Vejledere er en del af og påvirkede af det samfund, de er en del af. Det er indlysende og banalt. Men når forandringens vinde blæser, hvor blæser vejledning så hen? Det meste vejledning er offentligt finansieret og ses som et samfundsmæssigt gode … Et instrument blandt flere til at skabe større lighed, mere lige adgang til job og uddannelser. Men i nogle (syd)europæiske lande rammer den økonomiske nedsmeltning også samfundsmæssige investeringer som vejledning. I sin yderste konsekvens kan det betyde større ulighed, fordi de velhavende vil købe vejledningsydelser, som det offentlige ikke mere vil/kan betale for. En mærkværdig prioritering: Det er tilsyneladende vigtigere at redde en fallittruet bank end at skabe rimelige levevilkår for borgerne.

Dette VejlederForum-tema nævner, at forandring er et kerneaspekt af vejledning: forandring af livsomstændigheder, forandring af holdninger, viden, indsigt, forandring af kompetencer. Fokus er her på den individuelle forandring, hvilket oftest betyder tilpasning til de givne omstændigheder. Samtidig anbefaler KL forandringsteorier som et redskab til at fastholde fokus på de unge. Men forandringsteori i sin enkle form er teorien om, hvilket input der medfører hvilket output. Og det er en ret mekanistisk model at arbejde efter. Den giver ikke meget plads til tilværelsens foranderlighed.

Hvad er problemet?
Lige p.t. er en række fælles samfundsgoder ved at blive demonteret under dække af en finansiel krise. Det kaldes også forandring, endda under slogans som ’Forandre for at bevare’. Vejlederne kan under disse omstændigheder føle sig tvungne til at dukke nakken. Bøje sig for de herskende samfundsmæssige vinde. Tilpasse unge og gamle til de samfundsmæssige ’realiteter’. Her kan det være nyttigt at sige som Carol Bacchi (2009): ’Hvordan præsenteres problemet?’ Eller med andre ord: Hvordan bliver ’realiteter’, altså særlige tilgange til samfundsmæssige problemer, formuleret og af hvem og i hvis interesse?

Set i foranderlighedens perspektiv har arbejdsmarkedet i globaliseringens tegn fx en særlig interesse i at kalde på mere fleksibilitet, dvs. en veltilpasset arbejdsstyrke, som kan sættes ind hvor som helst og når som helst (Pedersen, 2011). Dette kan vejledning fremme, bl.a. ved at tilskynde til mobilitet. Og i forhold til de unge er det bekvemt at tale om ’dropouts’, altså individualisere problemet, snarere end ’pushouts’, altså at de er blevet skubbet ud af uddannelsessystemet. De unge skal forandre sig – dvs. tilpasse sig de eksisterende muligheder: De skal nemlig fastholdes i de eksisterende strukturer. Det er det paradoksale: at det individuelle forandringsperspektiv således indebærer tilpasning. Vejlederne bliver i denne sammenhæng en del af denne individuelle tilpasning – fordi problemet bliver talt hen i det individuelle hjørne.

I Watts’ (1998) kendte firefeltstabel (nedenfor) betegnes dette forandringsperspektiv ’Individtilpasning’. Og lige ved siden af står ’Social kontrol’ – begge under Status quo-kategorien.

Fire orienteringer (efter Watts)

Kompensatorisk
De vejledtes stemme bliver sjældent hørt, selv om de burde stå i centrum (Vilhjalmsdóttir, 2011). Men samfundsforandring for og med de vejledte – via vejledning – var på dagsordenen frem til 2007 i Sverige, hvor Sveriges Vägledarförening skruede ned for de mere radikale toner i svenske vejlederes etiske retningslinjer. Nu kniber det med radikaliteten (se Sveriges Vägledarförening: Etisk deklaration).

De lidt ældre etiske retningslinjer (udg. 1997) så det nemlig som vejlederens ’moralske forpligtelse’ at stå på de svages side og om nødvendigt optræde på deres vegne ved at påpege og søge at ændre uretfærdigheder med henblik på at fremme ligestilling og ligeværdighed. Altså forandre samfundet for at tilpasse det til individerne. Og her var vejledning et af svarene. Spørgsmålet var: Hvad er vejledningens rolle i forhold til at forandre samfundet i retning af mere rummelighed, retfærd og ligeværd? (Irving, 2010; Irving og Malik, 2005).

Hertil fandtes et begreb, som omfattede denne tilgang i sin helhed, nemlig kompensatorisk vejledning. Dvs. en vejledningsindsats, som kompenserer for og retter op på de samfundsskabte problemer og uretfærdigheder, fx arbejdsløshed, ’uddannelsesløshed’, marginalisering. En vanskelig, men vigtig position for vejledning: Vejlederen, som måske endda er ansat i de institutioner, som producerer problemerne, fx dropout, skal søge at modvirke de selv samme institutioners ”mal-funktioner” indefra. Vejlederen skal således – for at forandre – være systemets trojanske hest (Plant, 2005). Hermed står vejledningsbarometret for alvor på foranderligt.

Referencer

• Bacchi, C. (2009). Analysing Policy: What's the Problem Represented to Be? Melbourne: Pearson
  Irving, B.A. (2010). Making a difference? Developing career education as a socially just practice. Australian Journal of Career Development, bind 19, nr. 3, forår 2010, 15-23
• Irving, B.A., og Malik, B. (red.) (2005). Critical reflections on career education and guidance promoting social justice within a global economy. London: Routledge Falmer
• Pedersen, O.K. (2011). Konkurrencestaten. København: Reitzel
• Plant, P. (2005). Guidance Policies: The Trojan Horse. International Journal for Educational and Vocational Guidance, bind 5, nr. 2, juni 2005, pp. 101-109
• Plant, P. (2008). On the Shop Floor: Guidance in the Workplace. I: Esbroeck, R.V., et al. (red.). International Handbook of Career Guidance, pp. 265-282. Dordrecht; Springer
• Vilhjálmsdóttir, G., et al. (2011). Voice of users – Promoting quality of guidance for adults in the Nordic countries. Reykjavik: Háskoli Íslands/Nordic Network for Adult Learning. Se Voice of users
• Watts, A.G., m.fl (1998). Uddannelses- og erhvervsvejledning. Teori og praksis. Fredensborg: Studie og Erhverv