Af Anne Mette Ehlers
”Kontanthjælpsreformen kræver en lille revolution i jobcentrene. De er vant til at kontrollere ledige og opretholde proceskrav til samtaler. Nu skal de til at være opsøgende for at få unge i uddannelse. Altså hallo, de ved alt for lidt om uddannelsessystemet og positiv motivation,” siger arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.
Den nye kontanthjælpsreform sætter tommelskruerne på i forhold til at få unge under 30 i job og uddannelse. Kontanthjælpen halveres, og der sættes ind med uddannelsespålæg for alle, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Den bagvedliggende tanke er, at alle kan gøre nytte, og at vi skal have flere unge med kvalifikationer ud på arbejdsmarkedet.
Voldsmonopol
Henning Jørgensen ser positivt på reformens retorik om en helhedsorienteret og tværfaglig socialindsats med udgangspunkt i den enkeltes udfordringer og behov. Professoren bifalder reformens opgør med standardiseringsindsatsen – selv om reformen reelt set også er en spareøvelse. Men han er ikke sikker på, at projektet vil lykkes. For helt grundlæggende retter systemet kun skytset én vej.
”Jeg bryder mig for eksempel ikke om et ord som uddannelsespålæg. Et pålæg er at bruge tvang. I Danmark har vi et sanktionsregime, hvor lønmodtagersiden skal underlægge sig pligter, mens virksomhederne går fri. Her er der endog tale om en ny pligt, hvor man ikke samtidig får en styrkelse af sine rettigheder. Jeg er bekymret for, om balancen mellem rettigheder og pligter kan være tippet. Systemet bruger sit voldsmonopol over for kontanthjælpsmodtagerne, mens der overhovedet ikke er krav til virksomhederne om at skaffe praktikpladser eller arbejde, og der har vi årtiers erfaring i, at så nytter det ingenting.”
Jobcentrene skal omskoles
Overordnet set er der brug for et helt nyt tankesæt i jobcentrene, hvor de går fra kontrol af mennesker til investering i mennesker, hvis reformen skal få fuld effekt, mener Henning Jørgensen.
”Kontanthjælpsreformen kræver en lille revolution i jobcentrene. De er vant til at kontrollere ledige og opretholde proceskrav til samtaler. Nu skal de til at være opsøgende for at få unge i uddannelse. Altså hallo, de ved alt for lidt om uddannelsessystemet og om positiv motivation.”
Der er også brug for et højere kvalitetsniveau og en fælles faglighed.
”Jobcentrene mangler fælles uddannelse, faglig metodik og vidensgrundlag. Selv blandt de jobcentermedarbejdere, som har med de svage og syge ledige at gøre, har hver femte ingen uddannelse overhovedet. Blot 40 procent har en socialfaglig baggrund som socialrådgivere.(1) Men det giver et problem, når man groft sagt kun har lært at kontrollere og sanktionere. Tager vi jobcentrene, andre aktører og a-kasser, taler vi om måske 20-25.000 mennesker, der burde være en fælles faglig uddannelse for.”
Moralsk terapeutisk problem
Henning Jørgensen ser en risiko for, at jobcentermedarbejderne på grund af den manglende faglighed risikerer at stereotypisere de unge og gøre deres manglende erhvervskompetencegivende uddannelse til et moralsk terapeutisk problem i stedet for at arbejde med de muligheder, der er til stede. De unge tilskrives på forhånd bestemte egenskaber og mangler, som jobcentermedarbejderne udstyrer dem med.
”Vi skal have professionaliseret systemet. Der er brug for en ny beskæftigelsesfaglighed, også for de socialrådgivere, der ved noget om individuel socialrådgivning. I dag aner jobcentrene ikke meget om, hvad en realkompetencevurdering er.”
Han finder det usikkert, om den økonomiske tommelskrue vil få de forventede 8.200 af 50.000 unge på kontanthjælp i job eller uddannelse i 2017.
”Økonomiske sanktioner hjælper ikke over for alle grupper. Mange kontanthjælpsmodtagere er ikke de rationelle økonomiske individer, som politikerne forestiller sig. De tror, at alle tænker som den lille købmand: Kan det nu betale sig?”
Alle kan ikke piskes i job
Skal Henning Jørgensen give en enkelt opfordring i forbindelse med reformen, bliver det ikke kun til jobcentrene, der i hans optik allerede får nok at se til med den nye reform, men til politikerne:
”Politikerne burde udarbejde en fælles, overordnet plan for arbejdsmarked, erhvervspolitik og uddannelsespolitik og ikke tænke så snævert som at piske folk i job. Alle kan ikke piskes i job, men vi skal give folk chancer og klæde dem på til at tage del i samfundslivet og ikke ”blot” i uddannelse. Her skal alle aktører spille med. Der skal stilles krav til virksomhederne ud over kravet til jobcentrene og systemet. Vi har i dag 13 AMU-centre indkapslet i erhvervsskolerne, seks vækstfora og 94 jobcentre. De opererer helt ukoordineret. I stedet burde vi lave otte regionale vækst- og arbejdsmarkedscentre, som både har muligheder og kompetencerne til at sætte uddannelsessatsninger i gang. For hvad kan et jobcenter på fx Langeland gøre? Du skal have ressourcer, redskaber og et opland for at kunne satse. Arbejdsmarkedets parter skal være med i styringsværket, for opgaven med at skaffe uddannelse og job er et fælles ansvar.”
Noter
(1) Kelvin Baadsgaard m.fl.: ”Praksis, krav og kvalifikationer,” CARMA 2011.
Henning Jørgensen er medforfatter på bogen ”Jobcentre og klemte kvalifikationer” (CARMA 2012) og en lang række videnskabelige artikler om effekten af fattigdomsydelser og sanktioner samt udvikling i strømmene af danskere på offentlig forsørgelse. |