Jette husker altid Nikolajs fødselsdag. Hun tager med ham til tandlægen og fortæller ham, hvis håret er uvasket eller tøjet beskidt. Hun giver ham knus.

Men Jette er ikke Nikolajs mor, og han er ikke et barn. 56-årige Jette Hedelund er pædagogisk vejleder for 28-årige Nikolaj Sørensen, der har aspergers syndrom og er ludoman. Hun har ”haft” ham, siden hun for syv år siden blev ansat i Aabenraa Kommunes socialpsykiatri. 

Nikolaj er en af de 100 voksne borgere, otte vejledere i den socialpsykiatriske enhed hjælper med at få bedst mulig struktur på bolig, økonomi, uddannelse og arbejde. Det er borgere med krigstraumer, personlighedsforstyrrelser, misbrug, ADHD og psykiske lidelser og diagnoser. Et fælles træk er, at de ofte har et meget spinkelt netværk ud over vejlederne og lider af angst og social fobi.

Sad fast i sofaen

Før Jette blev Nikolajs vejleder, kørte han rundt i systemet. Han kunne ikke få job. Boede hjemme. Blev i sofaen. Skyldte mange penge væk. Var overvægtig. Nicolajs sagsbehandler advarede Jette og sagde, at han ville snyde og rende om hjørner med hende. Det skete ikke. Tværtimod fik Nikolaj ret hurtigt fode på tilværelsen. Han fik skånejob i det lokale supermarked – et job, han passer i dag med lige dele engagement og nidkærhed. Fik egen bolig. Faren blev værge. Alt sammen med Jette på sidelinjen over for forældre, chefen i supermarkedet og Nikolaj selv.

Familien har opfordret Vejlederforum til at interviewe Jette om, hvordan hun som vejleder kunne skabe så store forandringer for en, som mange i systemet havde opgivet. 

”I socialpsykiatrien i Aabenraa har vi ingen nedskrevne metoder, men er efteruddannet i kognitiv terapi og terapeutisk kontakt. Vi er rollemodeller for, hvordan man kan håndtere modgang og arbejde med konflikthåndtering. Et af de vigtigste værktøjer er støttende samtaler med udgangspunkt i borgernes tanker, følelser og adfærd. Vi er ikke eksperter på en piedestal, men mennesker med vores torne og problemer. Den personlige tilgang åbner for tilliden, så borgerne ser andet end den kommunale kasket,” siger Jette.

Betydningen af et knus

Særligt for mennesker med socialpsykologiske vanskeligheder er en personlig tilgang essentiel, mener Jette Hedelund. De har erfaret, at de ikke kan alt det, som alle andre kan. Lige fra at stå op om morgenen til at tage en uddannelse eller passe et arbejde. De er svigtet af behandlersystemet, skolen, venner, veninder og forældre. Selvværdet er lavt eller ikke-eksisterende. 

Så gør det en forskel, når vejlederen fx tør fortælle en cutter, at hendes egen datter har været cutter, uden at gå i dybden, så det bliver privat. Hun er en rollemodel, men en, der kan fejle og ikke er perfekt.

I forhold til Nikolaj bruger Jette Hedelund sin person som et spejl, hun holder op foran ham. Hun fortæller nøgternt, hvad hun ser, når han er uvasket, eller tøjet er beskidt. Spørger hun, hvordan en kunde fra supermarkedet – Nikolajs et og alt – ville opfatte ham, indser han, at det er nødvendigt med et bad. 

”Jeg er ærlig. Jeg siger, hvad jeg ser og hører uden den løftede pegefinger. Han må godt blive vred og sige, at jeg skal gå. Men jeg kommer igen og bærer ikke nag. Jeg tager mange konflikter og kan magte ham. Og modsat familien har jeg ikke følelser i klemme.”

Jette giver gerne knus til Nikolaj og de 13 andre af ”sine” borgere, hvis de vil tage imod.

”Jeg spørger først: ’Vil du have et lille knus, når jeg går i dag?’ Det gør jeg, for mange er omsorgssvigtede. Det handler om at finde sin personlige grænse som vejleder. Nogle ville jeg måske ikke bryde mig om at give et knus, men bag det usoignerede ydre ser jeg et meget sårbart menneske, som har brug for fysisk kontakt.”

Altid små skridt

    – Er vejledere generelt for upersonlige? 

”Nogle er berøringsangste og vil ikke lægge den faglige kasket fra sig. For mig handler det om at bruge det personlige, når det kan tjene et fagligt formål. Jeg kan give mine egne erfaringer videre, og det er tilfredsstillende. Tilgangen kræver hård hud både indvendigt og udvendigt, og du skal finde dit omsorgsgen. Men når jeg kører hjem, har jeg fri og tager ikke telefonen. Ellers ville jeg ikke kunne holde til det.”

Jette Hedelund roser ”sine” borgere for minimale fremskridt: ”Før røg du hash hver dag, nu er det kun to gange om ugen. Du er blevet lidt bedre til at komme ud af sengen.” Og når en borger ikke lykkes i en praktik, forsøger hun at vende det til noget konstruktivt i forhold til en afklaring til arbejdsmarkedet.

”De har brug for at opleve succes i stedet for flere dunk i hovedet om alt det, de ikke kan. Vi har ingen deadline på vores borgere. Det gælder om at se, hvor de står i livet lige nu. Ikke, hvad der gik galt i går, eller hvad der sker om tre måneder. Og vi står på deres side. Vi er dem, som hjælper, hvis sagsbehandleren kræver noget, de ikke kan honorere. Jeg skriver ikke alt ned eller går videre med det. Meget bliver i mit indre.” 

Boom af borgere

I øjeblikket er der et boom i kommunen af borgere med socialpsykologiske problemer. Mennesker, som vælter igen og igen. Måske fordi samfundet i dag stiller høje krav til uddannelse, som unge uden skolegang har svært ved at honorere. Derfor er det svært for disse unge at finde deres plads i arbejds- og uddannelsessystemet. 

De har ifølge Jette Hedelund brug for vejledere, der mener det, når de siger: ”Op igen, jeg er med dig”, og ”Jeg støtter dig hele vejen.”




Nikolaj Sørensen er ikke borgerens rigtige navn.