Gåturen i tusmørke var den smukkeste af de to ture til haven. Efter tre tætpakkede busser og en landevej med trafikstøj går jeg igennem en låge. Der er 600 meter skovsti, og skuldrene falder på plads. Der er blå sne overalt og et enkelt rådyr. Kun fortabte sjæle er stadig online. Bortset fra aboretsmesteren, der låser drivhuset op, er der ingen lyde i haven. Sneen knaser lidt.
Terapihaven Nacadia ligger isoleret i en skov. Et forskningsprojekt følger deltagerne for at undersøge naturens indflydelse på deltagerne, fx hvilke rum i haven tiltrækkes de af, hvorfor og med hvilken effekt?
Psykolog og haveterapeut Dorthe Djernis fortæller om et hold, der har været igennem et forløb i haven: soldater med posttraumatisk stress. Først har forsvaret, og bagefter har stresscentret Kalmia lavet udvælgelsen.
En typisk dag
”Vi kører et meget ens forløb af hensyn til deltagerne. De starter med at gå til fods gennem haven, mens de tilpasser sig omgivelserne og falder mere til ro. I gartnerboligen skifter de til praktisk havetøj og sætter sig ved det tændte bål i haven med de andre. Sidder og kigger ind i bålet uden at sige så meget.
Så tager vi en runde og får en status. Der kan være nogle, der ikke har sovet hele natten pga. ’et eller andet’. Så går vi i gang med lidt mindfulness, fx yoga eller meditation. Eller lidt undervisning med temaer – afhængig af hvem der er i haven.”
”Og så er der planteplejen. I starten fortæller Ole, vores aboretsmester, om processerne i naturen og i haven (han har været her i 36 år). Det er jo ikke alle, der kommer fra landet ... nogle har måske ikke haft så meget med naturen at gøre. Nogle vil så luge eller plante nye planter.”
”Og andre skal bare sidde for sig selv eller gå en tur. Mange stressramte kan ikke mærke, hvad de har brug for, og det hjælper vi så med. Hvis der ikke er nogen krav, hvis du ikke skal præstere, men kun skal gøre, hvad der er godt for dig lige nu: Hvad kunne det så være?
Mange af deltagerne har overpræsteret. De har virkelig knoklet sig selv ned. Måske skal de bare ligge i en hængekøje og mærke luften, se lyset og høre lydene, så man stadig har kontakt til omgivelserne, helt fredeligt. Andre spørger selv, om de må bygge en ovn eller et raftehegn i haven – det centrale er, at de ikke presser sig selv.
Hvis deltagerne bagefter kan fornemme den balance: Hvornår skal jeg yde maksimalt, og hvornår skal jeg holde lidt igen? Så har de opnået meget, så de ikke går ned med stress på en arbejdsplads.
Det samme valg findes i mange job, hvor man har friheden til at mærke efter, om man er parat – og så vælger opgave B før opgave A. I stedet for at tvinge sine reserveressourcer frem for at lave opgave A først. Skal jeg fx tage tre små nemme eller en svær i dag?”
”Dagens forløb slutter om bålet, hvor vi tager en runde og en nærværsøvelse.
Der er ikke lagt op til, at vi kommenterer hinandens sindstilstande a la: ’Det har virket på mig. Det virker garanteret også på dig.’ Det er en gruppe, men ikke gruppeterapi. Det er mere træningsrettet end normal terapi, hvor man bl.a. søger efter årsager. Man træner nærvær, fx i en arbejdssituation.
Det er selvfølgelig meget vigtigt, at behandlingen munder ud i en plan og ikke bare i ingenting. Her med soldaterne tog forsvarets socialrådgiver en samtale med hver enkelt. Det kan være både uddannelse, praktikplads eller job.”
”I starten når de sidder i haven, og der så kommer et fly hen over, så stiger alarmberedskabet hos dem alle sammen. Det kan også være en presset situation i hverdagen, fx 500 mennesker, der har travlt i et indkøbscenter. Eller det regner, og ti mennesker skal ind i en bus i en fart.”
”De organiske omgivelser har en beroligende effekt. Der er lyse og mørke rum, åbne og lukkede. Det vigtigste for mange af soldaterne er, at de er afskærmet bagtil, og at de har et overblik fremad.
Nogle vælger drivhuset, hvor der er endnu mere stille end udendørs. Udenfor har det været bålpladsen, måske fordi det er et socialt rum, fredeligt og uden krav. Man kan bare sætte sig,” slutter Dorthe Djernis.
Om terapihaver
|