættelsen. Men teknikkerne, det, du lærer, de gode oplevelser og de penge, du har brugt på rejser og gode oplevelser, det er der ingen, der kan tage fra dig.”

Familie og venner er det bedste du har
Der er mange tegn i tiden på, at arbejde og karriere vil blive overhalet af familie og venner. Ikke for alle, men for mange. Mange arbejdspladser vil stadig hænge fast i, at man skal “eje” sine medarbejdere, som derfor skal købe ind på brand og vision. Men i takt med, at det bliver mere og mere utroværdigt, og med, at flere bliver freelance- og projektansat, vil det mentale bånd blive sværere at opretholde. Frihed er en megatrend, og når dygtige medarbejdere opdager, at de i virkeligheden ikke behøver faste rammer for at skabe værdi, men kan gøre det på mange forskellige måder og på flere arbejdspladser på samme tid, vil de også søge at forhandle deres arbejdsvilkår på måder, der giver mest mulig mening for dem selv.

Arbejdet kan for mange blive sekundært – det er noget, jeg gør for at tjene penge, udvikle mine talenter og skabe noget, jeg kan være stolt af, men en lige så stor del af mit liv handler om min familie – den sociale som den biologiske – samt at rejse og leve.

Hvis jeg var vejleder, ville jeg sige: “Husk nu, at det er dit liv. På et tidspunkt skal du forpligte dig over for andre mennesker, og når det tidspunkt kommer, skal du virkelig gøre det med fuld skrue, for det er her, du finder ud af, hvad det hele handler om. Din familie og vennerne bliver dem, der kan skabe robusthed og lykke i dit liv, og også her gælder princippet om “ikke mere, men bedre”. Du skal med al sandsynlighed leve, til du bliver 100, og hvis du i den tid skaber mere, end du forbruger, prioriterer din mentale og fysiske sundhed, bidrager med overskud til verden og har en lykkelig familie og gode venner omkring dig, så kan man jo næsten ikke forlange mere.”