Det ligner lidt en bank. Seks små kontorøer med tre medarbejdere i hver er fordelt i det store lokale. Der er loungestole i krogene, og på bordene ligger salgsmateriale fremme, som ved nærmere eftersyn viser sig at være musikmagasinet ”Gaffa”. En kvindelig vært tager imod hver besøgende og spørger, om hun kan hjælpe. Dernæst fortæller hun, hvad den unge har i vente, og beder vedkommende om at tage plads i loungemiljøet, hvor der er skemaer, der skal udfyldes, og en kop kaffe forud for rådgivningen.

UngeGuiden i Roskilde er et jobcenter i nye, lette klæder og uden tunge klienter, der har været på kontanthjælp i 20 år. De servicemindede og vagtuddannede værter er plus 50 og erstatter de vagter, der ellers er fast inventar i et jobcenter. Der er tænkt over placeringen. Uden for bygningen er miljøet ungt. Det vrimler med studerende fra naboerne, som er Handelsskolen, Slagteriskolen og Teknisk Skole.

Set, hørt og forstået

I UngeGuiden servicerer ti sagsbehandlere fra jobcenterdelen, seks UU’er, to fra ydelse og tre værter i fællesskab Roskilde Kommunes ca. 800 18-29-årige kontanthjælpsmodtagere og andre, der har brug for hjælp til uddannelse og job.

”Vi er én indgang for de unge og samarbejder også med mentorer og uddannelsestilbud. UngeGuiden er både for dem, der skal have uddannelsesvejledning, og dem, der skal hjælpes i job, fordi de har en erhvervskompetencegivende uddannelse,” forklarer leder Signe Weinreich.

Samtalerne med de unge gennemføres i samtalerum lige ved siden af loungeområdet. Der deltager altid en UU’er, en sagsbehandler og eventuelt en medarbejder fra ydelsesservice. Når de ikke gennemfører samtaler, er de forskellige faggrupper spredt ud på pladserne ved kontorøerne, hvor den kollegiale sparring foregår.

Ved samtalerne med de unge taler medarbejderne om uddannelse og job og om ”sund økonomi” frem for kontanthjælp og uddannelseshjælp. Overordnet er der fokus på motivation, et bedre tværfagligt samarbejde, mindre ventetid og færre gengangere. Målet er, at flere unge gennemfører en uddannelse, færre søger kontanthjælp, og at de unge oplever at blive set, hørt og forstået.

Meningsfuldt

Måske kan UngeGuiden med sin nye tilgang levere den nytænkning og ”individualiserede håndholdte socialfaglige indsats”, som arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra AAU efterspørger, for at kontanthjælpsreformen kan blive en succes.

”Det giver mening, at de forskellige parter sidder ved samme bord. Samtalerne tager lidt længere tid, men i forhold til at de unge først skulle til en jobkonsulent, så en ydelsesmedarbejder og måske tilbage til jobkonsulenten og yderligere UU, oplever den unge en bedre og mere sammenhængende service og samtale. Og vigtigst af alt kommer vi ud med en beskrivelse af den unge, som er meget bedre, da de forskellige medarbejdere bidrager med forskellige fagligheder. Det betyder blandt andet, at vi får et bedre helhedsbillede af den unge og derfor får en mere relevant beskrivelse i jobplanen og match,” siger Signe Weinreich.

Hun fortæller, at nogle unge undrer sig over, at de skal snakke uddannelse, før de snakker job og ydelse.

”De kommer for kontanthjælpen. Men mit indtryk er, at de føler sig set og hørt. Bare det at vores venteværelse er anderledes i sin indretning. Vi er lidt mere ”lækre” for de unge end resten af jobcentret. Vi er stadig det kommunale og en myndighed, men vi arbejder med at være den servicerende myndighed og med, hvordan vi kan udøve myndigheden. I forhold til motivation ønsker vi, at de unge føler sig godt behandlet. Men dem, der kan selv, skal vi ikke servicere for meget, men bekræfte i, at de godt kan selv, og at de skal være ansvarlige for deres egen sag. Det er derfor, vi hedder UngeGuiden. Vi vil gerne guide, men de skal selv tage skridtet.”

Good cop/bad cop

Medarbejderne taler om ”sund økonomi” og om, ”hvordan den unge kan skaffe sig en indkomst” via uddannelse eller job frem for at fokusere på kontanthjælp og uddannelsesydelse.

”Vi ser mere helhedsorienteret på deres økonomi end rent på ydelse. Vi giver decideret økonomisk rådgivning, for eksempel hvis de har gældsbreve. Vi vil gerne snakke så lidt som muligt om kontanthjælp og har mere fokus på forsørgelsen på den lange bane i form af SU og løn. Vores ydelsesmedarbejdere skal mere give økonomisk råd og vejledning.”

Selv om erfaringerne er spæde, har Signe Weinreichs medarbejdere erfaret, at der er tydelige forskelle i kommunikationen, idet jobcentermedarbejderen repræsenterer en myndighed, mens UU-medarbejderen ikke gør.

”Jobcentermedarbejderen kan sanktionere og skal informere om rettigheder og pligter, hvor UU mere er baseret på frivillighed. Til samtalerne bliver det nemt til en good cop/bad cop-situation, hvor jobcentermedarbejderens rolle er at fortælle om de hårde realiteter, og at der ikke er frit valg på alle hylder. Men medarbejderne er gode til at bruge forskellene, så det bliver naturligt og giver dynamik i samtalen.”

Få det bedre og få mindre

I forhold til kontanthjælpsreformen oplever Signe Weinreich, at det er svært at inddele de unge i de nye kategorier, der samtidig får stor betydning for de unges økonomi.

”Vi er glade for, at der bliver endnu mere fokus på uddannelse, men det kan være vanskeligt at afgøre, om de unge er åbenlyst uddannelsesparate, uddannelsesparate eller aktivitetsparate – det øver vi os på. Vi har blandt andet fået en orienteringsskrivelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, men jeg kunne godt ønske mig, at den var mere konkret. For vi vil gerne være 120 procent sikre på, at vi gør det så rigtigt som muligt, og at vi har en ensartet praktik i kommunen i forhold til, hvem vi anser for åbenlyst uddannelsesparate, uddannelsesparate og aktivitetsparate. Spørgsmålet er, hvor vi skal lægge snittet. Hvis en misbruger går i gang med misbrugsbehandlingen, er den i princippet afsluttet om tre måneder. Så burde han være uddannelsesparat om et år, men der kan også spille andre faktorer ind. Og når vi gør ham uddannelsesparat, påvirker det ydelsen, så han for eksempel mister 5.000 kroner om måneden og måske ikke har råd til at bo, hvor han bor. Så der er nogle dobbeltting, når vi giver en socialfaglig vurdering. Det kan godt være en svær opgave for medarbejderne ikke at tage med, at når man bliver bedre, går man ned i ydelse, og at det kan svække ens situation og dermed mulighed for faktisk at gennemføre en uddannelse, som jo er målet.”