”I dag bruger unge mange kræfter på at vise verden, at de klarer sig godt. Ungdomslivet er blevet et individualiseret projekt, hvor du selv er ansvarlig for din læring og udvikling. Når det går skævt, individualiserer de unge skylden og hemmeligholder problemerne. Selvom der er bestemte sociale grunde til mistrivsel, er de unges forståelse, at det er deres egen skyld.”  

Ordene kommer fra Ida Koch, som har været rådgiver på Tværs i 23 år og har arbejdet med unge i uddannelsessystemet i 30 år. I dag holder hun foredrag og kurser og superviserer psykologer, præster, narkobehandlere, studievejledere og andre og klæder dem på til svære samtaler med unge.  
 

Vejlederforum spørger hende, hvordan det står til med ungdommen af i dag, når det handler om at have ondt i livet, og hvordan problemet kan løses. For undersøgelser viser, at flere unge end hidtil mistrives og har det svært (se faktaboks). 

Mistrivslen er sværere at opdage

Nogle unge har det ”bare” svært. De trives ikke, er triste og kede af det og holder sig ude af det sociale. Andre har det ikke så godt i så lang tid, at de får symptomer på mistrivsel som fx spiseforstyrrelser, depressive angsttilstande, sociale forbier, kriminalitet og brug af rusmidler og piller. I sidste ende selvmordsforsøg. 

Problemerne ses i alle sociale lag, men er ikke demokratisk fordelt, da psykosociale problemer og uddannelsesfremmede baggrunde øger risiko for mistrivsel, fortæller Ida Koch. Den bunder i en mangfoldighed af belastninger. Fx psykosociale problemer i familien, druk, vold, skoleproblemer eller mobning. 

”Det nye er, at langt færre viser deres mistrivsel på støjende måder som fx kriminalitet. Nu reagerer unge mindre udadfarende. Vi ser mere cutting, depression og spiseforstyrrelser. Lidelserne er blevet mere stille og indadreagerende, og derfor er det sværere at få øje på problemerne,” siger Ida Koch.

Succespres giver stress

Nutidens performance- og præstationsorienterede kultur er en væsentlig årsag til, at unge i dag gør alt for at vise, at de klarer sig godt – også når det ikke er tilfældet. Resultatet er præstationsangste og stressede unge.  

Forældrene har en del af skylden. Mange pacer deres børn frem i stedet for at bekymre sig om, hvordan de har det. Det er ikke velset, at der er problemer eller støj. 

”Rigtig mange unge bider tænderne sammen og prøver at ordne tingene alene,” siger Ida Koch.

Facebook og andre sociale fora på internettet lægger yderligere pres på de unge.

”Sociale medier viser et ungdomsliv i fællesskab, hvor man gør karriere, har succes og ser godt ud. Det spejler unge sig i og tænker måske: ”Åh, jeg klarer mig ikke så godt som de andre.” Ensomhed er meget udbredt. Det er ikke hot at vise sine svagheder, det er blevet skærpet i dag. Angsten er stor for, at verden vil se en som taber.”

Problemerne skjules nemt på nettet, fortæller Ida Koch.

”Der er ingen tvivl om, at unge kan maskere og fremstille sig, som de vil, i stedet for at dele det svære. Nettet kan også inspirere til, hvad unge kan gøre ved deres elendighed. De kan fx læse om, hvad der er godt ved at skære sig.”

Bland dig nænsomt

I sagens natur må det være sværere for lærere, skolevejledere, studievejledere og UU-vejledere at opdage problemer, når unge gør alt for at skjule dem.

”Alle, som har med unge at gøre, skal blande sig, men som et tilbud, den unge kan fravælge. Det er vigtigt at være opmærksom på de diskrete problembærere. Find ud af, hvad der ligger til grund for fraværet, i stedet for at tale om fravær og manglende aflevering. Spørg ind til, hvad det er, der er svært i livet med en hjælpsom attitude.”

Det er naturligvis vigtigt at kende henvisningsmuligheder som et forløb hos en sygesikringspsykolog, behandlingsgaranti for hashrygere eller kontakt til socialforvaltningen, når problemerne er større, end man selv kan håndtere. Og mistrivsel kræver almindeligvis personlig vejledning face-to-face.

”Det er katastrofalt, at den personlige vejledning er begrænset. Vil man opnå 95-procentmålsætningen, skal vejledningen styrkes. For at nå de sidste procent er vi ude og skrabe i udkanten af ungdomsbefolkningen, som er uddannelsesfremmede og har turbulente, dårlige livs- og skoleerfaringer og måske knap nok kan læse. Her skal der mange kompenserende foranstaltninger til.”

Berøringsangste professionelle

Ganske mange professionelle voksne har ifølge Ida Koch berøringsangst, når det handler om at tale med unge, der har det svært. Dem har Ida Koch en opfordring til:

”Det at tale om, hvordan livet ser ud, er ikke atomfysik. Det kræver en fornuftig dialog med et menneske, som for tiden har det svært. Kom over berøringsangsten. Du kan godt, uden at du er psykolog. 

Selvom den unge begynder at græde, og der er tårer og frustration, holder tårerne op på et tidspunkt. Så gå til de unge. Spørg: ’Hvordan har du det egentlig?’ med tyk streg under egentlig. Vil de ikke tale, så respekter det. Samtalen er et tilbud, som de kan vende tilbage til.”